Advokaten 10 Hvornår er en forsvarer ”bare” en advokat?

Print Print
11-10-2004

Af juridisk konsulent, advokat Rasmus Møller Madsen, sekretariatet

Selvom en advokat har tavshedspligt, kan retten pålægge en advokat at afgive vidneforklaring om det fortrolige forhold og dermed bryde tavshedspligten. Det gælder dog ikke for forsvarere. Men fra hvilket tidspunkt er man forsvarer? Det har Vestre Landsret for nylig haft lejlighed til at tage stilling til i en konkret sag, som Advokatrådet afgav udtalelse i.

I sagen havde en advokat repræsenteret en kvinde i en forældremyndighedssag. Retten besluttede at overføre forældremyndigheden over parrets tre børn til børnenes far. Samme dag kørte kvinden i bil de tre børn til en nærliggende skov, hvor hun forsøgte at slå børnene og sig selv ihjel ved forgiftning fra bilens udstødningsgas. Før eller under handlingen ringede kvinden til den advokat, der havde været beskikket for hende i forældremyndighedssagen. Advokaten førte herefter med kort mellemrum to telefonsamtaler med kvinden af ganske få minutters varighed. Samtidig alarmerede advokaten politiet, da han skønnede, at der var akut fare for både kvindens og børnenes liv. Kort efter kørte kvinden til en nærliggende rasteplads, hvor politiet ventede. Kvinden blev anholdt mistænkt for drabsforsøg mod de tre børn.

Kvinden anmodede under afhøringerne samme dag om, at hendes advokat fra forældremyndighedssagen blev beskikket som hendes forsvarer. Politiet kontaktede derfor advokaten, som samme dag deltog i den første afhøring af kvinden. I forbindelse med denne afhøring forsøgte politiet samtidig at afhøre advokaten om indholdet af de to telefonsamtaler, han tidligere samme dag førte med kvinden, mens hun opholdt sig i skoven med børnene. Advokaten nægtede under henvisning til sin tavshedspligt at udtale sig herom til politiet.

Den følgende dag blev kvinden fremstillet i grundlovsforhør. Samtidig blev advokaten beskikket som forsvarer for kvinden. I forbindelse med grundlovsforhøret dokumenteredes den politirapport, som blandt andet indeholder advokatens afvisning af at afgive forklaring til politiet.

Efterfølgende anmodede politiet retten om i medfør af retsplejelovens § 170 at pålægge advokaten at afgive forklaring om indholdet af de to telefonsamtaler. Forklaringen skulle anvendes til politiets overvejelse af, hvordan den endelige tiltale mod kvinden skulle udformes. Politiet angav, at man ønskede oplysninger om telefonsamtalerne, fordi de kunne være af betydning for, om der forelå frivillig tilbagetræden fra drabsforsøget.

Byretten besluttede, at advokaten ikke skulle afgive forklaring i sagen. Det fremgår af præmisserne, at retten finder, at advokaten ikke kan anses for forsvarer i sagen, og at spørgsmålet derfor må afgøres på baggrund af en vurdering af, om vidneafhøringen er af afgørende betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 170.

Statsadvokaten kærede afgørelsen til Vestre Landsret, og advokaten anmodede Advokatrådet om at involvere sig i sagen. Advokatrådet besluttede på grund af sagens særlige karakter og vidtrækkende betydning for hele advokatbranchen at afgive en udtalelse i sagen til brug for landsrettens afgørelse.

Advokatrådets udtalelse
Advokatrådet konkluderede i sin udtalelse, at vidneudelukkelsesreglen efter rådets opfattelse er til hinder for at afhøre en forsvarer under de nævnte omstændigheder. Advokatrådet anførte i den forbindelse en række synspunkter. I det følgende omtales alene Advokatrådets hovedsynspunkter i sagen.

Advokatrådet fremhævede, at det afgørende kriterium for, om en forsvars­advokat er vidneudelukket efter § 170, må være, om de oplysninger, advokaten ønskes afhørt om, baserer sig på det særlige tillidsforhold, der er kendetegnende for forholdet mellem en forsvarer og dennes klient. Den blotte rådsøgning om et strafbart forhold er således i sig selv tilstrækkeligt til, at den fuldstændige beskyttelse efter retsplejelovens § 170 indtræder. Det må i den forbindelse være uden betydning, om klienten er klar over, at der er begået et strafbart forhold, idet også en forespørgsel til advokaten herom ellers ville være behæftet med betydelig risiko for klienten. Det må endvidere være uden betydning, om der er sket beskikkelse af forsvareren, idet beskyttelsen indtræder uafhængigt af beskikkelsen, og idet beskyttelsen også omfatter en valgt forsvarer. Kernen i Advokatrådets synspunkt er, at den, der henvender sig til en advokat og f.eks. tilstår en forbrydelse, bør kunne være helt sikker på, at advokaten ikke kan pålægges at afgive forklaring som vidne herom.

Advokatrådet fandt ikke anledning til i sin udtalelse nærmere at kommentere baggrunden for politiets anmodning. I en anden sammenhæng kunne der ud fra en strafferetlig vurdering være grund til at overveje, om telefonsamtalerne mellem advokaten og klienten kan tænkes at have nogen som helst relevans for spørgsmålet om frivillig tilbagetræden.

Landsrettens afgørelse
Landsretten fastslog, at advokaten ikke kan pålægges at afgive vidneforklaring. Landsretten udtalte i den forbindelse følgende:
”Under telefonsamtalerne mellem [advokaten] og [sigtede] kl. 12.13 og kl. 12.24 var [sigtede] endnu ikke sigtet, men hverken hun eller [advokaten] kunne efter omstændighederne være i tvivl om, at sigtelsen mod [sigtede] meget muligt ville blive rejst. Efter de omstændigheder, der forelå, var det endvidere helt nærliggende, at [advokaten] i forbindelse med den forventelige sigtelse mod [sigtede] ville blive anmodet om at være hendes forsvarer, hvad han også blev.

Under disse omstændigheder kan det ikke pålægges [advokaten] at afgive forklaring som vidne om indholdet af de nævnte telefonsamtaler, jf. retsplejelovens § 170, stk. 2, eller denne bestemmelses analogi.”

Hvor står vi så nu?
Om end resultatet i sagen er tilfredsstillende, kan de citerede præmisser udlægges sådan, at beskyttelsen af forsvareren kun indtræder, hvis der er en tidsmæssig nærhed mellem advokatens modtagelse af oplysningerne og sigtelsen mod klienten for et strafbart forhold. Som nævnt er det Advokatrådets opfattelse, at det ikke kan være afgørende for, om en advokat skal have stilling som forsvarer, om der umiddelbart er udsigt til, at der rejses sigtelse mod klienten. Advokater vil kunne komme ud for, at en person henvender sig og tilstår et strafbart forhold og anmoder om rådgivning. Advokaten kan naturligvis ikke rådgive klienten i, hvordan klienten bedst muligt undgår, at forholdet opdages, men advokaten vil kunne rådgive klienten om de forventelige konsekvenser og vil i øvrigt ofte råde klienten til at rette henvendelse til politiet – eventuelt sammen med advokaten. Afslår klienten dette, må det efter Advokatrådets opfattelse være åbenbart, at advokaten ikke på et senere tidspunkt kan anmodes om at afgive forklaring om sin viden om sagen – heller ikke, selvom klienten har antaget en anden advokat som forsvarer.

Det er heldigvis sjældent, at retsplejelovens § 170, stk. 2, bringes i anvendelse over for advokater, og sagen viser, at domstolene er tilbageholdende med at pålægge advokaten at bryde sin tavshedspligt. I den konkrete sag tager landsretten desværre ikke mere generelt stilling til, hvornår en advokat overgår til at være beskyttet som forsvarer. Tilbage står, at der med afgørelsen stadig kan sættes spørgsmålstegn ved, om en advokat, der kontaktes på et indledende tidspunkt vedrørende et strafbart forhold kan garantere sin klient fuldstændig fortrolighed. Dette er efter Advokatrådets opfattelse yderst beklageligt og ikke i overensstemmelse med formålet med beskyttelsen af forsvarere i retsplejelovens § 170.