Advokaten 12 Om konflikter og samtykke

Print Print
17-12-2002

Leder
Af formand for Advokatrådet Jon Stokholm

Den afgørende grund til, at den væsentligste del af befolkningen – trods alt – anser advokater for noget særligt frem for andre respektable erhverv som f.eks. lastbilchauffører, slagtermestre og virksomhedskonsulenter, er, at samfundet og vi selv har en klar opfattelse af de værdier, som kendetegner advokater: Våbendrageren. Advokatvirksomhed er altid virksomhed for tredjemands regning. Dette præger samfundets opfattelse af os og vor selvopfattelse. Vi tager uafhængighed, tavshedspligt og interessekonflikter alvorligt. Samfundet forventer det af os. 

De etiske udfordringer til advokater skærpes, for så vidt og i det omfang vi bevæger os fra at være en ”stand” til at være en ”branche”. Som Niels Fisch-Thomsen engang har spurgt: Vil advokaterne i fremtiden være døtre og sønner af Pallas Athene eller af Hermes? Fusioner og kædedannelser virker i samme retning.

Reglen i de Advokatetiske Regler (AER) 321: ”En advokat skal alene og udelukkende handle i den enkelte klients interesse,” er selvfølgelig, men udviklingen medfører, at reglen i AER 324: ”Når advokater udøver advokatvirksomhed i fællesskab, gælder de ovennævnte regler for fællesskabet og i det indbyrdes forhold mellem dets deltagere,” kommer under pres.

Det er nemt i teoretiske vendinger at gå ind for princippet, men betydelig sværere at udmønte dette i det enkelte konkrete tilfælde. Bør deltagerne i advokatkæder være omfattet af AER 324? Efterhånden som kæderne integreres og over for omverdenen fremstår som ét firma, presser en anvendelse af reglen sig på. Bør to advokater fra hver sit firma fortsætte med at varetage deres klienters interesser over for hinanden, efter at firmaerne er fusionerede? Bør der være forskel på repræsentation i retssager og i anden sammenhæng? Kan klienterne (gyldigt) give samtykke? Bør AER 321, jf. 324, være præceptiv? Hvis der skal kunne gives samtykke, hvad skal da være grundlag for et sådant samtykke, og hvem skal rådgive klienten herom? Den i forvejen inhabile advokat kan det vel ikke være? Hvad sker, dersom den ene klient nok giver sit samtykke til firmaets dobbeltrepræsentation, medens den anden klient ikke vil være med? Hvilken betydning bør hensynet til tavshedspligt og konfidentiel udveksling af dokumenter og oplysninger have? Bør det spille nogen rolle, om dommeren – der i dette spørgsmål vil være tilbøjelig til at læne sig op ad forhandlingsprincippet – samtykker i dobbeltrepræsentation?

Andre landes advokater er nået længere i den retspolitiske analyse end vi.

I USA er den forsigtige holdning, at klienten – når talen ikke er om retstvister – efter omstændighederne kan give samtykke til, at den inhabile advokatvirksomhed bistår ham, men det kræves, at klienten har modtaget rådgivning herom, eventuelt fra en uafhængig advokat. I England holder man benhårdt fast i, at reglerne er præceptive og altså så godt som ikke kan fraviges ved klientens samtykke.

Hvis man et øjeblik ser bort fra de høje principper og spørger: Hvad er nu det forretningsmæssigt klogeste? Så er svaret efter min opfattelse, at har en advokatvirksomhed en interessekonflikt derved, at advokater i virksomheden varetager modstående interesser i samme sag, bør advokatvirksomheden straks henvise begge klienter til at søge rådgivning andetsteds. Klienterne vil normalt respektere denne etiske holdning i et advokatfirma, og man undgår at vælge mellem sine klienter. Det giver altid et uheldigt indtryk af den pågældende advokatvirksomhed – og branchen som helhed – dersom et advokatfirma ses at vælge mellem sine klienter; og søger advokatvirksomheden at hutle sig igennem med samtykke, viser det sig ved sagens afslutning ofte, at den ene klient er mere tilfreds med udfaldet end den anden med det opnåede resultat, og der vil let opstå en mistanke om, at dette skyldes interne forhold på det pågældende advokatkontor. Ofte ser vi klienter, der ønsker en endnu større beskyttelsessfære omkring sig end den, AER kan give, thi den er jo begrænset til at vedrøre ”rådgive, repræsentere eller virke i samme sag.” Disse klienter ønsker at ordene ”i samme sag” erstattes med ”i det hele taget”.

Også bortset fra disse mere kommercielt betonede betragtninger, mener jeg, at advokatbranchen er bedst tjent med at anlægge en langsigtet vurdering af, hvad der tjener os bedst og med at lade vor vurdering bero på, hvad almindelige mennesker vil opfatte som det rigtige, således at den enkelte advokat(virksomhed)s mere kortsigtede økonomiske interesse bør vige.

§ 15 i lov om omsætning af fast ejendom, hvorefter ingen må være formidler for begge parter i en handel, er netop baseret på det synspunkt, at ingen formidler kan varetage købers og sælgers interesse lige godt i samme ejendomshandel, og at dette gælder, selv om der endnu ikke opstod en tvist. Denne forholdsvis nye bestemmelse er vel udtryk for, hvorledes man i dagens Danmark gerne ser udviklingen bevæge sig hen.

Disse hensyn taler for en relativ håndfast anvendelse af AER 324. Det fører efter min mening til, at alle er bedst tjent med at anse AER som så godt som præceptiv, således den som den klare hovedregel ikke fraviges, hvad enten klienterne samtykker eller ej. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi nu og i den kommende tid tager en grundig drøftelse af disse problemer. Hvis vi ikke selv tager skridt dertil, skal andre nok gøre det for os.

Etik er ikke en ”tradable commodity”.