Advokaten 1 Advokaten – den tabende part?

Print Print
13-01-2004

Af advokatfuldmmægtig Lise-Lotte Skovsager Gümoes, Advokatfirmaet Anders Hvass

Det var rystende læsning, der var at finde i artiklen ”Justitias dyre butik” af chefjurist Peter Andersen bragt i Lov & Ret nr. 3 2003: At Domstolsstyrelsens officielle forklaring på uoverensstemmelse mellem tilkendte sagsomkostninger og de faktisk afholdte udgifter til advokat er, at der ikke gives dækning, hvis man har antaget en meget dyr advokat, eller hvis advokaten har gjort sagen større end den faktisk var!

Det skal ikke afvises, at der kan findes eksempler på, at denne betragtning kan være rammende, men beklageligt er det dog, at denne betragtning er blevet generaliseret og endvidere udlagt på internettet til almindelig oplysning af folket. Set fra vores (advokatens) synsvinkel er forholdet nemlig snarere det, at de vejledende salærtaksters diskrepans i forhold til prisudviklingen ofte umuliggør en forsvarlig sagsbehandling, dersom udgifterne på sagen skal holdes inden for de vejledende salærtakster, hvorfor sagen i så fald må gøres mindre, end den faktisk er – for at anvende domstolenes terminologi – eller der må være tale om en ekstraordinær billig advokat.  Således synes Domstolsstyrelsens forfatter helt at have afskrevet f.eks. advokat Allan Ohms' betragtninger om den himmelråbende forskel mellem de honorarer, der udmåles/godkendes til syns- og skønsmænd, og udmålingen af procedurehonorarer[i], og advokat Claus Søgaard-Christensens bemærkninger om, at det er Advokatrådets opfattelse, at der i de vejledende proceduretakster for civile sager er for stort et spring op til de faktiske omkostninger for den vindende part[ii].

I dag forsøger både domstolene og Advokatsamfundet at styrke samarbejdet og forståelsen for de respektive arbejdsområder, f.eks. ved at der udpeges advokater til højesteretsdommere, gennem konstitutionsordningen og mediation som et fælles instrument. Det må derfor være på høje tid, at de sidste fordomme disse to institutioner imellem ryddes af vejen: På den ene side dommernes påstand om, at advokater generelt er for dyre eller blæser sagerne op. På den anden side advokaternes om, at dommerne ikke har forståelse for, hvor stort advokatens arbejde kan have været, fordi dommeren sjældent har læst på sagen og derfor kan spare gevaldig megen tid ved blot at være opmærksom under sagens forelæggelse.

Advokaterne har fået muligheden for at se dommerne over skulderen i kraft af konstitutioner, måske det var en idé at dommerne fik samme mulighed for at kigge advokaterne over skulderen?

Retsplejelovens § 312 – en programerklæring
I retsplejelovens § 312 hedder det sig, at ”den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne regel.” I bestemmelsens stk. 2 hedder det endvidere, at ”udgifter der ikke har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke,” at det er op til retten skønsmæssigt at afgøre, hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været fornødne, og at ”beløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud.” Endelig anføres det, at ”tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning eller overhovedet på anden måde end med et bestemt, i dommen fastsat beløb kan således ikke finde sted, selv om der derom foreligger overenskomst mellem parterne.”

Leder man efter årsagen til Domstolsstyrelsens betragtninger om udgifter til advokat i retsplejeloven, må man herefter konkludere:
1. At retten ofte finder skellig grund til at afvige fra hovedreglen om fuld omkostningsdækning eller

2. at udgifterne til advokat ofte findes ufornødne for sagens forsvarlige førelse eller

3. at alene øvrige udgifter, f.eks. til syn og skøn, skal erstattes fuldt ud, jf. herved retsplejelovens § 311 (i praksis efter regning), mens advokatsalær alene skal dækkes med et ”passende beløb” efter rettens skøn, hvor landsretspræsidenternes vejledende takster – bygget proportionalt op efter sagsgenstandens værdi – kommer ind i billedet, da det er med udgangspunkt i disse, at skønnet udøves.

Det kræver næppe nærmere begrundelse at afvise mulighed et og to og fokusere på nr. tre som den reelle baggrund for Domstolsstyrelsens ræsonnement: At hovedreglen om fuld omkostningsdækning slet ikke (længere) gælder for udgifter til advokat.

På det overordnede plan kan et argument om, at loven er lige for alle virke som et fornuftigt forsvar af, at advokatomkostninger alene skal erstattes med et ”passende beløb”, herunder at der anvendes vejledende takster baseret på sagsgenstandens værdi ved skønsudøvelsen. Således sikres det, at man ikke i relation til erstatning af omkostninger må kunne vinde/tabe mere eller mindre afhængigt af, om man selv eller modparten har haft en dyr eller billig advokat. Problemet er imidlertid, at disse vejledende takster slet ikke er fulgt med prisudviklingen, og at skønnet endvidere i vidt omfang synes at være blevet sat under regel: At advokaternes egen salærfastsættelse er for høj, og at omkostningerne derfor udmåles i henhold til og ikke med udgangspunkt i landsretspræsidenternes ”vejledende” takster.

Hertil kommer, at uanset om loven er lige for alle, så er en sag om mangler ved fast ejendom godt nok altid en sag om mangler ved fast ejendom, og to sager kan måske endda dreje sig om samme type mangel, og omkostningerne forbundet med manglens udbedring være fastsat til det samme beløb i begge sager, men så rækker lighederne ikke længere. I den ene sag er der måske tale om selvbyggeri, i den anden tilsidesættelse af loyal oplysningspligt og den tredje måske blot tale om en skjult mangel. Der kan være adcitation, der kan være forskel på skønserklæringerne osv. Med andre ord, alle praktikere i faget – også dommerne – ved, at to sager sjældent er ens, uanset at sagsgenstandens størrelse er den samme.  Sagens beløbsmæssige værdi bør derfor aldrig være det eneste parameter for rettens tilkendelse af omkostninger. Dernæst må man spørge sig selv: Hvis et af argumenterne for de vejledende taksters berettigelse er princippet om, at loven er lige for alle, og at omkostningerne derfor også skal være det, hvorfor findes der så ikke vejledende takster til brug for rettens godkendelse af honorar til syns- og skønsmænd?

Hertil kommer nok det væsentligste problem, at diskrepansen mellem de virkelige omkostninger og de vejledende takster i værste fald vil føre til, at der vil ske en stigning i antallet af advokater, der helt vil afstå fra at føre sager for de mindre rige; dem hvor fri proces eller retshjælpsforsikring er en forudsætning for, at sagen overhovedet kan føres, da advokaten her afskæres fra at kunne kræve differencen mellem de tilkendte/godkendte omkostninger og regningen hos klienten.

De vejledende taksters proportionalitet med sagens værdi synes dernæst at give mening, hvis man holder i mente, at rets- og berammelsesafgifterne jo også er proportionale med sagens værdi og gerne skulle dækkes ind ved en fuldt vunden sag. Men når advokaten skal beregne sit salær, er sagsgenstandens størrelse jo ikke det eneste parameter, der bringes i anvendelse. Tidsforbrug, sagens betydning for klienten, sagens kompleksitet, det med sagen forbundne ansvar og sagens resultat indgår tillige og er parametre, der også skal anvendes ved rettens udmåling af et ”passende beløb” til dækning af advokatomkostninger, jf. også adv. Claus Søgaard-Christensen i  Advokaten 3/2003/s. 56f. Her skulle rettens skønsbeføjelse således give sig udslag, idet taksterne jo kun er vejledende, men på trods heraf er det alligevel kun sjældent, at der sker fuld omkostningsdækning for den vindende part, herunder afvigelse fra de vejledende takster, jf. herved også adv. Allan Ohms i Advokaten 2/2002/s. 52f.

Da advokaten er forpligtet til ikke at kræve salær hos klienten i fri proces sager, er den ”tabende part” i disse sager derfor tillige advokaten, der sjældent vil kunne holde de faktiske udgifter inden for de vejledende takster.

Hvis det ved sagens start er klart, at de økonomiske betingelser for fri proces ikke er til stede, og klientens retshjælpsforsikring i stedet anvendes, opstår samme problem. Forsikringsselskaberne tager ved godkendelse af advokatens honorarkrav udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende salærtakster, og advokaten må på ingen vis rette sit honorarkrav mod klienten, ej heller for en eventuel difference mellem regningen og forsikringens dækning heraf. Kun selvrisiko og beløb, der går ud over forsikringens maksimumsdækning, kan kræves hos klienten.

Advokaterne er således ikke alene underlagt de disciplinære myndigheder, for så vidt angår deres salærs berettigelse, men også forsikringsselskabernes og statens bedømmelse og tvinges i princippet til – gennem reglerne for fri proces og betingelserne for retshjælpsforsikringer – at yde retshjælp til bundpris, dersom det ”omvendte” juristløfte[iii] (altid at holde sig til ret og retfærdighed, altid at råde til fornødne processer og kun råde eller på anden vis befordre berettiger sager og intentioner) skal respekteres.

Som realiteterne er i dag, er retsplejelovens § 312 stk. 1 – hovedreglen om omkostningsfordeling – således reduceret til en programerklæring eller en sandhed med modifikationer, om man vil. Den store diskrepans mellem de faktiske udgifter og de tilkendte omkostninger indebærer endvidere, at færre og færre advokater er indstillet på at tage sager med fri proces eller retshjælpsforsikring. Da retshjælpsforsikringerne forudsætter, at forsikringstager kan finde en advokat, der vil påtage sig sagen, vil retshjælpsforsikringerne i yderste konsekvens gå hen og blive en indholdsløs forsikringsydelse, og tilsvarende vil systemet vedrørende fri proces blive en illusorisk garant for retssystemet – alt imens forsikringspræmier og retsafgifter tager himmelflugten. 

”No cure – no pay” – den sidste garant for retssikkerheden?
Mens mange i branchen kan blive enige om, at Dybbøls Mølle maler for godt, når det gælder retsafgifter og for skidt, når det gælder udmålingen af omkostninger til den vindende part, samt godkendelse af den beskikkede advokats salær, undrer det mig, at fremkomsten af Erstatningsadvokaterne har kunnet vække en sådan frygt og betænkelighed, som den der blev blevet tilkendegivet i pressen. For det første er det alene i trafikskadesager med en ansvarlig skadevolder, at der reklameres med ”no cure no pay”-aftaler. Dernæst må man da tage hatten af for kolleger, der har mod på at drive deres virksomhed også på dette grundlag. De fleste kolleger indgår alene et fåtal af denne slags aftaler og som regel kun, når sagen tillige har udviklet sig til en principsag for advokaten. Hertil kommer, at ”no cure no pay”-aftalen jo i princippet er klientens bedste garanti for, at der ikke vil blive smidt gode penge efter dårlige, idet advokaten næppe vil indlade sig herpå, hvis sagen på forhånd må antages at være udsigtsløs. Dermed ikke sagt, at sagen nødvendigvis er udsigtsløs, dersom advokaten ikke er villig til at indgå en ”no cure no pay”-aftale. Omfanget af det nødvendige arbejde på sagen, nødvendige udlæg til retsafgifter m.v. og den tidsmæssige horisont for sagens endelige afgørelse sat i forhold til sagsgenstandens værdi kan ofte føre til, at indgåelse af en sådan aftale ikke driftsmæssigt kan forsvares. Jeg er dog ikke blind for, at åbenlys reklame med ”no cure no pay”-aftaler kan blive opfattet som en åbenlys krigserklæring for så vidt angår konkurrenceforholdene i branchen, hvilket vel nok er den reelle baggrund for den opmærksomhed som Erstatningsadvokaterne har pådraget sig. Jeg kan også følge bekymringen så langt som, at sådanne aftaler naturligvis ikke må medføre, at salærkravet forhøjes under henvisning til den risiko(/det ansvar) advokaten derved har påtaget sig, eller at der føres sager, hvor klientens udbytte ikke står mål med den endelige afregning. Imidlertid kan en sådan bekymring ikke anses for berettiget, før der foreligger tilfælde på, at ordningerne misbruges. Også afregning efter ”no cure no pay”-aftaler er underlagt de almindelige principper for fastlæggelse af rimelige salærkrav og kan indbringes for de disciplinære myndigheder. Endelig er de eksisterende etiske regler endvidere fortsat et effektivt værn mod en amerikanisering, idet det fortsat ikke er tilladt at indgå aftale om den nærmere fordeling af sagens udbytte mellem klienten og advokaten.

Holder man sig imidlertid udviklingen af retsafgiftssystemet for øje samt diskrepansen mellem de reelle advokatudgifter og den erstatning herfor, der kan opnås gennem enten fri proces, retshjælp(forsikring) eller retsplejelovens regler om omkostningsfordeling i civile sager, kunne kommenteringen af Erstatningsadvokaternes reklamefremstød i stedet være givet en positiv, men samtidig særdeles samfundskritisk vinkel: At advokaters villighed til at indgå ”no cure no pay”-aftaler er en af de få tilbageværende garantier for adgangen til retfærdig rettergang, respekt for juristløftet og advokatens samtidige mulighed for at sikre sig sit fulde salær – lige indtil betingelser herom indføjes i retshjælpsforsikringsbetingelserne!

Man kan derfor kun håbe, at debatten såvel advokater indbyrdes som med dommerstanden og forsikringsselskaberne kan få et løft i en konstruktiv retning i stedet for den ”fingerpegning” som er kommet til udtryk på Domstolsstyrelsens hjemmeside og i kritikken af Erstatningsadvokaternes reklamefremstød. Og herunder håber jeg, at Advokatrådets nye formands forslag om, at beskikkede advokater betales efter regning, og at eventuel tvist om regningens berettigelse kan indbringes for de sædvanlige klageorganer, vil blive taget til efterretning og udvidet til også at gælde almindelige civile sager, herunder sager der føres under retshjælpsforsikringsordningerne og sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i henhold til den særlige fri proces ordning herom. Alternativt må det overvejes om parametrene for skønsudøvelsen ikke må præciseres yderligere for den danske dommerstand og forsikringsselskaberne, således at skønnet ikke vedbliver med – i det vide omfang det er tilfældet i dag – at være sat under en regel, der medvirker til at mindske adgangen til en retfærdig rettergang.


[i] Lidt mere om salærer af advokat Allan Ohms, i Advokaten 2/2002, side 52f.

[ii] Landsretspræsidenternes vejledende salærtakster af advokat Claus Søgaard-Christensen, formand for Advokatrådets udvalg for Drift af Advokatvirksomhed, i Advokaten 3/2003, s. 56f.

[iii] Ifølge § 8 i forordning af 10. februar 1726 må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ej heller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention.