Advokaten 6 Tre måneder i Bredgade

Print Print
26-06-2003

Af advokat Bo Vadt Christensen, Valdal Advokatfirma

I årets første tre måneder havde jeg fornøjelsen af en advokatkonstitution i Østre Landsrets 12. afd. Selv om jeg som advokat med en del retssager bag mig føler mig nogenlunde hjemmevant i en retssal, var det en ganske anderledes oplevelse at arbejde bag skranken.

Det blev en lærerig og givende periode både fagligt og personligt, og jeg håber ved at videregive mine indtryk fra landsretten, at andre kolleger kan føle sig fristet til at forsøge sig med en advokatkonstitution til glæde både for domstolene og for advokatbranchen.

Forberedelsesfasen
Det er naturligvis ikke uden en vis betænkelighed, man søger en advokatkonstitution. Det indebærer et fravær fra kontoret på tre måneder, og i en travl advokathverdag virker det uoverskueligt at skulle være væk i en så lang periode. Spørgsmålene trænger sig på: Hvordan skal sagerne behandles, medens man er væk? Hvad vil klienterne sige, og vil de stadig være der, når man vender tilbage?

Det første man bør gøre er at erkende, at ingen er uundværlig på advokatkontoret, heller ikke een selv. En sådan erkendelse kan være såre vanskelig, men herefter kan det med lidt planlægning, en vis arbejden ”forud” i sagerne og hjælpsomme kolleger lade sig gøre at forberede fraværet.

Umiddelbart er det en nærliggende tanke, hvordan klienterne vil modtage nyheden, og hvordan man bedst tackler informationen, så der stadig er klienter tilbage, når man returnerer til advokatkontoret efter fraværet. Det viste sig nu, at der ikke var grund til bekymring. Med en god klientorientering og redegørelse for baggrunden for at søge konstitution som landsdommer, blev det optaget meget positivt af de fleste klienter. Der viste sig at være en meget stor forståelse fra klientside for mit ønske om forhåbentlig at kunne dygtiggøre mig ved en periode i landsretten.

Rent praktisk blev sagerne fordelt hos kollegerne efter deres specialer, og klienterne blev naturligvis orienteret om den nye sagsbehandler. Det er mit indtryk, at det ikke gav anledning til problemer i relation til klienterne, og det der derfor umiddelbart var den største bekymring, viste sig at være ubegrundet.

En række andre praktiske problemer skal imidlertid også løses. Advokatbestallingen skal deponeres (naturligvis ledsaget af kollegernes ironiske bekymring for, om den nu ville blive udleveret igen, når tiden var omme). Dette betyder, at man må fratræde i sager, hvor man er beskikket for en klient o. lign. Tiden i landsretten kan heller ikke kombineres med bestyrelsesposter i selskaber o.s.v., så der skal i det hele taget søges orlov i en række sammenhænge. Det er dog alene problemer af praktisk karakter, der uden videre kan løses.

Herefter står der kun tilbage at forberede sig på de kommende tre måneder på det teoretiske plan. Man ved selvsagt ikke hvilke sagstyper, man vil komme til at behandle. Sjældent er Ugeskriftet blevet nærlæst så grundigt fra ende til anden, som i perioden op til konstitutionen. Enkelte sagsområder, der ikke havde været anvendt siden studietiden, blev da også genopfrisket. Selv om der er en vis fordeling af særlige sagstyper i de enkelte afdelinger i landsretten, kan man med sindsro pudse sin strafferetlige viden af,  idet straffesager fordeles til alle landsrettens afdelinger. Ligeledes kan det anbefales at skifte den normale sengebordslitteratur ud med W.E. von Eybens Juridisk Grundbog, ”Dommen”, der omhandler domsskrivning m.v. Her kan hentes mange praktiske anvisninger på formulering af  narratio, præmisser og domskonklusioner.

Tiden i landsretten
Tiden i dommersædet blev en udfordrende og lærerig tid, der ikke alene gav et godt indblik i landsrettens arbejdsform, men også viste en ganske anderledes måde at arbejde med juraen.

Den helt store forskel ligger i arbejdsformen. Som advokat kender vi alle til ofte stressende og hektiske arbejdsdage, hvor man i løbet af en enkelt dag kommer i berøring med et anseligt antal forskellige sager, og hvor der konstant skal omprioriteres i arbejdstilrettelæggelsen, når en klient pludselig ringer med en hastesag, eller når et nyt konkursbo skal tages under behandling.

I landsretten var arbejdsformen anderledes ”rolig”. Ganske vist kan der være et anseligt antal sider, der skal læses igennem i ekstrakter og materialesamlinger, og der skal undersøges en hel del litteratur og domspraksis forud for hver domsforhandling eller kæresag, men det opleves samtidig meget positivt at kunne beskæftige sig med relativt få sager ad gangen set med advokatøjne. Det giver mulighed for en grundig og dermed fagligt meget tilfredsstillende arbejdsproces. Endvidere er dommerens arbejde i det væsentligste selvsagt koncentreret om selve dommene og kendelserne, d.v.s. den afsluttende del af en retssag. Dette i modsætning til advokatens rolle, hvor man arbejder koncentreret flere gange undervejs i en ofte langvarig retssag. Det er en befriende følelse i så høj grad at kunne afslutte sager og føle, at man rydder lidt op på skrivebordet.

Hertil kommer, at en del stressfaktorer er væk. Det var i starten ganske forunderligt at opleve, at man ikke under forberedelsen af en sag eller udformningen af en dom, konstant blev forstyrret af kimende telefoner, telefaxer med krav om omgående svar og e-mails i større mængder. Det tog sin tid at vænne sig til, men det var til gengæld særdeles tilfredsstillende at kunne hellige sig den enkelte sag og give den sin fulde opmærksomhed.

For ikke at risikere at blive misforstået må jeg straks sige, at arbejdsmængden i landsretten ikke er mindre end på advokatkontoret. Forberedelsen til de enkelte domsforhandlinger kan som nævnt være stor og krævende, og det kræver megen tid og omhu at udfærdige domme og kendelser. Forskellen er derimod selve arbejdsformen.

Hvis jeg som advokat skal gribe lidt i egen barm, må jeg erkende, at jeg kan have en tilbøjelighed til hellere at skrive to processkrifter for meget end et for lidt, og hellere henvise til 5 præjudikater for meget under en procedure end henvise til en for lidt. Efter at have set det fra den anden side af skranken, har jeg lovet mig selv at udøve en skarpere censur.  

Den store mængde sagsmateriale, der således ofte er, opøver til gengæld evnen til at kunne identificere og koncentrere sig om de juridiske kernepunkter og problemstillinger i den enkelte sag.

Om at være yngste mand
Når man har været advokat nogle år, vil det for de fleste nok være sådan, at man har udviklet et sæt rutiner og arbejdsmetoder, der er temmelig indgroede, og hvor man i hvert fald i nogen grad kan nyde fordelene af ikke at være kontorets yngste fuldmægtig.

Det er ganske sundt pludselig at komme på fremmed græs, hvor man bliver tvunget til at skulle lære alt fra bunden af. Selv om man gennem år og dag har læst et utal af retsbogsudskrifter, er det ganske anderledes selv at skulle skrive udkastene. Man får pludselig øje på adskillige problemer, man aldrig har tænkt over. Skal en afgørelse nu træffes ved beslutning eller kendelse? Det er ikke altid, at svaret hurtigt kan slås op i retsplejeloven. Hvor meget skal der citeres af anbringender fra et kæreskrift, og hvordan er det nu helt præcist, at formuleringen af en omkostningsafgørelse skal være?

Det er helt nye færdigheder, der skal læres, og det er meget udfordrende og lærerigt som novice på området at give sig i kast hermed.

Om arbejdet ved domsforhandling
Den største del af tiden anvendes naturligvis i retssalen, og det var da også dette, jeg imødeså med en vis spænding forinden. Forud for starten i landsretten havde jeg naturligvis gjort mig mine tanker om, hvordan det ville være at skulle have den passive rolle under en domsforhandling. Imidlertid opdagede jeg hurtigt, at det kræver fuld koncentration, ikke mindst når parts- og vidneforklaringer skal refereres, sagsbilag efterses, og litteraturhenvisninger kontrolleres, samtidig med at man skal koncentrere sig om de næste spørgsmål og svar i afhøringen eller advokatens procedure.

Samtidig er det også en fornøjelse at høre dygtige og velforberedte kolleger forelægge og procedere en sag. Man lærer ligeledes en del om afhøringsteknik, selv i en tre måneders periode, når man daglig sidder i den lyttende rolle under domsforhandlinger. Yderligere får man et godt indblik i domstolenes bevisvurdering gennem pådømmelsen af retssagerne og under voteringerne med de øvrige dommere. Mange af disse erfaringer vil kunne komme til nytte, når man er tilbage i advokatrollen.

Prøv det selv
Det har på alle måder været en positiv oplevelse at være konstitueret i landsretten. Jeg blev mødt med stor imødekommenhed og hjælpsomhed både fra dommerside og kontorpersonale, og det har været meget givende og lærerigt at prøve arbejdet som dommer. Man får en større forståelse for det arbejde, der foregår hos domstolene. Samtidig tror jeg også, at man som advokat kan bidrage med synspunkter og erfaring ”fra den anden side”, som domstolene kan drage nytte af.

Jeg kan derfor kun opfordre mine advokatkolleger til at rive tre måneder ud af kalenderen og søge en konstitution. Det er ikke så svært at arrangere, som man umiddelbart forestiller sig. Klienterne forsvinder ikke af den grund, og man vender tilbage til kontoret med  en hel del erfaring på mange områder, som kan komme til gavn i det daglige virke som advokat.   

Hvordan er det egentlig at være dommer? Det kan advokater finde ud af, hvis de søger en tre måneders konstitution som dommer i landsretten. Efter sommerferien slås der atter konstitutioner op.