Advokaten 7/8 Om fortrolighed og retsmægling

Print Print
03-09-2003

Af landsdommer Peter Deleuran, Vestre Landsret og advokat Kasper Mortensen, advokatfirmaet Poul Schmith [i]

Advokat Poul Gudberg har i sin artikel ”Retsmægling ctr. retssikkerhed?” givet udtryk for betænkeligheder ved den iværksatte forsøgsordning med retsmægling, idet han har tilkendegivet, at han på det ”aller bestemteste” vil fraråde deltagelse i retsmægling. Begrundelsen herfor er, at der efter advokat Gudbergs opfattelse består en usikkerhed om fortroligheden af de oplysninger, som kommer frem under en retsmægling, og advokat Gudberg har efterlyst en ”afklaring” af dette spørgsmål.

Formålet med nærværende artikel er at forsøge at overbevise advokat Gudberg om, at hans betænkeligheder ikke bør være så store, som han har givet udtryk for, således at advokat Gudberg, og forhåbentligt mange andre advokater med ham, med sindsro kan tilråde sine klienter at forsøge at få løst deres konflikter gennem retsmægling.

Der er indledningsvis nok grund til at understrege, at det kun er advokater og dommere, der medvirker som retsmæglere under forsøgsordningen. Psykologer, som advokat Gudberg også nævner, og andre faggrupper kan meget vel optræde som konfliktløsere ved mediation. Det har blot ikke noget at gøre med forsøgsordningen om retsmægling, der er emnet for Poul Gudbergs bemærkninger og dette indlæg.

Retsmægling, således som den praktiseres inden for forsøgsordningen, baserer sig på de principper, som navnlig i USA og Storbritannien er udviklet inden for mediation. Et af de centrale principper er, at det er parterne selv som råder over deres konflikt, og at retsmæglerens rolle er at fremme en dialog og en forhandling mellem parterne for derved at søge at hjælpe parterne til at finde frem til en løsning, som er acceptabel for dem begge. Det ligger derfor i hele processens natur, at parterne skal tale sammen, og en af retsmæglerens fornemste opgaver er at få udviklet dialogen, således at parterne i fællesskab opdager løsningsmuligheder, som de måske ikke tidligere har været opmærksomme på. Hele processen er derfor afhængig af, at parterne udveksler informationer med hinanden. Men der er naturligvis ingen pligt til, at parterne skal dele alle de oplysninger, som de ligger inde med. Retsmæglingen er frivillig, og hver part bestemmer suværent, hvor mange informationer man vil give til den anden part eller til retsmægleren.

Deltagelse i en retsmægling fører således i sig selv ikke til, at man som part bliver forpligtet til at prisgive sine hemmeligheder. Men derfor kan man givet alligevel forestille sig, at en part, måske inspireret af den gode stemning under retsmæglingen, fremkommer med informationer, som man efterfølgende fortryder at have delagtiggjort den anden part i, eller at en part under de separatmøder, som kan indgå som led i en retsmægling, har indviet retsmægler i forhold, som den pågældende part gerne vil undgå kommer til den anden parts kendskab. Navnlig hvis retsmæglingen ikke fører til, at parterne indgår en aftale.

At der kan opstå sådanne situationer, har der været megen opmærksomhed på i forbindelse med etableringen af forsøgsordningen med retsmægling. Ordningen er blevet etableret inden for den gældende lovgivning, og ordningen indebærer dermed ikke en fravigelse af de almindelige regler i retsplejeloven om bevisførelse. Rammerne for ordningen og dens nærmere indhold er fastlagt i Justitsministeriets notat af 6. februar 2003[ii].

Spørgsmålet om fortrolighed behandles flere steder i notatet. I et selvstændigt punkt om tavshedspligt peges der på, at en retsmæglers uberettigede videregivelse af fortrolige oplysninger fra en retsmægling kan være strafbar i medfør af straffelovens § 152[iii]. Men måske mere centralt i denne sammenhæng er, at det i notatet er fastsat, at parterne, inden retsmæglingen sættes i værk, forpligter sig til ikke at videregive fortrolige oplysninger fra retsmæglingen, som ikke hidrører fra parten selv, medmindre andet følger af lovgivningen. Der peges i notatet på, at retsmægling i denne sammenhæng kan sidestilles med udenretlige forligsforhandlinger, og at det af retspraksis følger, at bevisførelse om indholdet af sådanne forligsforhandlinger normalt forudsætter, at parterne er enige herom, medmindre bevisførelsen angår indholdet af partens egne forligstilbud.

Det anførte er udmøntet ved, at der er indsat bestemmelser om fortrolighed i den standardaftale, som alle parter, og retsmæglerne, skal indgå som forudsætning for overhovedet at indlede en retsmægling. Standardaftalen indeholder således følgende bestemmelser om fortrolighed:

”Oplysninger, som fremkommer under retsmæglingen, er fortrolige, medmindre parterne aftaler andet.
Parterne forpligter sig til ikke at videregive fortrolige oplysninger fra retsmæglingen, som ikke hidrører fra parten selv, medmindre andet følger af lovgivningen.

En part kan dog under en eventuel fortsættelse af retssagen anvende oplysninger modtaget under retsmæglingen til at begrunde en anmodning til retten om at pålægge modparten eller tredjemand at udlevere dokumenter, jf. retsplejelovens kapitel 28. Parterne er enige om, at retsmæglingens fortrolighed ikke som sådan kan fritage en part eller tredjemand fra at udlevere et dokument, som i øvrigt vil kunne forlanges udleveret efter retsplejelovens kapitel 28.”

Det sidste afsnit er udtryk for det meget rimelige synspunkt, at retsmæglingens fortrolighed ikke bør kunne misbruges til at fremkomme med dokumenter af betydning for sagen med henblik på, at dokumenterne i kraft af fortroligheden ikke kan benyttes som bevis under en eventuel fortsættelse af retssagen.

Den afklaring af fortrolighedsspørgsmålet, som advokat Poul Gudberg har efterlyst i sin ovenstående artikel, har således allerede fundet sted i den forstand, at spørgsmålet er blevet nøje overvejet og søgt reguleret ved etableringen af forsøgsordningen. Vi kan i sagens natur ikke opstille nogle garantier for, hvorledes en eventuel retstvist om spørgsmålet i sidste ende vil falde ud, men det er vel nærliggende at antage, at domstolene i vidt omfang vil lade sig vejlede af betragtningerne i Justitsministeriets notat og af den mellem parterne aftalte fortrolighed.

Hvis forsøget med retsmægling falder gunstigt ud, og instituttet skal indføres som et permanent led i dansk retspleje, er det naturligvis meningen, at en række elementer, herunder spørgsmålet om fortrolighed, skal genovervejes i lyset af de indvundne erfaringer, inden de nugældende, foreløbige rammer erstattes af lovgivning.

Som anført indledningsvis håber vi, at advokat Gudberg, og andre med ham, hermed er blevet overbevist om, at de ikke på grund af frygt for at misbrug af klientens fortrolige oplysninger i forbindelse med en retsmægling skal fraråde dem at deltage i retsmægling. For i sidste ende er det et afgørende kriterium for forsøgsordningens succes, at der fra advokaternes side bliver støttet op om ordningen.

[i] Forfatterne er begge udpeget som retsmæglere under forsøgsordningen ved henholdsvis Vestre Landsret og Københavns Byret. Synspunkterne i artiklen står alene for forfatternes egen regning.  [ii] Notatet kan findes på www.jm.dk  [iii] Bestemmelsen kan tillige anvendes på advokater, der virker som retsmæglere under forsøgsordningen, jf. rpl. § 129.
Af landsdommer Peter Deleuran, Vestre Landsret og advokat Kasper Mortensen, advokatfirmaet Poul Schmith[i]

Advokat Poul Gudberg har i sin artikel ”Retsmægling ctr. retssikkerhed?” givet udtryk for betænkeligheder ved den iværksatte forsøgsordning med retsmægling, idet han har tilkendegivet, at han på det ”aller bestemteste” vil fraråde deltagelse i retsmægling. Begrundelsen herfor er, at der efter advokat Gudbergs opfattelse består en usikkerhed om fortroligheden af de oplysninger, som kommer frem under en retsmægling, og advokat Gudberg har efterlyst en ”afklaring” af dette spørgsmål.

Formålet med nærværende artikel er at forsøge at overbevise advokat Gudberg om, at hans betænkeligheder ikke bør være så store, som han har givet udtryk for, således at advokat Gudberg, og forhåbentligt mange andre advokater med ham, med sindsro kan tilråde sine klienter at forsøge at få løst deres konflikter gennem retsmægling.

Der er indledningsvis nok grund til at understrege, at det kun er advokater og dommere, der medvirker som retsmæglere under forsøgsordningen. Psykologer, som advokat Gudberg også nævner, og andre faggrupper kan meget vel optræde som konfliktløsere ved mediation. Det har blot ikke noget at gøre med forsøgsordningen om retsmægling, der er emnet for Poul Gudbergs bemærkninger og dette indlæg.

Retsmægling, således som den praktiseres inden for forsøgsordningen, baserer sig på de principper, som navnlig i USA og Storbritannien er udviklet inden for mediation. Et af de centrale principper er, at det er parterne selv som råder over deres konflikt, og at retsmæglerens rolle er at fremme en dialog og en forhandling mellem parterne for derved at søge at hjælpe parterne til at finde frem til en løsning, som er acceptabel for dem begge. Det ligger derfor i hele processens natur, at parterne skal tale sammen, og en af retsmæglerens fornemste opgaver er at få udviklet dialogen, således at parterne i fællesskab opdager løsningsmuligheder, som de måske ikke tidligere har været opmærksomme på. Hele processen er derfor afhængig af, at parterne udveksler informationer med hinanden. Men der er naturligvis ingen pligt til, at parterne skal dele alle de oplysninger, som de ligger inde med. Retsmæglingen er frivillig, og hver part bestemmer suværent, hvor mange informationer man vil give til den anden part eller til retsmægleren.

Deltagelse i en retsmægling fører således i sig selv ikke til, at man som part bliver forpligtet til at prisgive sine hemmeligheder. Men derfor kan man givet alligevel forestille sig, at en part, måske inspireret af den gode stemning under retsmæglingen, fremkommer med informationer, som man efterfølgende fortryder at have delagtiggjort den anden part i, eller at en part under de separatmøder, som kan indgå som led i en retsmægling, har indviet retsmægler i forhold, som den pågældende part gerne vil undgå kommer til den anden parts kendskab. Navnlig hvis retsmæglingen ikke fører til, at parterne indgår en aftale.

At der kan opstå sådanne situationer, har der været megen opmærksomhed på i forbindelse med etableringen af forsøgsordningen med retsmægling. Ordningen er blevet etableret inden for den gældende lovgivning, og ordningen indebærer dermed ikke en fravigelse af de almindelige regler i retsplejeloven om bevisførelse. Rammerne for ordningen og dens nærmere indhold er fastlagt i Justitsministeriets notat af 6. februar 2003[ii].

Spørgsmålet om fortrolighed behandles flere steder i notatet. I et selvstændigt punkt om tavshedspligt peges der på, at en retsmæglers uberettigede videregivelse af fortrolige oplysninger fra en retsmægling kan være strafbar i medfør af straffelovens § 152[iii]. Men måske mere centralt i denne sammenhæng er, at det i notatet er fastsat, at parterne, inden retsmæglingen sættes i værk, forpligter sig til ikke at videregive fortrolige oplysninger fra retsmæglingen, som ikke hidrører fra parten selv, medmindre andet følger af lovgivningen. Der peges i notatet på, at retsmægling i denne sammenhæng kan sidestilles med udenretlige forligsforhandlinger, og at det af retspraksis følger, at bevisførelse om indholdet af sådanne forligsforhandlinger normalt forudsætter, at parterne er enige herom, medmindre bevisførelsen angår indholdet af partens egne forligstilbud.

Det anførte er udmøntet ved, at der er indsat bestemmelser om fortrolighed i den standardaftale, som alle parter, og retsmæglerne, skal indgå som forudsætning for overhovedet at indlede en retsmægling. Standardaftalen indeholder således følgende bestemmelser om fortrolighed:

"Oplysninger, som fremkommer under retsmæglingen, er fortrolige, medmindre parterne aftaler andet.
Parterne forpligter sig til ikke at videregive fortrolige oplysninger fra retsmæglingen, som ikke hidrører fra parten selv, medmindre andet følger af lovgivningen.

En part kan dog under en eventuel fortsættelse af retssagen anvende oplysninger modtaget under retsmæglingen til at begrunde en anmodning til retten om at pålægge modparten eller tredjemand at udlevere dokumenter, jf. retsplejelovens kapitel 28. Parterne er enige om, at retsmæglingens fortrolighed ikke som sådan kan fritage en part eller tredjemand fra at udlevere et dokument, som i øvrigt vil kunne forlanges udleveret efter retsplejelovens kapitel 28.”

Det sidste afsnit er udtryk for det meget rimelige synspunkt, at retsmæglingens fortrolighed ikke bør kunne misbruges til at fremkomme med dokumenter af betydning for sagen med henblik på, at dokumenterne i kraft af fortroligheden ikke kan benyttes som bevis under en eventuel fortsættelse af retssagen.

Den afklaring af fortrolighedsspørgsmålet, som advokat Poul Gudberg har efterlyst i sin ovenstående artikel, har således allerede fundet sted i den forstand, at spørgsmålet er blevet nøje overvejet og søgt reguleret ved etableringen af forsøgsordningen. Vi kan i sagens natur ikke opstille nogle garantier for, hvorledes en eventuel retstvist om spørgsmålet i sidste ende vil falde ud, men det er vel nærliggende at antage, at domstolene i vidt omfang vil lade sig vejlede af betragtningerne i Justitsministeriets notat og af den mellem parterne aftalte fortrolighed.

Hvis forsøget med retsmægling falder gunstigt ud, og instituttet skal indføres som et permanent led i dansk retspleje, er det naturligvis meningen, at en række elementer, herunder spørgsmålet om fortrolighed, skal genovervejes i lyset af de indvundne erfaringer, inden de nugældende, foreløbige rammer erstattes af lovgivning.

Som anført indledningsvis håber vi, at advokat Gudberg, og andre med ham, hermed er blevet overbevist om, at de ikke på grund af frygt for at misbrug af klientens fortrolige oplysninger i forbindelse med en retsmægling skal fraråde dem at deltage i retsmægling. For i sidste ende er det et afgørende kriterium for forsøgsordningens succes, at der fra advokaternes side bliver støttet op om ordningen.

[i] Forfatterne er begge udpeget som retsmæglere under forsøgsordningen ved henholdsvis Vestre Landsret og Københavns Byret. Synspunkterne i artiklen står alene for forfatternes egen regning. [ii] Notatet kan findes på www.jm.dk  [iii] Bestemmelsen kan tillige anvendes på advokater, der virker som retsmæglere under forsøgsordningen, jf. rpl. § 129.