Advokaten 2 Når snakken handler om andet end jura

Print Print
16-02-2004

Af advokat og retsmægler Kasper Mortensen, Advokatfirmaet Poul Schmith
I retsmægling opstår ideerne til en løsning af konflikten ofte når parterne bare får lov at snakke løs og f.eks. fortælle om fælles oplevelser. Og løsningen kan ligge ganske langt fra den, retten ville have fundet frem til.

Jeg er tilknyttet forsøgsordningen som retsmægler ved Københavns Byret. Da forsøgsordningen blev indledt, var vi fire mæglere. Efterfølgende er der blevet tilknyttet yderligere to, så vi i dag er seks: Tre dommere og tre advokater. Vi holder jævnlige møder, hvor vi dels drøfter praktiske forhold vedrørende forsøgsordningen, men nok så meget udveksler vi erfaringer fra de mæglinger, som vi har deltaget i. Disse møder er meget nyttige og udbytterige, og det er min oplevelse, at der faktisk ikke er den store forskel på, hvordan dommere og advokater udfylder rollen som mægler.

I København tilbydes der standardmæssigt mægling i alle sager samtidig med, at sagsøgte opfordres til at indlevere svarskrift, og i de fleste af de sager, som jeg har modtaget, startes mæglingen på grundlag af stævningen og svarskriftet. Når parterne har aftalt mægling, bliver sagerne fordelt til en af mæglerne efter et listeprincip. I vistnok et enkelt tilfælde har parterne bedt om, at mægleren skal være dommer, hvilket ønske blev efterkommet, men ellers fører listeprincippet til, at sagerne bliver ligeligt fordelt mellem mæglerne. Fordelingen administreres af byretten, og i det hele taget har samarbejdet med byretten og de deltagende dommermæglere fungeret overordentlig godt.

Når jeg modtager sagens akter fra byretten indkalder jeg parterne til et mæglingsmøde. Det varierer noget, hvor hurtigt mæglingsmødet kan berammes. Som regel lykkes det at finde et tidspunkt der ligger 3-4 uger senere, men i nogle tilfælde går der noget længere tid.

Når snakken går..
Forud for mæglingsmødet gennemgår jeg typisk de foreliggende processkrifter og sagens bilag, således at jeg har et overordnet billede af, hvad tvisten vedrører, men jeg går sjældent i detaljer, og ganske ofte forløber mæglingsmødet på den måde, at drøftelserne kommer til at handle om noget ganske andet end det, der er lagt vægt på i skrifterne. Det skyldes ikke, at advokaterne ikke er i stand til at skrive processkrifter. Årsagen er, at jeg på mæglingsmøderne sædvanligvis beder parterne fortælle om forhold, som egentlig ikke er relevante for en streng juridisk afgørelse af den konflikt, som de er havnet i. Og når først parterne kommer i gang, så griber den ene historie den anden, og efter et stykke tid kan vi være kommet meget langt væk fra det emne, som er retssagens genstand. Det gør møderne lidt længere, end det måske er nødvendigt, men i de fleste af mine sager har mæglingsmødet dog ikke varet mere end 2-3 timer. Nogle gange har vi så skullet mødes igen.

Det er meget bevidst, at jeg lader parterne fortælle løs. Dels bliver de i reglen lidt tryggere af at få lov til at tale om ting, som ikke direkte relaterer sig til den konflikt, som egentlig er på bordet. Nogle gange kan de få lov til at fortælle om gode fælles oplevelser, som kan mindske spændingen mellem dem. Andre gange kan de få luft for nogle aggressioner, og bølgerne kan gå lidt højt, men indtil videre er det lykkedes at få dem ned på jorden igen, og tit viser det sig, at snakken går lettere, når først trykket er taget lidt af. Derudover bruger jeg de oplysninger, som parterne kommer frem med, til at gøre mig overvejelser om forskellige elementer, som måske kan bruges som en indgangsvinkel eller som byggesten i en mulig aftale. Jeg har et par gange oplevet, at en af de deltagende advokater er brudt ind i forløbet med en bemærkning om, at ”dette da umuligt kan være relevant,” men min oplevelse er, at parterne faktisk er glade for at få lov til at snakke lidt friere, og jeg har endnu ikke været ude for, at parterne blankt har afvist at fortælle om forhold, som umiddelbart kan forekomme at være helt irrelevante – og nogle gange også er det.

Når jeg virker som mægler, føler jeg mig ubundet af den ”rigtige” juridiske løsning, og jeg forsøger at samle informationer om parternes tidligere, nuværende og eventuelle fremtidige forhold til hinanden, med henblik på at lede efter eventuelle løsninger, som ikke nødvendigvis kun omfatter det spørgsmål, som retssagen angår, men som favner bredere og inddrager forhold, som ret beset ligger uden for retssagens rammer. Det kan være noget så banalt, som at den ene part giver den anden part en undskyldning for en stødende bemærkning, eller det kan være mere komplekse elementer.

Nogle gange lykkes det, andre gange ikke. I de sager, hvor tvisten er opstået efter et enkeltstående eller kortvarigt forretningsmellemværende, og hvor parterne ikke for fremtiden skal have noget med hinanden at gøre, er det ikke så let at finde frem til ”kreative” løsninger. Disse sager er så til gengæld karakteriseret ved, at begge parter som regel har et ønske om en hurtig afslutning og er mere tilbøjelige til en rask beslutning om at ”dele”. Omvendt gælder det i f.eks. familiesager, at der er flere muligheder for fantasien, men at parterne har bekriget hinanden i årevis og nu er nået så langt ned i skyttegravene, at ingen af dem er villige til at række den anden så meget som en lillefinger.

Mægleren skal styre processen
Som mægler kan jeg ikke afgøre parternes konflikt, og i det hele taget er mine beføjelser begrænset til at bestemme, at jeg ikke vil fortsætte retsmæglingen. Jeg er ikke afskåret fra at udtale mig om, hvad jeg anser for et sandsynligt resultat af en dom, men det er ikke en mulighed, som jeg gør brug af, og jeg har ikke oplevet at parterne har savnet sådanne tilkendegivelser fra min side.

Derimod søger jeg altid at styre selve processen, og et af de værktøjer, som jeg har haft allermest glæde af, er muligheden for at foreslå separatmøder. Et separatmøde er et møde, hvor jeg kun er sammen med den ene part, og hvor parten under fortrolighed kan delagtiggøre mig i oplysninger, som vedkommende helst vil holde tilbage fra modparten. Jeg har f.eks. brugt separatmøder i en sag, hvor vi var nået frem til, at tvisten kunne afgøres ved at dele et pengebeløb. Under separatmøder med parterne fik jeg oplyst, hvad ydergrænserne for deres respektive forligsvilje var, og på basis heraf kunne jeg konstatere, at der var et fælles grundlag for et forlig, som så blev nået efter yderligere et par separatmøder. 

Det er i den forbindelse afgørende for parterne at vide, at jeg som mægler ikke varetager nogen af parternes individuelle interesser. Jeg er repræsentant for aftalen, og hele mit virke består i at hjælpe parterne frem til en løsning. Det er så op til parterne at vurdere, om de vil gå ind for den løsningsmulighed, som jeg kan hjælpe dem med at finde frem til. Her er det min erfaring, at parterne har stor gavn af, at deres advokater deltager i mæglingsmødet. Dels for at rådgive om rent juridiske forhold, hvilket jeg ikke gør, men især fordi advokaterne under separatmøderne er gode til at hjælpe deres klienter med at tegne et billede af konsekvensen af, at der ikke bliver indgået en aftale. Det har stort set undtagelsesfrit været min oplevelse, at de deltagende advokater arbejder positivt og konstruktivt under mæglingsmøderne, og jeg er overbevist om, at jeg i mange situationer ville være ”strandet” på et tidligt tidspunkt, hvis parterne ikke havde haft deres advokater med.

Min væsentligste erfaring er dog nok, at det i alle mine sager ville have været gavnligt, hvis parterne var gået til mægling på et tidligere tidspunkt, og ikke først var tyet til en retssag. Hvis mægling (mediation) virkelig skal få den succes, som instituttet vitterlig fortjener, så bliver det afgørende, at ikke mindst advokater arbejder for, at konflikter så tidligt som muligt søges medieret, og at man ikke bare forlader sig på, at det er en mulighed, der kan holdes i reserve, hvis modparten ikke er overbevist selv efter det fjerde processkrift.