Advokaten 2 Leder

Print Print
12-02-2002

Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

I 1999 afgav Revisorkommissionen en betænkning om revision af revisorlovgivningen, ifølge hvilken revisors arbejdsområder skulle frigives, og revisorers adgang til og ejerskab af advokatvirksomheder overvejes. Advokatrådet påpegede i sit høringssvar til ministeriet og i medierne, at dette lovforslag var uigennemtænkt og gav anledning til væsentlige betænkeligheder, ikke mindst ud fra konkurrencemæssige hensyn. Resultatet blev, at den daværende erhvervsminister kasserede betænkningen og pålagde Revisorkommissionen at starte forfra. Resultatet af Revisorkommissionens arbejde foreligger nu i form af betænkning nr. 1411: ”Revisorlovgivning – uafhængighed og liberalisering”.

Revisorkommissionen har – i modsætning til tidligere – inddraget Advokatrådet i sit arbejde: Vi har haft lejlighed til at følge kommissionens udarbejdelse af lovtekst med bemærkninger og kommentere herpå og haft en god og særdeles konstruktiv debat med Revisorkommissionen under to møder. Vi har også fået lov til at sætte vort tydelige præg på det foreliggende lovforslag.

Grundkonceptet i forslaget er at afskaffe den legale definition af revisors virksomhedsområde, således at loven skal afgrænses til at gælde for revisors kerneområde, dvs. det område, hvor der af hensyn til offentligheden er behov for at sikre, at revisor ikke lader sig påvirke af udenforstående interesser i sin opgavevaretagelse, eller med andre ord, dér hvor revisor optræder som offentlighedens tillidsrepræsentant. Revisor anses således ikke for offentlighedens tillidsrepræsentant, hvis han i konkurrence med andre erhvervsgrupper udfører f.eks. rådgivnings- eller konsulentopgaver. Når revisor bevæger sig uden for sit kerneområde og ønsker at beskæftige sig med andre opgaver, vil han ifølge Revisorkommissionens grundtanke konkurrencemæssigt skulle være ligestillet med alle andre udbydere af sådanne ydelser og derfor ikke kunne benytte betegnelsen ”offentlighedens tillidsrepræsentant”. Ved varetagelsen af f.eks. rådgivnings- eller konsulentopgaver vil revisor ikke være omfattet af kravet om obligatorisk forsikring, af reglerne om kvalitetssikring og af disciplinærsystemet. Såfremt revisor har aktiviteter, der ligger uden for kerneområdet, vil det dog ud fra en konkret vurdering kunne afskære ham fra at foretage revision. Der opbygges et kvalitetssikringssystem til sikring af overholdelse af dette habilitetskrav.

Betænkningens grundkoncept er elegant og rigtigt. Vi bør kunne tilslutte os dette.

Set med advokatøjne er det væsentligste i konceptet, at enhver tale om at inddrage advokater i MDP’er styret og ejet af revisorer nu må definitivt forstumme.

Gennemføres lovforslaget, bliver det krystalklart, at revisorerne er vore – dygtige – konkurrenter og ikke en lovbestemt fødekanal for juridiske opgaver til advokaterne.

Vi hverken kan eller vil beskytte vort forretningsområde ved legale monopoler eller restriktioner på andre erhverv. Opgaven for os bliver at være konkurrencedygtige og udvikle vore kompetencer inden for erhvervsrådgivningen – både i dybden og i bredden – således at vi hele tiden kan imødekomme klienternes behov. Vi må være bedre og mere slagkraftige end de andre inden for vort forretningsområde. Det kan og bør føre til en revurdering af de rigide teoretiske uddannelseskrav til advokater, som allerede er og i stigende grad vil blive en hæmsko i så henseende.

Men i kommissionens koncept ligger også, at begge erhverv har udfordringer som videnserviceerhverv til at  kunne ”networke” med hinanden, til at foretage videndeling med hinanden og til at outsource til hinanden, uanset at vi i øvrigt konkurrerer, således at vi i fællesskab tilsikrer vores fælles klienter optimal behandling.

I vor kommende detaljerede gennemgang og vurdering af lovforslaget vil vi fokusere på, om det er lykkedes kommissionen at nå til en afbalanceret konkurrencemæssig stilling mellem vore to rådgivererhverv, om der er givet tilstrækkelig sikkerhed mod selvrevision, som er skadelig for validiteten af revisors erklæringer og en uacceptabel konkurrencefordel, samt om regnskabsbrugerne kan være helt sikre på, at der ikke kommer falske lodder i vægtskålen, når revisor skal tage stilling til, om han vil forlange, at en klient foretager opstramning af sin regnskabspraksis.

Debatten om MDP’er og vort forhold til revisorerne er nu bragt til afslutning.

For os har debatten medført, at vi har været tvunget til at spørge os selv, hvad vore kerneværdier egentlig er: Interessevaretagelse, kultur, integritet, samt at ”det hele ikke drejer sig om penge”. Det har været og er en interessant og nyttig selvransagelse og debat. Den har i ordets bedste forstand højnet vor selvbevidsthed.

Dersom en ny revisorlovgivning i overensstemmelse med det foreliggende forslag vil provokere revisorerne til samme debat om kerneværdierne i deres fag, må det hilses med glæde. Både de, klienterne, vi og offentligheden vil kunne have nytte heraf.

Enron-sagen viser behovet for eftertanke.