Advokaten 10 Pensioner – et aktiv i ægtefælleskiftet?

Print Print
11-10-2004

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Gifter man sig uden andre papirer end vielsesattesten – og det gør de fleste i Danmark – er lovens ordning, at man får fælleseje af det, man medbringer i ægteskabet og det, som man erhverver under ægteskabet.
Lovgivers udgangspunkt er, at denne ordning styrker og betrygger familiedannelsen. Ved en skilsmisse skal det, som ægtefællerne måtte have opsparet under ægteskabet ligedeles.

Nogle aktiver behandles dog som så personlige, at de ikke skal deles. Pensionsordninger, hvoraf der består myriader, som er myldret frem siden ægteskabslovgivningens regler blev skabt, behandles forskelligt. Hvis der er tale om kapital/ratepensioner deles ordningerne deles. Hvis der er tale om løbende, livsbetingede ydelser, f.eks. tjenestemandspensioner eller almindelige pensionskassepensioner deles de ikke. Det sidste ud fra en betragtning om, at pensionen alene udbetales, såfremt opspareren når en vis alder og holder sig i live på det tidspunkt.

Højesteretsdomme har fastslået, at sådan er retstilstanden, men det fremgår tydeligt, at højesteretsdommerne finder det urimeligt og vilkårligt, at nogle pensionsordninger deles og andre ikke. Imidlertid finder Højesteret, at det er et lovgivningsspørgsmål at ændre på denne tingenes tilstand.

En sådan ændring er nu på vej. Det tegner til at blive en ordning med udgangspunkt i, at pensioner ikke deles, såfremt der er tale om sædvanlige eller rimelige pensionsopsparinger – hvad enten der er tale om løbende livsbetingede ordninger eller rate- og kapitalpensioner, altså uanset pensionsordningens form. Til gengæld skal usædvanlige eller urimelige pensionsordninger deles. Der arbejdes for en kompensation til den hjemmegående ægtefælle, som skal have del i den udearbejdende ægtefælles pensionsordning, uanset hvilken type denne måtte tilhøre, ligesom stor forskel i opsparingerne kan udlignes ved en økonomisk kompensation til den pensionsmæssigt dårligst stillede af ægtefællerne.

Det er fremskridt, at man sammenligner pensionsordninger, og det er fremskridt, at man kompenserer den, som ikke har haft mulighed for at spare op.
Der har i pensionsøjemed været overvejet en ordning, hvor alt, som er opsparet i pension før ægteskabet, ikke deles. Dette kunne synes en rimelig løsning, men måtte i så fald gælde for alle aktiver/passiver erhvervet før ægteskabets indgåelse.

De fleste vil uden tvivl synes, at det ikke er rimeligt at dele lige, hvis formueforholdet mellem ægtefæller er skævt, og der er tale om et kortvarigt ægteskab.
Videre synes sikkert de fleste ægtefæller, at de frit skal kunne aftale, hvad der skal gælde i deres forhold.

En gennemgang af reglerne om det økonomiske fællesskab mellem ægtefæller under og efter ægteskabets opløsning ligger underst i bunken af regler, som arvelovsudvalget har til behandling. Det burde være et emne for den ny Minister for Familie og Forbrugeranliggender at få denne lovgivning set efter i sømmene og få highlightet problemstillingen, som er relevant for alle danske ægtepar.

Den eksisterende ordning giver usikkerhed. Der er ikke aftalefrihed, hvilket der burde være. Ingen forstår – ej heller de advokater, som dagligt beskæftiger sig med det – de begrænsninger, der gælder i loven om ægteskabets retsvirkninger for hvilke former for særeje, der kan aftales.

Hvorfor er det f.eks. ikke muligt at aftale særeje og på forhånd aftale, hvilket bestemt beløb, den svagest stillede ægtefælle skal have i tilfælde af ægteskabets opløsning og f.eks. indeksregulere dette beløb? Det burde vel være bedre end at aftale fuldstændigt særeje, hvilket er muligt. Hvorfor kan man ikke – eller måske ikke – aftale, at de første f.eks. 200.000 kr. af friværdien i et hus er mandens eller hustruens særeje afhængigt af, hvem der har indskudt mest i forbindelse med husets køb umiddelbart efter ægteskabet?

Lovgivningen, som regulerer formueforholdene i ægteskabet, herunder hvilke aftaler, ægtefællerne kan indgå, trænger til modernisering. Moderniseringen tiltrænges ikke blot i nationalt, men også i internationalt perspektiv. Det burde være muligt at aftale hvilket lands lov, der skal gælde for reguleringen af formueforhold mellem ægtefæller, som måske er af forskellig nationalitet, og som gifter sig i et land, flytter til et andet og så et tredje land. For disse ægtefæller er det urimeligt, at de ikke i forbindelse med ægteskabets indgåelse kan aftale en formueordning, så man med sikkerhed kan vide, hvilken lov der vil gælde, uanset hvor man befinder sig på det tilfældige, eller i hvert fald på forhånd uberegnelige tidspunkt, hvor skilsmissen indfinder sig.

Præceptive regler er skabt for at beskytte en svag part. Præceptiviteten inden for ægteskabslovgivningen er uforståelig og beskytter ikke, men forvirrer. Reglerne om formueforhold mellem ægtefæller giver, som de gælder i dag, ikke retssikkerhed, men retsusikkerhed, og det er beskæmmende, at det regelsæt, som er gældende og har praktisk relevans for en så stor del af befolkningen er ufokuseret, ukendt og uden politisk interesse. Kolleger med kendskab til området ved, at de processuelle regler om ægtefælleskiftet er uvirksomme, og at den, som har det økonomiske og psykiske overskud, også typisk kan gennemtvinge den ønskede løsning – uanset modpartens formelle rettigheder.

Det hjørne af familieformueretten, som nu behandles i ægtefællepensionsudvalget, udgør den mest akutte tandpine i systemet. Det er muligt, at denne tand bliver trukket ud, men resten af tandsættet trænger også til eftersyn.
Nu.