Advokaten 1 Domstolenes fornemmelse for sagsomkostninger

Print Print
17-01-2002

Af Mikael Dreyer, Køge

Domstolene har – formentlig med rette – klaget over kvaliteten af det arbejde, der udføres af advokaterne i forbindelse med retssagernes behandling. Advokatsamfundet har for at højne standarden opnormeret undervisningen i proces på fuldmægtigkurserne. Det er et fornuftigt skridt, men det er langtfra tilstrækkeligt. Jeg vil ikke bestride, at en del af problemet er/kan være manglende evner/uddannelse hos os, der procederer, men jeg vil gøre gældende, at den væsentligste årsag til problemet er domstolenes manglende forståelse for omkostninger.

Når vi advokater klager over de tildelte sagsomkostninger, får vi straks det svar tilbage, at vi er ligesom bønderne. Vi klager altid – og altid med urette. Denne opfattelse skyldes, at dommerne aldrig har prøvet at drive en advokatforretning. De har forståeligt nok ingen sans for de betydelige omkostninger, der er forbundet med at drive en advokatforretning. Jeg har på seminar med Domstolsstyrelsen holdt indlæg om spørgsmålet. Af evalueringsskemaerne kunne man efterfølgende se, at mange havde fået øjnene op for, at det ikke blot drejer sig om fru Justitia, men også om forretning. En del gav imidlertid udtryk for, at temaet var uinteressant. For dem var sagsomkostninger noget sekundært. Det, der havde betydning, var, hvorledes man bedst og hurtigst kunne gennemføre retssagerne, og om hvorledes man bedst nåede de juridisk rigtige resultater. Denne holdning er forståelig set fra et dommersæde, men en god proces kræver gode advokater, og for at kunne være det, må man have den nødvendige tid til forberedelse.

Tid er sagens kerne. Tid er penge. Og med de omkostninger retterne tildeler, er der simpelthen ikke tid til blot rimelig forberedelse. Retssager bliver på disse betingelser dårligt nok venstrehåndsarbejde. Skal vi lægge det i sagsbehandlingen, den fortjener, giver den et dundrende underskud, medmindre vi taler om retssager med en ganske betydelig sagsgenstand.

Jeg tror næppe, at nogen dommer har prøvet dag ud og dag ind at føre en minutiøs registrering over, hvad han bruger sin arbejdsdag på. Det gør man på ganske mange advokatkontorer. Det viser sig herved, at en almindelig gennemsnitsadvokat med en almindelig 10 timers arbejdsdag kan uddebitere mellem 12- og 1400 timer på årsbasis.

Det vil altså sige, at gennemsnitsadvokaten kan skrive regninger ud på 1300 timer årligt, svarende til cirka 5 timer om dagen.

En anden ting, som dommerne næppe har viden om, er omkostningsprocenter. De færreste dommere ved, hvor stor en del af advokatens honorar, der går til dækning af kontorets omkostninger. For en almindelig gennemsnitsforretning ligger omkostningerne på cirka 70%, ofte mere.

I dette indlæg fokuserer jeg på civile sager, men jeg nødsages dog til at mane domstolenes holdning omkring straffesagerne i jorden. Synspunktet er, at salærerne i disse sager er fint, fordi straffesager næsten ikke kræver sekretærbistand. Det med sekretærbistanden er rigtigt. Domstolene glemmer bare, at det er de færreste advokater, der alene eller stort set alene beskæftiger sig med straffesager. I en provinsby som Køge, hvor jeg kommer fra, er gennemsnitssalæret set over en årrække for en beneficeret advokat på et sted imellem 200- og 300.000 kr. brutto. Den almindelige advokat skal derfor ved siden af holde et fuldt kontor i sving. Der må derfor også på straffesagerne beregnes cirka 70% omkostninger, og indgik straffesagernes indtægt ikke i min beregning, ville omkostningsprocenten for resten af sagerne blot stige.

Når domstolene skal give salær til en advokat for en times arbejde i retten, gives der for tiden omkring 1.200 kr., men heri er nogen forberedelsestid, så reelt er timesatsen nok 1.100 kr.

Tager vi en sædvanlig retssag, der drejer sig om eksempelvis 35.000 kr., giver retten et proceduresalær på 7.410 kr. Divideres dette beløb med de føromtalte 1.100 kr., betyder det, at vi kan arbejde med sagen i ca. 6 3/4 time. Det er næppe urimeligt at sige, at en domsforhandling gennemsnitligt tager 2½ time. Nogle sager foregår tæt på advokatens kontor, men som regel er der en vis rejsetid. Lad os som ikke urimelige eksempler tage en advokat, der bor i Københavns centrum, som skal møde ved retten i Tårnby eller en advokat, der bor på Østerbro, som skal møde i byretten. Begge skal beregne cirka en halv time i rejsetid hver vej. Selve domsforhandlingen har herefter taget cirka 3½ time. Retterne vil her sige, at rejsetiden skal honoreres lavt, men det er forkert. Tiden er ligegodt brugt, og den kan ikke bruges en gang til. Med domstolenes takster har sagen derfor allerede kostet 3½ x 1.100 kr. eller 3.850 kr. Da det samlede salær er på 7.410 kr., er der til resten af sagen 3.560 kr. Dette beløb skal dække indledende møde med klienten, korrespondance med modparten, inden det kommer til retssag, udarbejdelse af processkrifter, endnu mindst et møde med klienten, formentlig deltagelse i mindst et forberedende retsmøde samt forberedelse af selve domsforhandlingen.

Lad os da se på, hvor megen tid en ganske almindelig lille borgerlig sag må antages at tage bortset fra selve domsforhandlingen. Her er et tænkt (tidsmæssigt beskedent) eksempel:

Sekretær Advokat

Sagens oprettelse 15 min

Møde med klient 30 min

Brev til modpart 10 min 15 min

Gennemgå svar 10 min

Sende svaret til klient 10 min

Stævne (diktere stævning og kopiere og sende til retten) 20 min 25 min

Gennemgå svarskrift 15 min

Her kunne tænkes et nyt møde med klient, men det er ikke indregnet

Ved mange retter skal vi nu have et § 355 møde inkl. transport 60 min

Udarbejdelse af replik samt breve til modpart, klient og ret 20 min 20 min

Gennemgang af duplik 15 min

Udarbejdelse af påstandsdokument, sende det til ret, modpart og klient 20 min 30 min

Møde med klient 30 min

Forberedelse af domsforhandling 60 min

I alt forbrugt 1 time 35 min 5 timer 10 min

Da sekretærens tid er billigere end advokatens, kan vi omregne sekretærens 1 time 35 min til 20 min i advokattid, hvorved den samlede advokattid bliver i alt 5½ time.

Som anført bruges der cirka 5½ time. Vi havde imidlertid kun 3.560 kr. tilbage, hvilket dækker ca. 2 timer, hvorfor vi får et underskud på mellem 2 og 2½ time, eller 2.500 kr.

Lægges forberedelsestiden på 5½ time sammen med domsforhandlingen får vi et samlet forbrug på cirka 9 timer. Proceduresalæret er 7.410 kr. Divideret med de 9 timer får vi en reguleret timesats på 823 kr. Af dette beløb går 70% til omkostninger og tilbage er 247 kr. til advokaten.

Da advokaten gennemsnitligt kan uddebitere 5 timer om dagen, betyder det, at han ville kunne uddebitere netto 1300 x 247 kr. pr år, svarende til en årsløn til den procederende advokat på 321.100 kr.

Fik advokaten rent de 1.100 kr. i timen, som domstolene cirka yder, og tager vi igen forudsætningen om 1300 debiterbare timer, får advokaten 1.100 x 30% = 330 x 1300 = 429.000 kr.

Jeg gætter på, at dommeren inklusiv honorarer for nævnsarbejde og lignende har en årsløn på omkring 550.000 kr. Er det rigtigt, er det vist ikke urimeligt at sige, at advokaten bør have 100.000 kr. mere til forrentning og afskrivning og kompensation for risiko. Hvis indtægten med dette regnestykke skal være på 650.000 kr., får vi følgende beregning: 650.000 divideret med 1300 = 500 divideret med 30 x 100 = 1.666 kr. i reguleret salær. Trækkes vort udgangspunkt på 1.100 kr. fra, ser vi, at vore salærer pr. time skal forhøjes med afrundet 550 kr.

Lå sagsgenstanden i alle retssagerne i området 35.000 kr., skulle sagsomkostningerne rundt regnet fordobles, så årslønnen steg fra ovenanførte 321.100 kr. til 642.200 kr.

Beregningerne kan jo nok ikke gøres så firkantede, som jeg her har gjort, men beregningerne viser, at den er helt gal med sagsomkostningernes størrelse.

Flertallet af retssager har en beskeden sagsgenstand. Uanset hvilken synsvinkel vi anlægger, bliver resultatet usvigeligt, at det salær, der tilkendes for arbejdet som "rettens tjener" er så underbetalt, at mange advokater i dag må bede deres klienter gå andetsteds hen, hvis sagen skal føres efter reglerne om fri proces eller med retshjælpsdækning. Advokaten har simpelthen ikke råd, og skal han endelig føre sagen, må det gøres med venstre hånd, således at der først slås op i loven eller lærebøgerne eller gennemgås retspraksis, når der ikke er nogen vej udenom. På denne måde skal det arbejde, der præsteres i retten nødvendigvis blive halvhjertet og uden kvalitet. En klient, der ikke har fri proces eller retshjælpsdækning, taber delvis selv om han har fået fuldt medhold og er blevet tilkendt fulde sagsomkostninger. Et paradoks, som vi har svært ved at forklare klienten!

Som ovenfor antydet gælder betragtningerne i dette indlæg også straffesagerne for den almindelige gennemsnitsforsvarer.

Til slut føler jeg også trang til at sige, at domstolene ikke bør høres med den betragtning, at advokaterne blot kunne bo mindre fint, og at de i øvrigt tjener masser af penge (nævnt på det ovenfor anførte seminar afholdt af Domstolsstyrelsen). Gennemsnitsadvokaten bor ikke specielt fint, og han tjener bestemt ikke mange penge, men selv om han gjorde, kan det ikke være rigtigt, at den kontrakt, han laver for Jensen, skal indeholde en salæroverdækning, som kan finansiere Petersens retssag. Hver enkelt sag bør økonomisk hvile i sig selv.

Min påstand er således, at hovedårsagen til dårligt førte retssager er dårlig betaling. De dygtige advokater vælger at bruge deres tid på noget andet og bedre. Domstolene må nøjes med at blive betjent af den ringeste del af advokatstanden samt nogle få tosser, der af lyst ikke kan holde sig fra retssagsarbejdet eller som ikke har gjort sig klart, hvad de sætter til ved at gå i retten.

Min opfordring er således, at domstolene tager forretningsbrillerne på og foretager en ganske væsentlig justering af de satser, der stort set ikke er ændret nævneværdigt, så længe jeg kan huske. Taksten for en sag til 35.000 kr. var således i 1992 på 6.800 kr. Vi er således gået 8,9% frem på 10 år, og satserne var allerede dengang alt for små. Skulle vi blot have fulgt nettopristallet siden 1992, skulle de ovenfor anførte 6.800 kr. i dag have været 8.308 kr., så nettopristallet kan vi end ikke følge.

Og hermed skal jeg foreløbig tillade mig at indlade sagen for retten!