Advokaten 7/8 Om adgangsveje

Print Print
16-08-2002

Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Alle veje fører til Rom. Ikke mindst dette har været årsagen til, at Rom altid har været et centrum for kreativitet og intellektuel fordybelse og fornyelse. Anderledes forholder det sig for os. Her er al indkørsel forbudt for de fleste. Adgangsvejen står kun åben for juridiske kandidater fra Aarhus og Københavns universiteter.

Denne rekrutteringsfilosofi kan spores tilbage til i hvert fald 1919 og har aldrig siden – trods samfundsmæssige ændringer, ændringer i vort forretningsgrundlag og tilkomst af en hel række potentielt relevante akademiske uddannelser – været genstand for grundlæggende debat. Det er på høje tid, at vi genovervejer vor stands adgangsveje.

På denne færd må vi lægge følelserne bort. Det er ikke en rationel indvending, at ”de andre er ikke ligesom os”. Det kan nemlig meget vel være rationelt at tilføre standen sådanne typer; thi hvor alle tænker ens, har fornyelsen trange kår.

Det er ikke nogen rationel indvending at påstå, at de andre ”er ringere jurister end os”. Thi de to skoler i Århus og København producerer sandelig også en vis del middelmådige jurister. Er dette et problem, må det løses med kompetencekrav for alle relevante uddannelser, ikke mindst via den kontrol heraf, som den nyindførte advokateksamen muliggør.

Det er ikke en rationel indvending, at ”vi er finere end de andre”. Er det en rationel indvending, at ”de andre ikke under studiet undervises i så meget positivt retsstof, f.eks. familieret, som vi”?                                                                                                                                                                              Advokatvirksomhed består ifølge noterne til retsplejelovsændringen i 1990 af fire søjler:

  • juridisk rådgivning
  • økonomisk rådgivning
  • anden rådgivning
  • repræsentation for retter og myndigheder.

Jura er altså kun et enkelt blandt flere elementer – og vi ved det jo godt fra vor hverdag.

En rationel rekrutteringsstrategi må spørge sig selv: Hvad er det klogeste med henblik på at fremtidssikre advokatbranchen inden for de fire søjler i en tid, hvor det handler om konkurrence og fornyelse? Hvordan sikrer vi med de kommende små fødselsårgange det bredest og bedst mulige rekrutteringsgrundlag? At vi får fat i de bedste hoveder? At vi ikke skyder relevant talent og kompetence fra os og i armene på vore konkurrenter? Hvordan gør vi advokatstanden bedst mulig konkurrencedygtig med andre rådgivererhverv inden for ikke mindst erhvervsrådgivning, hvor revisorerne for længst har erobret det meste af skatterådgivningen; har kig på insolvensen, på store dele af dødsbobehandlingen, på selskabsretten og på konkurrenceretten? Ja, selv vort kerneområde, retssagerne, er under angreb via udvikling af ”forensic accounting”. Ingen advokat bør vide sig sikker på sin næringsvej. Her er det relevant at påpege, at grunden til, at advokaterne har tabt terræn inden for skatterådgivningen, er advokat(virksomhed)ernes berøringsangst og manglende kompetence over for tal, regnskab, økonomi og kalkulation. Kompetence til skatterådgivning kræver et fremadrettet, ikke bagudrettet, juridisk skatteretligt overblik og evne og vilje til ”at regne den ud”. Kun derved kan en skatterådgiver levere sin klient en relevant løsning. Den rådgivningsvirksomhed, der udelukkende besidder enten talmæssig kompetence eller juridisk kompetence, har ringere konkurrencekraft end den rådgivningsvirksomhed, der besidder og kombinerer begge søjler. Det samme kommer i stigende grad til at gælde andre dele af vort forretningsgrundlag.

Andre fag har haft mere blik for dette end vi. Se blot hvad højesteretsdommer Torben Jensen skrev i Retsplejen ved Højesteret, (1999), s. 61, om dommeruddannelsen:

”Det egentlige problem på længere sigt er den faglige og menneskelige uddannelse af de persongrupper inden for den juridiske sektor, der enten straks efter deres universitetseksamen eller på et senere tidspunkt sigter mod en ansættelse ved domstolene. Her vil en udbygning af de allerede eksisterende ordninger og en overskridelse af traditionelle faggrænser med inddragelse af sociologi, psykologi og political science være en umiddelbar fordel.”

Samfundsuddannelsesrådet har for nylig peget på, at

”Historisk set har samfundsuddannelsesområdet været præget af uddannelser, der er rettet mod og har monopol på ganske bestemte stillinger – jura er hovedeksemplet. …….

Den informationsteknologiske udvikling og internationaliseringen af uddannelserne vil i sig selv nedbryde historiske og veldefinerede faggrænser. Der er således ingen grund til at tro, at der bliver flere beskæftigelsesområder af snæver professionskarakter. ……..

Samfundsvidenskabelige kandidater må indstille sig på, at de skal konkurrere på deres evne til at løse komplicerede opgaver i et samspil med andre. En given stilling vil kunne bestrides af personer med ganske forskellig uddannelsesbaggrund.”

Svaret på det sidste spørgsmål i den vidensøkonomi, hvortil vi hører, er, at det nok er klogere at satse på reelle fremfor formelle færdigheder. Den en gang indlærte positive enøjede faglighed får stadig mindre værdi; ja bliver en konkurrencemæssig hæmsko? Vi må respektere, at der findes anden relevant faglighed end vor egen.

Inspiration kan vi hente hos de bedste engelske advokaters, barristers, traditionelle rekrutteringsfilosofi. Der er to adgangsveje til at blive barrister: enten en klassisk juridisk uddannelse svarende til vor eller en hovedfagseksamen inden for hvilket som helst fag, det være sig teologi, astrofysik, litteratur, historie eller biologi, suppleret med en etårig juridisk uddannelse[1]. Erfaringerne er, at der ikke er nogen forskel i den juridiske eller advokatmæssige kvalitet på, om den ene eller anden adgangsvej er fulgt. Derimod er erfaringen, at en differentieret tilgang er en fordel ved løsning af komplicerede retlige problemstillinger. The Bar Council’s synspunkt er i overensstemmelse med det, som en af vore højesteretsdommere gav udtryk for, da han sagde: ”Hvis man ikke får tilegnet sig den juridiske metode i løbet af et år, får man den aldrig lært.”

En yderligere adgangsvej til advokatbeskikkelse har jeg glemt: via diplomadirektivet og etableringsdirektivet er det nu blevet muligt for f.eks. en græsk advokat, der ingensinde har læst to ord dansk jura, at opnå dansk advokatbeskikkelse på grundlag af tre års arbejde i Danmark enten udelukkende med dansk ret eller udelukkende med EU-ret eller en kombination heraf. Igen er det metoden, ikke det konkrete læsestof, der gør udslaget. Men der er noget absurd ved, at vi hjertens gerne byder kandidaten fra Salonikis universitet velkommen som advokat, men afviser en af advokat, professor Werlauffs disciple. Disse kan måske noget, som vi ikke kan, og som vi har brug for. De har måske et godt tilbud til os?

Vi vil i den kommende tid tage debatten om vore adgangsveje, bl.a. via kompetenceudviklingsudvalget, på kredsmøderne og på Advokatkongressen i juni 2003 i Kolding.

Men alle vejfarende må respektere færdselsreglerne, som er de unikke fælles kerneværdier, der kendetegner en advokat: våbendragerrollen; etik og moral; holdning til interessekonflikter, til tavshedspligt, til engagement, og at det ikke handler om penge alt sammen. Dem sætter vi ikke til debat.

[1] www.legaleducation.org.uk