Advokaten 11 Nævnets praksis vedrørende inkasso af bestridte fordringer – igen

Print Print
06-11-2002

Af konst. sekretariatschef Pia Birkegård, Advokatnævnet
Tidligere artikler i Advokaten. 

I Advokaten nr. 11/2001 orienterede jeg bl.a. om Advokatnævnets praksis i sager, hvor der klages over, at en advokat har taget en bestridt fordring til inkasso. Artiklen omtalte i den forbindelse et par nævnskendelser, hvor de indklagede advokater havde fået sanktioner for at tage en bestridt fordring til inkasso.

Artiklen fik advokat Mikael Dreyer til i Advokaten nr. 12/2001 at kritisere nævnets praksis. Han anførte bl.a., at en debitor ikke ville få lejlighed til at overveje betaling, hvis der straks blev udtaget stævning for klientens krav. Advokat Dreyer opfordrede i stedet nævnet til at sanktionere advokaters manglende overholdelse af Inkassolovens § 10. I Advokaten nr.  1/2002 kommenterede advokat C. Anker Heegaard ligeledes nævnets praksis, idet han bl.a. anførte, at det ikke af afgørelserne fremgik, hvorledes der kan skelnes mellem en påkravsskrivelse og en inkassoskrivelse.

Udtalelse fra Advokatrådets Responsumudvalg
Advokatrådets Responsumudvalg har den 4/3 2002 afgivet en udtalelse, hvori bl.a. var anført følgende:

”Inkassoloven og dennes forarbejder, herunder betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed indeholder ingen definition af, hvad der forstås ved en inkassosag. Det fremgår således ikke direkte af inkassoloven, om lovens bestemmelser finder anvendelse på bestridte fordringer. Efter Advokatrådets opfattelse må der ved en inkassosag i lovens forstand imidlertid forstås inddrivelse af en forfalden, ubetalt fordring, hvis størrelse og eksistens ikke bestrides af debitor. I de tilfælde, hvor debitor bestrider fordringens størrelse eller eksistens, foreligger der ikke et klart inddrivelsesgrundlag, og dermed ikke en inkassosag, hvorfor inkassolovens regler ikke kan finde anvendelse. Bestrides fordringen må kreditor derfor forud for iværksættelse af inkassoskridt søge fordringens størrelse og eksistens afklaret på anden måde, om nødvendigt ved anlæggelse af et civilt søgsmål. En advokat, der modtager en fordring til inddrivelse må derfor foretage en konkret vurdering af, om fordringen kan inddrives efter inkassolovens regler. I de tilfælde, hvor advokaten kan konstatere eller gøres opmærksom på, at debitor bestrider fordringen, vil advokaten i almindelighed ikke kunne behandle sagen efter inkassolovens regler. Kun i de tilfælde, hvor debitors indsigelse umiddelbart kan afvises på det foreliggende grundlag, kan indsigelsen tilsidesættes, jf. herved bemærkningerne til inkassolovens § 9 om inkassators undersøgelsespligt.......Så længe fordringen bestrides, finder inkassoloven, herunder lovens § 10 om påkravsskrivelse således med den nævnte undtagelse ikke anvendelse. Dette indebærer efter Advokatrådets opfattelse imidlertid ikke, at en advokat, der har fået i opdrag at inddrive en bestridt fordring, i almindelighed vil kunne undlade at sende en påkravsskrivelse forud for indgivelse af en stævning til afklaring af fordringens størrelse og eksistens. Den inddrivende advokat bør således i almindelighed forud for anlæggelse af et civilt søgsmål sende debitor en påkravsskrivelse, hvoraf bl.a. skal fremgå at indsigelsen kan afvises og at manglende betaling vil kunne medføre anlæggelse af civilt søgsmål. Undlader den inddrivende advokat at sende debitor en sådan påkravsskrivelse vil sagsøger (kreditor) i den efterfølgende retssag normalt ikke få tillagt sagsomkostninger, herunder omkostninger til retsafgift, hvis sagsøgte (debitor) tager bekræftende til genmæle eller udebliver ved behandlingen af sagen for domstolene, jf. retsplejelovens § 312, stk. 2. Det er på den baggrund Advokatrådets opfattelse, at den inddrivende advokat også bør sende en påkravsskrivelse til debitor i tilfælde, hvor inkassoloven, herunder lovens § 10, ikke finder anvendelse. Lovgivningen indeholder ingen generelle krav til det nærmere indhold af en sådan påkravsskrivelse. Det er imidlertid efter Advokatrådets opfattelse nærliggende, at påkravsskrivelsen udformes i overensstemmelse med inkassolovens § 10.

Fornyet nævnsbehandling
På baggrund af ovennævnte to artikler med bemærkninger til nævnspraksis besluttede Advokatnævnets plenum på ny at behandle spørgsmålet om inkasso af bestridte fordringer. Nævnets drøftelse tog udgangspunkt i en konkret klagesag, hvor en advokat havde taget et bestridt krav for udført elarbejde til inkasso. Debitor havde over for kreditor fremsat indsigelser over for kravet og foretaget delvis betaling af det beløb, som hun mente kreditor havde krav på ifølge parternes tidligere aftale. Nævnet fastholdt i afgørelsen den hidtidige praksis og udtalte i kendelse af 2/9 2002 følgende:

Det må lægges til grund, at advokat [X], da han ved brevet af 26/9 2001 tog kravet til inkasso, var bekendt med, at [A] bestred kravet, der i væsentligt omfang oversteg [kreditors] overslag. Det anses for at være i strid med god advokatskik at tage en bestridt fordring til inkasso, medmindre advokaten har grund til at antage, at skyldnerens indsigelse er åbenbart grundløs. Der var efter nævnets opfattelse ikke i det foreliggende tilfælde grundlag for en sådan antagelse. Nævnet finder derfor, at advokat [X] har tilsidesat god advokatskik.

Advokaten havde tillige opkrævet renter i strid med renteloven, og nævnet pålagde ham for disse to overtrædelser af god advokatskik en bøde på 5.000 kr. (02-0401-01-2635)

Åbenbart grundløse indsigelser
De standarder vedrørende advokatadfærd i inkassosager, som responsumudtalelsen er udtryk for, er i overensstemmelse med Advokatnævnets praksis. Vedrørende åbenbart grundløse indsigelser har nævnet i kendelse af 13/11 2001 vedrørende inddrivelse af en parkeringsafgift udtalt:

Det må som udgangspunkt anses for at være i strid med god advokatskik at tage en bestridt fordring til inkasso. Dette gælder dog ikke, hvis advokaten havde grundlag for at antage, at indsigelsen var åbenbart grundløs. Efter det oplyste var [A’s] indsigelse om, at parkeringsvagten havde fejlaflæst p-skiven ikke støttet af andre oplysninger end hans egen forklaring. Det findes derfor ikke stridende mod god advokatskik, at advokaten har taget kravet til inkasso.

Nævnet frifandt derfor advokaten.(02-0409-01-1237).

I en anden sag var der klaget over, at sælgers advokat i en ejendomshandel havde taget et krav på renter af for sen betalt købesum til inkasso. Ved kendelsen af 10/12 2001 udtalte Advokatnævnet følgende:

Det anses normalt for at være i strid med god advokatskik at tage en bestridt fordring til inkasso. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke er rimelig tvivl om kravets berettigelse. Den kontante udbetaling forfaldt fredag den 1/12 2000 og blev betalt ved check afsendt til advokat [X] samme dag. Betalingen kan efter nævnets opfattelse først antages at være kommet frem til kreditor mandag, den 4/12 2000, hvorfor morarente først ophører med at påløbe denne dato. Der var således ikke rimelig tvivl om rentekravets berettigelse. Advokat [X] har derfor ikke tilsidesat god advokatskik ved at tage kravet til inkasso.(02-0409-01-0619)

Vestre Landsrets dom af 12. september 2002
Ved den kendelse af 29/10 2001, som dannede grundlag for ovennævnte artikel i Advokaten nr. 11/2002 pålagde Advokatnævnet en advokat en bøde på 5.000 kr. for at have taget en bestridt fordring til inkasso. Kendelsen blev af advokaten i medfør af retsplejelovens § 147 d indbragt for landsretten, der ved dom af 12/9 2002 stadfæstede nævnets afgørelse med følgende bemærkninger:

[Advokaten] var, da han sendte skrivelsen af 30. oktober 2000 til [debitorerne] med meddelelse om, at ejendomsmæglerfirmaets krav var taget til inkasso, bekendt med, at kravet blev bestridt af [debitorerne]. Det tiltrædes, som anført i nævnets kendelse, at indsigelsen ikke på forhånd kunne antages at være åbenbart grundløs. Af de grunde, der er anført i Advokatnævnets kendelse af 29. oktober 2001, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til et andet resultat, tiltrædes det, at [advokaten] ved sin adfærd har tilsidesat god advokatskik. Herefter, og idet bemærkes, at [advokaten] ikke har nedlagt en subsidiær påstand vedrørende sanktionsfastsættelsen, stadfæster landsretten kendelsen.

Advokaten har anket dommen til Højesteret.