Advokaten 9 Om at kæmpe med lige våben

Print Print
15-09-2003

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Det Danske Advokatsamfund har blandt andet til formål at værne om retssikkerheden i det danske samfund. Det er et arbejde, vi tager meget alvorligt, og hvor vi føler, at vi bliver lyttet til. Det kunne vi senest konstatere for en lille måned siden, da Østre Landsret efter kritik fra både Advokatrådet og fra politisk side valgte at indsnævre en markant ulighed i aflønningen af henholdsvis statens og borgerens advokat i en sag, hvor der var bevilget fri proces.

Det drejer sig om den meget omtalte sag, hvor borgeren H.P. Scharla Nielsen har lagt sag an mod staten, fordi han mener, at satsreguleringen for en række overførselsydelser er beregnet forkert, og at han derfor har lidt et konkret tab på 5.000 kr. Får han medhold, skulle det betyde et samlet tilbagebetalingskrav for alle de berørte borgere i størrelsesordenen 50 mia. kr.

Advokatrådet valgte i forsommeren at støtte borgerens advokat, Erik Øvlisen, i en anmodning til Procesbevillingsnævnet. Østre Landsret havde afvist at udbetale Øvlisen yderligere a conto salær, og den afgørelse ville advokaten gerne have lov til at indbringe for Højesteret.

Advokaten havde på det tidspunkt modtaget 325.000 kr. i a conto salær, heraf 75.000 kr. fra retshjælpsforsikringen. Kammeradvokaten, som fører sagen for staten, havde ultimo 2002 fået udbetalt 1.050.000 kr. Alene forskellen i udbetalt honorar til de to advokater var udslagsgivende for, at Advokatrådet valgte at støtte advokatens henvendelse til Procesbevillingsnævnet.

Advokatrådet er ikke gået ind i en konkret bedømmelse af honorarets størrelse i relation til karakter og omfang af det arbejde, advokat Erik Øvlisen har udført, men har alene set på den retssikkerhedsmæssige side af sagen.

Retssikkerhed vil i denne sammenhæng sige, at borgeren har sikkerhed for at få sin sag behandlet med omhu og af en kompetent advokat, så sagen kan forelægges retten på et oplyst grundlag.

Når Advokatrådet valgte at støtte advokat Erik Øvlisen, var det, fordi det forekom åbenbart, at retssikkerheden var på spil. Det er en principiel sag at sætte en kamp i gang – meddele fri proces – og dernæst forsyne parterne i denne kamp med så forskellige våben, som det var tilfældet her.

Men sådan så Procesbevillingsnævnet ikke på sagen. Her mente man ikke, at sagen var principiel, og derfor skulle den ikke prøves for Højesteret. Godt var det så, at ikke bare Advokatrådet, men også pressen kunne fornemme uretfærdigheden, og at politikerne – uanset partifarve – alle udtalte ønske om at fastholde fokus på problemstillingen.

I ly af den store opmærksomhed omkring sagen, gik Erik Øvlisen igen til Østre Landsret og bad om udbetaling af yderligere et a conto salær. Landsretten bevilgede ham nu 250.000 kr. Erik Øvlisen har dermed stadig kun fået et a conto honorar, der er omkring halvt så stort som det, Kammeradvokaten har fået. Uligheden i denne sag er ikke fjernet, men den er væsentlig indsnævret. Og man kan håbe, at den bliver indsnævret endnu mere, som sagen skrider frem.

Det er nemlig værd at bemærke, at der i kendelsen henvises direkte til det betydelig større salær, som Kammeradvokaten har fået. Og denne sammenkædning er jo helt rimelig – og bør være selvfølgelig – i en retsstat, som hylder princippet om, at alle skal have adgang til en retfærdig rettergang. Det er samme sag og samme type advokatbistand som sammenlignes. Der er meddelt ikke alene fri proces, men også direkte advokatpålæg for retten. Der er altså taget stilling til, at dette er en sag, som med rimelighed bør føres, og at sagsøger skal bistås af en advokat. Hvis retten mener, at sagen vidtløftiggøres, er der andre midler at tage i anvendelse, f.eks. bestemmelserne i retsplejeloven som gør det muligt at afskære unødvendig bevisførelse.

Sagen rejser flere principielle spørgsmål. Når rådet valgte at støtte henvendelsen til Procesbevillingsnævnet, var det, fordi afgørelsen kunne ændres inden for domstolene. Retten står efter Retsplejelovens bestemmelser frit i sin bestemmelse om at udbetale honorar. Der er altså ikke behov for ændrede regler, men for en ændret anvendelse af disse.

Med de meldinger, som i øvrigt tilgår Advokatrådet, kunne det se ud, som om domstolene er sat på den opgave at begrænse udgifterne til fri proces og betaling af forsvarsadvokater mv., således at udgifterne til den del af retssikkerhedspolitikken reduceres. Politikernes reaktion på Scharla Nielsen-sagen synes dog at vise, at besparelseshensyn bør vægtes lavere end adgangen til en fair retssag. Domstolene bør administrere efter dette signal.

Den aktuelle sag giver anledning til at overveje, om honorarer til beskikkede advokater skal bedømmes på en anden måde. Kunne man ikke tænke sig, at de beskikkede advokater sendte en regning – ganske som Kammeradvokaten – som så bare blev betalt? Fandt man regningen ublu, kunne den indbringes for de sædvanlige klageorganer, Kredsbestyrelsen og Advokatnævnet, som så tog stilling til tvisten.

Det er ikke en udelt behagelig tanke, at den ret som skal dømme i sagen også skal fastsætte betalingen til den beskikkede advokat. Kæmper man lige så uforfærdet, når dommeren sidder på pengepungen, og når han ved fastsættelsen af honoraret – og hvornår det skal udbetales – kan tilkendegive sin misbilligelse? Kunne man ikke i et demokratisk markedssamfund med fri konkurrence lade domstolene tage sig af retstvisterne og så lade den, som rekvirerer advokatbistand betale for denne efter regning?

I skattesager fungerer dette princip udmærket for såvel administrative sager som for sager der afgøres ved domstolene.

Man kan se denne sag som en kamp mellem grådige advokater og den slunkne statskasse. Det er ikke en særlig frugtbar synsvinkel. Udgangspunktet bør være, at når der meddeles fri proces til en sag, skal denne føres ordentligt og hertil hører, at den advokat, som fører sagen, vederlægges for sit arbejde. I en sag, hvor der er meddelt fri proces, har Højesteret for nylig betalt en psykolograpport efter regning – over 30.000 kr. – og tildelt den beskikkede advokat et salær på ca. 12.000 kr. Vi, aktørerne i konfliktløsningen, dvs. advokater og dommere og de politikere, som specielt beskæftiger sig med retspleje, må i et inspireret samarbejde arbejde for den bedst mulige retspleje, også under inddragelse af økonomiske hensyn. Vi samvirker i øjeblikket om forslag til forenklet proces i sager om beløb under 50.000 kr., vi samarbejder om mediation som en ny form for konfliktløsning, fra Advokatrådets side arbejder vi på udvidelse af dækningsområdet for retshjælpsforsikring, alt sammen i et forsøg på at fremme overskuelighed, effektivitet og bedre konfliktløsning. Dette arbejde og samarbejde skal fortsættes og intensiveres – men der er både midler og politisk vilje til at betale de omkostninger, som er nødvendige for at borgere, der har fået meddelt fri proces, også får den proces gennemført ved en fair retssag!