Advokaten 4 Om brodne kar

Print Print
13-04-2004

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

I Danmark er der ca. 4.000 aktive privatpraktiserende advokater. Næsten alle lægger i deres daglige arbejde stor vægt på ikke alene at være fagligt dygtige og kompetente rådgivere men også til punkt og prikke at følge reglerne om god advokatskik.

Formålet med reglerne om god advokatskik er først og fremmest at sikre den enkelte klients rettigheder. Den, der beder en advokat om hjælp, skal kunne være sikker på, at advokaten, uafhængigt af alle andre interesser, kæmper for klientens sag.

Lovgiver har suppleret reglerne om god advokatskik med en række andre regler – f.eks. forbud mod MDP (blandet ejerskab), et særligt tilsyns- og disciplinærsystem mv. – som også har til formål at værne om klientens rettigheder.
De regler, som giver klienten rettigheder, pålægger samtidig advokaten pligter.

Disse pligter har alle, både advokater, klienter og det omgivne samfund en interesse i bliver efterlevet. Og respekt for de regler, som beskytter klienten, er nødvendig for, at den særlige regulering af advokatbranchen kan forsvares og opretholdes.
Som tv-udsendelsen ”Den forsvundne advokat” og andre enkeltsager har illustreret, er det ikke alle advokater, som kan eller vil leve op til kravene.

Det duer ikke! Hverken advokatbranchen eller samfundet skal finde sig i, at nogle få advokater misbruger den særlige tillid, som er knyttet til advokattitlen til at mele deres egen kage på bekostning af oftest værgeløse klienter.
Advokatrådet søger konsekvent at slå ned på disse advokater for at få dem til at opføre sig ordentligt – og hvis dette ikke lader sig gøre, forsøger vi helt at få dem stoppet.

Nogle af de sager, Advokatrådet tager op til behandling, viser imidlertid, at det inden for rammerne af de gældende regler kan være svært for Advokatrådet som tilsynsmyndighed at trænge til bunds i sagerne. Nogle gange skyldes dette, at den advokat, der er i søgelyset, modarbejder sagens oplysning, andre gange at advokaten slet ikke er mulig at kontakte. I sådanne situationer er Advokatrådets muligheder for at reagere begrænsede, fordi vi kun i klientkontosager har mulighed for at gennemtvinge de nødvendige undersøgelser.

Advokatrådet må også erkende, at tiden, fra vi rejser en sag – enten ved at indgive politianmeldelse eller rejse tiltale ved Advokatnævnet – til sagen er afgjort, ofte er for lang.
Det kan være svært at lave om på. Sager, som kan ende med, at en person får frataget sit levebrød, må i et retssamfund naturligvis behandles med både omtanke og grundighed. Modhensynet er åbenlyst. Mens sagerne behandles, kan ”de brodne kar” nå at lave mange ulykker, og det er ikke acceptabelt.

Jeg tror, tiden er inde til at udstyre Advokatrådet med mere effektive tilsynsbeføjelser. Samtidig må det overvejes, om det ikke er nødvendigt at forbedre mulighederne for, at nævn og domstole kan gribe hurtigt ind i de grove sager. Et middel kunne være at udvide mulighederne for at træffe midlertidig afgørelse om suspension af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Advokatrådet vil nu indlede en dialog med Justitsministeriet, Rigsadvokaten og Advokatnævnet om, hvordan vi – bedre end nu – kan sikre, at vi får stoppet advokater, som groft eller gang på gang tilsidesætter reglerne om god advokatskik.

Selv det bedste og mest effektive tilsyns- og disciplinærsystem vil dog ikke kunne hindre, at nogle få advokater groft tilsidesætter deres pligter. Det vil også i fremtiden give ubehagelig medieomtale. Vi må imidlertid sikre, at der ikke kan rejses berettiget kritik mod advokatmyndighedernes evne til at håndtere sådanne sager.