Advokaten 10 ”Det retfærdige honorar” og om kurators arbejde i konkursboer

Print Print
11-10-2004

Af advokat Michael Serring, Bech Bruun Dragsted

I Advokaten 2004 s. 193 ff. har retsassessor Helle Larsen og advokat Jens Paulsen givet deres respektive bud på fastsættelsen af et rimeligt honorar til bobehandlere, set fra henholdsvis skifterettens og bobehandlerens synsvinkel. Artiklen er en glimrende gennemgang af de forhold, der har betydning ved honorarets fastsættelse, og det er sandsynligt, at artiklen fremover vil være en del af referencegrundlaget ved eventuelle tvister om fastsættelsen af honorar til kurator (m.fl.). Så meget desto mere grund er der imidlertid til at fremkomme med bemærkninger på de få punkter, hvor artiklen ikke kan tiltrædes.

Det er generelt korrekt, at kurator løbende skal evaluere tidsanvendelsen i forhold til det sandsynlige resultat af det udførte arbejde, og at dette kan medføre, at visse opgaver nedprioriteres eller afsluttes på et forholdsvis tidligt stadie. Der er imidlertid en række opgaver, som i konkursloven er pålagt kurator og ikke blot kan overspringes uanset omfanget af midler til betaling af honorar herfor. Blandt disse opgaver er afdækningen af, om der må antages at foreligge omstødelige dispositioner, men ikke nødvendigvis retsforfølgningen heraf. Hvis kurator konstaterer dispositioner, som må antages at være omstødelige eller på anden måde at kunne give anledning til fremsættelse af krav og efterfølgende retsforfølgning, men hvor omkostningerne (arbejdet) ikke står i rimeligt forhold til det sandsynlige udbytte, kan kurator ved anvendelse af Konkurslovens § 137 overlade det til kreditorerne at overtage retsforfølgningen. Tilsvarende har kurator efter Konkurslovens § 110, stk. 4 en pligt til at orientere politiet, hvis der lader til at være grundlag for politimæssig efterforskning. Dette indeholder implicit en pligt for kurator til – i hvert fald i et vist omfang – at undersøge om der er sket noget, som kan være strafbart.

Ved cost/benefit-analysen af, om der f.eks. skal ske forfølgning af omstødelige dispositioner, og skifterettens efterfølgende bedømmelse af kurators salær herfor, må der også tages et vist generalpræventivt hensyn til at modvirke den udbredte opfattelse af, at der ikke er nogen grund til at opfylde sine forpligtelser over for et konkursbo, når der ”nok alligevel ikke bliver gjort noget ved det.”

Om retssager, som føres på konkursboets vegne, er det anført flere steder i artiklen, at arbejdet (for vundne sager) bør honoreres med de indvundne sagsomkostninger, og at det udførte arbejde herefter bør udgå ved opgørelsen af honoraret for kurators arbejde i øvrigt. Det anførte har formentlig rod i artiklen i Fuldmægtigen 1992 side 21 ff. Den automatiske sammenkædning af tilkendte sagsomkostninger og honoraret for at varetage retssagen er imidlertid ikke korrekt. Som anført i Advokatrådets redegørelse fra april 2004 om salæret i fri proces sager (side 3) er landsretspræsidenternes vejledende salærtakster, og dermed typisk også de tilkendte sagsomkostninger, ikke udformet til brug for fastsættelsen af advokatsalæret men til fastsættelse af, hvad den tabende part skal betale den vindende part til erstatning af udgifterne ved at føre sagen. De vejledende takster, og dermed typisk også de tilkendte sagsomkostninger, er ikke udtryk for, hvad der kan anses for at være rimeligt salær for en advokatydelse. Salæret må også for denne del af ydelsen opgøres på baggrund af de parametre, der generelt finder anvendelse ved salærets fastsættelse. Det er dog muligt, at taksterne (henholdsvis de tilkendte sagsomkostninger) kan være vejledende i tilfælde, hvor kurator ved en mere langvarig bobehandling anmoder om godkendelse af a conto honorar for denne ”del-entreprise” (og hvor der så ved den afsluttende salærfastsættelse ofte vil ligge en vis ”salærreserve” for denne del af arbejdet).

I forhold til pantsatte aktiver kan det naturligvis generelt tiltrædes, at panthaver i overensstemmelse med konkurslovens § 87 skal afholde ”rimelige omkostninger” påløbet ved håndteringen og afhændelsen heraf. I mere ”moderne” konkursboer angående navnlig virksomheder baseret på udvikling af produkter inden for f.eks. biotech eller IT kan det imidlertid meget vel forekomme, at der kan opstå tvivl om udstrækning af en pantsætning, som ved etableringen utvivlsomt omfattede hele ”produktet” men i kraft af den løbende udvikling af nye og forædlede versioner måske ved konkursens indtræden kun omfatter ”grundstenen” for produktet men ikke ”byggeklodserne”, som efterhånden er tilføjet. Der vil typisk ikke være nogen reel mulighed for at adskille de oprindelige ”grundsten” og de efterfølgende ”byggeklodser”, og det vil tilsvarende være nærmest umuligt at foretage værdifastsættelse adskilt. Disse tilfælde påkalder i særlig grad en forhandlingsløsning mellem kurator og panthaver, men også en fleksibel anvendelse af konkurslovens § 87. Det bør også påtænkes, at der ved en videreoverdragelse af det delvis udviklede produkt (rettighederne) både kan være samfundsmæssige hensyn i relation til udvikling af nyttige produkter og sparede omkostninger for konkursboet (og de øvrige kreditorer), hvis medarbejderne helt eller delvis kan følge med i en virksomhedsoverdragelse.     

Den på side 199-200 refererede afgørelse fra Østre Landsret (ØL B-2711-03) er (heldigvis) ændret ved Højesterets kendelse af 30. juni 2004 i sag 77/2004, således at omkostningerne i medfør af konkurslovens § 87 skulle have været medtaget i størstebeløbet og skulle betales ud over budsummen for ejendommen.

I relation til godkendelse af acontohonorar giver artiklen (side 200) indtryk af, at der ved den samme advokats fortsættelse fra rollen som tilsyn under en betalingsstandsning over i rollen som kurator for et efterfølgende konkursbo skal ske fastsættelse af honoraret ”under et”. Dette kan ikke fuldt ud tiltrædes, da der ikke er nogen grund til, at honoraret for arbejdet som tilsyn ikke indstilles til skifterettens godkendelse kort tid efter konkursdekretets afsigelse. Hvis kurator (det tidligere tilsyn) ikke sørger for at fremkomme med sin salærindstilling til skifterettens godkendelse relativ kort tid efter konkursdekretets afsigelse, vil kurator udsætte sig selv for risikoen for at komme i samme bås som den del af skyldnerne, der går konkurs, fordi de ikke sørger for at skrive deres regninger i tide, så der er de nødvendige midler til dækning af virksomhedens omkostninger.

En anden ting er, at der ved bedømmelsen efterfølgende af kurators honorar må tages hensyn til tilsynshonoraret, blandt andet fordi arbejdet som kurator alt andet lige må formodes at være af mindre omfang, når advokaten i forvejen har et godt kendskab til forholdene.   

I større og mere langvarige konkursboer kan en metode for kurators opnåelse af et acontohonorar, udover en eventuel ”entreprisemodel” med særskilt acontohonorar for klart afgrænsede opgaver, eventuelt være at anmode om godkendelse af et acontohonorar som uden for enhver tvivl efterlader en væsentlig ”reserve” og dermed også den nødvendige motivation for kurator til at færdiggøre boet, når dette i øvrigt bliver muligt. Ved godkendelse af et sådant acontohonorar kan der ske en imødekommelse fra skifterettens side af, at kurator jo ikke kan vente med at betale sine egne omkostninger indtil konkursboet er afsluttet og salæret godkendt.