Advokaten 4 Corporate Governance i statsselskaber

Print Print
13-04-2004

Af advokat Christian Scherfig, næstformand i TV2/Danmark A/S' bestyrelse og advokatfuldmægtig Mads Ilum, Lindh Stabell Horten
Rapporten Staten som aktionær beskriver den praktiske udøvelse af statsligt ejerskab.

Corporate Governance (god selskabsledelse) har været på erhvervslivets dagsorden i Danmark gennem snart mange år. Senest har Fondsbørsens komite for god selskabsledelse primo 2004 offentliggjort en rapport som en fortsættelse og forankring af den rapport og det arbejde, der blev udført af det såkaldte Nørby-udvalg, der blev nedsat af den daværende erhvervsminister i marts 2001.

Corporate Governance debatten angår alle forhold, som påvirker den måde, hvorpå et selskab bliver ledet og har det mål at udforme regler (anbefalinger), der fremmer en økonomisk effektiv ledelse.

Den overvejende del af debatten har primært fokuseret på de Corporate Governance problemer, der knytter sig til selskaber med en spredt ejerkreds. Debatten har således særligt omhandlet den interessekonflikt, der kan opstå mellem ledelsen og ejerne i børsnoterede selskaber. Ledelsen kan f.eks. prioritere meget kortsigtede mål, et flot hovedsæde eller andet, der gør, at aktionærerne kunne have opnået et højere afkast af deres investeringer i en anden virksomhed. Helt centralt i debatten står således aktionærernes mulighed for at udøve kontrol med og gribe ind over for ledelsen.

Corporate Governance debatten er imidlertid også interessant uden for kredsen af børsnoterede selskaber. Regeringen nedsatte på denne baggrund en arbejdsgruppe med deltagelse af Finansministeriet, Trafikministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet, der skulle udarbejde retningslinjer for den praktiske udøvelse af det statslige ejerskab. Resultatet af arbejdsgruppens arbejde foreligger nu i en rapport fra januar 2004 med titlen Staten som aktionær.

I rapporten Staten som aktionær nævnes det, at den overordnede målsætning for både staten og det statsejede selskab er, at selskabet skal drives professionelt på en sådan måde, at det vil være muligt at inddrage private medaktionærer – også selvom privatisering ikke er aktuelt for det pågældende selskab. Således har Corporate Governance som ledelsespolitik en direkte relevans også for aktieselskaber med statslig deltagelse, idet selskabets ledelse som sigtepunkt må drive selskabet på en sådan måde, at det vil være attraktivt for andre end staten at være (med)ejer af selskabet.

Det må på denne baggrund forventes, at statsselskaber i stigende omfang vil vælge at følge den trend til en stigende grad af åbenhed og gennemsigtighed i selskabernes anliggender, der de senere år har været blandt børsnoterede selskaber og andre selskaber med en større aktionærkreds. En øget åbenhed og gennemsigtighed, som også på dette område kun kan hilses velkommen.

Det må forventes, at statslige aktieselskaber – der flere steder i den selskabsretlige lovgivning er sidestillet med børsnoterede selskaber – vil følge anbefalingerne i Nørby-udvalgets rapport fra 2001 og den nye rapport fra Fondsbørsens komite for god selskabsledelse. Man kan forestille sig, at selskaberne på lige fod med mange børsnoterede selskaber og i overensstemmelse med Københavns Fondsbørs' anbefalinger i deres årsrapport forholder sig til de anbefalinger, som fremgår af Nørby-rapporten, herunder de ændringer og justeringer i anbefalingerne, som bliver foreslået i den nye rapport fra Fondsbørsens komite for god selskabsledelse. Dette kan gøres ud fra devisen ”comply or explain”, altså enten følges anbefalingerne eller også gives der en forklaring på, hvorfor man har valgt ikke at følge anbefalingerne.

Rapporten Staten som aktionær indeholder selv en række anbefalinger, forventninger og krav til statsselskaberne, der i vidt omfang må forstås som et supplement til de anbefalinger for god selskabsledelse, der findes i Nørby-rapporten og rapporten om god selskabsledelse.

Som følge af statsaktieselskabets særlige ejerstruktur og det faktum, at statslige aktieselskaber ofte opererer på områder, hvor der er særlige sektorpolitiske målsætninger, er flere af anbefalingerne mv. i statens rapport dog særegne for netop disse selskaber, og visse af anbefalingerne i Nørby-rapporten og rapporten om god selskabsledelse vil af samme grund ikke kunne overføres på det statslige aktieselskab. Sektorpolitiske målsætninger kan imidlertid ofte indkapsles i sektorlovgivning eller håndteres gennem indgåelse af servicekontrakter mellem staten og de statsselskaber, der leverer ydelserne.

Til forskel fra Nørby-rapporten og rapporten om god selskabsledelse, der alene indeholder ikke-bindende anbefalinger, så indeholder rapporten Staten som aktionær både krav, som selskaberne skal følge, og anbefalinger og forventninger, hvis retlige natur må antages at være som Nørby-rapportens ikke-bindende anbefalinger. Meget fornuftigt er det dog forudsat, at anbefalingerne mv. må tilpasses det enkelte selskabs særlige situation.

Det siger sig selv, at der særligt i aktieselskaber, hvor staten er eneaktionær eller kontrollerende aktionær på særlige områder, som f.eks. ansvarsfordelingen og kommunikation til og fra ejeren (staten), må gælde andre reguleringer i forhold til privatejede aktieselskaber. Således forvaltes ejerskabet af en fagminister med ansvar over for Folketinget, ligesom der – hvilket forekommer helt naturligt – bør være en koordineret kommunikation mellem selskabets bestyrelse og ministeren, der sikrer, at ministeren er velorienteret om selskabets forhold og økonomiske udvikling. På sådanne områder er der behov for andre anbefalinger end dem, vi finder i Nørby-rapporten og rapporten om god selskabsledelse. Disse findes i statens rapport.

På andre områder er der væsentlig lighed mellem de situationer ledelsen i et statsaktieselskab og et privat aktieselskab befinder sig i, hvilket også afspejler sig i anbefalingerne. Som eksempel herpå kan det nævnes, at det i rapporten Staten som aktionær, med hensyn til bestyrelsens størrelse og sammensætning er anført at:

”Staten vil som aktionær løbende vurdere, om bestyrelserne for selskaberne med statslig deltagelse følger de anbefalinger og retningslinier, der stilles til børsnoterede aktieselskaber, med hensyn til de enkelte medlemmers uafhængighed og karakteristika – alder, anciennitet, øvrige erhverv osv.”

Anbefalinger og retningslinjer må i denne sammenhæng antages at henvise til blandt andet Nørby-rapporten og rapporten om god selskabsledelse. På denne måde er denne del af disse rapporter meget hensigtsmæssigt gjort til en bestanddel af statens egen rapport. Med hensyn til bestyrelsens opgaver og ansvar er der ligeledes væsentlige lighedspunkter mellem anbefalingerne til de børsnoterede selskaber og anbefalingerne mv. til de statsejede selskaber. Det er i statens rapport forudsat, at bestyrelsen i et statsligt aktieselskab er det øverste selskabsorgan, der skal tage stilling til alle væsentlige beslutninger, der går ud over den daglige drift.

Også vedrørende åbenhed og gennemsigtighed er der en betydelig lighed mellem de anbefalinger, der fremgår af Nørby-rapporten, rapporten om god selskabsledelse og statens egen rapport. Således forventes det f.eks. af de største statslige aktieselskaber, at de aflægger årsrapport i henhold til de internationale regnskabsstandarder IAS/IFRS fra 2005, ligesom det forventes, at der bliver aflagt kvartalsrapporter. Også ikke- finansielle oplysninger som miljøpåvirkninger, arbejdsmiljø, videnressourcer samt etiske og sociale forhold forventes offentliggjort.

Med hensyn til ledelsens aflønning forventes hvert enkelt bestyrelsesmedlems eventuelle bonusordninger og udnyttelse af disse beskrevet i årsrapporten. På samme måde forventes aflønningen af de enkelte medlemmer af direktionen, herunder den faste løn og principperne for eventuel incitamentaflønning og bonusordninger, dækkende beskrevet i årsrapporten. Hermed lægger de statslige aktieselskaber sig på linje med flere af de børsnoterede selskaber, f.eks. ISS og TDC.

Som et godt eksempel på, at anbefalingerne mv. til de statslige aktieselskaber dog på visse områder også tilsigter at varetage andre og bredere hensyn end anbefalingerne for de privatejede børsnoterede aktieselskaber, skal slutteligt nævnes, at en afbalancering af mænd og kvinder i bestyrelsen ifølge statens rapport bør indgå i overvejelserne ved sammensætningen af bestyrelsen i statslige aktieselskaber.

Rapporten Staten som aktionær er udtryk for, at staten vil udøve et aktivt ejerskab, dog under behørig respekt for den enkelte bestyrelses beslutningskompetence.  

Corporate Governance er, som det fremgår, ikke kun en debat, der pågår i de børsnoterede selskaber i Danmark. Også for de statslige aktieselskaber er debatten i fuld gang, også selvom privatisering ikke umiddelbart er det fremtidige sigte. Dette skyldes selvsagt, at Corporate Governance debatten i bund og grund er udtryk for, hvordan et selskab – det være sig et stort børsnoteret selskab, et mindre kapitalselskab med et begrænset antal ejere eller som statslige aktieselskaber – bedst drives særligt til fordel for aktionærerne, men også for selskabets øvrige stakeholders. At problemstillingerne nødvendigvis varierer i forhold til ejerforholdene betyder ikke, at Corporate Governance debatten ikke er hensigtsmæssig ud over på det oprindelig tilsigtede område, nemlig de børsnoterede selskaber med en spredt ejerkreds. Det er derfor en glæde, at der også i bestyrelserne i de statslige aktieselskaber for fremtiden skal diskuteres Corporate Governance.

Det kan slutteligt nævnes, at bestyrelsen i TV2/Danmark A/S, som led i udøvelsen af Corporate Governance i selskabet, har implementeret de forslag og ændringer, som følger af rapporten Staten som aktionær.