Advokaten 10 Om at tale sammen på forskellige sprog

Print Print
13-10-2003
Leder

Af formand for Advokatrådet, Sys Rovsing Koch

EU-kommissionen og med den alle nationale konkurrencemyndigheder har i øjeblikket fokus på konkurrencen inden for servicesektoren, særligt den regulerede del, herunder advokatbranchen.

EU-kommissær for konkurrence, Mario Monti, holdt i foråret et indlæg på de tyske advokaters årsmøde, og han omtalte advokater som ”kartelbrødre”. Og karteller er ikke alene usmagelige men også ulovlige, og det skal der nu ryddes op i.

Der er i Europa en meget forskellig national regulering af advokaters virke, og der er i nogle af regelsættene spor af laugstænkning. Vi har i Danmark længe været opmærksomme på, at reglerne – herunder de etiske regler – skal renses for regulering, som har udgangspunkt i en sådan tænkning. Eksempelvis er bestemmelsen om, at man som advokat ikke må overtage en sag fra en kollega uden at sikre sig dennes betaling, for længst afskaffet.

Branchens etiske regler er regulering af forholdet mellem advokaten og klienten, mellem advokaten og domstolene og mellem advokaten og det omgivende samfund i øvrigt. Reglerne har intet at gøre med at regulere – endsige begrænse – konkurrencen mellem advokaterne indbyrdes eller konkurrencen mellem advokater og andre professioner.

Vort regelsæt skal have afsæt i væsentlige advokatværdier. De skal sikre en uafhængig rådgivning, og de skal have udgangspunkt i, at klienten kan have fuld tillid til, at advokaten alene varetager hans interesse og ikke statens, sine egne eller eventuelle samarbejdspartneres.

I virkeligheden burde man kunne standse her. De krav man kan stille til advokatbranchen for at sikre borgernes adgang til en retfærdig rettergang, både i straffesager og civile sager, til uafhængig personlig rådgivning og til rådgivning af virksomheder – hvordan kan det blive et emne, som konkurrencemyndighederne i den grad kaster sig over?

Konkurrencemyndighederne er befolket af økonomer, som tænker i økonomi og taler økonomers sprog. En ydelse, herunder en advokatydelse, skal prissættes i fri konkurrence, hvorved den bliver billigst mulig. Hvem der leverer ydelsen er ligegyldigt. Mange advokatydelser er efter konkurrencemyndighedernes opfattelse standardydelser, som kan masseproduceres og dermed billiggøres. For at finde den rigtige pris, skal sådanne ydelser eventuelt i udbud.

Konkurrencemyndighederne undersøger i øjeblikket forskellige områder inden for branchen. Det drejer sig om:

Bobehandling
Der stilles spørgsmål til behandlingen og betaling for behandling af dødsboer, og man har øje for, at behandlingen af boer som autoriseret bobestyrer er ”beskyttet”, det vil sige, at skiftelovgivningen kræver, at den autoriserede bobestyrer er advokat. Undersøgelsen har ikke udgangspunkt i at undersøge, hvorfor man mon har stillet krav om, at den autoriserede bobestyrer skal være advokat. Der er tale om en funktion, som er udlagt fra skifteretterne til privat praktiserende advokater. Bobehandlingen i disse skifter ligner på mange måder, herunder særligt ved afgørelsen af uenigheder mellem arvingerne, en bobehandling ved de almindelige domstole. Og det er ganske klart et spørgsmål om retssikkerhed for de arvinger og kreditorer, der er involveret i bobehandlingen, at boet afvikles under ledelse af en autoriseret advokat. Konkurrenceretligt behøver man næppe at være bekymret, det drejer sig om ca. seks procent af samtlige dødsboer i Danmark, der behandles på denne måde. Når det handler om behandlingen af øvrige boer, kan disse behandles af hvem som helst, af arvingerne selv, af revisorer, af landbrugskonsulenter, af bankassistenter, eller hvem man nu måtte have tillid til.

Konkursboer
Der er ingen krav i lovgivningen om, at kurator skal være advokat, men sådan er det traditionelt. En væsentlig del af kurators arbejde er at undersøge holdbarheden af transaktioner foretaget op til konkursen, typisk advokatarbejde, som kreditorerne også ønsker skal varetages af en advokat. Kreditorerne – hvoraf mange er professionelle aktører – kan selv vælge kurator. De følger jo også bobehandlingen undervejs, og skal andre faggrupper inddrages i behandlingen af boerne, eksempelvis i relation til salg af virksomheder eller lignende, vil det typisk umiddelbart ske på kurators initiativ – eller i mangel heraf på kreditorernes.

Fast ejendom
Et skøde er et standarddokument. Ja, og enhver kan også skrive det, hvorimod rådgivning vedrørende køb og salg af fast ejendom ikke på samme måde er en standardydelse. Denne ydelse er ikke beskyttet, sådan at forstå at den er forbeholdt advokater, og der er allerede intens konkurrence både mellem advokater indbyrdes og mellem advokater og andre rådgivere. Det kan derfor næppe være advokaternes forhold, som bevirker, at konkurrencemyndighederne specielt interesserer sig for disse serviceydelser.

Andre end advokater skal kunne eje advokatvirksomheder
Advokatsamfundets holdning hertil er, at man sagtens kan samarbejde med andre faggrupper. Dette forudsætter blot, at advokaten på sædvanlig vis er ansvarlig over for klienten, herunder således at advokatens handlinger kan bedømmes af disciplinærsystemet. Advokater kan allerede under de gældende regler samvirke med andre rådgivere, dog altid under den forudsætning, at der ikke kan rejses spørgsmål om advokatens uafhængighed, integritet og mulighed for fortrolig rådgivning. Der er ingen grund til at tro, at det forhold at advokatbranchen ved at inddrage andre ejere i kredsen, og derved blive mindre skarp i konturerne, kan yde bedre eller billigere rådgivning til borgerne. På advokaternes kærneydelse – rådgivning og repræsentation i tvister – vil ændrede ejerskabsregler gøre det meget vanskeligt at sikre en effektiv efterlevelse af de særlige krav til integritet, uafhængighed og fortrolighed, som nødvendigvis må omgærde denne del af advokatens arbejde i et retssamfund.

Baggrunden for regulering af advokatbranchen er og skal være ønsket om at sikre advokatstandens uafhængighed af staten, af andre branchers interesser, herunder forsikringsselskaber, banker m.v. Dette med det formål at klienterne kan have fuld tillid til den rådgivning, de får.

En af Advokatsamfundets opgaver er at føre tilsyn med advokaterne. Dette tilsyn har gennem tiden mest været et tilsyn rettet mod, at advokaterne ikke tager af kassen. Tilsynsbegrebet er imidlertid videre. Det kan rette sig mod kravene for at få advokatbestalling og til at bevare en sådan bestalling, herunder eventuelt krav om dokumenteret efteruddannelse.

Det kan også rette sig mod advokaternes adfærd i relation til klienterne, herunder om det i fremtiden skal anses som en del af god advokatskik at begynde enhver rådgivning til private med en ordrebekræftelse. Hvad kan klienten forvente af ydelsen, og hvordan og hvornår afregnes der.

På nogle punkter taler altså advokaterne og konkurrencemyndighederne samme sprog. Konkurrencemyndighederne taler om asymmetrisk information, som skal forhindres. Det vil sige at sælgers og købers muligheder for at bedømme ydelsens indhold og prisens rimelighed er for ulige. Dette forhold kan afhjælpes, og konkurrencen fremmes, hvis vi i højere grad lader orientering om pris og ydelsens indhold blive en selvfølgelig del af den gode advokatydelse.

Det, som konkurrenceøkonomerne ikke taler om, er det, som ikke er måleligt, men som ikke desto mindre er det afgørende for den gode advokatydelse og også for den betaling, der kan opnås for den. Det er f.eks. tilliden mellem klient og advokat, evnen til at analysere og kommunikere så det enkelte menneske eller den enkelte virksomhed føler sig set, hørt, forstået og hjulpet i situationen, det unikke og uudtalte i mødet med medmennesket.

Vi vil møde konkurrencemyndighedernes spørgsmål med venlighed, og vi vil svare på deres sprog, når vi taler om fri konkurrence. Men vi vil også bevare vores eget sprog, vores eget udtryk, når vi taler om de værdier, som ligger ud over hvor mange kroner i timen, der kan spares ved denne eller hin deregulering af markedet.

Frem for alt vil vi i debatten med  regering, folketing og konkurrencemyndighederne om regelgrundlaget for advokaternes virke søge at sikre, at man ikke nøjes med at drøfte, hvorledes disse regler tager sig ud i en konkurrenceøkonoms optik – hvordan de påvirker markedet. Det væsentlige spørgsmål er nemlig et helt andet. Hvorfor har alle demokratiske retsstater særlige regler om advokater, hvorfor har både FN og Europarådet fundet det nødvendigt at opstille særlige principper for udøvelsen af advokatvirksomhed? Svaret herpå skal man ikke lede efter i konkurrenceretlige overvejelser, men i de principper som bør regulere en retsstat.