Advokaten 9 Advokatydelser i supermarkedet

Print Print
14-09-2004

Af juridisk konsulent Camilla Struckmann, sekretær for Advokatrådets Internationale Udvalg
Det lyder som et af Stanley Kubricks fremtidsscenarier. Ikke desto mindre er det nu en realitet i England, hvor supermarkedsgiganten Tesco har fået grønt lys af regeringen til at putte juridiske ydelser på hylden på linie med mælken, æggene og grøntsagerne. Det engelske Law Society (Advokatsamfundet for solicitors) og engelske forbrugerorganisationer hilser udviklingen velkommen. Men hvad får forbrugerne egentlig for deres penge?

Den 24. juni 2004 åbnede den engelske supermarkedsgigant Tesco sin meget omdiskuterede online-advokatforretning. Første skud på stammen i det, man i England kalder Tesco Law. Her kan kunderne købe juridiske ydelser ud fra princippet ”hjælp-til-selvhjælp” sammen med andre daglige fornødenheder.

Under sloganet: ”Looking for legal help? Lawyers can be expensive – why not see if you can handle the problem yourself?” udbydes ydelser inden for traditionelle advokatområder, såsom lejeret, pensionsforhold, skatteret, ejendomsret, testamenter, erstatningsret, arbejdsret m.v.

Online-advokatforretningen understøttes af forlaget Lawpack, som har udviklet en række skræddersyede produkter til Tescos ”jura-forretning”. For hvorfor betale dyre advokat-honorarer, hvis man f.eks. kan købe et ”Separation & Divorce Kit” til den specielle tilbudspris af £7.49 – alt imens man optjener point til køb af andre dagligvarer, sådan som vi f.eks. kender det fra Brugsens medlemsordning?
Advokaterne er der såmænd også blevet plads til i Tescos online-forretning, og det er nok så bemærkelsesværdigt. Law Society ser meget positivt på udviklingen, som de betegner som en mulighed for at afmystificere juraen ved at tilbyde forbrugere simple juridiske produkter, som er lette at forstå. Denne bemærkning falder godt i tråd med Law Societys generelle holdning til, at markedet for juridiske ydelser i England har et stort uudnyttet potentiale i relation til folk med middel-indkomster. På Tescos hjemmeside findes da også link til Law Societys online advokatnøgle – hvis borgeren finder ud af, at problemet er for komplekst til at blive løst af ham selv. Og det tyder på at være en effektiv markedsføring af advokaterne. Allerede den 24. juni 2004 om morgenen så man, at rundt regnet 50 forbrugere havde linket sig videre til Law Societys solicitors-online.com.
Skeptikerne i den engelske advokatbranche ser en række problemer i, at en supermarkedsgigant nu udbyder juridiske ydelser. Overordnet sætter de spørgsmålstegn ved, hvad forbrugerne rent faktisk får for deres penge? Ifølge Charlotte Hunter fra et af Englands største regionale advokatfirmaer, Thomas Eggar, får forbrugerne faktisk ofte ikke noget som helst. For eksempel kan de formularer m.v., som er en del af indholdet i Tesco's ”Separation & Divorce Kit”, allerede erhverves gratis ved at henvende sig til domstolene. Her kan man også få bøger om, hvordan formularerne skal udfyldes. Merværdien er med andre ord ikke lige til at få øje på – bortset fra de ”triple award points”, som købet hos Tesco kan indbringe.
Også i Law Society of Scotland er man bekymret for, hvad Tesco-initiativet potentielt set kan betyde for forbrugeren. Her mener man, at forbrugerne skal kunne være sikre på, at den rådgivning, de modtager, er både upartisk og uafhængig, og at forbrugeren er beskyttet af et disciplinært system, hvor deres interesser – og ikke kommercielle interesser – sættes i højsædet.