Advokaten 6 Retsplejeloven § 44c

Print Print
26-06-2003

Af advokat Sophus Bøgeskov Christensen, Advokatfirmaet Delacour

Til de læsere, som ikke måtte vide det, kan det oplyses, at ovennævnte paragraf udgør hjemmelsgrundlaget for de såkaldte korttidskonstitutioner af advokater som dommere i by- eller landsret. Jeg har i perioden fra 1. marts til 1. juni i år været konstitueret som landsdommer i Vestre Landsret, og redegør i artiklen for udvalgte erfaringer med ordningen.

Som et led i arbejdet med at opnå et bredere rekrutteringsgrundlag til domstolene, indførtes ved L 1998 402 den i overskriften nævnte hjemmel til at konstituere advokater i by- eller landsret som dommere for en 3 måneders periode. Ordningen har til formål at lade advokater stifte bekendtskab med dommergerningen, uden at dette betyder nogen afbrydelse af advokatgerningen. Ud over dette formelle formål, tilsigter ordningen i realiteten en udveksling af erfaringer mellem advokatstanden og domstolene, til gensidig nytte og forståelse for hinandens arbejdsvilkår.

Indtil udgangen af 2002 havde 14 advokater været konstitueret under ordningen.

Formålet
De overordnede formål med ordningen kan man kun sympatisere med. Imidlertid har disse ikke spillet nogen afgørende rolle for mit ønske om at blive konstitueret i landsretten. Mit eget personlige formål var at dygtiggøre mig inden for mit primære arbejdsområde, som er procedure i civile retssager for de ordinære domstole og voldgiftsretter. Det fremstod for mig åbenbart, at en mulighed for at agere som dommer på lige vilkår med de øvrige dommere i landsretten, indebar en mulighed for at lure dommerne af. Hvilke arbejdsvilkår har domstolene og hvilke momenter er afgørende, når en dom bliver til? Svar på disse spørgsmål er selvsagt vigtige, når man som advokat tilrettelægger sin sagsførelse.

Længden af konstitutionsperioden på de tre måneder, kan der være delte meninger om. Periodens længde er på den ene side fastsat således, at den ikke i sig selv bør skræmme interesserede advokater bort. Når det er sagt, er det for praktiserende advokater uden videre klart, at selv  3 måneders fravær fra en bestående advokatforretning er lang tid. For indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed udgør periodens længde en uoverstigelig hindring.

En første forudsætning for at overveje konstitution som dommer er derfor, at man som advokat har kompagnoner eller for ansatte advokaters vedkommende, arbejdsgivere, der kan se formålet med en advokatkonstitution. Det kommer jeg tilbage til. På den anden side er advokatkonstitutionsperiodens længde ikke tilstrækkelig til, at man for alvor kan hævde, at have fået indblik i eller kompetence inden for dommergerningen. Min egen erfaring har været, at der går 1-2 måneder fra opstarten før advokatdagligdagen psykologisk er lagt ”ned i skuffen” og erstattet af dommerhvervet, hvis daglige arbejdsrytme er helt forskellig fra en advokats. Hertil kommer den praktiske indkøringsperiode, der er forbundet med ethvert nyt job. Når disse opstartsproblemer er overstået, kan man hurtigt se enden på sin periode. Realiteten er derfor, at retsplejeloven § 44c giver advokaten mulighed for at indsnuse luften på den anden side af døren til voteringsværelset, men så heller ikke mere.

Klienterne
Jeg har været begunstiget af at være ansat i et stort advokatfirma, hvor fraværet af en advokat, med de ulemper dette giver i forhold til den efterladte klientmasse og sagsportefølje, har kunnet spredes ud over flere andre jurister. Det er en forudsætning for et lykkeligt fravær, idet klienterne ifald der ikke er nogen erstatning for den fraværende advokat, kan få en dårlig, og fra et advokatforretningsmæssigt synspunkt uheldig, oplevelse ud af advokatens konstitution.

Men hvad siger klienterne til, at advokaten pludselig meddeler, at han er væk i tre måneder? Jeg greb sagen an på den måde, at jeg til klienter, med hvem jeg alligevel løbende var i telefonisk kontakt, redegjorde for min beslutning og det kommende fravær. Herudover blev der til alle de involverede klienter udsendt en særskilt cirkulæreskrivelse med orientering om det forestående. Nyheden blev hos klienterne modtaget med ikke bare høflig forståelse, men hos mange direkte med lykønskninger og tilkendegivelse af stolthed over, at lige netop deres advokat var udvalgt til noget så fornemt som at fungere som dommer i landsretten. Det midlertidige fravær af advokaten trådte altså helt i baggrunden.

På baggrund af disse klientreaktioner er det min klare opfattelse, at man kan tale om en egentlig markedsføringsmæssig værdi ved mit fravær. Når det for arbejdsgiverens vedkommende kombineres med den sparede lønomkostning (modtagelse af vederlag fra anden indtægtsgivende beskæftigelse er som udgangspunkt i strid med dommerhvervet, jf. retsplejeloven § 47), er det faktisk min påstand, at min konstitution har været en god forretning for min arbejdsgiver. Hvordan får man ellers i den grad udviklet en medarbejders kompetencer vederlagsfrit, oven i købet med indbygget markedsføringsmæssig gevinst?

Stort udbytte
Er det nu ikke bare varm luft og en udspekuleret måde at skaffe sig tre måneders ferielignende orlov på fra den konstitueredes side? Der er ingen tvivl om, at en konstitutionsperiode i landsretten kan praktiseres mere eller mindre ihærdigt. Hvis man som konstitueret imidlertid er sig sit store ansvar som dommer bevidst, er det min erfaring at dommergerningen, i hvert fald som tredjedommer i landsretten, bestemt ikke lader advokatgerningen meget efter, hvad angår arbejdstid. Til gengæld er udbyttet tilsvarende stort, såvel fagligt som personligt. Jeg kan på det varmeste anbefale advokater med interesse for især retsarbejdet, grundigt med sig selv og deres kompagnoner, arbejdsgivere og/eller kolleger at overveje, om ikke det var en idé at stræbe efter en advokatkonstitution.