Advokaten 5 Hovedtræk af en voldgiftsreform

Print Print
13-05-2003

Af lektor Peter Arnt Nielsen, LL.M., ph.d.

I en netop offentliggjort redegørelse om reform af voldgiftsloven anbefaler Advokatrådets Retsudvalg, at Danmark får en moderne voldgiftslov efter internationale standarder. Redegørelsen indeholder i konsekvens heraf et udkast til en ny voldgiftslov samt bemærkninger til lovudkastet. Baggrunden for arbejdet og lovudkastet gennemgås her.

Voldgiftsloven er fra 1972. Loven er kortfattet, fordi den alene skulle indføre enkelte regler, som kunne styrke voldgiftens funktioner. Loven indeholder derfor kun regler om visse aspekter af voldgift. De emner loven regulerer, er navnlig voldgiftsaftalens processuelle virkning, domstolenes bistand til voldgiftsretter, voldgiftskendelsens ugyldighed og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen.

Lovgiver ønskede i sin tid ikke en mere omfattende regulering af voldgift, navnlig fordi man ville afvente udviklingen i det internationale samarbejde. Endvidere frygtede man, at en detaljeret regulering dels ville forstyrre den frie retsudvikling, dels ville have indgribende virkning på voldgiftsinstitutionernes regler mv. Mange væsentlige voldgiftsspørgsmål er derfor ulovreguleret og overladt til retspraksis og teori.

Voldgiftsloven, der har 13 bestemmelser, suppleres af voldgiftsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen gennemfører New York-konventionen fra 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser samt Genève-konventionen fra 1961 om international handelsvoldgift. Mens New York-konventionen er tiltrådt af mere end 132 stater, er Genève-konventionen alene tiltrådt af et mindre antal øst- og vesteuropæiske stater.

Det internationale samarbejde
Det internationale samarbejde om voldgift har udviklet sig betydeligt siden 1972. Udviklingen er navnlig sket globalt gennem UNCITRAL, der siden slutningen af 1970'erne har udarbejdet flere regelsæt af væsentlig betydning for international voldgift. Det vigtigste dokument er den såkaldte Modellov om voldgift fra 1985, der er anvendt som grundlag for lovreformer i flere end 47 stater, herunder Sverige, Tyskland og England.

Sverige, der ligesom England er et internationalt anerkendt center for voldgift, vedtog en reform af voldgiftslovgivningen i 1999. Baggrunden herfor var den fortsatte internationalisering af handelen og behovet for fælles regler om voldgift. I Tyskland gjorde tilsvarende forhold sig gældende i forbindelse med revisionen af reglerne om voldgift, der resulterede i en ny lov i 1998. Efter langvarige forberedelser fik England en ny voldgiftslov i 1996.

Det er et gennemgående træk i disse landes reformer, at voldgift nu reguleres ved love bygget over modelloven. Den tyske voldgiftslov er således nærmest en afskrift af modelloven, mens de engelske og svenske voldgiftslove i vid udstrækning kopierer regler og afsnit fra modelloven. I Norge, hvor reglerne svarer til gældende dansk ret, overvejes en reform på baggrund af et lovudkast, der er i overensstemmelse med modelloven.

Et andet karakteristisk træk ved de nye voldgiftslove i England, Tyskland og Sverige er, at voldgift reguleres fra voldgiftsaftalens indgåelse over sagens behandling og afsigelse af kendelse til eventuel fuldbyrdelse af kendelsen. Lovene er omfattende og indeholder 42 – 110 bestemmelser (Tyskland 42, Sverige 60, og England 110). Modelloven indeholder 36 bestemmelser. Tilsvarende har en række andre europæiske lande såsom Schweiz, Belgien, Østrig, Holland, Spanien og Italien omfattende voldgiftsreguleringer af nyere dato.

Hovedårsagerne til de iværksatte reformer er dels behovet for at give voldgift de bedst mulige vilkår under iagttagelse af retssikkerhedsmæssige garantier, dels ønsket om at tage aktiv del i løsningen af tvister i internationale handelsforhold.

Voldgiftslovens mangler
En sammenligning af voldgiftsloven med modelloven og de nye love i Sverige, Tyskland og England viser, at voldgiftsloven har en række væsentlige mangler, navnlig fordi der savnes regler om:

  1. Hvilke tvister, der kan afgøres ved voldgift,
  2. habilitetskrav til voldgiftsdommere,
  3. voldgiftsrettens kompetence til at afgøre sin kompetence,
  4. ”The Doctrine of Separability”,
  5. voldgiftens sæde,
  6. ligebehandling af parterne,
  7. deklaratoriske sagsbehandlingsregler,
  8. bevisbedømmelse,
  9. sagkyndige udpeget af voldgiftsretten,
  10. voldgiftsrettens retsanvendelse,
  11. indholds- og formkrav til voldgiftskendelser,
  12. manglende mulighed for tvangsfuldbyrdelse af forlig indgået for voldgiftsretten,
  13. udtømmende angivelse af de forhold, der kan medføre en voldgiftskendelses ugyldighed og
  14. frist for anlæg af ugyldighedssøgsmål.

De manglende regler medfører betydelig usikkerhed for parterne og risiko for tilsidesættelse af kendelsen pga. ugyldigt. En lovregulering af de nævnte spørgsmål vil afklare retsstillingen og derfor forbedre retssikkerheden under en voldgiftssag. Hertil kommer, at voldgiftsloven i modsætning til f.eks. de svenske og tyske voldgiftslove ikke lever op til de internationale standarder for voldgift.

Før voldgiftsloven var voldgift alene lovreguleret ved Danske Lov 1-6-1. Voldgiftsloven var derfor i sin tid en tiltrængt modernisering af dansk ret. I dag fremstår loven imidlertid som forældet grundet dels den fragmentariske regulering af voldgift, dels den manglende overensstemmelse med de internationale standarder for voldgift.

Henset til, at brugen af voldgift siden 1972 er steget betydeligt i både nationale og internationale forhold og lovreformerne i Sverige, Tyskland og England, er behovet for reform åbenbart.

Lovudkastets hovedprincipper
Advokatrådets lovudkast er udtryk for en moderne og komplet regulering af voldgift. Udkastet er bygget over modelloven, den nye svenske voldgiftslov og det norske lovudkast. Udkastet regulerer voldgift fra indgåelse af voldgiftsaftalen over etablering af voldgiftsretten, voldgiftsrettens sagsbehandling, afsigelse af kendelse mv., kendelsens ugyldighed og tvangsfuldbyrdelse af kendelsen. Lovudkastet er inddelt i 11 kapitler og indeholder 47 bestemmelser.

Endvidere er det tilstræbt, at lovudkastet sikrer den fornødne retssikkerhed under voldgiftssagen. Grundlæggende processuelle principper såsom princippet om en uafhængig og upartisk dømmende myndighed og princippet om ligebehandling af parterne foreslås derfor lovfæstet. Hertil kommer en række sagsbehandlingsregler, der er i overensstemmelse med voldgiftspraksis.

Endelig er det væsentligt, at lovudkastet dels udtømmende gør op med under hvilke omstændigheder, en voldgiftskendelse kan erklæres ugyldig, dels fastsætter en frist for anlæg af ugyldighedssøgsmål.

Almindelige bestemmelser
Lovudkastets kapitel 1 indeholder fire bestemmelser om lovudkastets anvendelsesområde (§§ 1 – 4). Bestemmelserne er nye.

Efter lovudkastets § 1 foreslås det, at loven som hovedregel kun skal gælde for voldgift, der har sæde i Danmark. Samtidig sikres det, at de danske domstole kan yde retshjælp til voldgiftsretter med sæde i udlandet eller voldgiftsretter, hvor sædet endnu ikke er fastlagt.

Lovudkastets § 2 fastlægger kompetenceforholdet mellem domstolene og voldgift, således at domstolene som hovedregel ikke har kompetence i tvister, der afgøres ved voldgift. Dette er en kodifikation af praksis.

En række af lovudkastets bestemmelser kan fraviges ved aftale, jf. lovudkastets § 3. Det gælder de fleste af reglerne om voldgiftsrettens sagsbehandling, hvorimod de grundlæggende processuelle principper om upartiske og uafhængige voldgiftsdommere, ligebehandling af parterne o.lign., er ufravigelige.

Lovudkastets § 4 er en regel om tab af indsigelser. Den udtrykker en almindeligt anerkendt international standard.

Voldgiftsaftalen
Lovudkastets kapitel 2 indeholder fire bestemmelser om voldgiftsaftalen (§§ 5 – 8).

For det første foreslås det at kodificere princippet om, at voldgift kan aftales i retsforhold, som parterne har fri rådighed over, jf. lovudkastets § 5.

For det andet foreslås det at kodificere princippet om, at der kun kan aftales voldgift for allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, jf. lovudkastets § 6, stk. 1. Det foreslås i den forbindelse, at voldgiftsaftaler i forbrugerforhold ikke er bindende for forbrugeren, hvis de er indgået før tvistens opståen, jf. § 6, stk. 2. Denne regel er ny.

For det tredje foreslås det, at sagsanlæg for domstolene i modstrid med en voldgiftsaftale eller en verserende voldgiftssag som hovedregel skal afvises, og at voldgiftsretten trods en retssag kan indlede eller fortsætte voldgiftssagen, jf. lovudkastets § 7. En domstol kan dog fortsætte retssagen, hvis voldgiftsaftalen er ugyldig eller voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres, jf. § 7, stk. 2. En sådan bestemmelse findes i den gældende voldgiftslov.

For det fjerde foreslås det at lovfæste princippet om, at voldgiftsaftalen eller en verserende voldgiftssag ikke er til hinder for indgivelse af anmodning til domstolene om iværksættelse af foreløbige retsmidler, jf. lovudkastets § 8.

Voldgiftsretten
Lovudkastets kapitel 3 om voldgiftsretten og voldgiftsdommerne er et af de mest centrale kapitler i lovudkastet (§§ 9 – 13).

Reglerne skal sikre, at voldgiftsretten altid kan etableres, og at voldgiftsdommerne er upartiske og uafhængige. Endvidere sikrer reglerne, at habilitetsindsigelser mv. inden for visse frister kan prøves af voldgiftsretten og domstolene. Voldgiftsloven regulerer kun delvis de pågældende spørgsmål.

Lovudkastets § 9 sikrer, at en voldgiftsret kan blive etableret af parterne inden for højst 60 dage fra det tidspunkt, hvor voldgiftssagen blev indledt. Reglen sikrer også, at voldgiftsretten består af tre voldgiftsdommere, medmindre andet aftales. Parterne kan bede domstolene om bistand til etablering af voldgiftsretten.

Efter lovudkastets § 10 skal en voldgiftsdommer være upartisk og uafhængig af parterne. Voldgiftsdommeren skal vige sit sæde, såfremt der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække berettiget tvivl om dennes upartiskhed og uafhængighed. Endvidere pålægges voldgiftsdommere en pligt til under voldgiftssagen at oplyse parterne om nye sådanne omstændigheder. § 10 er ny og udtryk for internationalt anerkendte standarder.

Proceduren for prøvelse af inhabilitetsindsigelser er fastlagt i lovudkastets § 11. Indsigelser skal fremsættes for voldgiftsretten inden 15 dage efter det tidspunkt, hvor klager blev bekendt med udpegningen af voldgiftsdommeren eller de omstændigheder, som indsigelsen bygger på. Tager voldgiftsretten ikke indsigelsen til følge, kan klager indbringe spørgsmålet for domstolene inden 30 dage efter, at parten blev bekendt med voldgiftsrettens afgørelse. Denne regel er i vidt omfang ny og er ligeledes inspireret af internationalt anerkendte standarder.

Lovudkastets kapitel 3 indeholder også regler om ophør mv. af voldgiftsdommerhvervet og udpegning af ny voldgiftsdommer, jf. § 12 og § 13. Disse regler er også nye.

Voldgiftsrettens kompetence
Også lovudkastets kapitel 4 om voldgiftsrettens kompetence, der indeholder to bestemmelser om voldgift (§ 14 og § 15), er centralt.

For det første foreslås det at lovfæste princippet om voldgiftsrettens kompetence til at afgøre sin kompetence. For det andet foreslås det at lovfæste ”The Doctrine of Separability”, hvorefter aftalens ugyldighed ikke indebærer voldgiftsaftalens ugyldighed, jf. i det hele § 14. For det tredje foreslås en vidtgående adgang for voldgiftsretten til at iværksætte foreløbige retsmidler, der kan fuldbyrdes af domstolene, jf. § 15.

Mens der for de to første princippers vedkommende er tale om kodifikation af internationalt anerkendte standarder, er den sidstnævnte bestemmelse en nyskabelse i overensstemmelse med den forventede udvikling på det internationale område.

Voldgiftsrettens sagsbehandling
Mens voldgiftsloven ikke indeholder regler, der direkte regulerer voldgiftsrettens sagsbehandling, har lovudkastet 11 bestemmelser herom i kapitel 5 (§§ 16 – 26).

Det er vigtigt, at en moderne voldgiftslov fastsætter minimumskrav til voldgiftsrettens sagsbehandling. Endvidere er det afgørende, at visse civilprocessuelle principper lovfæstes. Mange af bestemmelserne i lovudkastets kapitel 5 har hidtil været savnet i dansk ret, men i øvrigt er bestemmelserne i vidt omfang en kodifikation af voldgiftspraksis og internationalt accepterede principper.

De civilprocessuelle grundprincipper, der foreslås lovfæstet, er, at parterne skal behandles lige under voldgiftssagen og have fuld mulighed for at fremføre deres sag, jf. § 16, og at parterne har ansvaret for at oplyse sagen og føre de beviser, de ønsker, jf. § 24. Endvidere foreslås det, at voldgiftsretten kan udpege sagkyndige vidner, og at habilitetsreglerne (§ 10 og § 11) også skal gælde for sagkyndige vidner udpeget af voldgiftsretten, jf. § 25. Disse regler er nye.

Parterne kan aftale, hvilke regler for sagsbehandlingen voldgiftsretten skal følge. Har parterne ikke aftalt dette, behandles sagen på den måde, som voldgiftsretten finder hensigtsmæssig, jf. lovudkastets § 17. Da de fleste af de foreslåede sagsbehandlingsregler kan fraviges ved aftale, vil de næppe skabe behov for ændringer af institutionelle sagsbehandlingsregler. Det er forudsat, at valg af institutionel voldgift indebærer en fravigelse af lovudkastets regler om sagsbehandling.

Ifølge lovudkastets § 18 kan parterne aftale voldgiftens sæde. I mangel af aftale herom fastsætter voldgiftsretten sædet under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder hvad der er hensigtsmæssigt for parterne. Da sædet har betydning for, om loven finder anvendelse og for, om kendelsen er dansk eller udenlandsk, er det centralt med en klar bestemmelse om fastlæggelsen af sædet.

Lovudkastets § 19 fastsætter, at en voldgiftssag er indledt, når klagers anmodning om voldgift er kommet frem til indklagede. Endvidere skal denne anmodning være skriftlig og indeholde et udtrykkeligt og ubetinget krav om voldgift, en kort angivelse af de spørgsmål, voldgiftsretten skal tage stilling og klagers valg af voldgiftsdommer, hvis disse skal vælges af parterne.

Voldgiftsretten afgør hvilket eller hvilke sprog, der anvendes ved sagens behandling, hvis parterne ikke har aftalt sproget, jf. lovudkastets § 20.

Der er fastsat krav til klageskrift og svarskrift i lovudkastets § 21. Endvidere regulerer § 22, hvorledes forhandlingerne for voldgiftsretten skal foregå. Efter § 23 skal voldgiftsretten hæve sagen, hvis klager uden rimelig grund forsømmer at fremme sagen. Forsømmer indklagede at fremme sagen uden rimelig grund, fortsætter voldgiftsretten sagen uden at tillægge forsømmelsen virkning som en anerkendelse af klagers krav. Det er forudsat, at voldgiftsretten kan afsige udeblivelseskendelse.

Lovudkastets §§ 24 – 26 regulerer bevisførelse, brug af sagkyndige og muligheden for at anmode domstolene om bistand til bevisoptagelse.

Voldgiftskendelsen
Lovudkastets kapitel 6 indeholder otte bestemmelser om voldgiftskendelsen mv. (§§ 27 – 34). Bestemmelserne er nye og i overensstemmelse med internationale standarder.

Voldgiftsrettens retsanvendelse er reguleret i lovudkastets § 27. Voldgiftsretten skal anvende de retsregler, som parterne har aftalt. Ud over national ret kan parterne vælge internationale retsprincipper (lex mercatoria), herunder f.eks. Unidroit Principles of International Commercial Contract Law og Principles of European Contract Law. Har parterne ikke aftalt lovvalget, anvender voldgiftsretten de retsregler, den finder passende. Denne regel er hentet fra ICC's procesregler. Voldgiftsretten kan anvende billighed (amiable compositeur eller ex aequo et bono), såfremt parterne udtrykkeligt har bemyndiget voldgiftsretten til dette. Voldgiftsretten skal under alle omstændigheder afgøre sagen i overensstemmelse med kontraktens bestemmelser og tage hensyn til sædvaner i den branche, som retsforholdet er underlagt.

Lovudkastets § 28 fastslår, at to grundlæggende civilprocessuelle principper også anvendes i voldgift. Efter § 28, stk. 1 kan voldgiftsretten kun afgøre de krav, der er rejst i sagen (dispositionsmaksimen). Ifølge § 28, stk. 2 fastlægger voldgiftsretten sagens faktiske omstændigheder ud fra en fri bedømmelse af beviserne (den frie bevisbedømmelse).

Voldgiftsretten kan bestemme, at ét eller flere krav skal udskilles til særskilt bedømmelse. Voldgiftsretten kan også bestemme, hvorvidt opdeling skal ske, og om der skal afsiges særskilt afgørelse om det eller de udskilte spørgsmål, jf. lovudkastets § 29.

Lovudkastets § 30 regulerer, hvorledes voldgiftsretten skal træffe afgørelse i sagen. Voldgiftsretten træffer afgørelse i overensstemmelse med den mening, som flertallet af voldgiftsdommerne, der deltager i afgørelsen, enes om. Opnås der ikke flertal for en afgørelse, skal den afgørelse, som formanden tiltræder eller træffer, gælde. Nægter en voldgiftsdommer at deltage i en afstemning, kan de øvrige voldgiftsdommere træffe afgørelsen. Reglen skal afskære en voldgiftsdommer fra at blokere voldgiftsrettens votering og mulighed for at komme til en afgørelse. § 30 gælder både materielle og processuelle spørgsmål. Voldgiftsrettens formand kan på egen hånd afgøre processuelle spørgsmål, hvis parterne eller den samlede voldgiftsret har bemyndiget formanden til dette.

Indgås forlig for voldgiftsretten kan voldgiftsretten på en parts anmodning stadfæste forliget i en kendelse, jf. lovudkastets § 31. Reglen sikrer, at forlig indgået for voldgiftsretten kan tvangsfuldbyrdes. Der stilles samme krav til ”forligskendelsen”, som der stilles til kendelser.

Der er fastsat minimumskrav til voldgiftskendelsen i lovudkastets § 32. Kravene skal sikre klarhed over kendelsens indhold mv. Kendelsen skal være skriftlig, som hovedregel underskrevet af alle voldgiftsdommerne, angive voldgiftens sæde og være dateret. Kendelsen skal anses for afsagt i det land, hvor voldgiften har sit sæde. Kendelsen skal også være begrundet, medmindre den stadfæster et forlig, eller parterne har aftalt, at den ikke skal begrundes. I almindelighed kan en dissentierende voldgiftsdommer få optaget sin dissens i kendelsen.

Lovudkastets § 33 fastsætter, hvornår en voldgiftssag afsluttes, mens § 34 indeholder hjemmel til under iagttagelse af visse frister at få rettet en afsagt kendelse og få afsagt en tillægskendelse.

Sagsomkostninger
Lovudkastet indeholder i kapitel 7 to bestemmelser om sagsomkostninger og sikkerhedsstillelse (§ 35 og § 36). Reglerne er nye.

§ 35 går i hovedtræk ud på, at voldgiftsretten fastsætter sit honorar mv., at parterne hæfter solidarisk for honoraret mv., at voldgiftsretten fordeler disse udgifter mellem parterne, at voldgiftsretten kan pålægge en part at betale modpartens udgifter, og at voldgiftskendelsen eller retsbogen bør indeholde oplysning om omkostningerne. Endvidere giver § 35 mulighed for domstolsprøvelse af honoraret inden for en frist af 30 dage.

Efter § 36 kan voldgiftsretten pålægge parterne at stille sikkerhed for voldgiftsrettens honorar og omkostninger. Da en part kan forsøge at undgå voldgiftssagen ved at undlade at stille sin del af sikkerheden, er det bestemt, at den anden part da kan stille hele sikkerheden. Voldgiftsretten kan afslutte sagen, hvis sikkerhed ikke stilles inden for en af voldgiftsretten fastsat frist.

Ugyldighed
Lovudkastet indeholder i kapitel 8 to bestemmelser om voldgiftskendelsens ugyldighed (§ 37 og § 38). Mens § 37 indeholder ugyldighedsgrundene, fastsætter § 38 en frist for anlæg af ugyldighedssøgsmål på 90 dage fra det tidspunkt, hvor den part, der vil anlægge ugyldighedssøgsmål, modtog voldgiftskendelsen. Den førstnævnte bestemmelse præciserer gældende ret, mens den sidstnævnte bestemmelse er ny. Begge bestemmelser er i overensstemmelse med internationale standarder.

Den første præcisering, som § 37 indeholder, er, at ugyldighedsgrundene er udtømmende angivet. Efter voldgiftslovens § 7 er det derimod uklart, om bestemmelsen er udtømmende. Den anden præcisering består i, at voldgiftslovens § 7, nr. 4, hvorefter en kendelse er ugyldig, hvis den strider mod ”ufravigelige retsgrundsætninger” foreslås ophævet, da den er uklar og ikke har sin lige i moderne voldgiftslove. I stedet foreslås det, at en voldgiftskendelse er ugyldig, hvis den strider mod ”grundlæggende retsprincipper (ordre public)”. Dette er et velkendt begreb, der tilmed begrænser anvendelsesområdet for ugyldighedsbestemmelsen.

I lovudkastets § 37 sondres mellem ugyldighedsgrunde, som domstolene prøver af egen drift (ordre public og arbitrabilitet), jf. stk. 2, og grunde, der kun prøves på en parts anmodning (inhabilitet, mangler ved voldgiftsrettens sammensætning og sagsbehandling, samt kompetenceoverskridelser), jf. stk. 3. Ugyldighedsgrundene svarer til de internationale standarder og genfindes i lovudkastets § 41 om hindringer for anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser.

Som nævnt indeholder lovudkastets § 38 en 90-dages frist for anlæg af ugyldighedssøgsmål. Fristen skal sikre, at parterne kan indrette sig efter kendelsen efter fristens udløb. I gældende ret er det alene i forarbejderne til voldgiftsloven, der ikke indeholder en frist, anført, at det forudsættes, at ugyldighedssøgsmål iværksættes inden rimelig tid.

§ 38 indeholder bl.a. også en ”reparations”-regel, hvorefter domstolen kan udsætte ugyldighedssøgsmålet og henvise sagen til voldgiftsretten med henblik på, at voldgiftsretten fjerner det eller de forhold, som kan medføre kendelsens delvise eller fuldstændige ugyldighed. Bestemmelsen er procesøkonomisk hensigtsmæssig.

Anerkendelse og fuldbyrdelse
Lovudkastets kapitel 9 indeholder fire bestemmelser, der sikrer anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser mv. i et nærmere bestemt omfang (§§ 39 – 42). De er i vidt omfang i overensstemmelse med gældende ret, men der er visse forbedringer.

Til forskel fra voldgiftsloven, der ikke regulerer spørgsmålet, foreslås det, at voldgiftsrettens afgørelse om sagsomkostninger kan fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af sagsomkostninger, jf. lovudkastets § 39, stk. 4. Endvidere foreslås en ny regel, hvorefter voldgiftsrettens kendelse om iværksættelse af foreløbige retsmidler, jf. lovudkastets § 15, kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af foreløbige retsskridt, jf. lovudkastets § 39, stk. 5. De foreslåede bestemmelser vil øge voldgiftens effektivitet og har klare procesøkonomiske fordele.

Voldgiftsbekendtgørelsens § 1 indeholder efter sin ordlyd en vidtgående forpligtelse til at anerkende udenlandske voldgiftskendelser under visse betingelser. I princippet er Danmark efter bestemmelsen forpligtet til at anerkende alle kendelser uanset oprindelsesland, og uanset om Danmark er sikret anerkendelse af danske kendelser i den pågældende fremmede stat. Voldgiftsbekendtgørelsens § 1 er en kodifikation af retsstillingen før 1972. Da denne retsstilling næppe længere er hensigtsmæssig, og da reglen efter New York-konventionens store udbredelse ikke længere har nævneværdig praktisk betydning, foreslås det at ophæve reglen. I stedet anbefales det, at Danmark kun skal anerkende (og fuldbyrde) voldgiftskendelser afsagt i et land, der har tiltrådt New York-konventionen, jf. lovudkastets § 40. I konsekvens heraf foreslås det også, at Danmark ophæver to Genève-konventioner fra hhv. 1923 og 1927, som har mistet deres praktiske betydning.

Processuelle bestemmelser
Lovudkastet indeholder i kapitel 10 tre bestemmelser om domstolenes stedlige og saglige kompetence i sager, hvor domstolene efter lovudkastet har kompetence (§§ 43 – 45). Det er sager om bistand til voldgiftsretterne, ugyldighedssøgsmål og tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Reglerne er delvis nye.

Efter voldgiftslovens § 8 behandles sager om domstolenes bistand til voldgiftsretterne (gennemførelse af en voldgiftssag, indsigelser mod en voldgiftsdommer og prøvelse af voldgiftsrettens honorarfastsættelse) af de almindelige domstole på det sted, hvor sagen skulle være anlagt, hvis der ikke var aftalt voldgift. Da der er tale om sager på et specialområde foreslås det, at sager om domstolenes bistand skal anlægges ved Sø- og Handelsretten, jf. lovudkastets § 43. Herved får denne domstol eksklusiv kompetence til at behandle bistandssagerne, og det sikres, at sagerne afgøres af en domstol, der har betydelig ekspertise i erhvervslivets forhold. § 43 omfatter sager om etablering af voldgiftsretten, habilitetsindsigelser mod en voldgiftsdommer, ophør mv. af voldgiftsdommerhvervet, afgørelse af voldgiftsrettens kompetence, habilitetsindsigelser mod en af voldgiftsretten udpeget sagkyndig og prøvelse af voldgiftsrettens honorarfastsættelse.

Voldgiftsloven indeholder ikke bestemmelser om domstolenes saglige og stedlige kompetence i sager om ugyldighed af voldgiftskendelser. Mens retsplejelovens almindelige regler gælder for danske kendelser, fastsætter voldgiftsbekendtgørelsens § 15, at ugyldighedssøgmål for udenlandske kendelser kan anlægges ved Sø- og Handelsretten, hvis ingen dansk domstol er kompetent efter almindelige regler. I lovudkastet gøres der op med disse til dels uklare kompetenceregler. Det foreslås, at Sø- og Handelsretten skal have eksklusiv kompetence til at afgøre ugyldighedssøgsmål, jf. lovudkastets § 44. Forslaget skal også ses på baggrund af, at sådanne sager kræver en vis sagkyndighed og indsigt i erhvervsmæssige forhold.

Der foreslås ikke ændringer i de gældende regler, hvorefter anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse indgives til fogedretten i overensstemmelse med retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af domme. Derimod foreslås det, at fogedrettens afgørelse skal kunne indbringes for Sø- og Handelsretten i stedet for landsretterne. Begrundelsen herfor er dels, at Sø- og Handelsretten tillægges eksklusiv kompetence i ugyldighedssøgsmål, dels den nære sammenhæng mellem ugyldighedssøgsmål og de grunde, der kan bevirke, at en voldgiftskendelse nægtes fuldbyrdelse.

Ikrafttrædelsesbestemmelser mv.
Lovudkastets kapitel 11 indeholder én bestemmelse om ikrafttrædelse, og én bestemmelse om Færøerne og Grønland (§ 46 og § 47).
Det er i lovudkastet forudsat, at der skal gå en længere periode, inden loven træder i kraft. Da det foreslås, at Danmark opsiger tre konventioner fra hhv. 1923, 1927 og 1961, som har mistet deres betydning i praksis, jf. nærmere lovudkastets § 46, er det nødvendigt med en længere ikrafttrædelsesperiode.
Endvidere foreslås det, at loven finder anvendelse på voldgiftsaftaler, uanset om de er indgået før eller efter lovens ikrafttræden, og på voldgiftssager, uanset om de er anlagt før eller efter lovens ikrafttræden, jf. § 46.

Note:
Redegørelsen ligger på Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk .  Der er nærmere redegjort for baggrunden for Advokatrådets initiativ i Lov & Ret 3 2003, s. 3-7. Forslaget er nu sendt i høring. Læs herom i lederen i Advokaten 6, side 120.