Advokaten 12 Advokater vil fortsat arbejde ”pro bono”

Print Print
07-12-2004

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Advokater har en lang tradition for at rådgive, herunder yde bistand til retssager uden betaling eller med så ringe betaling, at det langtfra giver et dækningsbidrag, der lader sig sammenligne med, hvad man kunne have opnået ved at påtage sig en anden opgave.

Pro bono arbejdet i sin mest rene form udføres af mange advokater i deres daglige virke på egne kontorer og også gennem de seneste år i advokatvagtordninger rundt omkring i landet. Ordningen er landsdækkende, og mange advokater møder op en gang om ugen for at give gratis anonym rådgivning. Enhver borger kan – uanset indkomstforhold henvende sig og få rådgivning om juridiske problemer. Det er en service mere end 20.000 danskere benytter sig af hvert år.

Advokatvagten er ud over at være udtryk for en stor gruppe advokaters samfundssind, også et udstillingsvindue for advokatydelsen. Her når vi mange af de borgere, som ellers ikke ville nærme sig en advokat.
Advokatvagterne er et sikkerhedsnet under alle de andre retshjælpsordninger, som sikrer, at enhver borger i dette land – uanset indkomst –  eller forsikringsforhold har adgang til gratis rådgivning.

Offentlig retshjælp ved advokat er en ydelse, som af samfundet stilles til rådighed for den del af befolkningen, hvis indkomstforhold er så beskedne, at de opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. For denne rådgivning modtager advokaten et lille vederlag fra klienten og et lidt større vederlag fra staten. Det samlede vederlag er dog særdeles beskedent, og taksterne har ikke været justeret i 10 år. Selvom det aldrig har været hensigten, har offentlig retshjælp ved advokat derfor også antaget karakter af egentligt pro bono arbejde. For de fleste advokater er det ren tilsætning at udføre denne rådgivning, men arbejdet bliver ikke desto mindre udført.

Kommer det til en egentlig tvist, som skal afgøres ved domstolene, vil  nogle borgere kunne få fri proces, medens andre må ty til deres retshjælpsforsikring. I begge tilfælde skal borgeren have bistand fra en advokat, hvis salær som udgangspunkt ikke kan overstige de omkostninger, den tabende part efter landsretspræsidenternes takster skal betale til den vindende part. Disse takster er imidlertid ikke skabt for at regulere advokatens salær, og anvendelsen af dem vil ofte føre til, at salæret udmåles til et meget lavere beløb end det, advokaten med rette kunne have afkrævet sin klient, hvis sagen ikke var ført med fri proces eller forsikringsdækning. Da det i disse tilfælde er forbudt for advokaten at afkræve sin klient et supplerende salær, er der også i rigtig mange af disse sager et betydeligt element af pro bono arbejde – og alligevel bliver de ført af advokater.

De færreste vil vel mene, at advokater generelt set er naive eller dårlige forretningsmænd. Nogle kunne derfor fristes til at tro, at pro bono arbejdet er den pris, advokatbranchen må betale samfundet for at opretholde visse privilegier som f.eks. eneretten til at repræsentere andre under retssager og eneretten til at reklamere med juridisk rådgivning. Det har derfor fra nogle – heldigvis få – advokaters side været fremført, at en liberalisering af markedet for juridisk rådgivning gennem en ophævelse af vinkelskriverloven må føre til, at advokaterne må indstille pro bono arbejdet. Det har i denne forbindelse været anført, at det ikke kan være rimeligt, at advokaterne ganske gratis eller for et beskedent vederlag skal rette op på alle de fejl, som begås af alle mulige ukvalificerede rådgivere i et liberaliseret marked for juridisk rådgivning.

De, der forfalder til en sådan ”noget for noget” tankegang, overser imidlertid, at advokaternes mødemonopol i retterne og eneretten til at reklamere med juridisk rådgivning ikke er skabt for at beskytte advokaternes forretning, men for at beskytte den almindelige borger mod følgerne af ukvalificeret rådgivning, for at sikre en retspleje på et højt fagligt niveau og for at beskytte samfundet mod omkostningerne ved unødvendige processer.

Pro bono arbejde handler derfor ikke om, at vi udfører det, fordi vi bliver godt betalt for noget andet eller har standsprivilegier.
Alligevel er reaktionen forståelig, for det egentlige pro bono arbejde er jo det, der udføres i Advokatvagterne, og de ganske mange sager den enkelte advokat i sin praksis løser uden betaling, fordi klienten har et behov, der skal dækkes – betalingsevne eller ej.

Det har aldrig været meningen, at den offentlige retshjælp ved advokat skulle have et element af godgørenhed. Og det er helt åbenlyst urimeligt, at staten og forsikringsselskaberne tvinger advokaterne til – af hensyn til klientens retssikkerhed – at arbejde til langt lavere priser end markedsprisen. Dette medfører en  frustration som i et ubesindigt øjeblik kan få en og anden advokat til at sætte spørgsmålstegn ved, om advokater overhovedet bør udføre pro bono arbejde.

Dette bør der imidlertid ikke ske. Med den placering advokatstanden har i det danske samfund, og med de kerneværdier som er grundlaget for vores profession, kan der ikke rokkes ved, at advokater fortsat skal medvirke til at sikre, at alle individer i dette samfund har adgang til at få advokatbistand, når deres rettigheder er på spil – og dette uanset betalingsevne. Den omstændighed, at der synes at være politisk vilje til at slippe hvem som helst løs som juridiske rådgivere, bør ikke ændre på dette udgangspunkt. Og det bør heller ikke gøre en forskel for vores vilje til at hjælpe, om borgeren har bragt sig selv i vanskeligheder ved at benytte ukvalificeret juridisk bistand. Det gør jo ikke borgerens problem mindre.