Advokaten 6 EU-udvidelsen, international procesret og voldgift

Print Print
16-06-2004

Af lektor Peter Arnt Nielsen, Juridisk Institut, Copenhagen Business School

EU-udvidelsen
Den historiske udvidelse af EU den 1. maj 2004 med 10 nye fortrinsvis østeuropæiske lande skaber store muligheder for dansk erhvervsliv. Udvidelsen har navnlig den konsekvens, at de fleste EU-regler fra den nævnte dato gælder i de nye medlemslande. Især reglerne om EUs indre marked har væsentlig betydning for erhvervslivet, men også EUs civilretlige regler har stor betydning.[i]

Imidlertid medfører Danmarks forbehold over for EUs civilretlige samarbejde en række særprægede problemer, man som erhvervsrådgiver bør være opmærksom på. Det skyldes, at Danmark som følge af forbeholdet er koblet af dette effektive samarbejde etableret ved Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999, og som er videreført under Nice-traktaten.

EUs civilretlige samarbejde
I perioden frem til Amsterdam-traktaten var EUs civilretlige samarbejde reguleret ved konventioner med hjemmel i EF-traktatens Søjle 3, dvs. art. 293 (ex. art. 220). Danmark og de 14 andre ”gamle” medlemsstater deltog fuldt ud i dette samarbejde, der er videreført under Amsterdam- og Nice-traktaterne. I denne periode blev navnlig Domskonventionen, Luganokonventionen og Romkonventionen udarbejdet.[ii]

De to førstnævnte konventioner harmoniserer EU- og EFTA-staternes regler om domstolenes internationale kompetence i civile sager, herunder handelssager, hvor sagsøgte har bopæl i en kontraherende stat, og skaber fri bevægelighed for domme fra disse stater. Romkonventionen indeholder fælles regler om lovvalget for kontrakter. Disse meget anerkendte konventioner har i en årrække udgjort grundstammen i EUs civilretlige samarbejde og haft stor betydning for grænseoverskridende europæisk handel.

Ved Amsterdam-traktaten blev samarbejdet udvidet og overført til EF-traktatens Søjle 1, jf. afsnit IV. Dette ”søjlespring” medførte, at reglerne nu udarbejdes som almindelige EU-retsakter, dvs. især som forordninger og direktiver. Hermed er der skabt meget bedre vilkår for effektiv harmonisering.

I de forløbne fem år har EU gennemført en række civilretlige retsakter med hjemmel i traktatens afsnit IV. Der er først og fremmest tale om Domsforordningen, der er en moderniseret udgave af Domskonventionen.[iii] Navnlig forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme er mere effektive end Domskonventionens regler herom. Endvidere er der gennemført fælles regler om især international konkurs, forkyndelse, skilsmisse og bevisoptagelse.[iv] For tiden forberedes bl.a. en revision af Romkonventionen, der forventes gennemført i forordningsform.

EUs nye civilretlige regler gælder i alle medlemslandene, herunder de 10 nye medlemslande, på nær Danmark. Reglerne gælder også i Storbritannien og Irland, der ganske vist også har taget forbehold over for EUs retlige samarbejde. Disse lande har imidlertid konsekvent udnyttet deres ”opt in”-klausuler, der giver mulighed for at deltage i samarbejdet på såkaldt ”à la carte”-basis.  Danmark er således i praksis det eneste medlemsland, der står uden for samarbejdet.

Danmarks stilling
Da Danmark ikke har en tilsvarende ”opt in”-mulighed som Storbritannien og Irland, er Danmark fastlåst i det oprindelige konventionssamarbejde. Dette samarbejde er fortsat i kraft, eftersom de 14 ”gamle” medlemslande har valgt ikke at opsige Domskonventionen, og da Romkonventionen endnu ikke er blevet transformeret til en forordning. I sagens natur er Domskonventionen ikke i kraft i de 10 nye medlemslande. Luganokonventionen, der er en ”kopi” af Domskonventionen og gælder mellem EU- og EFTA-landene, er endnu ikke gennemført i de nye medlemslande, bortset fra Polen.

Som følge af Danmarks forbehold over for EUs civilretlige samarbejde samt udvidelsen, er Danmark i den særprægede situation, at det ”gamle” konventionssamarbejde fortsat gælder mellem de 14 ”gamle” medlemslande og Danmark, hvorimod der ikke er et samarbejde mellem de nye medlemslande og Danmark.

Fra dansk side arbejdes der på, at Domsforordningen på folkeretligt grundlag kan komme til at gælde mellem Danmark og EUs øvrige 24 medlemslande. Indtil en sådan aftale måtte blive indgået, eller Danmark ændrer eller hæver sit forbehold over for EUs retlige samarbejde, bør man som rådgiver være opmærksom på de retlige aspekter af denne uheldige situation, og på hvorledes man kan tackle konsekvenserne af forbeholdet. Svaret ligger navnlig i udfærdigelse og vedtagelse af enten værnetings- eller voldgiftsaftaler.

Rådgivningsmæssige overvejelser
I retsforhold mellem parter fra Danmark og et af de nye medlemslande nødvendiggør situationen særlige overvejelser om domstolenes internationale kompetence, lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af domme. Hertil kommer overvejelser om voldgift som alternativ til domstolsbehandling.

International privat- og procesret
I det følgende ridses grundlaget op for overvejelser om forum shopping og muligheden for at få en dom tvangsfuldbyrdet i forhold til de nye medlemslande. Der tages dog et generelt forbehold, fordi afgrænsningerne mellem Domsforordningen, Domskonventionen og Luganokonventionen under de givne forhold er uafklarede.

Hvis sagsøgte har bopæl i et af de nye medlemslande, har de danske domstole international kompetence efter reglerne i retsplejelovens kap. 22. Domskonventionen kan ikke anvendes. Lovvalget afgøres efter de hidtidige regler, herunder Romkonventionen. Hvorvidt en dansk dom vil blive anerkendt og fuldbyrdet i det nye medlemsland beror på det pågældende medlemslands egne regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme fra ikke-EU-lande og altså ikke Domsforordningen. Den danske dom vil dog blive anerkendt og fuldbyrdet i de ”gamle” medlemslande efter Domskonventionen.

Hvorvidt der i det nye medlemsland kan anlægges retssag mod en part med bopæl i Danmark, beror på det nye medlemslands egne regler om international kompetence for parter med bopæl i et ikke-EU-land. Hverken Domskonventionen eller Domsforordningen kan anvendes. Lovvalget afgøres efter det nye medlemslands egne lovvalgsregler, så længe der ikke er gennemført EU-regler på området, eller Romkonventionen ikke er gennemført i det nye medlemsland. Dommen fra det nye medlemsland vil ikke være berettiget til umiddelbar anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark, jf. retsplejelovens §§ 223a og 479. Domskonventionen kan således ikke anvendes. Dommen vil derimod blive anerkendt og fuldbyrdet i de øvrige EU-lande efter Domsforordningen. Principielt set kan det dog anføres, at dommen ikke bør kunne anerkendes og fuldbyrdes i disse lande efter Domsforordningen, da denne ikke gælder for Danmark og dermed ikke for parter med bopæl i Danmark.

Vil man sikre, at en dom kan anerkendes og fuldbyrdes enten i Danmark, det nye medlemsland eller et af de gamle medlemslande, skal retssagen anlægges i et af de ”gamle” medlemslande, f.eks. Sverige. Dette vil være muligt ved brug af en værnetingsaftale eller de alternative værneting i Domsforordningen og Domskonventionen. Hermed opnås en dom fra et medlemsland, der fuldt ud er bundet af Domsforordningen og i forhold til Danmark Domskonventionen. Dommen er nemlig omfattet af Domsforordningen i både de nye og ”gamle” medlemslande og af Domskonventionen i Danmark.

Der gælder særlige forhold for Polen, da Luganokonventionen siden 2000 har været i kraft mellem Polen og Danmark. Konventionen fastsætter fælles kompetenceregler og sikrer anerkendelse og fuldbyrdelse af hhv. polske domme i Danmark og danske domme i Polen. Anlægges sagen i Polen, afgøres lovvalget af de polske lovvalgsregler, så længe der ikke foreligger EU-regler herom, eller så længe Polen ikke har gennemført Romkonventionen.

For aftaler om køb af løsøre er det værd at bemærke, at Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn alle har tiltrådt FNs konvention om aftaler om internationale køb, hvorimod dette ikke er tilfældet for Cypern og Malta.[v]

Voldgift
I international handel er voldgift et ofte anvendt alternativ til domstolsbehandling. Det er der flere grunde til, herunder behovet for særlig sagkundskab hos voldgiftsdommerne, diskretion, én-instansbehandling, processuel fleksibilitet og neutrale voldgiftsdommere.

Den internationale regulering af voldgift sker navnlig gennem FNs komité for international handelsret, UNCITRAL, hvor den grundlæggende konvention er New York-konventionen fra 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser.[vi] Denne konvention har på globalt niveau gennemført princippet om fri bevægelighed for voldgiftskendelser. Det er derfor ikke overraskende, at alle 10 nye medlemslande af EU har tiltrådt New York-konventionen.

Isoleret set ud fra overvejelser om muligheden for anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse vil voldgift derfor fremstå som et særdeles relevant alternativ til domstolsbehandling i tvister med parter fra et af de nye medlemslande.

Ud over New York-konventionen er UNCITRALs modellov om voldgift anerkendt i en række stater.[vii] Formålet med modelloven er at skabe mulighed for fælles regler om voldgift. Af de nye EU-lande har foreløbig Cypern, Litauen og Malta anvendt modelloven som grundlag for deres voldgiftslove.[viii]

[i] Jf. nærmere bl.a. Allan Philip og Peter Arnt Nielsen, EU-ret & Menneskeret, 1999, s. 219-234, samt Peter Arnt Nielsen, UfR 2002 B 167-174.

[ii] Jf. hhv. konvention af 27. september 1968 med senere ændringer, konvention af 16. september 1988, og konvention 19. juni 1980. Gennemført i dansk ret ved hhv. lov nr. 325 af 4. juni 1986 med senere ændringer og lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere ændringer.

[iii] Jf. forordning af 22. december 2000 (44/2000), jf. EFT L 12 af 16. januar 2001, s. 1.

[iv] Jf. forordning af 29. maj 2000 (1348/2000), jf. EFT L 160 af 30. juni 2000, s. 37, forordning af 29. maj 2000 (1347/2000), jf. EFT L 160 af 30. juni 2000, s. 19, forordning af 29. maj 2000 (1346/2000), jf. EFT L 160 af 30. juni 2000, s. 1, og forordning af 28. maj 2001 (1201/2001), jf. EFT L 174 af 27. juni 2001, s. 1.

[v] Jf. konvention af 11. april 1980. Gennemført i dansk ret ved lov nr. 733 af 7. december 1988 med senere ændringer.

[vi] Jf. konvention af 10. juni 1958. Gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 117 af 7. marts 1973.

[vii] Jf. modellov af 21. juni 1985 om international voldgift.

[viii] I Danmark har Advokatrådet foreslået, at Danmark i lighed med bl.a. Sverige, Tyskland og Storbritannien tilslutter sig modelloven. Advokatrådets Retsudvalg har derfor udarbejdet et udkast til en moderne dansk voldgiftslov, jf. nærmere Advokatrådets Retsudvalg; ”Reform af voldgiftsloven”, Advokatsamfundet 2003.