Advokaten 11 Universiteterne og advokaterne

Print Print
09-11-2004

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Vidensamfund, videnøkonomi, videnservice – det fyger i disse år i debatten om vores samfund og dets fremtid med positive buzzwords, som indeholder ordet ”viden”. Det er ingen tilfældighed. Tørre tal kan godtgøre, at de erhverv, som er videntunge, spiller en stadig større rolle i de fleste højtudviklede landes økonomi. Derfor satses der fra politisk side meget på at sikre de bedst mulige rammevilkår for sådanne erhverv. På den politiske ønskeseddel står et øget samspil mellem erhvervsliv og de højere læreanstalter højt. I Danmark er disse ønsker særdeles velbegrundede, idet talmateriale fra regeringen viser, at Danmark på dette felt halter langt bag efter en række andre europæiske lande, som vi normalt gerne sammenligner os med.

For Advokatrådet er den naturlige kontaktflade til de højere læreanstalter de tre universiteter, som nu udbyder uddannelsen cand. jur.

Vi er et af de få erhverv, som på universitetsniveau har en egentlig professionsuddannelse. Advokater, dommere og anklagere skal efter retsplejeloven have en grunduddannelse som cand. jur. fra universitetet. Dette lovkrav har altid – om end med varierende styrke – reflekteret sig i sammensætningen af den uddannelse, universiteterne udbyder. Sådan bør det også være. Advokatbranchen er langt den største enkeltaftager af juridiske kandidater, og Advokatrådet har derfor en ganske særlig interesse i at sikre, at den juridiske kandidatuddannelse fortsat er egnet til at danne basis for den videre uddannelse til advokat.

Det er ikke en let opgave at løse, for på EU-plan arbejdes der ihærdigt på, inden for rammerne af den såkaldte Sorbonne-Bologna proces, at harmonisere universitetsuddannelserne på europæisk niveau. Dette kan f.eks indebære, at en person med en fransk bachelorgrad i jura har krav på at kunne bruge denne som basis for en dansk kandidatuddannelse, eller at en dansk bachelor kan tage væsentlige dele af sin overbygningsuddannelse eller den hele i en anden EU-stat.

Ganske vist arbejder advokater i stigende omfang på en international arena – og har derfor brug for allerede på kandidatuddannelsen at opdage, at der er en verden uden for Verona – men på den anden side vil det stille helt nye krav til indholdet af vores egen teoretiske advokatuddannelse, hvis vi ikke kan lægge til grund, at enhver som udstyres med titlen cand. jur. har visse basale færdigheder i de juridiske (nationale) discipliner, som er centrale for udøvelsen af advokaterhvervet.

I et erhverv, der som vores lever af at opbygge og anvende viden, gælder det, at den, der ikke er i udvikling, er under afvikling. For advokatbranchens udvikling er det derfor helt afgørende, at den enkelte advokat i hele sit erhvervsaktive liv løbende efteruddanner sig. Det har de fleste forstået og lysten til at dygtiggøre sig er stor blandt langt de fleste advokater. Dette hænger selvfølgelig sammen med de stadigt stigende krav, klienterne stiller til advokatydelsen i henseende til både dyb specialviden og det store overblik – herunder også forretningsmæssig indsigt. Vi må dog erkende, at der også er advokater – måske endog dem med størst behov – som ikke løbende udvikler deres kompetencer. Det kan give hele advokatbranchen ridser i lakken, for resultatet af, at en mindre del af branchen ikke efteruddanner sig, kan blive kvalitetsproblemer, som kan skade hele branchens omdømme. Derfor må vi formentlig se i øjnene, at det er nødvendigt, at vi indfører obligatorisk efteruddannelse for alle Advokatsamfundets medlemmer.

Hvad enten vi har frivillig eller obligatorisk efteruddannelse, er det under alle omstændigheder Advokatrådets pligt at sikre, at der er de nødvendige og relevante tilbud om efteruddannelse. Denne pligt – som fremgår af Advokatsamfundets vedtægter – lever vi i dag op til gennem Advokaternes Serviceselskab, som tilbyder en bred vifte af uddannelsestilbud spændende fra korte gå hjem kurser til langvarige uddannelsesforløb i mediation og skatteret på meget højt akademisk niveau.

Også her har universiteterne imidlertid en opgave at løfte. Det er ikke nok, at en række professorer stiller sig til rådighed som undervisere på Serviceselskabets og andre private kursusudbyderes kurser. Universiteterne bør som led i deres virke sikre, at den store viden, der er til stede, formidles til erhvervslivet, og at den nyeste forskning på denne måde gøres operationel.

Noget er allerede ved at ske. De juridiske fakulteter i både Århus og København udbyder allerede nu den såkaldte tompladsordning på overbygningsuddannelsens kursusfag. København har herudover oprettet nogle få kursusfag rettet direkte mod færdige kandidater. Det er sket uden kontakt til os, og det er mit indtryk, at disse uddannelsestilbud i forhold til vores branche er en velbevaret hemmelighed. Og måske er de heller ikke optimale. Det er næppe attraktivt for en advokat, som er forbi den første ungdom, at gå på kursus sammen med studerende, og de kursusfag, der udbydes specielt til kandidater, bør udvikles i samarbejde med os, hvis der skal sikres gennemslagskraft i advokatbranchen.

Mere fokus har der været på oprettelsen af et advokatprofessorat i København, på masteruddannelsen i mediation samme sted og på muligheden for på Aarhus Universitet at kombinere et ph.d. studium med ansættelse som advokatfuldmægtig.

Der kan imidlertid gøres meget mere, for at de betydelige intellektuelle ressourcer på de juridiske fakulteter i København, Århus og Odense aktiveres til gavn for advokatbranchen. Vi har behov for en løbende dialog om den juridiske kandidatuddannelse. Vi så gerne, at universiteterne i samarbejde med Advokaternes Serviceselskab engagerede sig mere aktivt i efteruddannelsen af advokater ved at tilbyde længerevarende uddannelsesforløb. Vi så gerne udviklet masteruddannelser specielt rettet mod advokatbranchen – på engelsk naturligvis, så også udenlandske advokater kunne tiltrækkes – og vi så gerne, at de længerevarende uddannelsesforløb, vi selv tilbyder, kunne kvalificeres som kompetencegivende, så de kan indgå som et led i nationale eller internationale masteruddannelser.

Der er nok at tage fat på – og det har vi gjort. Der er nu etableret kontaktudvalg til de juridiske fakulteter. Her vil vi presse på for at udbygge samarbejdet til gavn for begge parter.

Vores uddannelsespolitiske udvalg arbejder med en model for obligatorisk efteruddannelse for advokater, som vi forventer at kunne fremlægge inden Advokatmødet 2005 med henblik på at fremsætte forslag til Advokatudvalget. Endelig – men ikke mindst – arbejder Advokatrådets kursusudvalg med til stadighed at sikre, at Advokaternes Serviceselskab udbyder den rigtige uddannelse til den rigtige pris.

Alle disse tiltag suppleres – heldigvis – med en betydelig intern efteruddannelsesaktivitet i de enkelte advokatfirmaer og i advokatkæderne, med unge som drager til udlandet for at efteruddanne sig og med advokater, som deltager aktivt i både undervisning og forskning på de højere læreanstalter.

Der er grøde i advokatbranchen. Som alle andre videntunge serviceerhverv er vi i en stadig hurtigere løbende forandringsproces, som stiller store krav til kompetenceudvikling og omstillingsevne hos både advokatvirksomhederne og den enkelte advokat. Et bedre udgangspunkt for intensiveringen af samarbejdet mellem den juridiske forskning og advokaterne kan man ikke ønske sig.