Advokaten 5 Om Europas domstolsarkitektur

Print Print
17-05-2002

Leder
Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Domstolenes arkitektur præger Europa på godt og ondt. Landene har brugt store penge, dygtige arkitekter og håndværkere på udformningen af domhusene. Vi kender dem fra vore rejser som turister eller fra vort arbejde: Justitspalæerne i Rom, Paris og Bruxelles, domhuset i Holstebro, på Frederiksberg, eller High Court i London er imposante bygningsværker, der tjener til at vise befolkningen betydningen af det arbejde, der finder sted indenfor. De er som i sin tid tegnet ud fra ønsket om at opnå så velegnede lokaler til rettens pleje som muligt. Andre retsbygninger er måske mindre arkitektoniske vidundere: Lyngby Ret eller Domstolen i Luxembourg.

Den sidste kan der måske være grund til at se lidt mere på:  Vi kender systemet med fakultativ henholdsvis obligatorisk forelæggelse for EF-Domstolen fra de nationale domstoles side af EU-retlige spørgsmål, bortset fra tilfælde omfattet af acte-clair-doktrinen. Domstolen blev opbygget i 1950’erne som led i Rom-traktaten for at udvikle den særlige fællesskabsretspraksis i henhold til traktaten og retsakterne, altså en domstolsaktivitet som da ingensinde tidligere var forekommet. En fælles domstol ansås dengang for nødvendig for at sikre retsenhed i de daværende europæiske fællesskaber.

Siden opbygningen af Domstolen er udviklingen gået stærkt. Antallet af fællesskabsretsakter er vokset: Art og omfang af de områder, der inddrages under Fællesskabet, er udvidet til det i 1957 utænkelige, antallet af medlemsstater er steget og må forventes at stige yderligere. Dette førte til overbelastning af Domstolen og oprettelsen af Retten i Første Instans, som træder i karakter under kompetent og dynamisk ledelse af Bo Vesterdorf. Retten i Første Instans overtager – og er villig til at overtage – flere sagsområder.

Parallelt med denne udvikling er de europæiske juristers kendskab til, forståelse for og accept af EU-ret vokset eksponentielt. Jeg husker 70’erne, hvor det herhjemme ansås for ”bad taste”, dersom man påberåbte sig fællesskabsretten. Den tid er for længst forbi.

To tendenser er relevante, når man skal tegne Europas fremtidige domstolsstruktur:

En tegning kunne gå ud på at udvide de to retter i Luxembourg, det vil i praksis sige Retten i Første Instans, thi Domstolen kan vist ikke udbygges til at rumme yderligere. En anden tegning kunne være at oprette fælles specialdomstole til afgørelse af fællesskabsretlige spørgsmål inden for afgrænsede områder, f.eks. patentsager, konkurrencesager etc., således at disse domstole opføres rundt omkring i Europa.

En tredje tegning kan være at lade de nationale højesteretter fungere som forum for – i princippet – en endelig afgørelse af præjudicielle fællesskabsretlige spørgsmål, og således at man opgiver – eller begrænser – den fakultative og obligatoriske henvisning til Luxembourg af sådanne spørgsmål. Dette vil være forsvarligt, da højesteretterne nu – i modsætning til i 1957 – besidder samme – eller så godt som samme – kendskab og mulighed for at få kendskab til fællesskabsretten, som dommerne i Luxembourg. Det vil kræve, at de nationale højesteretters fællesskabsretlige afgørelser er tilgængelige i hele Europa, men dette kan nu – i modsætning til tidligere – løses uden synderlig vanskelighed via den moderne teknologi.

En indvending vil naturligvis være, at en sådan arkitektur risikerer at rokke ved retsenheden inden for fællesskabsrettens område og måske tillige kan indebære risiko for, at der en enkelt gang træffes en forkert afgørelse. Nuvel, dette kan sagtens imødegås via et smidigt system for opnåelse af tilladelse til at indbringe nationale højesteretsafgørelser i fællesskabsretlige spørgsmål for domstolene i Luxembourg – altså a la vort udmærket fungerende Procesbevillingsnævn – og så må man leve med en vis mindre retsuensar­tet­hed og risiko for forkerte domme; det gør vi jo også i Danmark i dag, hvor vi ser eksempler på afvigende praksis mellem Vestre og Østre Landsret, ja endog mellem forskellige afdelinger i Østre Landsret, uden at nogen har fundet anledning til at søge denne retsuensartethed afklaret via Procesbevillingsnævnet, eller i øvrigt at anse det for et katastrofalt problem.

Set med danske øjne er det ikke ligegyldigt, hvilken arkitekt(ur) der vælges. Vi kan ikke være interesseret i, at der efter knopskydningens princip sættes nye fløje og kviste og gavle – endsige annekser – på Domhuset i Luxembourg, eller at der opføres specialretter rundt omring. For hver gang denne løsning vælges, reduceres det danske juridiske miljø, domstole, advokater, administration og retsvidenskab.

Som fundament for en moderne fællesskabsrets procesret er subsidiaritetsprincippet værd at overveje.