Advokaten 6 Retsmægling og mediation

Print Print
16-06-2004

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Det er efterhånden mange år siden, vi her i landet begyndte at høre om en ny amerikansk metode til at løse konflikter på. Mediation, som var metodens navn, blev mødt med skepsis – ikke alene af danske advokater – men også af kolleger i andre retskulturer med rod i civil law.

Efterhånden som historier om metodens succes i USA – og derefter i Storbritannien – bredte sig, øgedes også vores interesse for fænomenet – vi kom til den erkendelse, at der måske her var tale om en konfliktløsningsmodel, som i en række tilfælde var både hurtigere og billigere end den traditionelle rets- eller voldgiftssag, og som tilmed førte frem til løsninger, som konfliktens parter var mere tilfredse med end med en traditionel afgørelse.

Familieretsadvokaterne var de første, der så lyset herhjemme, og en mindre kreds af advokater tog en uddannelse med specielt sigte på mediation i familieretlige sager.
Det store potentiale for alternativ konfliktløsning er civile tvister i bred forstand, herunder især tvister i erhvervslivet.

Derfor tog vi i Advokatsamfundet for et par år siden initiativ til at udvikle en egentlig mediatoruddannelse på højt internationalt niveau. Det gjorde vi i erkendelse af, at mediation ikke bare er noget, man kan, selv om man er nok så dygtig en advokat eller dommer. Det kræver uddannelse at beherske de særlige teknikker, som en dygtig mediator skal mestre.

Vores mediatoruddannelse har været en stor succes. Ikke alene har den – på trods af store krav til kursisterne, mange dage væk fra kontoret og en høj pris – været meget søgt, men den har også, og ikke mindst, resulteret i, at vi nu har et stort antal mediatoruddannede kolleger, som virkelig brænder for at udbrede metoden. Ikke blot fordi de ser et nyt forretningsområde for advokater, men fordi de er overbevist om, at mediation i en række tilfælde fører til bedre løsninger for de klienter, de skal betjene ikke bare som mediatorer, men også som partsrepræsentanter.

De uddannede mediatorer har dannet deres egen forening – Mediatoradvokater – hvis virke vi understøtter fra Advokatrådet. Vi tror nemlig på, at vi her i landet vil opleve en opblomstring af dette nye arbejdsfelt for advokater, efterhånden som erhvervslivet får øjnene op for metodens fordele. Vi er derfor meget tilfredse med, at Mediatoradvokater allerede er i dialog med Dansk Industri og Handel, Transport og Service om at udbrede kendskabet til – og dermed brugen af metoden. Der vil ikke med et slag opstå hundredvis af udenretlige mediationssager, men efterhånden som mediationsklausuler bliver udbredt i erhvervslivets kontrakter, kommer sagerne, og så er vi i advokatbranchen vel rustede til at løse dem.

Mediation bør som altovervejende hovedregel forsøges, inden en sag overhovedet indbringes for retten eller for en voldgiftsret. Kun herved opnår parterne den fulde tidsmæssige og omkostningsmæssige gevinst ved metoden.

For de sager, som er indbragt for retten, har der nu gennem godt et halvt år ved en række byretter og ved Vestre Landsret været afviklet et forsøg med retsmægling. I dette forsøg udtages en række sager til frivillig alternativ konfliktløsning under anvendelse af mediationsteknikker. De dommere og advokater, som virker som mediatorer i disse sager, har alle gennemgået en egentlig uddannelse. Dette er nok en af forklaringerne på, at vi allerede her midtvejs i forsøget kan konstatere, at det tegner til en succes.

Når forsøget er slut gennemfører Justitsministeriets forskningsenhed en evaluering af forsøget. Denne evaluering kommer til at danne grundlag for Retsplejerådets overvejelser om domstolenes fremtidige rolle i forbindelse med alternativ konfliktløsning.

Når man allerede nu kan konstatere, at forsøget giver gode resultater, skulle resultatet vel være givet på forhånd. Det burde efter manges opfattelse nok alene være et spørgsmål om, hvordan man skaffer penge til i fremtiden at aflønne de advokatretsmæglere, som i forsøgsperioden har stillet deres arbejdskraft gratis til rådighed, medens de deltagende dommere har udført de nye funktioner som en del af deres tjeneste.

Så enkelt er det imidlertid ikke. Hovedspørgsmålet, som Retsplejerådet må forholde sig til, er, om det overhovedet er foreneligt med dommerrollen at mediere som en del af embedsudøvelsen. De teknikker, der skal anvendes og de ikke-juridiske resultater, som ofte vil være slutresultatet af en mediation, medfører efter min opfattelse en risiko for, at dommeridentiteten udviskes, og at der i offentligheden opstår usikkerhed om domstolenes rolle som konfliktløsningsforum. Måske er dette baggrund for, at det i mediationens hjemland, USA i en række enkeltstater og i England og Frankrig er forbudt for dommere at mediere. De dommere, som i disse lande ønsker at udnytte deres erfaring og viden til at mediere, må gå af for at kaste sig ud i virket som privatpraktiserende mediatorer – og i USA sker det faktisk i et ikke helt ubetydeligt omfang.

Advokatrådet har ikke lagt sig fast på, hvilken holdning vi vil indtage. Vi vil se resultaterne af det igangværende retsmæglingsforsøg, indhente oplysninger om udenlandske erfaringer og derpå tage stilling.

Uanset om vi ender med at anbefale, at mediation altid skal ske uden for domstolsregi eller en tostrenget model, som forsøgsordningen lægger op til, er der en ting der står fast: Mediation er kommet for at blive.