Advokaten 12 Forenklet inkasso-proces

Print Print
07-12-2004

Af advokat Mai-Brit Hauge Garval (L), Advokatfirmaet DELACOUR

Som det vel er de fleste der til daglig arbejder med retslig inkasso bekendt, blev den 31. marts 2004 fremsat forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (forenklet inkassoproces). 1)

Forslaget blev vedtaget den 09. juni 2004 (lov 450/2004), og loven træder i kraft 1. januar 2005.

Lovens formål er at lette inddrivelsen af ubestridte pengekrav.

Reglerne gælder dog kun forfaldne pengekrav på højst kr. 50.000,00. Ved opgørelsen medregnes ikke renter, udenretlige sagsomkostninger og sagsomkostninger.

Ændringerne af retsplejeloven går kort fortalt ud på, at der indføres regler – et nyt kapitel 44 a – hvorved der skabes mulighed for ved indlevering af et betalingspåkrav til fogedretten at opnå et fundament som efter at være forelagt debitor kan danne grundlag for udlægsforretning. Den samlede inddrivelse – etablering af grundlag for tvangsfuldbyrdelse og iværksættelse af udlægsforretning – vil altså kunne ske på grundlag af blot én anmodning.

Der er tale om et valgfrit alternativ – fordringshaver kan fortsat vælge at anlægge almindelig (inkasso-)retssag.

Ændringen af retsafgiftsloven indebærer en afgiftslempelse på op til kr. 1.220,00 kr. for så vidt angår krav, hvor der ikke fremsættes indsigelser, og behandling sker i én samlet sagsgang. For behandling af tvistsager bliver retsafgiften den samme, uanset om sagen startes op med et betalingspåkrav eller en stævning. 2)

Der er ikke ved loven gennemført ændringer af reglerne om møderet, men af bemærkningerne fremgår, at Justitsministeriet har iværksat høring af bl.a. Dommerforeningen og Forbrugerrådet omkring spørgsmålet om at give autoriserede inkassovirksomheder adgang til at indlevere betalingspåkrav på kreditors vegne samt give møde i fogedretten, dette dog forudsat der ikke skal ske forhandling af en tvist.

I det følgende vil de nye regler kort blive gennemgået, hvorefter vil følge nogle generelle overvejelser om disse, herunder nogle overvejelser om de retssikkerhedsmæssige problemer, som reglerne efter forfatterens opfattelse kan give anledning til, navnlig såfremt der – som varslet – bliver fremsat forslag om opgør med advokaternes eneret til at repræsentere fordringshaver.

Fremgangsmåden                                                                                                                                                                                                                              Betalingspåkrav
Et betalingspåkrav hvis nærmere indhold er fastsat ved § 477 b (parternes navne og adresser, fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes mv.) indleveres til fogedretten i den retskreds, hvor der er værneting efter RPL kap. 22, dog således at hvis sagen ønskes fortsat som udlægsforretning, skal påkravet indgives til den fogedret, hvor der endvidere er værneting efter § 487, stk. 1 – altså som hovedregel til fogedretten i den retskreds, hvor debitor har bopæl.

Fordringshaver skal fra starten træffe nogle valg, som tillige skal fremgå af betalingspåkravet, jf. § 477 b, stk. 4:

  1. skal betalingspåkravet forkyndes for skyldneren, såfremt udlæg er udelukket efter § 490 (”fredningsreglen”),
  2. skal udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser,
  3. skal retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter og om indlevering af kopier af betalingspåkravet, jf. § 477b, stk. 5, og en sådan blanket forventes udarbejdet.

Det skal fremhæves at det af § 477b, stk. 2 fremgår, at før påkrav kan indleveres, skal der til skyldner være fremsendt en påkravsskrivelse (inkassoskrivelse), der opfylder betingelserne i Inkassolovens § 10, stk. 2 og 3. Og 10-dages fristen skal være udløbet, medmindre der foreligger omstændigheder som er omfattet af Inkassolovens § 11. Dette krav gælder uanset om Inkassoloven i øvrigt finder anvendelse, og manglende overholdelse er afvisningsgrund, jf. § 477c!

Indlevering af betalingspåkrav er et retsligt skridt, der afbryder forældelse, og et betalingspåkrav med påtegning vil udgøre et særligt retsgrundlag i relation til Forældelsesloven af 1908.

Prøvelse og forkyndelse
Fogedretten foretager herefter den prøvelse, som i dag sker forud for afsigelse af udeblivelsesdomme i civile sager. Opfylder påkravet ikke kravene i 477 a og 477 b afvises sagen eller der meddeles frist til afhjælpning.

Fogedrettens prøvelse omfatter også renter og udenretlige sagsomkostninger, jf. bemærkninger til § 477c. Sådanne krav skal altså også være behørigt begrundede i sagsfremstillingen.

Er påkravet i orden fastsætter fogeden sagsomkostninger 3), og påkravet gives påtegning herom, hvorefter forkyndelse iværksættes.

Finder § 490 (”fredningsreglen”) anvendelse, og har fordringshaver anmodet om, at forkyndelse da skal undlades, vil sagen dog blot allerede her blive returneret sammen med retsafgiftspligten.

Indsigelser
Har skyldner indsigelser mod kravet, skal disse fremsættes skriftligt over for fogedretten inden 14 dage fra forkyndelse af betalingspåkravet, dog 4 uger hvis forkyndelse er sket i udlandet, herunder Færøerne og Grønland.

Det videre forløb afhænger herefter af, om fordringshaver ved indleveringen af betalingspåkravet har anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning. I bekræftende fald vil betalingspåkravet være at sidestille med en stævning, og sagen vil overgå til almindelig retssagsbehandling. Og ellers vil sagen blot blive sluttet, betalingspåkravet sendt retur til fordringshaver og debitor underrettet herom – fordringshaver må så overveje om og hvordan sagen ønskes fortsat…

Ingen indsigelser
Kommer der ikke indsigelser, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne.

Betalingspåkrav med påtegning har samme bindende virkning som en dom, og hvis fordringshaver fra starten har anmodet herom, vil tvangsfuldbyrdelse blive iværksat på grundlag heraf uden ny/særskilt anmodning herom. Der fastsættes ikke en fuldbyrdelsesfrist, og tvangsfuldbyrdelsen kan således iværksættes straks.

Dvs. at der nu vil blive indkaldt til møde i fogedretten med henblik på gennemførelse af sædvanlig udlægsforretning – medmindre debitor i mellemtiden har afgivet insolvenserklæring…

Genoptagelse/Kære
Ligesom det gælder ved udeblivelsesdomme er der mulighed for genoptagelse, hvis skriftlig anmodning herom fremsættes inden 4 uger – dog undtagelsesvis inden for 1 år. Det er i så fald fogedretten, som genoptager sagen, og genoptagelsen kan betinges af betaling af/ sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. Genoptages sagen annulleres påtegningen, og sagen overgår til almindelig retssagsbehandling.

Fogedens afgørelser kan kæres efter kap 53.

Retsafgift                                                                                                                                                                                                                                                          For indlevering af betalingspåkrav betales kr. 400,00, jf. RAL § 15 a stk. 1.

Hertil kommer kr. 300,00, hvis kreditor ønsker udlæg iværksat uden fornyet anmodning, men ikke ønsker retssagsbehandling indledt, hvis der fremsættes indsigelser.

Ønskes retssagsbehandling indledt, hvis der fremsættes indsigelser, men ikke udlæg foretaget betales i stedet yderligere kr. 100,00 + procentafgift 2% af den del af kravet der overstiger kr. 6.000,00. Ønskes både retssagsbehandling og udlæg betales yderligere kr. 300,00 + procentafgiften.

Hele afgiften skal betales med det samme, men tillæggene bortfalder i det omfang, de ønskede retsskridt alligevel ikke bliver relevante. Og hele afgiften vil bortfalde, hvis debitor er ”fredet”, jf. RPL § 490, og kreditor har bedt om, at forkyndelse i denne situation ikke iværksættes.

(Der skal fortsat betales tillægsafgift kr. 400,00 for eventuel udkørende fogedforretning eller politifremstilling).

Kommentarer                                                                                                                                                                                                                                         Generelt
Generelt har der længe været enighed om det ønskværdige i at få mulighed for en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse, og lovforslaget/loven er da også generelt blevet budt velkommen.

Også politisk var der bred enighed om vedtagelse af loven, der blev vedtaget enstemmigt med 98 stemmer.

Der er da også absolut tale om en forenkling. Rent praktisk indebærer loven således mulighed for at spare en sagsgang, nemlig indbringelse af dommen for fogedretten (og det hermed typisk forbundne arbejde i form af domsrykker, opgørelser, undersøgelse af adresseforhold og selve fremsendelsen til fogedretten).

Hertil kommer i øvrigt det til tider væsentlige forhold, at prioritetsstillingen for udlæg, jf. RPL § 526, stk. 1, regnes fra indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten.

Retssikkerhed
At det bliver nemmere og billigere at gennemføre inddrivelse af mindre fordringer, er naturligvis i sig selv en forbedring af retssikkerheden for de pågældende fordringshavere.

Navnlig mindre erhvervsdrivende må således forventes i højere grad at ville gennemføre inddrivelse af mindre fordringer, som ellers ville være opgivet på forhånd ud fra en afvejning af, at tid og omkostninger ikke står mål med resultatet – hvilket jo også netop var formålet!

Dette navnlig henset til, at det jo står fordringshaver frit for at ”stoppe processen”, såfremt debitor (mod forventning) gør indsigelse mod kravet – vel at mærke uden at have ”ofret” mere end kr. 400,00.

Da debitorerne fortsat har samme lette adgang til at fremkomme med indsigelser – betalingspåkravet skal ligesom en inkassostævning forkyndes for debitor, og debitor skal herefter blot meddele fogedretten, at der er indsigelser, en nærmere specifikation af indsigelserne er ikke påkrævet – sker forenklingen i sig selv ikke på bekostning af debitors retssikkerhed.

Imidlertid må påpeges at forarbejderne lægger op til, at den kontrol, fogedretten skal foretage, inden betalingspåkravet sendes til forkyndelse, kan ske på grundlag af en indstilling fra kontorpersonalet. Og når så sagen efterfølgende skal foretages i fogedretten, vil denne typisk være beklædt af en kontorfuldmægtig. Om end selve beslutningen om at sende betalingspåkravet til forkyndelse skal foretages af en jurist, vil stort set hele sagsbehandlingen altså kunne foretages af ikke-juridisk personale.

(Det kan selvfølgelig indvendes, at også civilrettens kontorpersonale kan foretage den indledende sagsbehandling i relation til inkasso-stævninger/udeblivelsesdomme – men nyt er jo at begge led i inddrivelsen omfattes: både etablering af grundlag for fuldbyrdelse og fuldbyrdelse).

Betænkelighederne herved bliver så meget desto større, hvis der åbnes mulighed for, at betalingspåkrav kan indgives på fordringshavers vegne af inkassobureauer.

Hvor sagen er indgivet af en advokat, vil jo her være foretaget en ”indledende prøvelse” – bl.a. en vurdering af, om der må forventes indsigelser, hvilket jo er afgørende for, om betalingspåkravet kan anvendes.

Advokatens adfærd er her under tilsyn af Advokatnævnet, og det skal i den forbindelse fremhæves, at uanset der er sket praksisændring efter Højesterets dom af 15/10-2003 (U2004.994H) ses (endnu) ikke taget stilling til den situation, at et bestridt krav tages til inkasso, uden at advokaten forholder sig til de fremsatte indsigelser...5)

Man bør ikke se bort fra at inkassobureauernes ansatte sjældent vil være juridisk uddannede, hvormed der alt andet lige vil være en langt større risiko for, at eventuelle problemer ikke erkendes/opdages. Og man bør navnlig ikke se bort fra, at her ikke er en tilsvarende kontrolinstans eller tilsvarende nemme adgang til at klage. 6)

Man kan heller ikke se bort fra, at betalingspåkravet reelt er et procesdokument, der skal opfylde tilsvarende krav som en stævning, og som vil blive betragtet som en stævning, såfremt der fremsættes indsigelser. 7) Man vil herved komme i konflikt med RPL § 261, og for så vidt betalingspåkravet skal retur til fordringshaver for dennes underskrift vil en stor del af formålet med forenklingen gå tabt.

Større forenkling havde været ønskelig                                                                                                                                                                                                Som også anført af bl.a. Advokatrådet 8) havde en større forenkling af reglerne og nedsættelse af gebyrerne været ønskelig, og navnlig er det ærgerligt, at fristen for, hvornår der skal betales ny retsafgift, ikke er blevet forlænget, fx fra de nuværende 3 måneder til 12 som foreslået af Advokatrådet. Dette navnlig henset til at der desværre ikke sjældent er sådanne problemer med at få forkyndt indkaldelsen af debitor, at 3-måneders fristen af den grund overskrides allerede inden første faktiske møde.

Da en væsentlig ”tidsrøver” ofte er forkyndelsen, kunne en yderligere forenkling fx bestå i, at man allerede i forbindelse med forkyndelse af betalingspåkravet indkaldte til møde i fogedretten.

Den beløbsmæssige grænse for reglernes anvendelse, synes også lidt tilfældig, da behovet for en enkel proces jo kan være det samme for fx den murermester, der står med et ubestridt krav på 80.000,00. Grænsen er imidlertid fastsat i overensstemmelse med Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag og Retsplejerådet peger selv på mulighed for en senere ændring/forhøjelse.

Da reglerne med sikkerhed vil give en væsentlig større arbejdsbyrde for fogedretterne, vil en afgørende forudsætning for reglernes succes i praksis endvidere være, at fogedretterne tilføres de fornødne ressourcer, så forenklingen ikke ”drukner i ophobede sagsbunker”…

Noter                                                                                                                                                                                                                                                                    1) 2003/1 LSF 219. Lovforslaget tager udgangspunkt i Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag fremsendt til justitsministeren december 2002.

2) Dette for at undgå at valget mellem stævning eller betalingspåkrav påvirkes af afgiftsmæssige hensyn, jf. LFS pkt. 3.10.2.

3) Landsretspræsidenternes vejledende takster forudsættes anvendt, jf. bemærkningerne til § 477c.

4) I den forbindelse skal bemærkes at der foretages konsekvensændring af RPL § 17a, stk. 3, således at kontorfunktionærer også kan træffe afgørelse om afvisning af betalingspåkrav, hvis debitors navn og adresse er angivet så unøjagtigt, at forkyndelse ikke er mulig, jf. § 477d, stk. 2 – altså tilsvarende hvad gælder for stævninger, jf. § 350, stk. 2.

5) Jf. artikel af Pia Birkegård, Advokatnævnets sekretariat, Advokaten 2 2004, side 43.

6) Også Forbrugerrådet har udtrykt bekymring, netop under henvisning til de forskelle, der er på advokater og inkassobureauer, jf. Forbrugerrådets høringssvar af 22. april 2004 til Justitsministeriet om spørgsmålet.

7) Det fremgår da også af Advokatrådets supplerende høringssvar, at det netop var en væsentlig forudsætning for det fælles forslag fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening, der ligger bag lovforslaget, at betalingspåkravet alene kan indgives af en advokat, jf. Advokatrådets supplerende Høringssvar af marts 2004.

8) I Høringssvar 2004 vedr. lovforslaget, tilgængeligt på www.advokatsamfundet.dk).