Advokaten 9 Om politietaten

Print Print
11-09-2001
Leder
Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Etat er fransk for stat. Hermed har jeg antydet, hvori problemet har rod og faren består.
Vi har i Danmark et politi, som vi gennemgående er stolte af. Dette skal ikke stille sig i vejen for, at vi har kig på politiet. Overskrifter som: ”Betjente sigtet for trusler mod vid-ne”. ”Politiledelse i København ”rystet” og ”målløs” over ny alvorlig sag”. ”….. skal to betjente nu have en orientering om grænsen mellem korpsets og deres egen mening”. ”Skærpet straf til politimand”. ”Betjente anklager deres jurister”, forekommer hyppigere i medierne, end godt er.
Vi har en kommission til at arbejde med politiets struktur.
Lad mig pege retspolitisk på nogle forhold:
Tidligere rekrutteredes politiet af dygtige håndværkssvende, der kunne læse og skrive, og altså lidt mere end blot deres håndværk. Det gav en styrke med en menneskelig modenhed, autoritet og integritet. I vore dage kan man vist ikke blive politibetjent uden en studentereksamen; med kvoteordninger etc. er det vel ikke altid de højeste eksamensgennem-snit, der kommer på tale. Dette må give en politistyrke af en anden sammensætning.

Man kan sige meget om gymnasiet, men den menneskelige modning, som opnås i det virkelige liv på en arbejdsplads, opnår man ikke her. Selv om de problemer, som politiet arbejder med i dag, kræver en højere teoretisk uddannelse, kunne de mange sager tyde på, at den sunde, solide, menneskelige dømmekraft, der prægede politikorpset, ikke er så udbredt mere. Jeg siger ikke, at alt var rosenrødt dengang, hvad f.eks. Edderkoppesagen viste. Lønningerne til betjentene er dårlige; det kan ikke undgå at sætte sit præg på kvaliteten af dem, der søger til politiskolen. Og de, der forlader korpset igen.

Det er en borgers ret at organisere sig; også betjentene i Dansk Politiforbund. Et fagfor-bund for magtens og politimyndighedens udøvere indebærer risici. Prætorianergardens rolle i Rom viste dette. Kollegial solidaritet er forståelig. Men det må give anledning til betænkelighed, når vi, som det skete for et par år siden, så, at en betydelig del af politistyr-ken mødte op i retten under en straffesag mod en kollega.

Det er en retssikkerhedsgaranti, at politiet er undergivet juridisk ledelse. I vore forældres tid var dette indiskutabelt. Dagens betjente lægger ikke skjul på deres utilfredshed hermed. Dermed er der opstået et skisma mellem juristerne og den øvrige del af korpset. Betjentene får en god lederuddannelse, mens juristuddannelsen på universiteterne ikke indeholder blot elementer heraf og må suppleres.

Juristerne viger måske lidt for meget tilbage fra de konfrontationer, som en lederrolle også indebærer og trænges længere væk fra politiets dagligdag end godt er. Jeg ved ikke, om denne tilbageholdenhed undertiden kan skyldes en vis mangel på fuld opbakning fra politiets øverste ledelse, når konfrontationer opstår. Det-te er en fare for retssikkerheden; simpelthen fordi andre værdier og målsætninger end hensynet til lov og ret kommer til at spille for stor en rolle i politiets arbejde. Mon ikke en og anden erfaren forsvarer og dommer undertiden sidder tilbage med en vurdering af, at her havde politiet for tidligt og for stædigt bidt sig fast i én bestemt opfattelse af skylds-spørgsmålet. Vi har også set tilfælde, hvor politiledelsen har misforstået sin lederrolle til at bakke styrken op i tilfælde, hvor der vitterlig var begået fejl, som enhver anden uden vide-re kunne erkende. Kan det udelukkes, at et ønske om at sige ”tak for sidst” oven på en tabt kendelse undertiden er indgået i prioriteringen af efterforskningsressourcerne?

Det er en retssikkerhedsgaranti at adskille påtalens udøvelse fra politimyndigheden. Denne tanke var frem til lov nr. 385 af 20. maj 1992 grundlaget for sondringen mellem statsadvokatsager og politisager og for statsadvokaternes tilsynsbeføjelse over for politiet. Det må give anledning til bekymring, hvis påtalemyndighedens overgang til politiet har medført en svækkelse af det juridiske element i politiets dagligdag, bl.a. via den praksis i kredsene, hvorefter vicepolitimesteren reelt bruger al sin tid og energi på at administrere påtalen – altså virker som statsadvokat. Korpsets undertiden manglende forståelse for anklagernes beslutninger – dvs. vurdering af, om sagerne kan bære i retten – må bekymre.

Det har altid været en garanti mod en udvikling som den i overskriften antydede, at politiet var delt op i et antal politikredse under ledelse af en politimester, der stod direkte under Justitsministeriet. Embedet som rigspolitichef – allerede navnet giver anledning til nogle ubehagelige associationer – har traditionelt været tilbagetrukket og har haft en koordinerende og tilsynsmæssig funktion. Vel er det rigtigt, at det moderne samfund og den ”moderne” kriminalitet sætter dette system under pres. Dette pres må løses på anden måde end gennem en væsentlig styrkelse af rigspolitichefembedet. Dette udelukker ikke en poli-tikredsreform – måske tværtimod.

Statsadvokaten fører tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser vedrørende strafforfølgning. Statsadvokaten behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten. Herudover er der forskellige andre elementer i den almindelige kontrol med, at politiet udfører sine opgaver under behørigt hensyn til legali-tet og retssikkerhed.

Der er grund til at være opmærksom på, om kontrolsystemet fungerer. Hvor der for eksempel sker tilførsel af mandskab fra rigspolitichefen til bistand for den lokale politime-ster, er der grund til at sikre, at kontrolsystemet er lige så effektivt vedrørende disse som vedrørende politikredsens egne folk. Dette gælder også i den lokale kontrol af legalitet og retssikkerhed, hvor det naturligvis er vigtigt, at politimesteren fuldt ud har lige så stor ind-sigt i og indseende med efterforskning og adfærd og i øvrigt hos rejseholdet som hans ”egen” styrke.

Hvis man vil overveje muligheder for en øget overførsel af kompetencer eller ressourcer til rigspolitichefen, bør det være et væsentligt tema, hvorvidt sådanne øgede overførsler passer ind i det eksisterende kontrolsystem, navnlig i den overordnede anklagemyndighed, således at der er sikkerhed for, at overførslerne ikke giver huller i eller svækkelse af kon-trolsystemets dækningsområde.

Hvorfor skal Advokaten blande sig i politiets forhold?
Svaret er, at Advokaten som aktør inden for strafferetsplejen bør engagere sig, og at det er en almindelig samfundsdebat. Som Erik Seidenfaden engang skrev:
”Hvis den demokratiske opinion ikke viser forståelse for det politi, der fungerer som borgernes beskyttere, hvis den ikke hjælper det ud af dets dilemma, er der stor risiko for, at den internationale krise, der allerede er konstaterbar inden for politiet, munder ud i et politi, der føler sig miskendt og bittert og dernæst efterhånden kun vil blive rekrutteret blandt de hårde halse, fjendtlige over for det samfund, hvis tjener det skulle være og ønske at være.
Så farlige er perspektiverne.”