Advokaten 2 Uddannelse, rekruttering og udvikling i advokatbranchen

Print Print
14-02-2003

Af advokat Søren Jenstrup, partner i Lett, Vilstrup & Partnere og medlem af Advokatrådet
Advokatbranchen kan rekruttere de bedste hjerner, skriver Søren Jenstrup i denne artikel. Desuden kommer han ind på spørgsmålet om samspillet mellem virksomhedsadvokaten og den eksterne advokat. Artiklen er den første af to, som er baseret på et indlæg, som forfatteren holdt på European Company Lawyers Association’s (ECLA) årskonference i Bruxelles 15. november 2002.[i]

Virksomhedsjurister kan betragtes som enten de værste konkurrenter eller de mest værdifulde allierede i forhold til privatpraktiserende advokater, men også fordi I – uanset om man har den ene eller den anden opfattelse – først og fremmest som vi – er advokater.

Når man ser på verdenssituationen lige nu, er der næppe tvivl om, at advokatprofessionen har udfordringer.

Efter min mening er den største udfordring af dem alle at sikre rekruttering af nye advokater, der kan opretholde og bevare advokatprofessionen og dens vigtigste værdigrundlag på fremtidens slagmark mellem allehånde rådgivere og konsulenter.

I lille Danmark er der to universiteter, som hver har et juridisk fakultet. Uddannelsen som dansk advokat kræver en juridisk kandidatgrad fra et af disse to universiteter og derefter en fuldmægtigtid som autoriseret fuldmægtig under en advokat i 3 år. Gennem denne periode har vi endvidere et 36 dages obligatorisk uddannelsesprogram.

Dette er en stiv og snæver adgangsvej til advokattitlen.

Det er klart, at hvert land eller region har egne regler og traditioner. Det, som imidlertid verden over vil være et fælles problem, er ikke så meget, at man har forskellige og af og til lange og vanskelige adgangsveje. Det vigtige er derimod, om alle de forhindringer, man bliver nødt til at forcere, alle de krav, man bliver nødt til at opfylde, og alle de kræfter, man bliver nødt til at investere på vejen mod advokattitlen, er rigtige med henblik på at nå det endelige mål: Anerkendelse af retten til at praktisere som advokat?

Efter min opfattelse er det nødvendigt for advokatprofessionen nationalt, regionalt og måske globalt at bruge kræfter på at genoverveje og redefinere de aktuelle krav, som professionen ønsker at stille til unge studenter, der gerne vil være advokater.

Vi bliver nødt til at tænke i brede sammenhænge omkring juridisk træning, case law, forståelse af internationale regler og handlemåder, og det gælder, hvad enten det er kernejura inden for selskabs- og konkurrenceret eller har med menneskerettigheder og socialt ansvar, kulturelle adfærdsnormer, etc. at gøre. Vi må endvidere særligt have fokus på de advokatetiske aspekter, der handler om integritet og uafhængighed, god advokatskik, herunder håndtering af interessekonflikter, og retssikkerhed i bred forstand.

Vi må også selv beslutte os for, hvilke supplerende færdigheder der skal med i betragtning, herunder almindelig regnskabsforståelse, skatter og afgifter og naturligvis partsrepræsentation, herunder mægling og alternativ løsning af tvister.

En overgang var der et vældigt pres fra ”the big six”, nu ”the final four”, som de multinationale, megastore revisionsfirmaer er blevet kaldt, mod etableringen af multidisciplinære partnerskaber, MDP’er, baseret på ideen om ”one stop shop” og det synspunkt, at klienter altid ville ønske let adgang til et fuldstændigt rådgivningsproduktsortiment og helst fra ét og det samme firma.

Det er min faste overbevisning, at denne måde at se på tingene har ændret sig dramatisk, og at de seneste skandaler – eller hvad man vil kalde dem – har fået folk i almindelighed til at fokusere mere på kontrolaspekter og på den uafhængighed, integritet og objektivitet, der opnås ved anvendelse af ekstern juridisk bistand.

Mit første punkt skal derfor være, at de øjeblikkelige vinde ikke fører mod MDP’er eller mod konsulentsupermarkeder.

Klienterne vil ønske og vil være nødt til at opretholde de naturlige kontroller og balancer, der består mellem deres valgte revisorer, deres juridiske rådgivere og deres andre konsulenter inden for forskellige områder. Også derfor må advokatprofessionen kæmpe for at opretholde det særkende og de særlige kompetencer og kvaliteter, branchen har, ved at tiltrække de bedste folk til professionen og sammen med universiteter, højere læreanstalter i øvrigt, law schools o.lign. at designe eller samdesigne en særlig ”advokatuddannelse” af høj kvalitet.

Den kendsgerning, at folk ikke ønsker et enkelt firma til at levere al sin rådgivning, betyder på den anden side ikke, at klienter og virksomheder verden over ikke stadig ønsker sig rådgivere, ikke mindst advokater, til generalistformål – altså rådgivere med en indsigt og et overblik og med generelle kvalifikationer og kompetencer, som ofte forbindes med advokaten. Det gælder, hvad enten de skal checke ting hos kunden, forhandle kontrakter for ham eller løse hans tvister.

Hvad der i virkeligheden er sket, også i forbindelse med den betydelige koncentration blandt advokatvirksomhederne og opkomsten af meget store enheder, er, at disse generalister, disse advokater i mere traditionel forstand, nu har brug for at anlægge deres særlige advokattalent ikke blot på forståelsen af vanskelige og komplicerede faktuelle problemstillinger uden for deres profession, men også ofte inden for det juridiske område, fordi den juridiske regulering er blevet stedse mere kompleks og uoverskuelig. For at sikre dette aspekt behøver advokatvirksomhederne specialister. De behøver specialister inden for flere og flere områder og med dybere og dybere spidskompetencer ned i de stedse mere komplekse juridiske detaljer.

Der er således en klar trend imod specialisering, men også imod større virksomheder. Det interessante er imidlertid, at de større virksomheder ikke kun er i stand til at bevare og udvide deres markedsposition og deres topplaceringer, fordi de har råd til at antage og uddanne specialister på et meget højt niveau, men også og måske nok så meget, fordi de er i stand til at tiltrække generalister af ekstraordinær høj kvalitet.

Både specialister og generalister
Når man vælger at studere med henblik på at blive advokat, ved man ikke altid i forvejen, hvilken slags advokat man ender med at blive.

Virksomhedsadvokater, vil jeg mene, hører i et vist omfang til generalisterne, men kun i et vist omfang. I har nemlig ikke og vil næppe kunne opnå den uafhængighed fra jeres egen arbejdsgiver, som en ekstern advokat naturligvis har, og får ej heller det særlige input og den vandrette erfaring, som opstår af at behandle ikke blot en frygtelig masse forskellige sager, men også arbejde med en række forskellige – af og til meget forskellige – klienter.

I den forstand bliver I derfor specialister, nemlig specialiserede i jeres eget selskabs problemer. De kan naturligvis i sig selv være meget varierede, og derfor ser man jo ofte i store virksomheder en ganske stor juridisk afdeling.

Jeg er sikker på, at denne udvikling vil fortsætte, efterhånden som legal compliance programmer bliver mere og mere anvendt igennem forretningsverdenen, og efterhånden som corporate governance bliver et krav ikke blot i noterede og større, men også mellemstore virksomheder. Det vil blive nødvendigt for bestyrelser at adressere flere og flere juridiske spørgsmål, herunder beskyttelsen af sociale rettigheder og menneskerettigheder, international antitrust og konkurrenceret, miljøregler og en lang række regler om intern og ekstern rapportering af forskellige forhold.

Inden for den udvikling er der et kæmpe potentiale for advokatprofessionen.

Min næste hovedpointe er derfor, at der bliver betydelig brug for advokater, både eksterne eller hvad jeg vil kalde uafhængige advokater og virksomhedsadvokater. Men vi nødsages til hele tiden at bevare de kvaliteter og standarder, som er særlige for advokatprofessionen, således at vi kan adskille os fra andre rådgivere.

Konkurrencemyndighederne overvåger branchen
Ordet konkurrence har et andet og mere hard core aspekt end i spørgsmålet om rekruttering. Kommissionen har for nylig indledt en undersøgelse af den strukturelle regulering og økonomiske betydning af forskellige ydelser fra liberale erhverv, såsom juridiske ydelser, revi­s­or­­ydelser, rådgivende ingeniører, visse ydelser inden for sundhedssektoren og arkitektydelser.

Særlig for så vidt angår den juridiske profession er baggrunden for undersøgelsen de to afgørelser fra 19. februar 2002 af European Court of Justice. I Arduino afgørelsen (case C-35/99) sagde Domstolen, at den italienske stat ikke havde svigtet sine forpligtelser ved at udstede en ministeriel bekendtgørelse vedrørende minimum- og maksimumtariffer for advokater på basis af et ikke-bindende udkast, der var produceret af en advokatorganisation. Som et obiter dictum tilføjede Domstolen, at den italienske stat godt kunne bede en professions egen organisation om at fremsætte forslag til den slags regler uden derved at have delegeret sit ansvar som lovgiver.

I den såkaldte Wouters sag beskæftigede Domstolen sig med artikel 81 (tidligere 85) i forhold til en brancheregel, der forbød partnerskaber mellem advokater og revisorer (Wouters C-309/99).

Professionelle – sagde Domstolen – som tilbyder markedet varer og tjenesteydelser, er virksomheder i artikel 81’s forstand, og professionelle organisationer som f.eks. et advokatsamfund vil derfor skulle behandles som sammenslutninger af virksomheder, når de handler som regulerende for professionen og for de medlemmer af professionen, der udfører økonomiske aktiviteter. I den egenskab vil regler udfærdiget af sådanne organisationer som bindende over for medlemmerne (modsat regelforslag, der ikraftsættes af staten, hvor Arduino-sagen er retningsgivende), blive juridisk kvalificeret som og blive behandlet som beslutninger mellem sammenslutninger af virksomheder i artikel 81’s forstand.

Domstolen nåede dog derefter frem til, at en regel ikke ville krænke artikel 81, stk. 1, hvis den organisation, der udstedte og håndhævede reglen med rimelighed kunne hævde, at reglen, selv om den var konkurrencebegrænsende, var nødvendig af hensyn til professionens forsvarlige udførelse.

Den forsvarlige udførelse af den juridiske profession grundes i professionens særlige formål og i et behov for at skabe regler vedrørende såvel organisationen, kvalifikationerne, etikken, kontrollen og ansvaret, således at man generelt kan sikre, at både modtagerne af juridisk bistand og retsplejen i almindelighed garanteres den nødvendige integritet og faglighed. Derfor er de forholdsregler, der f.eks. forpligter en advokat til udelukkende at handle i sin klients interesse og i fuld uafhængighed, og som pålægger ham pligter til at undgå enhver risiko for interessekonflikt og til at observere strikt tavshedspligt i forhold til klienten, nødvendige for den forsvarlige udførelse af den juridiske profession.

På grundlag af denne konkrete vurdering fandt Domstolen ikke, at de hollandske regler mod MDP’er stred mod artikel 81, men Kommissionen finder fortsat tre slags professionelle regler krænkende i forhold til artikel 81, uanset om man vil kunne retfærdiggøre dem også med andre motiver, nemlig regler der fastsætter priser, regler der anbefaler særlige honorarer eller regler der fører til en deling af markeder eller klientgrupper.

Denne retsstilling viser, at udviklingen af uddannelsesmæssige og andre krav og retningslinier for såvel retten til at praktisere inden for advokatverdenen som for udøvelsen af advokatprofessionen vil blive udsat for nøje overvågning af konkurrencemyndighederne. Derfor er det vigtigt at begrænse reguleringen inden for professionen til spørgsmål, der handler om uafhængighed, integritet og den særlige stilling for uafhængige advokatorganisationer, men i øvrigt at holde markedet for levering af juridiske ydelser rimeligt konkurrencedygtigt, således at der ikke er for voldsomme barrierer for at komme ind på markedet.

Advokatens kerneværdier centrale
Juridisk rådgivning i dag er principielt ikke underkastet monopol, eftersom den faktisk ydes af en lang række andre end advokater som f.eks. banker, forsikringsselskaber, andre rådgivningsfirmaer, revisorer (af og til), fagforeninger m.v., og fordi juridisk repræsentation for domstolene, retssagsprivilegiet, kun udgør en meget lille del af det totale marked for juridiske ydelser. Man kan derfor hævde, at langt størstedelen af juridiske ydelser er udsat for fri konkurrence.

På den anden side vil en hensigtsmæssig og nødvendig overvågning af og regulering af den juridiske profession blive umulig i et totalt liberaliseret miljø, hvor en mængde forskellige professioner med vidt forskellige reguleringer kunne trænge ind og skulle integreres.

Jeg tror, konklusionen er, at den juridiske profession og advokaterne danser på en knivsæg mellem på den ene side total fri adgang og konkurrence fra en række erhverv og på den anden side behovet – der heldigvis også anerkendes politisk – for at regulere med henblik på at sikre vores kerneværdier.

For nylig beskrev en svensk professor, Lena Eberwahl, i sin disputats om advokatetik to slags advokater – ham, som på grundlag af sin ubetingede tavshedspligt kæmpede klientens sag til det yderste altid alene med det sigte at forbedre klientens stilling, der samtidig altid blev opfattet og defineret af klienten selv. Men også en anden advokattype var interessant, nemlig den uafhængige advokat af høj integritet, som så sin rolle ikke kun som stridsmand i de kampe, klienten besluttede sig for at indlade sig i, men også som klientens rådgiver om, hvornår der overhovedet skulle indledes en krig, og hvilke slag man burde eller skulle kaste sig ud i.

Jeg kan næppe sige, den ene type er bedre end den anden, ej heller om eksterne rådgivere bedre end interne rådgivere kan udføre den ene eller den anden rolle. Man kan imidlertid nok som en formodning sige, at virksomhedsjuristerne som ansatte inden for firmaet og derfor forpligtede til at varetage firmaets interesser i snævrere forstand ofte vil identificere sig selv med selskabets interesser, som disse fastlægges af bestyrelsen, den administrerende direktør eller lignende, hvorimod den eksterne rådgiver, hvis han er af den sidstbeskrevne type, vil være i stand til at distancere sig fra virksomhedens selvopfattede mål og derfor kunne give god sparring og diskussion også i forhold til selskabsorganerne på øverste niveau.

Samspillet mellem virksomhedsadvokaten og den eksterne advokat
Det er min fornemmelse, at der for en række klienter vil være et fortsat behov, måske et voksende behov, for ekstern juridisk rådgivning naturligvis baseret på høj faglighed, men også baseret på et overblik og et generelt kendskab til og fornemmelse for ikke blot gældende ret, men også softlaw, udviklingstendenser, almindelig skik og brug og ofte uden for det enkelte lands grænser.

Antallet af advokater, der kan levere en sådan rådgivning, vil ikke nødvendigvis vokse meget voldsomt. Det er imidlertid ikke mængden, men kvaliteten i professionen, der er det afgørende her.

Rådgivere af den nævnte type vil ofte komme fra større internationalt orienterede advokatvirksomheder, simpelthen fordi det var der, deres ambitioner og dygtighed ledte dem hen, og det var der, den globale eller regionale erfaring, som er nødvendig for at kunne yde en sådan rådgivning, kunne genereres. Disse rådgivere vil forventeligt skulle være til rådighed 24 timer i døgnet og derfor være i stand til at håndtere de mest avancerede elektroniske kommunikationsmetodikker, ikke mindst i krisesituationer.

Men disse advokater – disse flagskibe for professionen – kunne man kalde dem, har brug for støtte. For at kunne blive i stand til at diskutere og vurdere også sofistikerede juridiske aspekter, får de brug for en lang række andre jurister/advokater. Der bliver brug for dem som interne virksomhedsjurister, fordi det er min opfattelse, at man typisk får de bedste resultater ud af den eksterne rådgiver, hvis der findes god velkvalificeret intern ekspertise.

Men disse eksterne advokater får også hårdt brug for specialister i deres egen organisation, som løbende kan levere den detaljerede juridiske ekspertise fra sag til sag.

Det er klart, at der inden for en række områder, f.eks. patentret, konkurrenceret, arbejdsret, miljøret o.lign., vil udvikle sig specialister, som også opnår træning og øvelse i at forhandle inden for deres område og i at føre retssager inden for deres område, men det er min faste overbevisning, at man vil se en lang række af disse specialister som forberedere af udtalelser, dokumenter m.v., men stadig således, at selve forhandlingen eller gennemførelsen af en tvist eller mægling inden for de pågældende områder, vil blive gennemført af den mere generelt trænede advokat.

Kommende struktur
Advokatprofessionen har længe været under opdeling i og vil fortsat dele sig i de egentlige internationale virksomheder, de store nationale eller regionale virksomheder og de mere lokale virksomheder, som behandler sager for mindre klienter eller specialiserer sig. Der vil på tværs være specialistvirksomheder af særlig karakter.

Det er alle tiders, fordi der er behov for advokater på alle niveauer, og fordi man vil opleve de internationale virksomheder anvende både nationale og lokale virksomheder i sager af særlig lokal karakter og lokale specialister, ikke mindst dem, som specialiserer sig i områder, der reguleres lokalt og eventuelt særpræget.

Og kunderne vil ønske den bedste og mest effektive rådgivning – også ud fra et omkostningsmæssigt synspunkt – fra sag til sag.

Dette ønske resulterer også i ekstensiv networking mellem mellemstore advokatvirksomheder i forskellige lande og regioner, for når disse virksomheders klienter fra tid til anden har behov for rådgivning udenlands, vil de ofte være langt mere trygge ved at få råd fra et mindre udenlandsk firma, som deres hjemmefirma kender og har tillid til end fra et kæmpestort internationalt firma.

Uanset hvor man imidlertid ønsker at placere sin egen advokatpraksis og sig selv i dette totale scenario, er det helt afgørende for professionen i sin helhed i årene fremover, at man skaber en gennemsigtig og klar adgangsvej med entydige uddannelsesmæssige krav til dem, der ønsker at indtræde i professionen, hvor man hele tiden lægger vægten på professionens kerneværdier og særkende. Disse krav skal endvidere lokke og udvikle de bedste hjerner, der er til rådighed, således at det øverste lag i vores profession hele tiden kan bevare og skærpe profilen, men også således at dette øverste lag stedse har den rigtige og nødvendige backup såvel i eget firma, som igennem netværk og et godt samarbejde med juridiske afdelinger i de organisationer eller virksomheder, som de betjener.

Jeg er ikke i tvivl om, at en række store advokatvirksomheder i dag tilbyder højt sofistikerede efteruddannelsesprogrammer og oven i købet har internationale uddannelsesprogrammer af høj standard. Stadig håber jeg imidlertid, at man kan forbedre den grundlæggende juridiske uddannelse for adgangssøgende, der endnu ikke er koblet til en enkeltstående virksomhed.

Hele tiden skal man huske, at det er anerkendelsen af hver enkelts ret, og dermed mener jeg hver enkelts såvel fysiske som juridiske persons ret til i såvel civilsager som i kriminalsager at kunne opnå ordentlig juridisk rådgivning og bistand af uafhængige advokater, som handler under tavshedspligt og alene i klientens interesser, som adskiller og bevarer vores profession og har gjort det i hundredvis, ja tusindvis af år.

Samarbejdspartnere
Jeg håber, mit indlæg indtil nu viser, at jeg ikke betragter virksomhedsjurister som konkurrenter, men som den eksterne advokats mest værdifulde samarbejdspartner. Jeg forudser en udvikling, hvor virksomhedsjurister får fri adgang til alle virksomhedens dokumenter, der lagres på servere hos den eksterne advokat. Jeg forudser en situation, hvor eksterne advokater ikke checker enhver juridisk detalje gennem yngre medarbejdere eller specialister i deres eget firma, men oftere og oftere også støtter sig til både faktum og juridiske detaljer, som præsenteres af virksomhedens egne jurister.

Jeg forudser også en udvikling, hvor det bliver mere og mere almindeligt, at unge advokater i advokatvirksomheder outsources eller – set fra jeres side – insources i klienternes juridiske afdelinger, ligesom flere og flere virksomhedsjurister vil føle sig fristet til at indtræde i praktiserende advokatvirksomheder.

Det er en god udvikling, som jeg synes, at advokatsamfund og organisationer skulle hilse velkommen, men jeg er også af den opfattelse, at de professionelle krav, man skal opfylde for at tilhøre og forblive medlem af et advokatsamfund og bevare sin ”autorisation”, herunder alle regler om god advokatskik, ansvar, forsikring, etc., må opfyldes også af virksomhedsadvokaterne. Af og til er det, hvor jeg kommer fra, betragtet som en urimelig byrde og omkostning, men på den anden side er det efter min opfattelse en pris, der er værd at betale.

Den anden artikel bringes i Advokaten 3 2003. Denne artikel handler om advokatydelsens værdi samt etik.