Advokaten 1 Ny nævnspraksis i retshjælpsforsikringssager

Print Print
11-01-2005

Af advokat Lars Økjær Jørgensen, sekretariatet

Advokatnævnet har med kendelse af 24. november 2004 radikalt ændret sin mangeårige praksis med hensyn til salærfastsættelse i forsikringsretshjælpssager. Advokaterne, der fører sådanne sager, kan nu kræve lige så høje salærer som i sager uden retshjælpsforsikring.

Forsikringsvilkårene for retshjælp er en del af den aftale, som forsikringstager (klienten) har indgået med forsikringsselskabet. Aftalen er bindende for parterne og dermed også for den advokat, der påtager sig at repræsentere klienten i en tvist (se Steffen Pihlblad i Advokaten 12/2004, side 316 ff ).

I en årrække har Advokatnævnets praksis i sager med forsikringsretshjælp været i overensstemmelse hermed. Denne praksis fremgår med særlig tydelighed af kendelse af 13. september 2001 (j.nr. 02-0309-01- 0387), hvor nævnet udtalte følgende: ”Har en advokat påtaget sig udførelse af en sag, hvor klienten er dækket af en retshjælpsforsikring, anses advokaten for forpligtet til at respektere policens vilkår, herunder vilkår om salærfastsættelse…”

Siden oktober 1998 har standardforsikringsvilkårenes pkt. 11, stk. 5 lydt således: ”Salæret beregnes i overensstemmelse med de retningslinier for sagsomkostninger i borgerlige sager, som følges af domstolene.” Det vil i hovedsagen sige, at salæret skal beregnes efter landsretspræsidenternes takster. I sager der ikke er dækket af forsikringsretshjælp, er advokatens salær ikke begrænset af takster, men det skal være rimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2 og fastsættes ud fra en række parametre, som det fremgår af UfR 1978.448H.

I mange tilfælde har denne forskel betydet, at salæret i forsikringsretshjælpssager er blevet fastsat noget lavere end en beregning efter retsplejelovens § 126, stk. 2 ville føre til. Det har således været fast praksis, at § 126, stk. 2 ikke kan anvendes til at hæve advokatens salær ud over den grænse, der fremgår af forsikringsvilkårenes pkt. 11, stk. 5.

Senest har Advokatnævnet fastslået denne praksis i kendelse af 17. september 2004 (j.nr. 02-0303-03- 2182), hvor nævnet ændrer kredsbestyrelsens kendelse og anfører: ”På grund af de policevilkår, der er gældende, finder Advokatnævnet, at advokat… på forhånd burde have sikret sig forsikringsselskabets accept [af at afregne sagen på anden måde end efter pkt. 11, stk. 5] (se Steffen Pihlblad i ovennævnte artikel side 317).

Advokatrådets Responsumudvalg har gennem årene udtalt sig i overensstemmelse med nævnets praksis.

Den ny praksis
Kun to måneder efter kendelsen af 17. september 2004 har Advokatnævnet imidlertid nu foretaget en kovending. Kendelse af 24. november 2004 (j.nr. 02-0301-03-1067) vedrørte forsikringsdækning for ni klienter med en samlet forsikringssum på 375.000 kr.

Det fremgår af kendelsen, at forsikringsselskabets advokat til støtte for selskabets standpunkt havde anført:

  • at det fremgår udtrykkeligt af de for sagen gældende forsikringsbetingelser, at advokatens salær i en retshjælpsforsikringsdækket sag som den foreliggende skal opgøres i overensstemmelse med domstolenes retningslinier for fastsættelse af sagsomkostninger,
  • at advokat……s salærtilgodehavende hos ….. Forsikring skal afgøres alene efter forsikringsbetingelserne, hvilket tillige fremgår af advokatmyndighedernes praksis og
  • at et salærtilgodehavende opgjort efter retshjælpsbetingelsernes § 11, stk. 5, ikke nødvendigvis svarer til, hvad der i anden sammenhæng måtte anses som et rimeligt salær.

Advokatnævnet stadfæstede kredsbestyrelsens kendelse i henhold til grundene, som lyder således:

”Udgangspunktet for fastsættelse af en advokats salær er Retsplejelovens § 126, stk. 2, ifølge hvilken en advokat ikke må kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Specielt for førelsen af retssager har Højesteret i U1978.448H udtalt, at ”honoraret bør fastsættes efter et skøn under hensyn til retsforholdets beskaffenhed, sagens betydning for vedkommende part, herunder den økonomiske værdi af de erhvervsmæssige interesser og størrelsen af det omtvistede beløb, sagens udfald samt arten og omfanget af det af advokaten udførte arbejde, herunder den tid, som det har været rimeligt at anvende til sagens forberedelse og øvrige behandling.”

I den konkrete sag er der retshjælpsforsikring, hvor det af forsikringsbetingelsernes § 11, stk. 5 fremgår, at salæret skal beregnes i overensstemmelse med de retningslinjer for sagsomkostninger i borgerlige sager, som anvendes af domstolene.

Rådet for Dansk Forsikring og Pension har i en udtalelse af 25. august 1998 bl.a. anført: ”Retningslinjerne skal som tidligere alene anses som vejledende, idet der i overensstemmelse med sædvanlig praksis skal tages højde for særlige omkostningskrævende processkridt, såsom syn og skøn. Der er ikke tale om en skærpelse i forhold til forsikringstager, og det er derfor ikke nødvendigt for selskabet at varsle ændringen.” Landsretterne har med mellemrum udsendt vejledende satser for proceduresager, hvor det har været anført, at taksterne alene er vejledende. Omkostningerne skal i hver enkelt sag fastsættes under hensyntagen til sagens omfang, beskaffenhed og kompleksitet. Der synes således ikke at være sket nogen ændring i forhold til, hvorledes Højesteret tidligere har udtalt, at advokatsalær for førelse af retssager skal fastsættes, heller ikke ved indsættelse af § 11, stk. 5 i retshjælpsbetingelserne.

Under hensyn til en samlet vurdering af omfanget af advokat …..s arbejde, herunder den medgåede tid, antallet af klienter, de betydelige økonomiske interesser og betydning for klienterne m.v., finder kredsbestyrelsen ikke grundlag for at nedsætte det af advokat …… beregnede salær, hvorfor dette godkendes.

Det bemærkes, at landsrettens omkostningsfastsættelse i dom af 30. oktober 2002 i forhold til den ene modpart, Naturklagenævnet, må anses for at være uden betydning for størrelsen af advokat …..s salær.”

Kendelsen er overraskende. Den ændrer praksis, som den senest blev fastslået to måneder forinden på grundlag af forhold, som hidrører fra 1998. Kendelsen medfører, at advokater nu kan fastsætte deres salærer i forsikringsretshjælpssager på samme måde som i andre sager, nemlig efter retsplejelovens § 126, stk. 2.

Der har tidligere været megen utilfredshed blandt advokater over salæret i disse sager, men det er med kendelsen nu blevet mere attraktivt for advokater at føre forsikringsretshjælpssager. Forsikringsselskaberne, derimod, er nok ikke så begejstrede ved udsigten til at skulle forøge deres udbetalinger af advokatsalærer med mange millioner kroner årligt (i kendelsen fra 24. november 2004 godkendte Advokatnævnet et salær på 268.125 kr. inkl. moms, mens forsikringsselskabet efter pkt. 11, stk. 5 havde beregnet salæret til 125.000 kr. inkl. moms).

Den nye kendelse fremkom efter deadline i november og blev derfor ikke omtalt i Steffen Pihlblads artikel.