Advokaten 6 Har advokater ikke ytringsfrihed?

Print Print
14-06-2002

Af juridisk konsulent Camilla Struckmann og udviklingschef Inger Høedt-Rasmussen,Advokatsamfundets sekretariat
9 år tog det den finske advokat Anne Nikula at få en foreløbig anerkendelse af, at der er grænser for hvor langt domstolene kan indskrænke en forsvarsadvokats ytringsfrihed. Ankes sagen ikke, vil dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol være endelig den 21. juni 2002, og det vil være fastslået, at det kun er i helt exceptionelle sager, at indgreb i en forsvarsadvokats ytringsfrihed kan betragtes som nødvendigt i et demokratisk samfund.

Den finske advokat Anne Nikula repræsenterede i 1992-93, som beskikket forsvarer i en straffesag, en række klienter tiltalt for bedrageri og ”misbrug af betroet stilling” i forbindelse med nogle dubiøse selskabskonstruktioner og allokering af midler. Under sagen kritiserede Anne Nikula den offentlige anklagers dispositioner, og hun blev dømt for æreskrænkelse. Den 20. maj 1996 indbragte Anne Nikula Finland for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i henhold til den daværende art. 25 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). I klagen nedlagde Nikula, under henvisning til EMRK art. 10, påstand om, at hendes ret til ytringsfrihed som forsvarsadvokat var blevet krænket, da den finske Højesteret fandt hende skyldig i æreskrænkelse af den offentlige anklager A i straffesagerne fra 1992-93.

Den 21. marts 2002 fik Anne Nikula medhold ved en 5-2 afgørelse. Hvis sagen ikke inden 3 måneder efter datoen for dommen – efter anmodning fra en af parterne –  henvises til Storkammeret, er den endelig, jf. EMRK art. 44, stk. 2.

Er vi som advokatstand klar til at tage det ansvar, det er at forsvare grundlæggende demokratiske rettigheder, at bruge ni år på en sag der både økonomisk, karrieremæssigt og personligt er opslidende? Er dette en kamp for den enkelte eller et professionsanliggende og hermed en sag for demokratiske landes advokatsamfund?

Fakta 
 
Den 4. marts 1992 nedlagde A under en høring i straffesagen mod SS, IS og LO påstand om, at SS skulle forbydes at drive virksomhed fremover under henvisning til sit formelle medlemskab af virksomhedens bestyrelse. Dette til trods for at SS aldrig havde deltaget i bestyrelsesmøder i de omhandlede virksomheder. Straffesagen blev afgjort med en kendelse fra den finske Højesteret af 9. februar 1993.

Medens straffesagen pågik indgav SS’s hustru politianmeldelse mod SS, IS og LO. Hun påstod at SS, IS og LO havde misbrugt deres betroede stillinger i et selskab, hvori hun havde investeret penge. A besluttede ikke at rejse tiltale mod SS under henvisning til, at han ikke havde deltaget i nogen af de bestyrelsesmøder, hvor allokeringen af hustruens investerede midler havde fundet sted, og under henvisning til at SS ikke på anden måde havde samtykket til en sådan allokering. Med andre ord en nogenlunde tilsvarende begrundelse som den A i den verserende straffesag havde brugt som argument for, at SS skulle frakendes retten til at drive virksomhed.

Den 2. februar 1993 rejste A tiltale mod IS og LO for bedrageri, bedrageri af særlig grov karakter samt ”misbrug af betroet stilling”. A indkaldte samtidig SS som vidne i straffesagen mod IS og LO. Advokat Anne Nikula protesterede mod A’s dispositioner og for byretten læste Anne Nikula et memo op med titlen ”Role manipulation and unlawful presentation of evidence”. I memoet stod blandt andet:

The prosecutor’s arrangement shows that he seeks, by means of procedural tactics, to make a witness out of a co-accused so as to support the indictment. In order to prevent the accused from submitting evidence on those points the prosecutor has, in the same case, brought trumped-up charges against a person who would qualify as a witness. … Such deliberate abuse of discretion on the part of a public authority is highly unusual in a State governed by the rule of law.

As regards, in particular, the procedural tactics which the prosecutor has adopted in the present case, namely as many as two instances of role manipulation in one and the same case, I submit that a milder form of such manipulation has been condemned by the Norwegian Supreme Court. That precedent disclosed unlawful behavior similar to that of the prosecutor in the present case …

The prosecutor has, in this case, committed role manipulation, thereby breaching his official duties and jeopardising legal security …”.

IS og LO blev siden i ankesagen frifundet i relation til ”misbrug af betroet stilling” og blev i øvrigt kun idømt betingede fængselsstraffe samt bøde.

Den offentlige anklager stævner advokat Anne Nikula    
Den offentlige anklager A stævnede ved privat søgsmål Anne Nikula for æreskrænkelse i forbindelse med oplæsningen af memoet under straffesagen den 2. februar 1993. Den 22. august 1994 blev Nikula dømt  i Court of Appeal (Appelretten) for offentlig æreskrænkelse. Advokaten blev endvidere idømt samlet at betale ca. 20.000 kr. i bøder, erstatning og sagsomkostninger. Den finske Højesteret opretholdt Appelrettens dom, dog således at man kun fandt Nikulas forseelse af mindre karakter.

Sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EM 
  
Der var mellem parterne i sagen, Anne Nikula og Finland, enighed om, at der var tale om en krænkelse af ytringsfriheden efter art. 10., stk. 1, og spørgsmålet for EMD var konkret at tage stilling til, hvorvidt indgrebet var nødvendigt i et demokratisk samfund, herunder om indgrebet var proportionalt, jf. EMRK art. 10, stk.2.

Hvad siger dommen om advokaters forhold?  
Advokater har en speciel status, som giver dem en central rolle i retsplejen som bindeled mellem offentligheden og domstolene (præmis 45). Denne rolle forklarer de normale adfærdsmæssige restriktioner, som man som medlem af et advokatsamfund er underlagt. Advokaten skal bidrage til en forsvarlig retspleje og dermed til opretholdelse af den offentlige tillid hertil. På den ene side er advokaten berettiget til at kommentere retsplejen offentligt, på den anden side må advokatens kritik ikke overskride visse grænser.

Der skal findes den rette balance mellem

  1. hensynet til offentlighedens ret til at modtage information om spørgsmål der udspringer af retslige afgørelser,
  2. kravet til en forsvarlig retspleje og
  3. hensynet til den juridiske professions værdighed.

I dommen åbnes for, at det under visse omstændigheder kan være i strid med klientens ret til en retfærdig rettergang efter EMRK art. 6, at indskrænke advokatens ytringsfrihed i klientens sag. Dette til trods for, at forsvarsadvokatens ytringsfrihed ikke er ubegrænset. Der er forskel på forsvarsadvokatens kritik af en offentlig anklagers dispositioner i en straffesag og på kritik af en dommer. Dette indebærer at art. 10’s beskyttelsesområde – og dermed ytringsfriheden – er videre, når en anklager kritiseres, end når der rettes verbale angreb på en dommer eller domstolen som sådan. Dette er begrundet i forskellen mellem anklagerens rolle som modpart til den tiltalte og dommerens rolle i sagen (præmis 50). Domstolen anerkender, at der er et beskyttelseshensyn i forhold til offentlighedens repræsentanter (civil servants), herunder anklagere og dommere, når disse udøver deres beføjelser, og at grænserne for den tilladelige kritik i visse tilfælde er videre, end når der er tale om private individer (jf. præmis 48).

Selvcensur eller kampånd?
 
Truslen om en ex post facto bedømmelse af advokatens kritik af en modpart i en straffesag er svær at forene med en forsvarsadvokats pligt til at forsvare sin klients interesse med nidkærhed. Deraf følger at det primært må være op til forsvarsadvokaten selv, underlagt efterfølgende kontrol af det pågældende advokatsamfund, at bedømme relevans og anvendelighed af et forsvarsargument uden at skulle være influeret af den potentielt ”afskrækkende” effekt, som udsigten til idømmelse af selv en mild strafferetlig sanktion eller en forpligtelse til at betale erstatning eller sagsomkostninger kan have (jf. præmis 54).

Derfor, fastslår domstolen, er det kun i helt exceptionelle sager, at indgreb i en forsvarsadvokats ytringsfrihed kan betragtes som nødvendigt i et demokratisk samfund – også selvom forsvarsadvokaten alene ”risikerer” idømmelse af en mild strafferetlig sanktion.

I den konkrete sag anklagede Nikula A for at begå ulovlige handlinger, men kritikken var rettet mod den strategi A havde valgt at anvende, dvs. beslutningerne om ikke at rejse tiltale mod SS, for at kunne føre ham som vidne i stedet; en disposition som Nikula fandt var magtfordrejende og i strid med anklagerens officielle pligter. Og selvom nogle af de anvendte betegnelser var upassende (jf. præmis 51), var Nikulas kritik strengt begrænset til A’s optræden som anklager i straffesagen mod Nikulas klienter og ikke rettet mod A’s generelle professionelle eller andre kvaliteter i øvrigt. I denne processuelle kontekst må en anklager følgelig tåle et betragteligt mål af kritik fra en forsvarsadvokat. Da det ikke var påvist, at der bestod noget påtrængende samfundsmæssigt behov for at foretage indgreb i advokatens ytringsfrihed, statuerede  Domstolen overtrædelse af EMRK art. 10.

Hvem betaler prisen?
Tilbage står en advokat, som på egen hånd ud fra sin overbevisning har brugt 9 år på at få fastslået rækkevidden af forsvarsadvokatens ytringsfrihed, når ytringen fremsættes på vegne af klienten. En kamp, som (måske) kan komme alle europæiske advokater til gode. Men processen har været lang og sej og næppe uden omkostninger – både økonomisk, karrieremæssigt og personligt. Nikulas sag er nok ikke det første tilfælde, hvor advokaters ytringsfrihed er blevet indskrænket for meget. Sagen viser, hvor vigtigt det er, at advokater løbende tager del i debatten om  grundlæggende demokratiske rettigheder, de fælles arbejdsvilkår og om advokaters arbejde og adfærdsbetingelser, når der handles på af vegne klienten.

Hvad gør vi ved det?            
Når Danmark får EU-formandsskabet i 2. halvår af 2002 vil Advokatsamfundet markere professionens holdninger i forbindelse med at EU’s indenrigs- og justitsministre mødes. Dette sker bl.a. ved at
Advokatsamfundet sammen med Margot & Thorvald Dreyers Fond afholder en international konference i dagene 12. og 13. september 2002 i København. Konferencens emne er ”Lawyers & Democracy” og sætter fokus på advokaters rolle og muligheder i styrkelse af demokratiet. 

Deltag i debatten i september 2002 
Der er mulighed for at tilmelde sig  den spændende og prestigefyldte konference, hvor danske og udenlandske advokater, dommere, professorer m.fl. får en unik lejlighed til en fordomsfri og udviklende debat om advokaters rettigheder og pligter. Man kan læse nærmere om konferencen på www.lawyer-conference.com eller kontakte udviklingschef Inger Høedt-Rasmussen, Advokatsamfundet, ihr@advocom.dk.