Advokaten 10 Kredsbestyrelsernes fremtid?

Print Print
17-10-2005

Af Peter Rørdam, advokat Skelskør, formand for kredsbestyrelsen i 3. kreds
Et nyt forslag fra Advokatrådet vil udvande kredsbestyrelsernes deltagelse i klagesagerne, men er det klogt?

I Advokatens august-nummer 2005 redegør rådsformand Sys Rovsing Koch for, at et enigt Advokatråd har fremsendt en række forslag til Advokatudvalget, som arbejder med de regler, der regulerer branchen, derunder disciplinærsystemet.

Hensigten er at modernisere og effektivisere reglerne om tilsyn med advokater og behandling af klagesager over samme, således at tilsyns- og disciplinærsystemet kan holdes inden for ”egne rammer” (sådan da), selvom dette jo regelmæssigt medfører, at folk udefra tror, at advokaterne dermed holder hånden over hinanden. Har man kendskab til advokatmyndighedernes håndtering af klagesagerne, kan man måske snarere finde, at frænde er frænde værst, men begge synspunkter er udtryk for en subjektiv vurdering.

Forslagene er indeholdt i en betænkning på 90 sider, der den 22. juni i år har været udsendt til bl.a. kredsbestyrelserne med ønske om svar senest den 4. juli. Den korte svarfrists, kombineret med den tilstundende sommerferieperiode har sikkert givet emnerne lidt mindre omtale, end de kunne fortjene, men betænkningen kan i øvrigt læses på www.advokatsamfundet.dk

De nye forslag skal bl.a. give mulighed for, at advokatmyndighederne kan skride hurtigere ind over for advokater, som ikke driver virksomhed i overensstemmelse med god advokatskik, især hvis der er tale om grove overtrædelser, så alvorlige sanktioner, derunder frakendelse af bestallingen, kan komme på tale.

Mere omsvøb
I den forbindelse foreslås, at Advokatrådet skal kunne anmode den lokale kredsbestyrelse om at indkalde en advokat til en samtale, hvis der, f.eks. på grund af et antal klager, er anledning til at tro, at pågældende har problemer med at drive sin virksomhed ordentligt, og at Advokatrådet skal kunne beskikke tilsyn for en advokat, hvis der er mistanke om grove overtrædelser.

Der er al mulig grund til at stramme reglerne op. I det nuværende system kan der gå år fra det tidspunkt, hvor 20-30 klagesager over få måneder viser, at der er noget helt galt, og til advokaten mister bestallingen. Det er svært at forstå for klagere, der måske endda har fået erstattet deres spildte omkostninger til advokat hos Advokatsamfundets Erstatningsfond, at den pågældende advokat kan fortsætte sin virksomhed og narre de næste i rækken.

Derimod er det lidt sværere at se, at indførelse af ”kammeratlige samtaler” eller beskikkelse af tilsyn vil medføre enklere og hurtigere sagsbehandling.

Allerede i det nuværende system er det vel sådan, at man af og til kontakter en kollega, hvis man synes, han er på vej for langt ud. Jeg ved, dette også praktiseres uformelt fra kredsbestyrelsernes medlemmer, selvom det ikke er nogen rar opgave.

Et effektivt tilsyn fra en kollega vil forudsætte en meget betydelig indsats fra den tilsynsførende advokat over en periode af i hvert fald nogen varighed. De hermed forbundne omkostninger kunne nok med større held anvendes til genoplivning af den hedengangne vikarordning til gavn for ellers ordentlige advokater, der på grund af sygdom eller andet er kommet bagud, frem for til yderligere forsinkelse af en håndfast indsats over for advokater, som klart viser, de ikke ønsker eller evner at følge reglerne.

Klagesagernes behandling
Betænkningen indebærer også forslag om at lade såvel salær- og adfærdsklager afgøre af Advokatnævnet efter forberedelse i sekretariatet og med indstilling til afgørelse fra samme, dog med mulighed for indhentelse af hurtige sidebemærkninger fra kredsbestyrelserne.

Den nuværende sagsforberedelse i Advokatsamfundets sekretariat kan muligvis effektiviseres yderligere, f.eks. med øget anvendelse af krypterede e-mails, elektronisk post eller anden teknik, men det indebærer efter min opfattelse en betænkelig udhuling af det kollegiale klagesystem, hvis hovedvægten i afgørelserne flyttes fra den indklagedes kollegaer til embedsværket i sekretariatet.

Overførelse af samtlige klager til Advokatnævnet/sekretariatet medfører desuden en så kraftig topstyring og centraliseret sagsbehandling, at man ligeså godt kunne tage skridtet fuldt ud og undlade kredsbestyrelsernes deltagelse i sagsbehandlingen.

På den måde ville man miste kredsbestyrelsernes lokalviden med dertil hørende nuancering af afgørelserne, og derved mindske retssikkerheden for både klager og indklagede. Til gengæld ville denne løsning give en virkelig forenklet arbejdsgang og kortere sagsbehandlingstid, og i tilgift en betydelig besparelse for de advokater, der nu bruger 50-75 timer årligt i kredsbestyrelsernes arbejde. En sådan enkeltlagsordning bør kombineres med ret for både klager og indklagede til at indbringe afgørelserne for domstolene.

Det samtidige forslag om at overføre kompetencen til at udpege advokatmedlemmerne af Advokatnævnet fra kredsbestyrelserne til Advokatrådet, kunne endda gøre det nærliggende helt at nedlægge kredsbestyrelserne.

En bedre løsning
En lige så effektiv enkeltlagsordning kunne gennemføres ved at afskaffe nævnet som klageinstans og overlade afgørelsen i både adfærds- og salærklager til kredsbestyrelserne, stadig med mulighed for at indbringe afgørelserne for domstolene.

Denne løsning er vel endda mere nærliggende end den af Advokatrådet foreslåede, fordi kredsbestyrelserne også i den nuværende ordning behandler salærklagerne og desuden udarbejder udkast til sagsfremstilling og indstilling i adfærdsklagerne til Advokatnævnet, blot uden at konkretisere en eventuel foreslået sanktion.

En mellemløsning kunne være at beholde det nuværende to-instans-klagesystem, men således at kredsbestyrelserne i både adfærds- og salærklager træffer afgørelse i 1. instans på grundlag af den kendte sagsforberedelse i sekretariatet, men med klageadgang til Advokatnævnet.

Dermed vil der også ske en væsentlig lettelse af arbejdet i nævnet, idet en væsentlig del af kredsbestyrelsernes afgørelser – som nu – må forventes ikke at blive påklaget, og risikoen for vildskud og uensartet praksis vil også være beskeden – som nu.

Uanset i hvilket omfang man kan hurtiggøre sagsbehandlingen ved anvendelse af de elektroniske medier, finder jeg, at afgørelserne fortsat bør træffes efter forhandling mellem rigtige mennesker på et gammeldags fysisk møde.

Ethvert system kan forbedres, også vore nuværende tilsyns- og klageregler, og rådets initiativ er derfor velkomment, men jeg synes som anført, at midlerne kunne være bedre end foreslået. Vi kan ikke undvære de lokalkendte kredsbestyrelser i klagesagsarbejdet.