Advokaten 3 Advokatydelsens værdi

Print Print
19-03-2003

Af advokat Søren Jenstrup, partner i Lett, Vilstrup & Partnere og medlem af Advokatrådet
Det er afgørende, at advokatydelserne leveres og honoreres som  kvalitetsprodukter, samt at disse anerkendes og betales som sådan, og at ydelserne anvendes ansvarligt og i overensstemmelse med en høj standard og god etik. 
Denne artikel er den anden af to, som er baseret på et indlæg, som forfatteren holdt på European Company Lawyers Association’s (ECLA) årskonference i Bruxelles 15. november 2002.[i]

I musicalen ”Cabaret” sang man ”Money makes the world go around”, og et område, der trods alt indeholder en særlig udfordring for advokatprofessionen, er faktureringen. Her har man en stor udfordring i forholdet mellem den interne virksomhedsjurist, der også rådgiver arbejdsgiverens tegnebog og den eksterne advokat.

Det kan siges kort: Fakturering efter anvendt timeforbrug var som så mange andre ”revisor­ideer” aldrig nogen god ide – slet ikke som eneste kriterium for fastsættelse af værdien af juridisk arbejde. Først gik konkurrencen på selve timesatserne. Det blev hurtigt alt for gennemskueligt, og konkurrencen skiftede nu over til, hvor lang tid man behøvede til forskellige opgaver. Dette var på den anden side et fuldstændig uigennemskueligt område og gør det meget vanskeligt at vurdere juridiske ydelser fra konkurrerende advokatfirmaer.

Derfor besluttede – og beslutter stadig – visse klienter rent faktisk at sende deres juridiske arbejde i egentligt udbud eller at aftale faste eller halvfaste globale honorarer for kortere eller længere perioder ad gangen. Visse advokatfirmaer har oven i købet tilbudt gratis bistand eller bistand for stærkt reduceret betaling i eksempelvis det første år bare for at få en stor kunde. Det er fuldstændig sygeligt.

Jeg mener, at de tidligere almindeligt anvendte generelle parametre omkring ansvar, sagens værdi og betydning for klienten og resultatet af den ydede juridiske bistand selvfølgelig sammenholdt med en rimelig vurdering af det tidsforbrug, der var involveret, at det var og igen burde blive de dominerende parametre for fakturering af advokatbistand.

Nogle klienter smiler nu og siger: Ja, det er klart, at værdien af bistanden er et meget vigtigt parameter for os. Men eftersom I jo insisterer på at afregne pr. time, ja, så bliver antallet af registrerede debiterbare timer naturligvis maksimum for, hvad I kan kræve. En eventuel diskussion af regningen vil derefter udspinde sig omkring størrelsen af den rabat, der skal gives på det registrerede tidsforbrug på grund af skuffelsen over resultatet eller den mangel af værdi, bistanden har tilført.

Advokatprofessionen skal naturligvis ikke acceptere et sådant scenario, først og fremmest fordi det ikke er i deres interesse, men også fordi det bestemt ikke er i klienternes interesse. Igen vil jeg fremhæve, at det er advokatvirksomhedernes evne til som helhed at give enhver ordentlig juridisk bistand, som er hele fundamentet under vores profession. Dette indebærer, at private klienter skal have bistand, ubemidlede klienter skal have bistand, og den eneste måde, man således kan bevare et renommé, der giver en politisk opbakning bag advokatprofessionen, er ved at acceptere et vist element af ”Robin Hood”.

Hvad der derfor virkelig er i klientens interesse, det er at anvende sine egne ansatte, herunder ikke mindst den interne juridiske afdeling, til at definere de områder, inden for hvilke man bedst kan udnytte ekstern rådgivning. Med andre ord skal klienterne selv koncentrere sig om fra sag til sag at evaluere præcis, hvad de forventer at den eksterne rådgiver skal være i stand til at gøre bedre, og hvor den eksterne rådgiver rent faktisk er i stand til at tilføre processen værdi, hvad enten det er den almindelige drift af virksomheden, forhandling af kontrakter eller løsning af tvister.

I den proces skal man ikke være bange for at inddrage den eksterne rådgiver selv, men det forudsætter, at den tættere tilskæring af den eksterne rådgivers rolle ikke alene skal have til formål at reducere omkostningen ved ekstern rådgivning, men i højere grad til formål at tilføre også de kompetencer og de resultater, som selskabet – klienten selv – kan præstere øget værdi, herunder i sin egen juridiske afdeling.

For at gøre det enkelt: Fordi man er i stand til at reducere antallet af debiterbare timer hos sin eksterne rådgiver med 50%, behøver man ikke nødvendigvis at forvente en reduktion af hans honorar med 50%.

Klienten skal søge at definere mere rutineprægede og enklere opgaver og muligvis også ganske vanskelige opgaver, men opgaver som den interne virksomhedsjurist langt nemmere kan løse, fordi han præcis ved, hvor han skal hente informationen, og hvordan den behandles i selskabet. Hvis man på den måde kan erstatte en væsentlig del af det arbejde, der objektivt set skal præsteres med in-house timer, således at det resterende og forhåbentlig værdiskabende eksterne arbejde tager væsentlig mindre tid uden at påvirke kvaliteten af det endelige resultat, ligger der heri i sig selv en gevinst. Selv om den eksterne advokat fakturerer et vist succeselement, vil den samlede omkostning være reduceret, og den eksterne advokat har mulighed for også at styrke sine kompetencer og sit firma ved at gøre andre ting end blot at banke debiterbare timer af sted.

Jeg ser denne trend mod mere frie og værdibaserede faktureringsnormer som vigtig for advokatprofessionen, men også for klienterne. I den sammenhæng ser jeg også den personlige tilknytning som mere og mere vigtig, for i beslutningstagning på topniveau har man under alle omstændigheder behov for den fulde tillid og det personlige kendskab til den rådgiver, der tilbyder rådet. Den tillid og det kendskab vil naturligt udstrække sig også til afregningssituationen.

På lavere niveauer vil der med sikkerhed opstå langt flere ad hoc og f.eks. ”hotline aftaler”, telefonbistandsaftaler m.v., hvor de eksterne advokatfirmaer indgår aftaler med deres erhvervsdrivende klienter om direkte adgang til og fra lavere niveauer i organisationerne med henblik på at yde hurtig juridisk bistand til en rimelig penge simpelthen for at forbedre samarbejdet og for at få organisationerne til rent faktisk at anvende også den eksterne rådgiver og dennes specialister inden for forskellige felter mere utvungent og uden frygt for en kæmperegning.

Som konklusion ser jeg flere og flere samarbejder, hvor advokaten informerer om timerater på forskellige niveauer, men hvor man forbeholder sig, når ydelsen er leveret og den enkelte sag bragt til ende, at kunne diskutere på et fair grundlag den samlede afregning, herunder muligheden for at fakturere et succeshonorar.

Etiske regler vigtige  
Sidst vil jeg nævne den globale indsats for at forbedre retningslinier og regler om god advokatskik (rules on good conduct) og etablere forskellige forbedrede kontrolorganer, klagenævn, etc. Det kan godt være, at revisorerne tog det første stød i Enron og andre nylige skandaler, og at de resulterende indgreb og lovgivning jo med sikkerhed retter sig mod at styre, begrænse og bevare uafhængigheden og integriteten hos den erhvervsdrivende virksomheds revision. Denne debat vil imidlertid som et spørgsmål om ”good corporate governance”, men også i form af benhårde ”whistle blowing”-forpligtelser, også komme til at omfatte advokatens rolle. Vent og se.

Når US Securities and Exchange Commission (SEC) virkelig kommer i gang på grundlag af  Sarbanes-Oxley loven og med tilhørende reguleringer, må vi kæmpe for at opretholde de generelle værdier og standarder for professionen, herunder ikke mindst tavshedspligten og retten til ”legal privilege”. Men i den kamp bliver det endnu vigtigere for at kunne opretholde den juridiske professions position, at vi selv stedse er på skarpt udkig efter elementer, som ikke lever op til de moralske og etiske standarder, som gælder for professionen, således at vi kan fjerne sådanne elementer med en stærk og effektiv selvjustits.

Kun på denne måde vil professionen være i stand til at opretholde det ry og den anseelse, som er nødvendig for at bevare privilegier og position. Vi må i den sammenhæng i vores egen interesse kæmpe hårdt mod konkurrencemyndighederne, hvis de forsøger at afskaffe vores advokatetiske regler eller andre reguleringer ud fra et enøjet konkurrencebegræns-ningssynspunkt. Reglerne er nødvendige og grundlaget for ethvert retssamfund.

Men det bliver også vigtigt at kæmpe for den europæiske principbaserede indfaldsvinkel til regulering, hvor reglerne formuleres som brede principper suppleret med softlaw standarder, snarere end den amerikanske måde, hvorefter man gennemfører hundrede- eller tusindvis af små detaljerede regler, hvis effekt ulykkeligvis ofte har været, at alle kræfter har været indrettet på at omgå reglerne, snarere end at forstå, hvorfor de blev indført i det hele taget.

Alt for ofte har amerikanerne ikke kunnet se skoven for bare træer, og det har desværre også været gældende for de skovhuggere, som den juridiske branche eller revisorbranchen satte til at forestå skovdriften.

Den første artikel blev bragt i ”Advokaten” 2 2003 med titlen ”Uddannelse, rekruttering og udvikling i advokatbranchen”.
[i]  Artiklen er oversat fra engelsk.