Advokaten 1 Grænseoverskridende tvister og handelskrig over Atlanten

Print Print
11-01-2005

Af lektor Morten Broberg
I tvister mellem virksomheder i forskellige lande kan det være afgørende, hvem der anlægger sag først. I forholdet mellem EU og USA har den ene handelskrig afløst den anden. Og i EU sættes nu fokus på miljøet ved offentlige indkøb.

Når to virksomheder i forskellige stater indgår en kontrakt, tager man normalt stilling til, hvorledes eventuelle senere uoverensstemmelser skal håndteres. Blandt andet vil man kunne indgå en værnetingsaftale om, hvilke domstole der skal have kompetence til at påkende sådanne uoverensstemmelser.

Spørgsmålet om domstolenes kompetence er også reguleret i ”Konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager” (Bruxelleskonventionen). Det fremgår af denne konventions artikel 17, at kontraktsparterne kan indgå en værnetingsaftale om, at en bestemt ret skal være enekompetent til at påkende kontrakten. Af konventionens artikel 21 fremgår imidlertid, at i tilfælde, hvor principielt samme sag anlægges ved retter i forskellige stater omfattet af konventionen, da skal den ret, hvor sagen senest er blevet anlagt, udsætte sagen, indtil den ret, hvor sagen først er anlagt, har taget stilling til, om den har fornøden kompetence.

I sagen Gasser mod MISAT (sag C-116/02, dom af 9. december 2003) blev EF-domstolens plenum bedt om at tage stilling til, om en domstol, der ifølge en værnetingsaftale var enekompetent, var forpligtet til at respektere Bruxelleskonventionens artikel 21. Sagen var nemlig den, at en østrigsk og en italiensk virksomhed var raget uklar. Den italienske virksomhed anlagde derfor sag ved de italienske domstole. Og den østrigske virksomhed svarede igen med at anlægge sag i Østrig. Den østrigske virksomhed gjorde samtidig opmærksom på, at der efter dens opfattelse var indgået en værnetingsaftale om, at kontraktspørgsmål kun kunne prøves af de østrigske domstole.

Spørgsmålet var derfor, om det var den italienske domstol, der havde vigepligt for den østrigske eller omvendt. Eller sagt på anden vis, hvilken af de to domstole skulle udsætte sagen i afventen på den andens afgørelse af spørgsmålet om, hvem af dem, der havde kompetence.

Uden at ryste på hånden svarede EF-domstolen, at det er den nationale domstol, der først får sagen forelagt, som skal afgøre kompetencespørgsmålet. I samme forbindelse understregede EF-domstolen, at hensynet til at beskytte den svage part i et kontraktforhold indebærer, at det ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en værnetingsaftale, skal undersøges, om der reelt er opnået enighed mellem de berørte parter.

Konsekvensen af EF-domstolens afgørelse er, at hvis for eksempel en dansk og en græsk virksomhed i forbindelse med indgåelsen af en kontrakt aftaler, at tvister skal afgøres ved en dansk domstol, da er den græske virksomhed alligevel ikke afskåret fra at indbringe en eventuel tvist for en græsk domstol. Modtager en græsk domstol en sådan sag, skal den græske dommer først tage stilling til, om værnetingsaftalen er gyldig. Hvis den græske dommer når frem til, at værnetingsaftalen ikke er gyldig – for eksempel fordi de to virksomheder ikke har været jævnbyrdige, således at værnetingsaftalen reelt ikke er indføjet i enighed – da kan sagen principielt køre videre ved den græske domstol. Andre domstole (herunder danske) vil være afskåret fra at dømme i sagen.

Dommen indebærer, at man i tilfælde af tvister med udenlandske virksomheder skal være ekstra opmærksom på vigtigheden af at anlægge sag først; dvs. om nødvendigt anvende ”forebyggende søgsmål”. Og det gælder således uanset, at der er indgået en værnetingsaftale.

Handelskrig med USA
Den fælles udenrigshandelspolitik hører til blandt EUs eksklusive kompetencer. Det indebærer, at det alene er EU, der har kompetencen til at forhandle og træffe afgørelser på udenrigshandelsområdet. En fordel ved dette er, at EU samlet har en sådan tyngde, at man kan matche USA. Noget som ingen enkelt medlemsstat ville kunne alene. Betydningen af dette er for nylig kommet til udtryk i forbindelse med forhandlingerne om den amerikanske Byrd Amendment Act.

Selv om USA hylder fri og lige handel, er det ikke altid, at landet selv helt lever op til idealet. I 2000 vedtog den amerikanske kongres således Byrd Amendment Act, der indebar, at de amerikanske myndigheder videredistribuerede de antidumping afgifter, som blev opkrævet hos udenlandske virksomheder, til konkurrerende amerikanske virksomheder. Der var i realiteten tale om ulovlige subsidier i stor stil. En række WTOmedlemmer – heriblandt EU – klagede til WTO over de amerikanske regler. Det førte til, at WTO i januar 2003 erklærede de amerikanske regler ulovlige og pålagde USA at ophæve dem inden årets udgang. Reglerne blev imidlertid ikke ophævet, så sammen med syv andre WTO-medlemsstater bad EU WTO om lov til at indføre modforanstaltninger over for USA. I september 2004 imødekom WTO denne anmodning, således at EU sammen med de syv øvrige stater nu har mulighed for at indføre straftold for op til 150 millioner USdollars. I den kommende tid vil EU således – formentlig gradvis – kunne indføre straftold på amerikanske varer med henblik på at forsøge at tvinge amerikanerne til at efterleve WTO afgørelsen.

Det er bemærkelsesværdigt, at stort set samtidig med, at EU har fået hjemmel til at indføre denne straftold, så har USA afskaffet ulovlige eksportsubsidier for omkring 50 milliarder US-dollar. Disse eksportsubsidier erklærede WTO ulovlige helt tilbage i 2000, og i maj 2003 gav WTO EU lov til at indføre straftold for op til fire milliarder dollar. EU valgte at benytte sig af denne straftold, om end kun med stor tilbageholdenhed. Sagen kom til at belaste det transatlantiske forhold ganske meget, og i oktober valgte USAs kongres at fjerne den ulovlige eksportrelaterede statsstøtte på 50 milliarder dollar.

Det er naturligvis ganske uheldigt, at den ene straftold på amerikanske varer afløser den anden. Og vi har ganske sikkert ikke set den sidste handelskontrovers hen over Nordatlanten. Udviklingen viser imidlertid dels, hvor væsentlig en rolle WTOreglerne spiller, dels afspejler det den afgørende betydning, det har, at EU – qua Kommissionen – kan tale med én stemme.

Miljøhensyn ved offentlige indkøb
Når vi hører om initiativer fra EUs side, drejer det sig normalt om forordninger, direktiver eller afgørelser fra EF-domstolen. Dvs. om det, vi kalder ”hard law”. EU forsøger imidlertid at fremme sine politikker med et langt bredere spektrum af virkemidler, herunder ikke mindst gennem oplysning på forskellig vis.

Offentlige indkøb i EU svarer til 16 procent af bruttonationalproduktet. Når offentlige myndigheder i EU foretager større indkøb, skal de overholde en række regler, som i første række er fastlagt i de såkaldte udbudsdirektiver. I marts 2004 blev der vedtaget nye udbudsdirektiver, som gør det lettere for de offentlige myndigheder at inddrage miljøhensyn i forbindelse med det offentlige udbud.

Kommissionens undersøgelser har vist, at miljøhensyn kun inddrages i en meget begrænset del af medlemsstaternes offentlige udbud. Med henblik på at ændre dette har Kommissionen udarbejdet en håndbog med titlen ”Buying Green! A handbook on environmental public procurement”. Håndbogen giver en grundig og lettilgængelig redegørelse for, hvorledes offentlige myndigheder uden at overtræde udbudsreglerne kan inddrage miljøhensyn i forbindelse med deres indkøb. Det er muligt gratis at hente håndbogen på Kommissionens generaldirektorat for miljøs hjemmeside:  www.europa.eu.int/comm/environment/gpp/pdf/gpphandbook.pdf.