Advokaten 5 Domstolenes fornemmelse for salærer

Print Print
11-05-2004

Af Jakob Lund Poulsen, formand for Advokatrådets Retsudvalg.
Advokatrådet har undersøgt salærerne i en række sager, hvor borgere har fået fri proces til at føre sag mod staten. Undersøgelsen viser, at domstolene fastsætter salæret til borgerens advokat væsentligt under det salær, staten betaler sin advokat.

Advokatrådet er flere gange blevet kontaktet af medlemmer, som har gjort opmærksom på, at domstolenes salærfastsættelse i fri processager ligger langt fra niveauet for et passende salær. Utilfredsheden blev særlig synlig i den såkaldte Scharla Nielsen sag, som i efteråret 2003 blev omtalt i pressen. Den beskikkede advokat havde her fået afslag på yderligere a conto salær i et tilfælde, hvor statens egen advokat havde modtaget et flere gange større salær i den samme sag. I den forbindelse forsøgte Folketingets Retsudvalg at få flere oplysninger om forskellen mellem salæret til statens advokat og til den beskikkede advokat i sager, hvor der med fri proces er anlagt sag mod staten. Justitsministeriet kunne imidlertid ikke levere de ønskede oplysninger.

Samtidig besluttede Advokatrådet at intervenere i en sag, der verserer for Højesteret om salærfastsættelsen til nogle beskikkede advokater for deres bistand i en større erhvervssag. Det er sket, fordi landsretten i sin salærfastsættelse ikke har forholdt sig til det arbejde, der er ydet i sagen, men alene har taget udgangspunkt i en ikke specielt logisk anvendelse af de vejledende takster for omkostningsfastsættelse i proceduresager.

Det var blandt andet disse konkrete sager, som førte til Advokatrådets beslutning om at undersøge problemet lidt bredere.

Hvordan er undersøgelsen lavet
Undersøgelsen tager udgangspunkt i samtlige de 45 sager, der er trykt i ugeskriftet i perioden fra 1. januar 2000 til 1. november 2003, og hvor en privat part med fri proces har ført sag mod staten.

Advokatrådet anmodede de deltagende advokater om at oplyse deres salærer m.v. i sagerne og søgte samtidig aktindsigt i myndighedernes salærudgifter i sagerne. I 9 tilfælde var myndighederne ikke i stand til at meddele de ønskede oplysninger, og i 7 tilfælde besvarede de beskikkede advokater ikke anmodningen. Tilbage blev 29 fuldt oplyste sager, som undersøgelsen bygger på.

Undersøgelsen prætenderer ikke at være statistisk signifikant i alle enkeltheder. Samtidig må undersøgelsen læses med det forbehold, at den alene bygger på de sager, der er fundet principielle nok til offentliggørelse i ugeskriftet, og som derfor på nogle områder adskiller sig fra det store flertal af retssager. Der kan derfor blandt de sager, der indgår i undersøgelsen, være eksempler på sager, som ikke er repræsentative for det generelle billede.

Omvendt må man holde sig for øje, at staten udover sin advokat råder over faglig ekspertise inden for stort set alle områder. Statens advokat kan således trække på ekspertbistand til behandlingen af sagen, hvorimod den beskikkede advokat i almindelighed kæmper alene. Man må også holde sig for øje, at staten normalt ikke er sagsøger i sagerne. Det er derfor normalt ikke staten, der har bevisbyrden i sagen.

Endelig er det vigtigt at slå fast, at Kammeradvokaten ligger i den billige ende af salærskalaen, fordi staten ifølge sin aftale med Kammeradvokaten alene skal betale 2/3 af det almindelige salærniveau.

Undersøgelsens resultater
I de sager, der indgår i undersøgelsen, har domstolene i gennemsnit fastsat salæret til borgerens advokat med 1/3 af det salær, staten har betalt sin advokat.

I samtlige 29 sager har domstolene fastsat salæret til den beskikkede advokat væsentlig lavere end Kammeradvokatens salær. Hvor forskellen er mindst, har den beskikkede advokat opnået ca. 3/4 af Kammeradvokatens salær. Hvor forskellen er størst, har Kammeradvokaten fået 8 gange mere. Denne forskel udvides til 12 gange mere, hvis der tages højde for, at staten får rabat hos Kammeradvokaten og kun betaler 2/3 af det, man ville skulle betale et lignende advokatkontor for en tilsvarende ydelse.

Den gennemsnitlige timepris på de beskikkede advokater ligger på 840 kr. Kammeradvokatens timesats fremgår ikke, men Justitsministeriet har i et svar til Folketingets Retsudvalg oplyst, at Staten i 2001 i gennemsnit betalte 1200 kr. i timen for Kammeradvokatens ydelser.

Til denne sammenligning er det vigtigt at bemærke, at det nævnte gennemsnit er for al Kammeradvokatens rådgivning, og ikke kun retssager, og for alle juridiske medarbejdere og således ikke kun for advokater med den anciennitet, som de beneficerede advokater typisk har.

Et samfundsmæssigt problem
Forskellen i salærniveauet skyldes ikke, at staten betaler et usædvanlig højt salær til sin egen advokat – tværtimod ligger dette salær i underkanten af markedsprisen. Forskellen skyldes, at domstolenes salærfastsættelse er ude af trit med niveauet for et rimeligt salær.

Dette giver anledning til nogle retssikkerhedsmæssige overvejelser om, hvorvidt alle borgere nu også har en reel og lige adgang til domstolene. Især i sager, hvor borgere har fået fri proces til at føre sag mod staten, må der være en vis lighed i de midler, man udstyrer de to parter med. Ellers risikerer man, at staten alene pga. skævheden i de økonomiske ressourcer kan tryne borgerne – stik imod hensigten med fri proces ordningen.

Ingen siger, at borgerens advokat skal have præcis det samme som statens advokat. Men den skævhed, som Advokatrådets undersøgelse tyder på, er i hvert fald ikke et udtryk for princippet om ”equality of arms”, som også er indeholdt i Menneskerettighedskonventionen.

På længere sigt indebærer underbetalingen af borgernes advokater endvidere en fare for at udhule ordningen med fri proces, fordi flere og flere advokater vil sige nej til sagerne – eller i hvert fald vil tænke nøje over, hvor mange sager, de vil tage. Og dermed kan borgerne få sværere ved at finde en egnet advokat til at føre deres sag.

Domstolenes ansvar
Når systemet er udformet, så det er domstolene, der fastsætter advokatens salær, er det netop for at sikre, at det er den konkrete sag, og ikke andre hensyn, f.eks. hensynet til statens udgifter, der bestemmer ressourceforbruget i fri processager. Domstolene har derfor et ansvar for at sikre, at borgeren har de nødvendige ressourcer til rådighed og bør i den forbindelse have øje for, at der er tale om et arbejdsvederlag til advokaten og ikke om et plaster på såret. Salæret til fri proces advokaten adskiller sig herved fra de omkostninger, domstolene i øvrigt udmåler i civile sager – et forhold som hidtil ikke i tilstrækkelig grad har afspejlet sig i domstolenes salærfastsættelse.

Advokatrådet vil bruge undersøgelsen i fremtidige drøftelser med politikerne og domstolene om salærfastsættelsen i fri processager. Ingen – mindst af alt domstolene – kan være tjent med den nuværende praksis, hvor domstolene uden nogen begrundelse fastsætter salæret til den beskikkede advokat, som efter loven skal være et ”passende” salær, væsentligt lavere end niveauet for et rimeligt salær.

Læs hele undersøgelsen på www.advokatnet.dk