Advokaten 3 Om organisations- og virksomhedsansatte advokater

Print Print
14-03-2002
Leder

Af formand for Advokatrådet Jon Stokholm

Retsplejelovens grundopfattelse af advokaten hidrører fra 1919: Enkeltmandsvirksomheden med den blandede landhandel. Sådan var det i mange år.

Efter Anden Verdenskrig begyndte få af vore meget store virksomheder og enkelte faglige organisationer at ansætte advokater. Advokatrådet måtte forholde sig til denne konstruktion. Løsningen blev en art modus vivendi uden synderlig konsekvens, f.eks. var det kun accepteret, at ØK’s ”advokatkontor” kunne uddanne fuldmægtige, og Dansk Arbejdsgiverforening havde vistnok en gentleman agreement med Advokatrådets generalsekretær om, at deres advokater afstod fra at føre retssager. Udviklingen medførte, at flere virksomheder og organisationer knyttede advokater til sig som funktionærer, og modus vivendi kom under pres.

Advokaterne på advokatkontorerne havde (og har) måske lidt svært ved at forliges med denne nye konkurrence. Da husadvokaterne også var (er) leverandører af sager til dem, var (er) det svært at beslutte, om denne udvikling – som havde paralleller i udlandet – var god eller dårlig. Advokatrådet udviklede en måske ikke altid lige konsekvent praksis, om hvor meget ansættelse i virksomhed eller organisation kunne tælle med ved opfyldelsen af fuldmægtiguddannelsens praksiskrav, om pligt til at tegne forsikring, om overholdelse af klientkontoreglerne, om bidrag til erstatningsfonden og om praksiskrav til opnåelse af møderet for Højesteret – uden at nogen af ”siderne” rigtig havde lyst til at tage fat i problemet. De praktiserende advokater var (er) vel i virkeligheden ganske stolte af, at advokatuddannelsen ansås for så god, at virksomheder og organisationer ønskede at gøre brug af advokatuddannede.

Forholdet mellem advokatsamfundet og virksomheds/organisationsansatte advokater er ordnet forskelligt i udlandet: I England og Tyskland udgør disse en vigtig del af advokatsamfundet, som advokatsamfundet er glad over og stolt af, mens der i andre lande er udviklet en separat husadvokatprofession.

Et af spørgsmålene er, om det er i strid med noget fundamentalt i advokatrollen, at man tager ansættelse som funktionær hos sin ”klient” og står i et tjenstligt og underordnelsesforhold til klienten? Et andet spørgsmål er, hvorfor de virksomhedsansatte, som ikke fører retssager, ønsker at beholde titlen; de kan udøve deres juridiske rådgivningsvirksomhed uden denne titel. Omvendt føler disse sig kulturelt, temperamentsmæssigt knyttet til den øvrige del af standen.

Nogle advokater vælger at blive på advokatkontorerne, mens andre søger tilknytning til virksomheder og organisationer. En væsentlig faktor synes at være temperament, køn, krav til arbejdstid og arbejdsforhold, interesser, etc. Tendensen har i de seneste år været, at virksomheder/organisationer har hentet folk på advokatkontorerne, men den tendens kan meget vel blive vendt om i fremtiden?

Vi er nødt til at tage en åben og fordomsfri debat om disse spørgsmål.

Grundpræmisserne i denne drøftelse må være, at subtile juridiske sondringer og historiske skillelinier og følelser, som tiden er løbet fra, må placeres i mølposen. Vi må se relationen i lyset af de generelle rammebetingelser omkring vor erhvervspolitik, som udformes i disse år: Konkurrence og fornyelse, videndeling med konkurrenter og samarbejdspartnere, teamwork, arbejdsdeling, fjernelse af overflødige papirgange, network og outsourcing, udveksling af juridiske medarbejdere, etc.

Opgaven bliver at få erhvervslivets juridisk betonede opgaver løst bedst og mest lønsomt for virksomhederne og for advokaterne. Dette kræver nytænkning, men også erkendelse af hinandens styrker og svagheder: Husadvokaten kender virksomheden og dens juridiske spørgsmål indefra, men også virksomheden i al almindelighed, medens den praktiserende advokat har distance og bred berøringsflade; mere objektivitet, ofte tillige en supplerende dyb kompetence. Den eksterne advokat må lære at forstå klientens forretning. Derfor supplerer de to roller hinanden. Virksomhedernes og organisationernes øverste ledelse (vil) fokusere(r) på størrelsen af deres advokatregninger, men også på de samlede udgifter – variable og faste – ved deres egne juridiske afdelinger.

Vi må opfatte hinanden som Kolleger, Konkurrenter og Klienter. Vi er mere medspillere end modspillere. Det lige må behandles lige, medmindre saglige grunde taler for noget andet. Ud fra disse synspunkter må f.eks. fuldmægtiguddannelsesspørgsmålet og spørgsmålet om ”legal privilege” – dvs. om beskyttelse af kommunikation mellem advokat og klient – bedømmes. I øvrigt må advokater så vidt muligt have lige rettigheder og pligter.

Vi ser ”advokaten” som et værdifuldt ”brand”, som vi alle, uanset arbejdsplads, har glæde af og ansvar for. Vort disciplinærsystem, klientkontosystem, forsikringspligt og erstatningsfond er væsentlige led i opretholdelsen af dette ”brand”. Alle, der benytter sig af ”brandet”, bør bidrage til dets beskyttelse.

Ud fra disse synspunkter har Advokatrådet i sin udvalgskonstitution lagt vægt på at knytte en virksomheds/organisationsansat advokat til de fagpolitiske udvalg for at sikre, at deres synspunkter indgår i den advokatpolitiske beslutningsproces; og for at få inspiration fra disse kollegers erfaring.

Tendensen går i disse år i USA væk fra de tidligere populære ”beauty contests”, når en virksomhed skulle antage en advokat, og mod at se forholdet mellem virksomhed(sadvokat) og ekstern advokat som et langsigtet og integreret samarbejde mellem virksomheden og et (antal) advokatkontor(er) med hver sine spidskompetencer ud fra det synspunkt, at intet advokatkontor – det være sig nok så stort – kan have sådan kompetence på alle felter. Hver part skal løse de opgaver, de er bedst til.

Denne interessante tendens vil tjene til at afmystificere de to advokatroller og vil aftvinge gensidig respekt.