Advokaten 9 Ikke alle er ”gør det selv”-mennesker!

Print Print
14-09-2004

Af juridisk konsulent Camilla Struckmann og journalist Pia Møller

Hvis vinkelskriverloven, som  ventet, bliver ophævet i efteråret 2004, bliver det muligt for andre end advokater – også for danske supermarkeder – at udbyde juridiske ydelser. Advokaten har i kølvandet på udviklingen i England stillet Advokatrådets formand Sys Rovsing Koch seks skarpe spørgsmål om konkurrencesituationen i Danmark.

1. Kunne man forestille sig ”Bilka-jura” i Danmark?
Ja, det kan jeg godt forestille mig, for advokater har jo ikke monopol på at yde juridisk rådgivning i Danmark, og hvis vinkelskriverloven bliver ophævet, kan alle også reklamere med, hvad de kan. Så ligesom man kan købe bøger andre steder end hos boghandleren, så tror jeg også, at forbrugerne vil købe jura andre steder end hos advokaten. Og hvis Tescos forretning bliver en succes, så kommer noget tilsvarende nok også til os. Problemet er, at det stiller meget store krav til forbrugerne, som så selv skal orientere sig på et frit juridisk marked med mange udbydere, hvor kvaliteten kan svinge meget. Jeg tror personligt, at mange vil give op over for det juridiske puslespil.

2. Undersøgelser tyder på, at også mange danskere er tilbageholdende med at bruge advokat – skal de ikke også have lov til at købe supermarkedsjura?
Jo, danskere skal have lov til at købe rådgivning lige der, hvor de vil. Vi skal bare sikre os mod, at vi får skabt et A- og et B-hold i samfundet, hvor de rige kan få det bedste, og de fattige må tage, hvad de kan få. Jeg er ikke bekymret for at advokaterne mister store markedsandele. Et initiativ som Tescos sætter nemlig fokus på juridiske ydelser. Folk går f.eks. heller ikke mindre til læge, fordi vi har fået netdoktor.dk – tværtimod. Vi skal bare sørge for at fortælle, at hos den rigtige advokat får borgerne skræddersyede løsninger, som faktisk ikke er så afskrækkende i pris, som folk måske går og tror.

3. Hvad ser du som risikoen for forbrugeren ved et produkt som Tescos juraforretning?
Tescos juraforretning bygger jo på hjælp-til-selvhjælps-princippet. Men ikke alle er ”gør det selv”-mennesker. Risikoen er, at kunden aldrig finder ud af, hvad hans problem egentlig var, og om der var andre og bedre løsninger. For eksempel kan en ægtefælle jo godt være tilfreds med de 50.000 kr., som man fik ud af det forliste ægteskab, indtil man måske mange år senere finder ud af, at man faktisk skulle have haft 7,5 mio. kr. Og så er der også hele spørgsmålet om mulighederne i mediation, retshjælp, klagenævn osv.? Min erfaring er, at det kan være rigtig vigtigt, at alle løsningsmuligheder kommer i spil.

4. Er det ikke meget godt, at der er nogen, der gør jura tilgængelig for almindelige mennesker?
Jo, det kan skærpe appetitten på den ægte vare, advokaten, ligesom Urban og Metro X-press får flere til at læse de traditionelle aviser. Men vi kan godt lære noget af supermarkederne i forhold til tilgængeligheden. Mange mennesker føler nemlig, at advokater er utilnærmelige og dyre, og derfor er de tilbageholdende med at komme til os. Og mange af vores kunder spørger ikke selv om prisen, måske fordi de er lidt bange for os. Det vil vi lave om på. Advokaterne skal ned på jorden i folks bevidsthed samtidig med, at vi selvfølgelig skal bevare vores troværdighed. Og så skal vi fortælle, hvad vi laver, og hvad vi tager for det. Ligesom når man får bygget en carport handler det om, at folk skal kunne se, hvad de får for deres penge.

5. I Tescos online-forretning kan du købe et ”Separations- og Skilsmisse Kit” for under 100 kr. Hvorfor skal det så være så dyrt at få det samme hos en advokat?
Jamen, det er slet ikke det samme produkt. Hos Tesco får du kun løst de problemer, du selv kan få øje på. Hvis du går til advokat, så kan du være sikker på, at alle problemstillinger bliver afdækket. Det skaber tryghed.

Og med Tescos produkt sidder du foran en skærm og ikke foran et menneske. Særligt i en så belastende situation som en skilsmisse er det vigtigt at have en fortrolig part, som man kan tale med. Det handler jo lige så meget om empati og om at blive forstået som om jura og det at udfylde en formular rigtigt.

6. Der er ingen tegn på, at vi i Danmark får supermarkedsjura lige med det samme, men der er udsigt til liberalisering på så mange andre områder. Har advokaterne grund til at være bange for konkurrencen?
Der er masser af konkurrence! Og konkurrence er ikke farlig. Vi skal fortælle, at advokater er de bedste spillere på den juridiske bane. Og så er det ikke alene et spørgsmål om timepris. Hvis det er den sidste og afgørende time i dit liv, vil du så ikke betale for det bedste? For så er det vigtigt, at du ikke kommer i fængsel, at dine arvinger vedbliver at være venner, og at din kontrakt kommer i hus.