Advokaten 5 Adgangen til domstolene – hvis ansvar er det?

Print Print
11-05-2004

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Det er en grundværdi i det danske retssamfund, at alle – uanset økonomisk formåen – skal have reel adgang til at få berettigede sager prøvet ved domstolene.

Advokaterne bidrager i høj grad til at værne om og virkeliggøre denne grundværdi. Der er mere end 100 advokatvagter spredt ud over landet, hvor advokater yder gratis rådgivning til alle, der henvender sig. Advokatvagten – eller retshjælpen, som den nogle steder kaldes – fejrede sidste år 25 års jubilæum.

At advokaternes gratis rådgivning i dag opfattes som en af grundstenene i det danske retshjælpssystem kan også ses i Retsplejerådets seneste betænkning ”Adgang til domstolene”. Her beskrives advokatvagterne som en del af det offentlige retshjælpssystem.

Herudover yder mange advokatkontorer i det stille pro bono arbejde. Når en klient kommer ind ad døren – eller ringer med et simpelt problem – giver mange advokater et godt råd uden regning.

Oven på dette frivillige græsrodsarbejde fra advokaternes side ligger så statens sikring af borgernes reelle adgang til domstolene. For selvfølgelig kan man ikke lade retshjælpssystemet afhænge af 4000 advokaters lyst – eller ulyst – til at lave ubetalt arbejde.

Ordningen med fri proces sikrer, at borgere med en indtægt under et vist niveau gratis kan få relevante sager ført ved domstolene. Man kan diskutere, om ordningen dækker tilstrækkelig bredt, men regelsættet er i sig selv i det store og hele godt nok. Det sikrer, at staten stiller ressourcer til rådighed, herunder advokatbistand, til førelsen af sagen. For at sikre borgerens retssikkerhed er det domstolene – og ikke regeringen, der jo betaler udgifterne – der afgør, hvilke ressourcer der er nødvendige for at gennemføre sagen på en forsvarlig måde.

Systemet har imidlertid udviklet en bekymrende og paradoksal anomali. Det tyder en mini-undersøgelse, som Advokatrådet har lavet i hvert fald på. Undersøgelsen, som beskrives et andet sted i dette blad, synes at vise, at borgernes advokater generelt får et væsentlig lavere salær end det salær, som statens advokat får. Advokatrådet har lavet undersøgelsen, fordi et par konkrete sager på det seneste har gjort os ekstra opmærksomme på det retssikkerhedsmæssige problem, denne skævhed kan give.

Hensigten med fri proces systemet er at sikre borgerne adgang til domstolene og give dem en almindelig, god advokatydelse med på vejen. Det ligger i reglerne, at det offentlige betaler sagens udgifter med et ”passende” advokatsalær. Advokatrådets undersøgelse tyder dog på, at dette princip ikke holdes for øje, når domstolene skal udmønte reglerne i praksis. I de sager, som vi har undersøgt, får borgerens advokat i gennemsnit kun en tredjedel af det salær, som statens advokat modtager.

Ligestilling af økonomisk ringere stillede borgere med mere kapitalstærke modparter som f.eks. staten, som ordningen skal sikre, risikerer dermed at blive udhulet – ikke af staten, men af domstolene!

Jeg har før på denne plads skrevet, at det er betænkeligt at sætte en kamp i gang – meddele fri proces – og dernæst forsyne parterne i kampen med så forskellige våben. Vi hylder normalt princippet om ”equality of arms”, som også er indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Man kan altid diskutere, hvor stor ligestillingen af parterne skal være. Men så stor en ulighed i aflønningen af advokaterne, som vores undersøgelse viser, er langtfra udtryk for, at de får de samme våben i hånd.

”Det er der ikke noget nyt i” vil en række medlemmer formodentlig tænke. Og det har de såmænd ret i. Advokatrådet er specielt i de seneste år blevet kontaktet af medlemmer, der fortæller, at det i praksis er blevet sværere at sige ja til fri proces sager, fordi sagerne afregnes så lavt, at de kan være direkte tabsgivende for advokaten. Konsekvensen er, at nogle advokater er begyndt at sige nej, og andre nøje overvejer, hvor mange af denne slags sager, de har råd til at tage.

Det er jo nemlig sådan, at de krav, samfundet stiller til kvaliteten af advokatydelsen i fri proces sager, er den samme som ved førelsen af en hvilken som helst anden sag. Sådan skal det også være – ellers er der tale om en discountordning. Og så ligger det både i det regelsæt, der omgiver en advokat, og i hele kulturen i branchen, at en advokat ikke går på kompromis med kvaliteten med henvisning til indtjeningsmulighederne. Advokatens eneste mulighed er derfor at sige nej, hvis det på forhånd er klart, at der bliver tale om betydeligt underskud.

Og hvad sker der så ved, at nogle advokater siger nej til denne type sager? Ikke noget, hvis det kun er nogle få. Men Advokatrådet er alvorlig bange for, at den tendens, vi allerede har sporet, vil fortsætte. Hvis stadig flere advokater afstår fra fri proces sager, får de mindre pengestærke borgere i samfundet ikke den reelle og ligeværdige adgang til domstolene, som ordningen skal sikre. De kan få svært ved at finde en advokat, der vil tage sagen.

Advokatrådet har flere gange påpeget, at domstolenes vilje til at sikre de nødvendige ressourcer til sagerne er for lille. Nu har vi fået en undersøgelse, der peger i retning af, at de fastsatte salærer halter langt bagefter. Det er en mindre undersøgelse, vi har lavet, og vi vil på ingen måde hævde, at den i alle forhold er statistisk signifikant. Gennemgangen af de udvalgte sager viser dog så stor ubalance i salærfastsættelsen, at det må være klart for såvel regeringen og Folketinget som domstolene, at der er tale om direkte urimelige forhold. Det bør derfor også være klart for både beslutningstagere og dommere, at forskellen må indsnævres. Det vil vi i Advokatrådet i den kommende tid minde både politikere og dommere om.

Advokatrådet mener stadig, at advokaterne bør tage del i løsningen af samfundsopgaver ved aktivt at yde retshjælp til mindre bemidlede. Til gengæld forventer vi, at samfundet på sin side vil være med til at sikre, at opgaven kan løses på rimelige vilkår.

Man kunne kalde det ”noget-for-noget”!