Advokaten 12 Om ”Det fleksible advokatfirma”

Print Print
07-12-2004

Af advokat(H) Allan Ohms, partner i Forum Advokater (www.forumadvokater.dk) og medlem af Advokatrådets Udvalg for drift af advokatvirksomhed

Hvordan får vi ”det fleksible advokatfirma”. Forfatteren giver et bud på vejen mod bedre rammer – det hævdes, at der ikke findes genveje, kun en målrettet indsats kan ændre noget. Og ansvaret herfor begynder hos det enkelte individ – partner eller ansat, det gør ingen forskel.

Advokatrådets Fremtidsforum har nedsat en fokusgruppe bestående af 13 advokater fra hele landet. Gruppen har netop udgivet rapporten ”Det fleksible advokatfirma”, hvor temaet er at beskrive, hvordan det kan gøres attraktivt for unge advokater at fortsætte i advokatbranchen, også efter at de har fået børn og at beskrive problemstillinger omkring arbejdstid, ledelse og ansættelsesvilkår i relation til ønsket om at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen.

  • Arbejdet mundede ud i en ønskeseddel med ni punkter:
  • Tryghed i ansættelsen
  • En ordentlig personaleledelse
  • Karriereplanlægning
  • Åbenhed
  • Fleksibel arbejdstid og mulighed for nedsat tid
  • Fleksible og differentierede karriereforløb
  • Accept af titlen ”ansat advokat” som en reel karrierevej
  • Opgør med ”op-eller-ud-princippet”
  • Forum for erfaringsudveksling

Jeg anbefaler læsning af rapporten. Emnet er væsentligt, og som forhenværende ung advokat har jeg lyst til at bidrage til debatten med nogle erfaringer om de tanker, jeg har gjort mig om det at skabe en bedre arbejdsplads eller på nu-dansk: et fleksibelt advokatfirma.

Hver enkelt advokat skal selv bidrage – ellers rykker det ikke
Rammerne, som de yngre advokater gerne vil have forbedret, er ikke så forskellige fra den tid, vi andre kan huske. Hvorfor er det så stadig et problem?

Desværre kan vi jo ikke bare ringe efter en bedre verden. Vi skal skabe den selv. Det gælder også de (bedre) rammer rapporten efterlyser. Hvordan gør vi så det? Jeg har søgt svaret i lang tid, og jeg kan desværre ikke fremlægge en let løsning, men jeg har et bud på det: Hvis vi vil have gode rammer, så skal vi være bedre til at tage ansvar for os selv. Det enkelte menneske skal i højere grad koncentrere sig om egen udvikling og forbedring. Og i mindre grad være optaget af, om andre er gode nok, eller om der på et tidspunkt vil falde en perfekt verden ned fra himlen. Du skal konkurrere med dig selv, ikke med din partnerkollega. Skærper du din egen indsats, skærper du opmærksomheden på dine egne muligheder, og holder du koncentrationen, så vil du rykke fremad.

Hvis min artikel var skrevet til et amerikansk advokatblad, kunne jeg her have nævnt, at jeg startede som selvstændig i 1985, efter at min chef havde fyret mig, fordi han fandt mig uegnet til at skaffe klienter. På det tidspunkt var denne chefholdning måske forud for sin tid, men jeg synes det lød fornuftigt, at hvis du ikke kan skaffe kunder i butikken, så må du ud på lageret. Chefen – en sympatisk og dygtig mand (nu pensioneret sammen med firmaet) – advarede mig venligt mod at fortsætte i branchen, men da jeg desværre hverken kan synge eller gå på line, følte jeg mig tvunget til at forblive i denne snævre del af underholdningsbranchen, hvor jeg dog havde lært nogle få grundtrin. Jeg havde ingen kunder, men banken viste mig den venlighed at tro på et behov for en ny selvstændig advokat i en by med 30 kolleger, som bød den nye advokat velkommen ved at klage over, at han annoncerede efter kunder til butikken. I dag er vi omkring 50 mennesker i en moderne virksomhed, der forsøger at skabe gode rammer for alle os, der bruger den bedste del af vores liv her. Og det går faktisk godt efter lidt hårdt arbejde de første 19 år. Det resultat er blandt andet – men naturligvis langtfra alene – forårsaget af en evig kamp om at forbedre mig. Jeg lyttede til den chef, der fyrede mig og tænkte, at så måtte jeg jo ændre mig og gøre det anderledes og bedre, f.eks. begynde at gå til reception, annoncere og fortælle, at jeg har varer på hylden. Og så måtte jeg arbejde lidt mere, end jeg gjorde som ansat. Jeg husker en lørdag, hvor jeg lå og skurede garderobeskabet, og min revisor ringede. Jeg klagede min nød: ”Søren, jeg er træt af at ligge med røven i vejret og skure garderobegulv på en lørdag.” Men revisor fortalte, at jeg havde ikke råd til at betale andre for det (i dag har vi nedlagt garderobeskabet). De, der kender mig, kan næsten ikke forestille sig, at det kan have været ringere, og vi ved sammen, at jeg har en kæmpeopgave i at udvikle mig. Men noget er dog nået, og eksemplet siger et eller andet for mig, og hvis en læser eller to kan bruge det, så er jeg glad.

Arbejdslivskvalitet
Læge Søren Ventegodt skrev for nogle år siden en udmærket lille bog om arbejdslivskvalitet *). Jeg vil advare læseren om, at de følgende linier kan indeholde barske realiteter – eller opfattes som banaliteter. Jeg tror, det er mere barskt end banalt. Alle, der har arbejdet med disse ting vil vide, at det ikke er så enkelt, og at vanskeligheden giver sig udtryk i alt fra hovedrysten over opgivenhed til en tro på, at de, der dog forsøger, er moralister (især hvis det ikke lykkes i de første ti forsøg). Det kan også siges sådan: emnet er så svært håndterbart, at det er fristende at benægte dets eksistens. Fortrængning og selvtilstrækkelighed kommer farende som ”redningsmænd” – jeg tror det er dyrt købte ”redningsmænd”.

Det er Ventegodts pointe, at livskvalitet på arbejdet ikke kun handler om god løn og frynsegoder, men mere om arbejdsglæde, mening med arbejdet, og det at kunne skabe reel værdi til gavn for andre. Mennesket har brug for at være værdifuldt for andre, for selv at opleve livsglæde, selvtillid, værdighed og mening i livet. At være til nytte. Dit eget liv får værdi, når du skaber værdi for andre. Det er det, arbejdet dybest set går ud på, mener han. At skabe værdi i fællesskab med andre, og at bidrage ved at være rigtig god til det, du laver. Og at kunne lide det, fordi du laver det, du allerhelst vil, og fordi du udvikler dig i det. Det lyder salvelsesfuldt, og budbringeren kan let risikere at blive skudt, hvis vedkommende ikke er helt på linie med Vor Herre. Alligevel drister jeg mig til at postulere, at vi hermed har fået arbejdslivskvalitetens fire nøgleord lagt på bordet. De kunne kaldes et fornuftigt bud på de fire krav, der bør stilles til ”Det fleksible advokatkontor”:

Livskvalitet: At leve et godt liv, både på livets overflade og i dybden.
Mesterskab: At være virkelig god til det du laver.
Fællesskab: At mestre samarbejde og ledelse.
Reel værdiskabelse: At skabe produkter af reel værdi for omverdenen.

Ad 1  – Livskvalitet: Det indgår ikke i strategien i – endsige interesserer – ret mange advokatfirmaer. Det anses af de fleste advokatfirmaer (fejlagtigt) for en privatsag. Det bør vi ændre.

Ad 2 – Mesterskab: Alt for mange steder kommer uddannelsespolitikken som en gul reklametryksag fra Advokaternes Serviceselskab – og ikke som en samlet uddannelsespolitik tilrettelagt efter den enkeltes karriereplan (som heller ikke findes). Det bør vi ændre.

Ad 3 – Fællesskab: Det er fint at ønske ledelse, men det er svært at lede advokater, som aldrig har lært samarbejde. De fleste advokater mener, at samarbejde må være forbeholdt pædagoger og skolelærere. Vi er nødt til at lære det! Selvom det ligger os uendelig fjernt. Ellers kan vi ikke ledes! Kun få advokater ville kunne begå sig i det virkelige erhvervsliv, hvor fleksibilitet, lytten til og respekt for andres meninger forventes. Det bør vi ændre.

Ad 4 – Reel værdiskabelse: Vi løser ikke opgaver og problemer, men ”sager”. Vi synes udtrykket ”merværdi” hører til hos popsmarte reklamebureauer og ikke i advokatvirksomheden (som vi kalder et advokatkontor). Vi alene vide. Det bør vi ændre.

Den irriterende sandhed er, at det gode liv ikke kan hentes via en ønskeseddel, en rapport eller en overenskomst. Det kommer kun ved hårdt arbejde hver eneste arbejdsdag fra hver enkelt arbejdstager – og dét paradoks synes tabubelagt også i advokatbranchen. Den, der gør dette gældende, vil altid møde betydelig modstand og mistænksomhed. Og dermed holder vi bekvemt hinanden ude fra et bedre arbejdsliv.

Sammenhold og interesse er en nødvendighed
I den moderne advokatvirksomhed skal vi sammen være med til at skabe rammer for, at vi medarbejdere kan opleve arbejdspladsen som et fitnesscenter, hvor den daglige træning fokuserer på personlig og faglig udvikling. Derved får den enkelte et bedre (men ikke ”lettere”) arbejdsliv. I modsætning til de kendte fitnesscentre koster det ikke penge. Men på samme måde som i fitnesscentret koster det dagligt blod, sved og tårer. Det koster en personlig indsats at blive bedre. **) Det kan ikke nås alene i den almindelige arbejdstid. Vi snyder os selv, hvis vi bliver ved med at lade, som om vi kan ændre verden ved at skrive papirer og rapporter uden opfølgende handling fra hvert enkelt menneske.

Min forventning til de mennesker, der tager ansvaret for at lede nutidens og fremtidens advokatvirksomheder, er, at de interesserer sig for medarbejderudvikling. Men lederne kan ikke løse opgaven alene – og her har vi nok en væsentlig pointe også i relation til efterlysningen af ”personaleledelse”: Personaleledelse forudsætter selvledelse, dvs. at den enkelte i det mindste forsøger at være fleksibel og flytbar. Derfor må vi advokater spørge hinanden: Vil vi være med til at tænke og agere anderledes – i hverdagen, selvom det er svært? Kun derved kan vi skabe de arbejdspladser unge advokater eftersøger. Til gengæld kan vi blive uovervindelige og tiltrække de bedste. Og det har både unge og ældre advokater en betydelig interesse i. ***)

Noter:
*) Arbejdslivskvalitet. At blive værdifuld for sig selv og omverdenen. ISBN 87 90190 10 6 .

**) Det kan også udtrykkes mere barskt: ”Det svære er ikke at finde ud af, hvad du vil med dit liv, men at leve efter det. Vanskeligheden ved at kultivere sin ånd, smerten ved at leve med længsel og savn, strengheden ved at vente uendelig tålmodigt, barskheden, der ligger i at leve strategisk, behersket og disciplineret. Kendskabet til livets mening forudsætter at du finder din kampånd frem og kæmper dit livs kamp imod dig selv, din egen sløvhed, dumhed, ugidelighed og magelighed, for ganske gradvis at generobre livet.” Søren Ventegodt, Arbejdslivskvalitet, s. 35.

***) Jeg er medlem af Advokatrådets Udvalg for drift af advokatvirksomhed og dermed har jeg påtaget mig et aktivt medansvar for at være med til at påvirke tanker om vores branches fremtid. Dette indlæg er alene skrevet for egen regning.