Advokaten 2 Mægling i anden instans

Print Print
16-02-2004

Af advokat og retsmægler ved Vestre Landsret Keld Pagh, Dahl, Koch & Boll, Herning
Også i ankesager har retsmægling en funktion. Ofte viser ”vinderen” fra byretten sig at være villig til at give sig for at finde en løsning, begge er tilfredse med.

Indtil nu (januar 2004) har jeg gennemført retsmægling i ca. 10 sager – alle ankesager – og yderligere et antal sager er undervejs. Også en enkelt førsteinstanssag er udtaget til retsmægling. Umiddelbart skulle man ikke tro, at ankesager var egnede til retsmægling, men statistikken viser imidlertid, at retsmæglingen i ankesager ved Vestre Landsret har haft den højeste forligsprocent. Den ene af parterne har fra byretten trods alt en vundet sag, og man skulle derfor umiddelbart tro, at forligsviljen hos den vindende part ikke var stor, når man havde byrettens ord for, at man havde ”ret”. I de sager jeg hidtil har gennemført med positivt resultat – ved positivt resultat forstås forlig – er sagerne sluttet med et resultat, som ikke kunne opnås ved en domstolsafgørelse. I alle tilfælde har ”den vindende part” fra byretten givet betydelige indrømmelser til ”den tabende part”, og i to af sagerne har den vindende part sågar helt opgivet kravet efter retsmæglingen. For ankesager gælder måske det specielle, at man har fået en byretsdommers vurdering af sagen og dermed et bud på, hvad en juridisk løsning på sagen kan være. Herved kan det måske være lettere for begge parter, og måske specielt den vindende part, at vise en vis imødekommenhed over for den tabende part i en retsmægling.

Hvilke sager egner sig?
Vestre Landsret afgør under forberedelsen i hvilke sager, der skal tilbydes retsmægling. Såfremt parterne er uenige i landsrettens egnethedsvurdering, kan parterne blot afslå tilbuddet, idet retsmægling forudsætter, at begge parter er indstillet på at deltage. Princippet for landsrettens screening er således ”hellere et tilbud for meget end et for lidt.”

De sager, jeg hidtil har modtaget til retsmægling, har været meget forskelligartede, blandt andet sager om vejret, hævd, bilhandel, løsørekøb, mangler ved fast ejendom, skifte af fællesbo, ansættelsesforhold, entrepriseforhold, it-leverancer og ophævelse af forhandleraftale. Alle civile sagstyper er således i princippet egnede til retsmægling – det afgørende er dog, at der fra begge parters side er en forligsvilje og en vilje til at ”bevæge sig” i forhold til byrettens dom eller de i øvrigt indtagne standpunkter. I en enkelt sag har jeg været udsat for en part, som var fuldstændig urokkelig i sit standpunkt og allerede ved mæglingsmødets start udtalte, at ”uanset hvad, der under mødet kom frem, havde han ret og således ikke var indstillet på at give sig, samt at han var 100 % sikkert på, at han fik medhold i landsretten.” Med en sådan indstilling er det ganske overflødigt at gennemføre et mæglingsmøde, og efter ganske kort tid kunne jeg konstatere, at mægling var fuldstændig umulig. Det er en god ide, at parterne inden mødet gør sig tanker om eventuelle alternative eller utraditionelle løsninger på sagen.

Parterne
Parterne i de sager, jeg indtil nu har modtaget til retsmægling, har været såvel privatpersoner som virksomheder. Det er mit indtryk, at parterne i ankesager mellem firmaer/professionelle parter har været mere ”forligsmindede” end i sager mellem privatpersoner. Fra enkelte af sagerne har jeg haft det indtryk, at den fra byretten vindende part har haft en betydelig vilje til forlig og måske samtidig viser lidt ”storhed”, da vedkommende tidligere har fået rettens ord for at have ret. Under mæglingsmøderne har jeg haft den oplevelse, at pengene ikke altid har været altafgørende, og under andre mæglingsmøder er det kommet frem, at den ene af parterne har haft en meget svag økonomi, og at sagen således ud fra økonomiske overvejelser er forligt. Jeg har eksempel på, at den vindende part i byretten under mæglingen helt frafaldt kravet mod den anden part, da det et godt stykke inde i mæglingsmødet kom frem, hvor dårlig modpartens økonomi var. Ligeledes har jeg eksempel på, at der i en sag blev etableret en afdragsordning, også begrundet i en parts dårlige økonomi.

Mæglingsmødet
Straks efter, at sagen er modtaget fra Vestre Landsret, orienteres parternes advokater om, at jeg er udpeget som retsmægler. Samtidig indkaldes til mæglingsmøde med forslag til fem mødetidspunkter, typisk inden for et par måneder. Der afsættes tid fra kl. 13.00 med tilkendegivelse af, at resten af dagen er reserveret. Alle retsmæglinger har indtil nu været afsluttet med et enkelt møde med typisk varighed på 2-3 timer. Som hovedregel finder mødet sted på mit kontor. Jeg lægger vægt på, at parterne er repræsenteret ved en person, der er i stand til at træffe beslutning i sagen og anbefaler også, at begge parter er repræsenteret ved advokat. Indtil nu har alle parter været repræsenteret ved advokat.

Mødet forløber altid under en meget afslappet og uformel form og som en form for rundbordssamtale. Sammen med indkaldelsen til mødet er fremsendt en af Justitsministeriet udarbejdet standardaftale, som skal underskrives af parterne og retsmægleren forud for mæglingsmødet. Ved mødets start sikrer jeg mig, at parterne har gennemgået aftalen med deres respektive advokater, og i øvrigt gennemgår jeg i hovedtræk aftalen og redegør for, hvad jeg forventer, der skal ske under mødet. I den forbindelse lægger jeg stor vægt på, at begge parter er til stede frivilligt, og at de på et hvilket som helst tidspunkt kan forlade mødet.

Endvidere gør jeg opmærksom på, at min opgave ikke er at foretage nogen juridisk vurdering af sagen men i første række at lede mødet, lytte til hvad der kommer frem og eventuelt på baggrund heraf fremkomme med løsningsforslag eller understøtte de løsningsforslag, som parterne eller advokaterne fremkommer med under mødet. Jeg pointerer også, at jeg ikke har kendskab til de under sagen fremlagte bilag og processkrifter, idet jeg typisk alene har gennemlæst byrettens dom m.m. Der udleveres ikke dagsorden, og der laves ikke skriftligt referat fra mødet.

Efter min indledende orientering og eventuel besvarelse af opklarende spørgsmål giver jeg herefter ordet til den part, der har anket byrettens dom og beder vedkommende med egne ord redegøre for, hvorfor han er utilfreds med byrettens afgørelse, og på hvilke punkter han specielt ønsker den ændret. Det er vigtigt, at det er parten selv og ikke advokaten, der kommer med indlægget på dette stadie. Parten får således lejlighed til at fremkomme med alt, hvad der ligger vedkommende på hjertet – også og ikke mindst det ikke-juridiske. Denne del af sagen og disse for parten måske meget væsentlige argumenter kommer typisk ikke frem i en retssal. Det er vigtigt, at parten får lejlighed til at tale ud og således hverken bliver afbrudt af modparten eller af andre.

Modparten får herefter lejlighed til med egne ord at fremkomme med vedkommendes opfattelse af sagen og får lejlighed til at kommentere, hvad der er kommet frem. Under denne indledende del af sagen er det vigtigt, at parternes advokater har en meget tilbagetrukken rolle, og alene bistår med eventuelle opklarende faktuelle bemærkninger. Der skal således ikke ske nogen sædvanlig forelæggelse eller dokumentation – og under ingen omstændigheder procedure. Det er vigtigt at holde sig for øje, at det er parternes tvist og ikke advokaternes. Det er parterne selv, der skal forsøge med bistand fra retsmægleren at løse konflikten.

Når parterne hver har haft lejlighed til under et eller flere indlæg at redegøre for sagen, og det således over for retsmægleren er præciseret hvilke synspunkter, der er vigtige for parterne, kan der afholdes separate møder med hver af parterne samt disses advokater. Disse møder foregår i fortrolighed, og det pointeres over for parterne, at retsmægleren ikke refererer fra mødet over for den anden part, medmindre der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil. Under disse separatmøder kommer der ofte ting frem, som ikke er kommet frem under det indledende møde, hvor begge parter var til stede, og under sådanne separatmøder kan retsmægleren komme med forslag til indrømmelser eller forlig. Med parternes accept kan forligsforslag fremsættes som mæglerens forslag og ikke partens, og derved være mere ”spiseligt” for modparten.

Mæglingsmødet skulle gerne afsluttes med, at parterne på mødet indgår forlig. Hidtil har jeg overladt det til parternes advokater selv at formulere forligsteksten, og i de sager, som er forligt, meddeler jeg herefter blot landsretten, at sagen er forligt, og at landsretten vil høre nærmere fra sagens parter. I de sager, der ikke er forligt, orienterer jeg landsretten om, at retsmæglingen har været forgæves, men jeg orienterer naturligvis ikke landsretten om, hvad der i øvrigt er kommet frem under selve mæglingsmødet, idet dette foregår i fuldstændig fortrolighed.

Advokatens rolle
Efter min erfaring er det vigtigt, at partsadvokaten deltager i mæglingsmødet, men advokatens rolle er ikke som i en traditionel retssag. I en retsmægling skal advokaten understøtte klienten og ikke procedere som i en retssag. Det er vigtigt, at det er klienten selv, der taler sin sag og får lejlighed til at fremkomme med det, vi med juridiske øjne/ører måske vil anse for uvæsentligt. Det er helt sikkert væsentligt for parten selv at få det frem, og ofte vil modparten have mere forståelse for sådanne synspunkter end for traditionelle juridiske argumenter. Advokaten kan understøtte klienten med faktuelle eller opklarende oplysninger, men der skal ikke ske nogen egentlig dokumentation som under en retssag.

I de retsmæglinger, jeg hidtil har gennemført, har partsadvokaterne forstået deres rolle og har været i stand til på en god og konstruktiv måde at understøtte klienten. Under retsmæglingen oplever jeg advokaten i en anderledes og mere afslappet rolle end i en traditionel retssag. Specielt ved separatmøderne med retsmægleren, parten og partsavokaten fornemmer jeg et samspil mellem retsmægleren og advokaten. Jeg fornemmer ofte, at retsmægleren under disse separate møder kan fremkomme med argumenter over for parten, som advokaten tidligere har fremført, men som klienten ikke har været tilstrækkelig lydhør overfor. Under disse møder er det vigtigt, at partsadvokaten er konstruktiv og kan fremkomme med løsningsforslag, også af ikke-juridisk karakter.

Advokat eller dommer
Ved de i forsøgsordningen medvirkende embeder er der udpeget lige antal dommere og advokater som retsmæglere. Det er hensigten, at sagerne skal fordeles nogenlunde ligeligt mellem dommere og advokater. Såfremt parterne har specielle ønsker med hensyn til, om det skal være en dommer eller en advokat, der skal være mægler, imødekommes disse ønsker i videst muligt omfang. Vi har gennemgået stort set samme uddannelsesforløb, men på trods heraf er der givetvis betydelige forskelle i den måde, de enkelte advokater og de enkelte dommere gennemfører mæglingsmødet på. Det kan både være forskelligt fra sag til sag og fra person til person, idet der ikke findes nogen præcis opskrift på, hvorledes et mæglingsmøde skal gennemføres.

Hvorfor vælge retsmægling?
Ved at vælge retsmægling frem for traditionel domsforhandling vil der være en betydelig tidsmæssig besparelse. Berammelsestiden ved landsretten er betydeligt længere end ved retsmægling. Mæglingsmødet vil typisk være af kortere varighed end en domsforhandling. Mæglingsmødet foregår under mere afslappede og uformelle former, og mæglingsmøder vil typisk slutte på en måde, der indebærer, at parterne har en positiv holdning til hinanden. Med retsmægling vil der kunne opnås løsninger, som parterne selv har indflydelse på, løsninger også af utraditionel art samt løsninger, som ikke vil kunne opnås ved en domstolsafgørelse. Resultatet af en retsmægling kan således være to vindere og ikke to tabere. Omkostningerne ved en retsmægling vil typisk også være betydeligt mindre end ved en gennemført domsforhandling.

Mægling før anlæg af retssag
Det vil også være muligt for parterne at vælge mægling/mediation inden anlæg af retssag. Herved spares retsafgiften. Herudover vil advokatomkostningerne kunne reduceres betydeligt, idet det i forbindelse med mediation ikke er påkrævet med en lang udførlig stævning og øvrige processkrifter. En meget kortfattet opsummering af sagens fakta og parternes uoverensstemmelser vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt til at danne grundlag for, at mediation påbegyndes. Parterne kan i fællesskab vælge en mediator. Såfremt de ønsker en advokat, kan Mediatoradvokaterne (en forening, der blev stiftet i januar 2003 på initiativ af Advokatsamfundet) fremsende en liste over uddannede danske mediatoradvokater. Listen kan også ses på www.mediatoradvokater.dk