Advokaten 7/8 Det retfærdige honorar

Print Print
25-08-2004

Af retsassessor Helle Larsen, Retten i Terndrup og advokat Jens Paulsen, Dahl, Koch & Boll, Herning
I artiklen bringes to praktikeres bud på fastsættelsen af det retfærdige honorar til bobehandlere[i]. Den aktuelle anledning til artiklen er U 2003.1111 ØL. Det konkluderes, at skifteretterne generelt ikke er tilstrækkelig forretningsmæssige ved deres vurdering og fastsættelse af det retfærdige honorar.

Den seneste reelle ændring af konkursloven skete med virkning fra 1. juni 1996 som følge af lov nr. 382 af 22. maj 1996, der bygger på bet. nr. 1994/1273 (i denne artikel benævnt bet. 1273) om rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen.

I bet. 1273, s. 23, anføres bl.a.: ”Skifteretten vil ofte udpege en advokat, som ikke er impliceret i sagen, og som gennem sit virke har demonstreret indsigt i behandlingen af konkursboer.” A.st., s. 26, anføres: ”Med den ændring i kurators stilling, som udvalget i øvrigt foreslår, vil det være af væsentlig betydning for bobehandlingens gennemførelse og udfald, at skifteretten udpeger en person, der er kyndig i behandlingen af konkursboer. Den mere selvstændige stilling stiller således øgede krav såvel til kurators egnethed som til hans habilitet …

Skifteretten bør ved udpegningen også lægge vægt på, om der efter boets beskaffenhed er behov for særlig branchekyndig eller branchemæssig indsigt hos kurator. Det skal desuden generelt tilstræbes, at der udpeges en kurator, der også kan forventes eventuelt at blive valgt af fordringshaverne Konkursloven stiller intet krav om en bestemt uddannelse for kurator, men i praksis har kurator normalt været en advokat[ii].”

Det kan umiddelbart af bet. 1273 og ikke mindst af det ovenfor citerede udledes, at det ved lovændringen pr. 1. juni 1996 var hensigten at stille yderligere krav til kurator, både fagligt og habilitetsmæssigt.

På det faglige plan er konkursloven ikke ændret derhen, at der stilles yderligere krav til kurators såvel faglige, praktiske som teoretiske niveau[iii].

Ud fra et praktiker-synspunkt[iv] resulterede lovændringen pr. 1. juni 1996 ikke i nogen reel effektivisering af behandlingen af konkursboer. Den tidligere konkurslovs opbygning med først beskikkelse af midlertidig bobestyrer og efterfølgende beskikkelse/valg af kurator var ofte mindre kompliceret og mere hensigtsmæssig end ordningen, der blev indført i 1996, hvor der nu også under normale omstændigheder kan gå op til 6 uger før det endelige bostyre er etableret.

En række opgaver, der tidligere henhørte under skifteretten, er nu udlagt til kurator. Det gælder bl.a. fordringsprøvelsen, jf. kl. §§ 128-134. Situationen i konkursboer er efter lovændringen pr. 1. juni 1996 ofte den, at der alene afholdes to møder i skifteretten under et konkursbos behandling. Et i forbindelse med konkursdekretets afsigelse og et i forbindelse med den afsluttende skiftesamling. Da der normalt ikke møder nogen til den afsluttende skiftesamling, er der i en række skifteretter konkret eller generelt en accept af, at kurator ikke møder, men alene er til rådighed pr. telefon i tilfælde af, at der måtte dukke en fordringshaver op. Skifterettens indseende med kurators arbejde vil derfor ofte – medmindre særlige forhold gør sig gældende – bestå i at kontrollere, at fristerne i kl. § 125 overholdes. Er der samtidig tale om en kurator, der er sin opgave voksen, er det ikke i normale boer nødvendigt, at kurator løbende drøfter bospørgsmål med, og det har bl.a. den konsekvens, at det vil være overordentlig vanskeligt for den pågældende skifteforvalter at vurdere kurators arbejdsopgaver. I relation til betalingsstandsning og tvangsakkord er skifterettens indseende med tilsynets/akkordlederens arbejde ikke bedre. I ukomplicerede betalingsstandsninger vil der normalt alene blive afholdt ét skifteretsmøde, nemlig i forbindelse med skifterettens behandling af skyldnerens anmeldelse af betalingsstandsning, jf. kl. § 11, stk. 2. Tilsvarende vil der ofte normalt kun blive afholdt ét skifteretsmøde under tvangsakkordprocessen, nemlig afstemningsmødet, jf. kl. § 176. Ved gældssanering har skifteretten alt andet lige en mere aktiv rolle end i de andre insolvenssituationer, og skifteretten vil derfor normalt have mere føling med det af medhjælper udførte arbejde og burde derfor i større omfang være i stand til at fastsætte et retfærdigt honorar.

Honorarparametre i henhold til bet. nr. 1086.86 og lov 384/1987
Reglerne om honorar i kl. § 239 var før reformen i 1987[v] baseret på arbejdets omfang og boets beskaffenhed. Advokatsamfundet havde anmeldt salærtakster til det daværende Monopoltilsyn. Taksterne betød i realiteten, at der oftest blev givet et honorar alene på baggrund af boets størrelse, hvilket udløste den politiske storm, der endte med vedtagelsen af loven i 1987[vi]. I bemærkningerne til lovforslaget[vii] formuleredes resultatet af en undersøgelse, Konkursudvalget havde foretaget, således:

”På baggrund af de indhentede oplysninger konstaterer udvalget, at muligheden for efter den nugældende formulering af konkurslovens § 239 at tage hensyn til særtræk ved det enkelte bo ikke i nævneværdigt omfang synes udnyttet ved salærfastsættelsen i de store boer. Omvendt finder udvalget, at denne mulighed i betydeligt omfang udnyttes i de mindre boer. Det salær, der fastsættes, bør efter udvalgets opfattelse i væsentlig højere grad end i dag afspejle det udførte arbejde.”

Denne fremgangsmåde havde udløst politisk utilfredshed, hvorfor L 384/1987 så dagens lys.

Selv om konkursudvalget for at minimere tvisterne om honoraret til bobehandler ønskede at fastsætte vejledende takster, endte arbejdet med, at parametrene for honorarfastsættelsen blev de nok så bekendte, som er gennemgået nedenfor.

Den medgåede tid/Arbejdets omfang
Det fremgår af kl. § 239's formulering, at det første led ved vurderingen af honorarindstillingen er den medgåede tid.

Den position, som begrebet ”medgået tid” har fået ved fastsættelsen af honoraret efter kl. § 239, er imidlertid blevet mere fremtrædende, end der er belæg for i forarbejderne til lovændringen, idet allerede konkursudvalget i betænkningen havde peget på skismaet ved at lægge overdreven vægt på tidsforbruget. Det anføres derfor: ”Der bør dog ikke være tale om den faktiske tid, men om den tid, der med rimelighed bør anvendes i det pågældende bo. I modsat fald vil beregningen komme den mindre kyndige eller mindre effektive bobehandler til fordel og være til ulempe for den, der har stor erfaring i bobehandling.”

Konkursudvalget var dog skeptisk over for dette, idet man anfører:
”Imidlertid taler en række forhold efter udvalgets opfattelse med vægt imod at benytte den rimeligt medgåede tid som grundlag for fastsættelsen af vejledende retningslinier. En bobehandling strækker sig således ofte over flere år, hvilket vanskeliggør en vurdering og eventuel kritik af det oplyste timeforbrug. Hertil kommer, at de arbejdsopgaver, der hører til kuratorhvervet, er yderst forskellige og for en dels vedkommende sådanne, at skifteretterne næppe fuldt ud er i besiddelse af det indgående kendskab til deres udførelse, som vil være nødvendigt for at foretage en kritisk bedømmelse af det opgivne tidsforbrug.”

Som anført er den første modifikation ved anvendelsen af parameteret, at der skal være tale om tid, der er anvendt med rimelighed. Heri ligger en vis censurbeføjelse for skifteretten. Det kan således ikke nytte, at kurator personligt benytter 75 timer på at sælge et varelager bestående af brugskunst til en værdi af 110.000 kr. Det må kunne forlanges, at der er et rimeligt forhold mellem tidsanvendelsen og det opnåede resultat. Kurator skal således løbende evaluere fornuften i tidsanvendelsen.

Dette må naturligvis afvejes over for det offentlige hensyn, hvor der fx er indikationer på økonomisk kriminalitet, hvor man kan overveje, hvilken rolle skifteretterne og kuratorerne skal have, når det er helt åbenbart, at politiets ressourcer til at følge op på disse sager er begrænsede. Det er mindre åbenbart, at boets kreditorer skal betale for en egentlig strafferetlig efterforskning med boet og deltagerne i dette. Dette kalder for så vidt på en revision – måske en mulighed for omkostningsdækning via fx en fond, som alle selskaber indbetaler et gebyr til ved opstart, men det er en helt anden snak.

Ved kritikløst at anvende tidsforbruget kommer skifteretten også ofte til at overse, at opgaverne i forbindelse med en bobehandling ikke alle udøves under samme vilkår. De første døgn under bobehandlingen vil jævnligt være helt centrale for at få sikret aktiverne. Der kan være forhandlinger og overvejelser om lukning eller forsættelse af drift, færdiggørelse af konkrete projekter o.l. Det er klart, at en del af dette arbejde må udføres uden for almindelig arbejdstid, eller at andre opgaver må stilles til side. Timelønnen for dette arbejde skal vel ikke være den samme, som arbejdet med prøvelse af fordringer, der bedre kan passes ind i en sædvanlig arbejdsrytme.

Endvidere bremser en for rigid fortolkning af tidsanvendelsen for en fornuftig arbejdstilrettelæggelse på advokatkontoret. Det er da indlysende, at en del af rutinearbejdet i boerne kan udføres af specialuddannede sekretærer, fx udarbejdelsen af boopgørelsen, bistand ved fordringsprøvelsen, fremvisning af aktiver, deltagelse i bomøder samt opfølgning på indgåede aftaler og undersøgelser til understøtning af kurators arbejde. Dette taler efter vores opfattelse for, at domstolene må forlade den forældede tankegang, at kun juristtimer skal honoreres. Det er da ufikst at lade kreditorerne betale advokaten for at lave regnskabet, hvis sekretæren kan lave det hurtigere og lige så godt. Ansvaret for arbejdet er selvfølgelig fortsat kurators[viii].

I relation til betalingsstandsningerne og de udsatte konkurser er det jævnligt endog vanskeligere at nå en reel konklusion om det rimelige tidsforbrug generelt, idet tilsynets virksomhed har mange facetter fra det blotte tilsyn over en intensiv kontrol med virksomheden til en mere direkte medvirken i forbindelse med forhandlinger om rekonstruktion, salg etc.

Boets beskaffenhed
Ved vurderingen af boets beskaffenhed spiller ikke alene karakteren af boets aktiver og passiver ind. Det er klart, at foreligger boets aktiver i form af et kontantindestående på en bankbog, er arbejdet med boet et ganske andet end det arbejde, der ligger, hvis der er tale om mange forskellige aktiver, hvoraf en del måske er vanskeligt realisable. Det spiller også ind, om der var tale om en virksomhed i drift, driftens omfang og karakter, ligesom omsætningen i boets størrelse og dennes form har betydning. Skyldnerens herunder skyldners repræsentanters attitude i forbindelse med boets behandling har også betydning ved vurderingen af boets beskaffenhed. Skal kurator fx under store vanskeligheder eftersøge samtlige aktiver, er dette klart mere belastende end, hvis skyldner loyalt bistår med relevante oplysninger om placering mv. Er der tale om direkte kriminelle forhold begået af skyldneren eller dennes ledelse, er behandlingen af boet naturligvis mere kompliceret end i de tilfælde, hvor alene tidernes ugunst har ført til konkursen.

Man kan vel udtrykke det således, at jo mere besværligt og arbejdskrævende boet har været, jo højere må honoraret blive, ikke alene fordi timetallet er højere, men også fordi den enkelte time måske også skal honoreres med et højere beløb. Dette hænger naturligvis sammen med, at tidsforbruget bliver højere, men også at der i visse situationer kan være tale om en højere timesats i forbindelse med dele af boets behandling.

Ved gradueringen af ”timetaksten” må man tage med i betragtning, om der i perioder af forløbet har været situationer, hvor der har skullet arbejdes under tidspres, fx opsigelse af medarbejdere, forhandling om overdragelse af virksomheden etc. Det er også i den forbindelse, at konkret udførte opgaver skal vurderes, fx bør retssager, tvangsauktioner og lignende opgaver vurderes og medtages. Man kan vel sige, at vundne sager og tvangsauktionssalg, der resulterer i, at sagsomkostninger, herunder rekvirentsalærer, indgår i boet, vel normalt, hvis timeforbruget i øvrigt er isoleret fra bobehandlingstiden, bør honoreres med de indvundne beløb. Det er straks vanskeligere med tabte sager. Det bør ved vurderingen af honoraret i den anledning indgå, om kurators beslutning om at lade boet være part i sagen på tidspunktet for sagens anlæg var sagligt, rimeligt og fornuftigt.

Størrelsen og arten af boets aktiver
Dette er den ene del af begrebet boets beskaffenhed. Det er åbenbart, at visse aktivtyper er enklere at håndtere end andre – fx må det antages, at et bo, hvis eneste aktiv er en bankkonto, i relation til aktivtyperne er enklere at behandle end et bo, hvor en del af aktivmassen fx består af et muligt resttilgodehavende i forbindelse med et projekt i Norge, der knap er færdigt. En del af denne forskel kan kompenseres, hvis skifteretterne anerkender, at der i honoraropgørelsen skal indgå enkeltelementer fx i form af et tillæg til vederlaget for førelse af retssager/voldgiftssager. Hvis honorarredegørelsen bygges op på den måde, at man lader ”enkelt-sagerne” stå for sig selv, skal de timer, der er anvendt på disse, selvfølgelig ikke indgå i timeregnskabet for boet. Kurator skal i så fald føre retssagen ud af boet og debitere timerne relevant. Systematikken er kendt, idet den svarer til håndteringen af salg af boet tilhørende behæftede aktiver, hvor administrationen af de behæftede aktiver jo skal honoreres af panthaverne[ix].

Størrelsen og arten af boets passiver
Den anden del af boets beskaffenhed er størrelsen af boets passiver og kompleksiteten af disse. Det er klart, at et bo med mange kreditorer jævnligt vil være vanskeligere at håndtere end et bo med få kreditorer; alene håndteringen af gældsbogen bliver mere kompliceret, jo flere kreditorer. Hvis der er udenlandske kreditorer, hvis der skal ske prøvelse af alle fordringer, hvis der skal føres sag om fordringerne, vil dette tale for et højere honorar. Boets kompleksitet taler for et højere honorar.

Udviklingen af forskellige finansieringsformer og deraf flydende forskellige typer sikkerhedsstillelser i forbindelse med driften af virksomheden i forbindelse med det økonomiske sammenbrud udløser arbejde i forbindelse med efterprøvelsen af sikkerhederne, om disse evt. kan omstødes, om de er gyldige, og drøftelserne om afhændelsen vil jævnligt udløse et merarbejde i boerne. Dette rejser problemet om, hvordan kuratorerne skal håndtere deres ansvar for en undersøgelse af boet i relation til omkostningerne herved. Som anført i forrige afsnit bør bestyrelsen af behæftede aktiver ikke lastes boet, men debiteres rettighedshaverne og tilgå boet som et aktiv.

Hvis forslaget om flydende pant eller virksomhedspant gennemføres vil dette jævnligt føre til, at der ikke vil være ”frie[x] midler” i boet, som vil kunne finansiere honoreringen af en kurator. Dette vil forringe almindelige kreditorers mulighed for gennem en konkurs at få undersøgt, hvorvidt der er sket en utilbørlig begunstigelse af en sådan panthaver.

Det med arbejdet forbundne ansvar
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag fra 1986[xi], at man hermed har tænkt på ”både det almindelige professionelle ansvar for bobehandleren, hvorved denne kan ifalde et betydeligt erstatningsansvar, og til det mere ideelt betonede ansvar, som er en følge af de ofte store værdier og samfundsmæssige interesser, der f.eks. er forbundet med konkursens indflydelse på et stort antal arbejdspladser, ansatte og deres familier, virksomhedens leverandører og disses ansatte m.v.”

Ved vurderingen af ansvarets tyngde spiller boets bruttoaktiver og karakteren af disse en rolle. Der er stor forskel på, om man skal bestyre en pengetank eller en olietanker i rum sø. Driftsherreansvaret vil altid udløse et højere honorar end de situationer, hvor boet består af aktiver, der bare skal realiseres. Omvendt vil en langvarig frugtesløs drift af en virksomhed ikke kunne udløse et højere honorar.

Det under de givne omstændigheder opnåede resultat
I bemærkningerne til lovforslaget fra 1986 formulerede man dette kriterium således:
”Herved tænkes bl.a. på den situation, at kurator ved en ganske særlig indsats opnår et udfald af bobehandlingen, som ikke under de givne forudsætninger kunne forventes.” Praksis har måske blødt en smule op på dette parameter, idet det afgørende er et resultat, som er bedre end forventet.

Omvendt vil et dårligt resultat – forstået som et resultat, der er ringere, end det med rimelighed kunne forventes – kunne resultere i en reduktion af honoraret.

Forsøg på sammenfatning af vægtningen
Som det fremgår af de forudgående afsnit efterlod man med lovændringen fra 1986 skifteretten og dermed i sidste ende også kuratorerne med ikke ubetydelige problemer i forbindelse med honorarfastsættelsen. Bobehandler skal have et honorar, der er udtryk for, at han skal have dækket den tid, som han har brugt på boet, hvis det vurderes, at han alene har brugt den tid, der var nødvendig. Ved vurderingen heraf skal der tages højde for, om han har gjort et godt stykke arbejde, om han har fået et resultat, der var bedre end forventeligt, og om han har haft et ansvar, der er større end det sædvanlige – og endelig skal der tages højde for boets størrelse, kompleksitet og for, i hvilket omfang arbejdet har været udført på ubekvemme tidspunkter.”

Timetakster?
Som allerede antydet i slutningen af indledningen vil skifteretten ofte ikke have dybere føling med det af bobehandleren udførte arbejde. Det gør det i sig selv vanskeligt at udfinde det retfærdige honorar, medmindre der stilles visse hjælpemidler til skifterettens rådighed. Disse hjælpemidler vil kunne være en fyldig redegørelse for det udførte arbejde, en redegørelse for det opnåede resultat og/eller en timeopgørelse.

Set fra en bobehandlers synspunkt synes det, som om skifteretterne i visse tilfælde udelukkende og i andre tilfælde stort set næsten alene tager hensyn til en timeopgørelse. Selvom skifteretten efter vores opfattelse – før tidsforbruget bliver vurderet – bør se på, hvad kurator har lavet, hvad kurator opnåede, hvor stort boet var, hvilke aktiver og passiver bestod boet af, og om der var særlige forhold, der gør sig gældende ved dette bo, er det vores opfattelse, at tidsforbruget er alfa og omega ved skifteretternes honorarfastsættelse. Det er efter vores opfattelse i strid med intentionerne bag reglerne, at der i så høj grad tages udgangspunkt i tidsforbruget på bekostning af de andre parametre – det gælder ikke alene i konkursboer, men også ved fastsættelse af honorar til tilsynsførende under anmeldt betalingsstandsning.

En enøjet fokusering på timeforbruget er ikke rimelig eller retfærdig, specielt ikke da det, som allerede anført i bemærkningerne til lovforslaget fra 1986, må antages, at timeforbruget alt andet lige vil være lavere for den mere effektive bobehandler end for den mindre effektive. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at den mere kvalificerede bobehandler i forhold til den mindre kvalificerede bobehandler ofte vil betjene sig af faste paradigmer, standardiserede fremgangsmåder og i øvrigt ofte ud fra et specialiseringssynspunkt generelt være mere opdateret.

Når det ovenfor er anført, at der er en tendens til, at skifteretterne i for høj grad alene ved honorarfastsættelsen tager udgangspunkt i tidsparametret, er det nødvendigvis ikke et forhold, der alene skal bebrejdes skifteretten. Det vil givetvis ofte kunne bebrejdes bobehandleren, at denne ikke på tilstrækkelig pædagogisk måde i salærredegørelsen orienterer om det udførte arbejde, herunder de opnåede resultater. Det vil derfor ofte kunne være hensigtsmæssigt, at kurator for sit arbejde udarbejder en egentlig kuratorjournal med løbende opdatering af udførte arbejdsopgaver, således at kuratorjournalen i forbindelse med boets afslutning i kopi tilstilles skifteretten som en fyldig, uddybende salærredegørelse.

Som allerede antydet i indledningen er det væsentligt at gøre sig klart, at skifteforvalteren stort set ikke vil have kendskab til de problemer, der er opstået i boet, medmindre der er redegjort for disse problemstillinger i boopgørelsen eller i salærredegørelsen.

Når ovennævnte er anført, vil det kunne konstateres, at en række afgørelser vedrørende bobehandlerhonorar enten direkte eller indirekte relaterer sig til timeforbruget.

Med den nugældende retsstilling, hvorefter det er den absolutte hovedregel, at sekretærbistand ikke honoreres, skal et timehonorar indbefatte omkostninger til dækning af 1) advokatens egen timeløn, 2) dækning af bosekretærens timeløn, 3) dækning af forholdsmæssig andel af faste omkostninger, herunder til papir, kopier, porto, husleje, bogholderi- og receptionsfunktion o.l. 4) efteruddannelse og faglig opdatering af både kontorpersonalet og det juridiske personale, der indgår i bobehandlingsteamet. Dette bør man holde sig for øje, når der nedenfor i dette afsnit anføres et bud på det retfærdige honorar. Man kan sidde tilbage med en følelse af, at domstolene betragter advokatsekretærer som serviceorganer. Det er de selvfølgelig også til en vis grad, men ikke på den ”gammeldags” måde. Nutidens advokatsekretærer er som altovervejende hovedregel specialiserede sekretærer, og ofte har erfarne bosekretærer betydelig dyberegående kendskab til praktisk bobehandling end yngre fuldmægtige, og bobehandlerens arbejde vil ofte kunne aflastes i betydeligt omfang af erfarne bosekretærer. Det er for så vidt paradoksalt[xii], at den nuværende retstilstand tilgodeser bobehandlerkontorer, der i større omfang betjener sig af erfarne bosekretærer, frem for juridisk uddannede medarbejdere.

På baggrund af disse bemærkninger og på baggrund af gennemsnitsbetragtninger omkring omkostningsprocenten i advokatvirksomheder og sidst men ikke mindst med skyldig hensyntagen til, at en ikke ubetydelig del af bobehandlingen nødvendigvis må foregå uden for normal arbejdstid og ofte uden nævneværdigt forvarsel, findes honorar i niveau som nedenfor anført at være udtryk for ”retfærdige” honorarer[xiii]:

Kuratorhonorar:

2.000-2.400,00 kr. pr. time med tillæg af moms.




Tilsyns- og Akkordlederhonorar:

1.800-2.200,00 kr. pr. time med tillæg af moms.[xiv]





Medhjælperhonorar i gældssaneringssager:

A) Uden særskilt honorering advokatsekretærtimer[xv] 1.500-2.000,00 kr. pr. time med tillæg af moms.



B) Med særskilt honorering advokatsekretærtimer i niveau 500-700,00 kr. pr. time, 1.200-1.400,00 kr. pr. time med tillæg af moms.

Differentieret honorar, herunder sekretærhonorering o.l.
Som anført i afsnit 3 bør honorarreglerne ikke blokere for en praktisk afvikling af sagerne på advokatkontoret. Det bør ikke være honorarreglerne, der dikterer om arbejdet udføres af en jurist eller en kontoruddannet. En sondring til brug for fastlæggelsen af, hvad der skal honoreres særskilt/skal med på redegørelsen, også når opgaven udføres af en advokatsekretær, kunne være, om der er tale om opgaver, der er accessoriske eller naturlige opfølgningsarbejder til juristens arbejde, eller opgaver, bosekretæren løser selvstændigt. Mange accessoriske opgaver i et bo løses af sekretæren, fx den daglige håndtering af modtagelse af anmeldelser, udsendelse af cirkulæreskrivelser, pakning af stævning, kopiering af bilag hertil etc. Sådanne opgaver honoreres ved fastlæggelsen af det honorar, som fastsættes for kurator. Hvor sekretærens arbejde derimod erstatter juristens fx i forbindelse med udfærdigelsen af udkast til boopgørelse, fremvisning af aktiver, afholdelse af bomøder med skyldneren og eventuelt med boets revisor, ville det være urimeligt, hvis kreditorerne skulle betale for, at en jurist udførte dette arbejde, hvis bosekretæren kan gøre arbejdet hurtigere og lige så godt.

Skifteretterne og landsretterne har ikke været særlig tilbøjelige til at acceptere, at bosekretærerne også i konkurslovssagsbehandlingerne udfører selvstændigt arbejde. I U2003.1111Ø udtaler skifteretten ganske vist, at man har skelet til den anvendte sekretærtid, men man kan desværre ikke af kendelsen se, hvad det har betydet for størrelsen af honoraret. I sagen havde advokaten anvendt 120 timer, og sekretæren 80 timer. Honoraret blev fastsat til 190.000 kr. ekskl. moms. Det kan enten være, fordi man har givet sekretæren 500 kr. pr. time og advokaten 1.250 kr. pr. time, eller det kan være fordi man har givet advokaten 1.583 kr. pr. time. Endelig kunne landsrettens bemærkninger om, ”at der af kærende vil blive debiteret separate honorarer over for panthaverne for salg af ejendomme,” og at ”det fremgår videre af kærendes timesagsregnskab, at en betydelig del af den anvendte tid netop er medgået til sagsbehandling i forbindelse med ejendommene,” betyde, at landsretten i virkeligheden i overensstemmelse med det under pkt. 2.3 anførte har censureret timeanvendelsen. En gang imellem kunne man ønske, at landsretten tydeliggjorde, hvad den mente, så vi andre kunne rette ind.

Panthaverregnskaber
Det fremgår af kl. § 87, stk. 1, at ”Overskud ved pantets bestyrelse tilfalder de panthavere, som ikke opnår fuld dækning gennem købesummen …” Først når samtlige panthavere er fyldestgjort, indgår et overskud i boets almindelige masse. Efter kl. § 87, stk. 2, tilsvares underskud ved pantets bestyrelse af den, som overtager pantet på auktion. Efter kl. § 87, stk. 3, tilsvares rimelige omkostninger ved bestræbelser på realisation af pantet af den, som overtager pantet på auktionen. Endelig fremgår det af stk. 4, at reglerne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved underhåndssalg.

Kl. § 87 fastslår derfor, at omkostninger ved pantets bestyrelse, herunder ved pantets realisation, tilsvares af panthaverne i prioritetsrækkefølge. Situationen vil som absolut hovedregel være den, at der ved realisation af pant ikke fremkommer provenu, der indgår i boet. Det følger derfor af reglen i kl. § 87, at omkostningerne i forbindelse med realisationen skal afholdes af panthaverne og ikke af boets simple kreditorer.[xvi]

Det er i FM 93.98 VL fastslået, at kurators tilsidesættelse af pligten efter kl. § 87, stk. 3 og 4, til at indkræve omkostninger til boet ved underhåndssalg af pantsatte aktiver medfører, at kuratorhonoraret reduceres.

Retsstillingen ved konkurs synes derfor at være rimelig afklaret. Spørgsmålet er, om bestemmelsen i kl. § 87 kan anvendes analogt under anmeldt betalingsstandsning/under akkordforhandlinger.

Dette spørgsmål kan uden videre besvares benægtende[xvii]. Der er hverken i konkurslovens kap. 2 om betalingsstandsning eller afsnit III om tvangsakkord henvisninger til kl. § 87. Situationen er derfor den, at anvendelse af principperne i kl. § 87 under anmeldt betalingsstandsning/akkordforhandlinger forudsætter aftale med ejendommens panthavere – en aftale der til gengæld ofte vil kunne indgås uden sværdslag. Initiativet til indgåelse af en sådan aftale vil dog ofte skulle udgå fra tilsynet/akkordlederen, og det vil i realiteten være pågældendes risiko, at en aftale ikke indgås, idet pågældende tilsynsførende/akkordleder i så fald vil kunne få vanskeligheder med at få honoreret den tid, han har anvendt på administration af det pantsatte aktiv.

I konkurssituationen medfører regelsættet i kl. § 87, at de af kurator afholdte omkostninger til bl.a. 1) opsyn med ejendommen inden salg, 2) eventuelt arbejde med fremvisning af og forhandling med potentielle køberemner og 3) omkostninger i forbindelse med udfærdigelse af overdragelsesdokumenter, hvad enten det sker via tvangsauktion eller ved underhåndssalg, medtages som en udgift på panthaverregnskabet, således at konkursboets simple kreditorer ikke belaste kurators arbejde med administration/salg af den pantsatte ejendom.

Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af administrationshonoraret/overdragelseshonoraret i forbindelse med tvangsauktionen, fastsættes honoraret af fogedretten, jf. U 2003.2297 VL[xviii].

Efter kl. § 85, stk. 1, er kurator i princippet eneberettiget til at begære tvangsauktion over pantsat ejendom. Denne eneret er dog kun gældende i 6 måneder fra dekretets afsigelse, idet enhver panthaver, hvis fordring er forfalden, kan forlange, at boet uden ophold gennemfører tvangsauktion, såfremt kurator ikke inden 6 måneder efter dekretets afsigelse har begæret tvangsauktion. Det fremgår også af kl. § 110, stk. 1, at det hører under kurators arbejdsopgaver at varetage boets interesser, herunder selvsagt at realisere boets aktiver, herunder underpantsatte aktiver ctr. håndpantsatte aktiver, jf. kl. § 91, stk. 1.

Det vil ofte kunne forekomme, at på det tidspunkt, hvor der afsiges konkursdekret, er der allerede begæret tvangsauktion over et af boets aktiver, eventuelt en fast ejendom. Som kurator bliver man derfor ofte udsat for et spørgsmål fra auktionsrekvirenten om, hvorvidt kurator vil tiltræde, at den allerede begærede tvangsauktion fortsætter. I en udtalelse fra Advokatrådet i Advokaten 84.25 f. anføres, at dersom ejendommen er stærkt overbehæftet, og auktionen er langt fremskredet, må den overvejende hovedregel være, at der gives samtykke til auktionens fortsættelse, og det anføres ligeledes, at det i visse tilfælde vil være uberettiget at betinge samtykket af salærandel. Spørgsmålet er, om denne advokatrådsudtalelse fortsat er udtryk for gældende ret. I den praktiske verden er situationen den, at selvom en tvangsauktion fortsættes, vil der ved tvangsauktionens gennemførelse og den efterfølgende overdragelse af ejendommen blive påført kurator arbejdsopgaver. I normalsituationen tilføres der ikke boet frie midler ved tvangsauktion over pantsat ejendom. Betinger kurator ikke sit samtykke til auktionens videreførelse af, at der ydes delvist honorar, må kurator arbejde ”for egen regning”, idet boets simple kreditorer selvfølgelig ikke skal belastes af omkostninger til en auktion over et overbehæftet pantsat aktiv. I overensstemmelse med, hvad Jens Anker Andersen har anført i J 78.140, er det derfor vores opfattelse[xix], at kurator har pligt til enten selv at iværksætte tvangsauktion i medfør af kl. § 85, stk. 1, eller betinge samtykke af, at der gives en rimelig salærandel, der tilgår konkursboet.

ØL 2711.03, 3. afd., af 06.10.03 vedrørte en situation, hvor et realkreditinstitut havde begæret tvangsauktion over en ejendom på det tidspunkt, hvor ejendommens ejer blev taget under konkursbehandling. Konkursboet gav samtykke til auktionens fortsættelse, og der var mellem auktionsrekvirenten og konkursboet indgået en salæraftale. Under auktionen blev der fremlagt panthaverregnskab i henhold til kl. § 87, udvisende underskud. Underskuddet var ikke indregnet i størstebeløbet, som auktionskøberen i henhold til auktionsvilkårene skulle betale.

Fogedretten anførte i præmisserne, at da konkursboet ikke var brugspanthaver eller rekvirent, fandt auktionsvilkårenes pkt. 6.B, a og h, ikke anvendelse for boets udgifter. En konsekvens heraf var derfor, at underskuddet i henhold til panthaverregnskabet ikke skulle betales ud over auktionsbuddet. Fogedrettens kendelse blev stadfæstet af Østre Landsret med følgende begrundelse: ”Da det ikke kan pålægges en auktionskøber at betale omkostninger ud over budsummen, medmindre disse er indeholdt i det størstebeløb, som kan kræves betalt, og da de krævede omkostninger ikke er indeholdt heri, kan der ikke gives konkursboet medhold i den nedlagte påstand.”

Som det ses, er der tale om en ”allerede fordi-afgørelse”, båret af det rigtige synspunkt, at en auktionskøber ikke kan tilpligtes at tilsvare et beløb, der ikke har været medtaget ved beregningen af størstebeløbet. Østre Landsret fandt åbenbart ikke anledning til at forholde sig til fogedrettens langt mere vidtgående begrundelse, nemlig at underskuddet i medfør af kl. § 87 ikke kan belastes en auktionskøber, når konkursboet ikke er rekvirent.

Af hensyn til en praktisk, hurtig og smidig behandling af konkursboer med pantsatte aktiver havde det været hensigtsmæssigt, om Østre Landsret havde fundet anledning til at tage afstand fra fogedrettens præmisser. Såfremt fogedrettens præmisser skal tages for pålydende, er der fremover mindre belæg for at indgå salæraftaler mellem auktionsrekvirent og konkursbo. Det vil hverken være i panthavernes, de simple kreditorers eller kuratorernes gennemsnitlige interesse, at fogedrettens opfattelse blåstemples, og det havde været hensigtsmæssigt, om Østre Landsret havde benyttet lejligheden til at tage afstand fra dem. Såvel en sproglig fortolkning som en formålsfortolkning må resultere i, at retsstillingen i forhold til såvel overskud som underskud ved pantets bestyrelse er uafhængig af, om auktionen er gennemført med konkursboet som rekvirent, eller om konkursboet har tiltrådt videreførelsen af en allerede iværksat auktion.

Accessoriske forhold
I tilknytning til den egentlige honorarfastsættelse i medfør af kl. § 239 vil bobehandleren ofte blive honoreret for andre ydelser – ydelser der mere har karakteren af positive udlæg, men hvor det ikke altid er muligt eller praktisk hensigtsmæssigt at foretage en 100 pct.'s øremærkning af disse udgifter. Det drejer sig bl.a. om 1) porto/kopier, 2) oversættelser og 3) opbevaring af regnskabsmateriale.

For så vidt angår disse forhold henvises til Jens Paulsen og Henning Færmann i FM 1997.71 ff.

Acontohonorar
Selv om der er hjemmel til at kræve a conto honorar, godkendes sådanne kun i særlige tilfælde, hvis der fx er tale om, at en større enkeltstående handling er afsluttet, fx en stor omstødelsessag. Hvis boet i øvrigt er færdigbehandlet, men alene afventer afslutningen af en retssag eller voldgift, som ikke har afgørende betydning for boets udfald, kan det også være rimeligt at godkende et a conto honorar. Generelt er skifteretterne tilbageholdende med at godkende a conto honorarer. Denne praksis opleves ikke altid af bobehandlerne som rimelig, og man kan anføre, at skifteretterne under hensyn til kendskabet til bobehandler m.v. altid bør overveje konkret, om der skal gives tilladelse til at hæve a conto honorar.

En variant kan opstå i det tilfælde, hvor afviklingen af virksomheden er startet som en betalingsstandsning eller hvor hele virksomheden er afhændet tidligt i konkursboets forløb, men afslutningen trækker ud, fx fordi man må afvente udfaldet af en ankesag e. lign. I en sådan situation kan det være rimeligt, at der tillades et a conto honorar. Hvis den samme person har virket både som tilsyn i betalingsstandsningen og kurator i konkursboet, skal honoraret fastsættes under et men ikke som et beløb, idet det første honorarkrav er et sekundært massekrav, mens det andet er et massekrav. Hvis der sker et personskifte, således at tilsynet i betalingsstandsningen ikke bliver kurator i konkursboet, kan honoraret som tilsyn principielt fastsættes hurtigt efter konkursens indtræden, men der vil jævnligt opstå situationer, hvor honoraret først kan betales af konkursboet senere, nemlig når der er sikkerhed for dækning til både primære massekrav og sekundære massekrav. Kurator kan i den situation eventuelt udbetale honoraret med tilbagesøgningsforbehold.

Kurator har ikke lov til at hæve a conto honorar uden skifterettens forudgående tilladelse.

Bobehandlerønske – et retfærdigt honorar
Fra bobehandlerside er der bestemt forståelse for, at det er vanskeligt for en skifteforvalter at udfinde et passende, rimeligt eller retfærdigt honorar. Det er derimod mindre forståeligt, at skifteforvaltere og for den sags skyld også de overordnede domstole ikke har større indblik i driftsøkonomiske forhold. Jeg tror for så vidt, at visse skifteforvaltere er af den subjektive opfattelse, at de er endog meget rundhåndede, når der i en gældssaneringssag fastsættes et honorar på 1.200,00[xx] kr. pr. time – det er ca. 4,5 gange højere end skifteforvalterens timevederlag. Herved er der imidlertid ikke taget højde for, at det er umuligt at debitere 37 timer pr. uge – selv med en ugentlig arbejdstid på 50 timer, og der er ikke taget højde for de ret betydelige omkostninger, ethvert advokatkontor uanset størrelse opererer med, herunder i særlig grad lønomkostninger til sekretærer og administrativt personale i øvrigt, hvortil kommer domicilomkostninger samt sædvanlige løbende driftsomkostninger, som udgifter til edb, telefon, fax, ansvarsforsikring, mail, reception og bogholderi.

En rimelig aktiv bobehandler kan givetvis beskæftige to fuldtidssekretærer, hvortil kommer andet administrativt personale. Såfremt der alene blev udført arbejde, hvor honoraret skulle fastsættes af skifteretten, ville man umiddelbart kunne konstatere, at der vil være en betydelig risiko for at komme i økonomisk uføre. Uddebitering af 80 % af fuld tid er givetvis noget over gennemsnittet inden for advokatbranchen. Tages der imidlertid udgangspunkt i fuld tid med fradrag for sædvanlige ferie-, fri- og helligdage, vil udfakturering med 80 % af fuld tid eller ca. 1350 timer à 1.200,00 kr. resultere i en bruttoomsætning på 1.620.000,00 kr.

Omkostninger til to fuldtidssekretærer vil andrage et beløb i niveau 550-700.000,00 kr. Hertil kommer andel af fællesudgifter i niveau 100-150.000,00 kr. pr. medarbejder (2 sekretærer og 1 advokat). Hertil skal tillægges omkostninger til ansvars- og driftsforsikringer o.l.

Beregningerne vil kunne variere fra kontor til kontor, men det vil umiddelbart kunne konstateres, at en advokat, der alene har skifteretten som ordregiver/honorarfastsætter, ikke vil oppebære et rimeligt/retfærdigt honorar, der står mål med den indsats, der kræves. Det skal herved haves for øje, at insolvensbobehandling er afgørende forskellig fra eksempelvis beneficerede advokaters arbejde. Der er bl.a. den betydelige sekretærindsats til forskel og heraf den afledede større andel i kontorets generelle omkostninger. Endelig indbefatter bobehandling i særdeleshed i boopstartsfasen arbejde på ubekvemme tidspunkter – på tidspunkter der i henhold til overenskomster på det overenskomstdækkede arbejdsmarked ville blive honoreret med særskilt vederlag i form af overtidsbetaling eller rådighedsbetaling på samme måde som kurator selvfølgelig må aflønne sine sekretærer med overtidsbetaling for arbejde, der nødvendigvis må udføres uden for normal arbejdstid ved boopstart i presserende situationer.

De fleste bobehandlere er givetvis glade for også at have andre ”klienter” end skifteretten. Til gengæld er vi temmelig overbeviste om, at i realiteternes verden opereres der ofte med højere takster til bobehandlere end trykt landsretspraksis giver udtryk for, og at der lokalt i de enkelte skifteretter er en relativ god fornemmelse af og forståelse for, i hvilke situationer der har været udført ekstraordinært arbejde, således at der sker en forhøjelse af timehonoraret. Det er imidlertid ikke umiddelbart hensigtsmæssigt, at det beror på den enkelte sagsbehandler i skifterettens forgodtbefindende og praktiske indlevelse, efter hvilke principper bobehandlerens honorar fastsættes. I relation til niveauet for honorarfastsættelsen i selskabstømmersagerne henvises til Torben Kuld Hansens artikel i FM 98.144 ff.[xxi] I artiklen foretages en delvis gengivelse af kuratoraftalen, skrivelse af 18. juni 1997 fra Kammeradvokaten, hvori der fastlægges retningslinjer for samarbejdet mellem Told- og Skattestyrelsen, Kammeradvokaten og kuratorerne. Ifølge kuratoraftalen er honoraret for det arbejde, der omfattes og som karakteriseres som relativt ensartet, fastsat til 1.200,00 kr. pr. time og 1.500-1.600,00 kr. pr. time for partnere. For en praktiker er det oplagt, at honoraret for arbejde ”i marken”, hvor arbejdet er af mere varierende art og udføres på mere ubekvemme tidspunkter, selvfølgelig bør resultere i et ikke ubetydeligt højere honorar.

Skifteretsønske – et rimelig kompetent arbejde
Generelt må en forudsætning for at velkvalificerede advokater ønsker at beskæftige sig med bobehandling være, at der er tale om et rentabelt og forretningsmæssigt rimelig lukrativt område. Dette betyder, at skifteretterne skal være rimelige i deres vurderinger af honorarets størrelse. Det nytter ikke, at man regner på, hvor mange dommerfuldmægtige, der kunne være ansat for det krævede honorar. Afsættet må tages i, at der ved fastlæggelsen af ”timeprisen” tages højde for at kurator har en række følgeudgifter; bl.a. sekretærbistand, edb, kontorhold etc. Dernæst skal der i forbindelse med vurderingen af det udførte arbejde ses på, hvad, hvornår og hvordan det er udført. Vi må selvfølgelig kunne forvente, at kurator ikke sætter en ukvalificeret fuldmægtig til at gennemgå omstødelsesmulighederne, ligesom vi må kunne forvente, at kurator står tidligt op for at møde de arbejdere, han skal orientere om konkursen, eller at kurator færdiggør sikringen af boets aktiver, hvis der er grund til at frygte for det. Men pointen er, at vi fra skifteretternes side skal gøre os umage for at forstå arbejdsvilkårene og være indstillet på at være rimelige ved udmålingen af honoraret, hvis vi vil sikre, at de bedste advokater også stiller op til bobehandlingerne.

[i] Artiklen behandler kun honorarfastsættelsen i forhold til boer/sager, der behandles efter konkursloven.

[ii] Når der i artiklen flere steder anvendes ordet ”advokatkontor”, er dette affødt af, at det fortsat er det sædvanlige, at kurator og bobehandlere i øvrigt er advokat. De overvejelser, der ad politisk vej er fremført med henblik på at lette adgangen til, at andre end advokater kan blive udpeget som kurator/bobestyrer, vil ikke blive gjort til særskilt omtale i denne artikel.

[iii] Der kunne hos enkelte skifteretter umiddelbart efter lovændringen i 1996 konstateres, at der blev gjort et forsøg på at stramme kravene for at blive udpeget som kurator, men denne linje synes ikke at være fulgt op og synes ikke at blive praktiseret men snarere aktivt modarbejdet af landsretten, jf. eksempelvis U 2001.476 VL.

[iv] Teoretikere kan åbenbart være af anden opfattelse, jf. Lennart Lynge Andersen i J.01.308.

[v] Lov 384/1987.

[vi] Beslutningsforslag B124, der blev vedtaget den 30. maj 1985. Beslutningsforslaget nr. B 124 og forhandlingerne herom er optrykt i Folketingstidende 1984-85, sp. 7129, 8696 og 11079, tillæg A, sp. 4049, tillæg B, sp. 2219 og tillæg C sp. 637.

[vii] Lovforslag 136/1986 stillet den 17. december 1986. Bemærkningerne kan findes i Retsinformation. Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med lovudkastet i delbetænkning nr. 1086/1986, der er afgivet af konkursudvalget, som blev nedsat den 30. april 1986.

[viii] Det har været vanskeligt at få landsretterne til at acceptere dette synspunkt. Se også artiklen af Jens Paulsen og Henning Færmann, FM1997, side 71ff.

[ix] Se om denne problemstilling Ellen Marie Sørensen og Brian Pedersen i FM 1992.21 f.

[x] Dette gælder, selvom der indføres virksomhedspant i en form, hvorefter der skal reserveres boet et beløb i niveau 20-30 % til dækning af ”nødvendige” boomkostninger.

[xi] Lovforslag 136/1986, bemærkningerne afsnit 2.2.

[xii] Jf. Henning Færmann og Jens Paulsen i FM 97.74 f.

[xiii] Det er vores indtryk, at vores forslag ligger ganske godt i tråd med niveauet ved Sø- og Handelsrettens skifteafdeling.

[xiv] Der synes at være en tendens til, at kuratorhonoraret fastsættes højere end tilsyns- og akkordlederhonorar. Dette kan givetvis tilskrives det formelle synspunkt, at kurator på papiret har et større ansvar end tilsynet/akkordlederen. Dette modsvares imidlertid af det tidspres, hvorunder specielt tilsynshvervet ofte udføres.

[xv] I VL 1101.98, der vedrørte honorarfastsættelsen i et dødsbo, blev honoraret til særskilt kvalificerede advokatsekretærer fastsat til 500,00 kr. pr. time ekskl. moms.

[xvi] Jf. om bestemmelsen bl.a. Ellen Marie Sørensen og Brian Pedersen i FM 92.21 ff., bet. nr. 1086.86 om kurators salær m.v., s. 39 ff. og s. 73 ff., bet. nr. 983.83 om betalingsstandsning, s. 57.

[xvii] Se i relation hertil Jens H. Elmerkjærs de lege ferenda betragtninger i Advokaten 95.38 ff. om eventuel anvendelse af kl. § 87 under anmeldt betalingsstandsning.

[xviii] Afgørelsen synes at stride mod U 1984.45 H, der fandt skifteretten kompetent til at tage stilling til størrelsen af administrationsudgifterne. Se også Jens Anker Andersen i U 1984B.302, der som udgangspunkt mener, at indsigelser vedrørende underskudsregnskaber skal behandles af fogedretten, og at indsigelser vedrørende overskudsregnskaber skal behandles af skifteretten, medmindre tvisten vedr. overskudsregnskabet vil kunne påvirke budgivningen på tvangsauktionen. I FM 83.71 f. giver Mette Christensen udtryk for, at skifteretten er kompetent i alle situationer, hvor der gøres indsigelse mod et § 87-regnskab.

[xix] Cfr. Peter Bredahl i FM 92.6 – anmeldelse af førsteudgaven af Insolvensret.

[xx] Ifølge Advokaten 04.46 er timetaksten til beskikkede advokater, der møder i Flygtningenævnet, forhøjet fra 1.200,00 kr. til 1.300,00 kr. med virkning fra 1. januar 2004.

[xxi] De anførte takster ville ved omregning til prisniveauet pr. 1. januar 2004 andrage henholdsvis ca. 1.375,00 kr. og 1.720,00-1.835,00 kr. pr. time.