Advokaten 7/8 Om disciplinærsystemet

Print Print
21-08-2001
Leder

Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Gennem alle årene har der været offentlig opmærksomhed om advokaters fejltrin. Det gælder stadig.
Det har altid været en vigtig opgave for Advokatsamfundet at holde styr i egne rækker og sikre en høj etisk og faglig standard hos advokaterne. Dette har været anset for afgørende for omverdenens tillid til advokaterne. Et væsentligt middel til opnåelsen af dette formål har været oprettelse og drift af en organisation, hvor klienter, der var utilfredse med en advokats adfærd eller salær, kunne få deres klage behandlet, og advokaten, der måtte have forbrudt sig, blive pålagt en passende sanktion. Oprindelig var advokaternes deltagelse i et sådant system en frivillig sag, men fra retsplejereformen i 1919 har deltagelsen i dette sy-stem været anset for en så stor betydning, at deltagelsen har været obligatorisk for advoka-terne.
I mange år var disciplinærsystemet bygget op omkring et indviklet to-instanssystem med kredsbestyrelserne som første instans – voldgift – og Advokatnævnet som (anden) instans i både salærtvister og disciplinærsager. Kredsbestyrelserne og Advokatnævnet var udeluk-kende besat af advokater.
Med ændringerne i retsplejelovens advokatkapitel i 1983 indførtes offentlighedsrepræsen-tanter, ligesom Advokatnævnet fik et formandskab af dommere. Kredsbestyrelsernes rolle ændredes, således at de afgiver indstillinger i disciplinærsager, men fortsat er første instans i salærsager. Reformen blev vel i begyndelsen modtaget med nogen skepsis blandt advoka-terne.
Jeg tror, at alle er enige om, at kredsbestyrelserne og nævnet har opfyldt deres rolle i den nye konfiguration; betryggende er det at høre formandskabet og offentlighedsrepræsen-tanterne give udtryk for – hvad vi selv godt vidste – at advokaterne bestemt ikke holder hånden over hinanden.
Advokatrådet har gennem de senere år fra tid til anden overvejet, om disciplinærsystemet kunne rationaliseres, uden at der dog er kommet noget ud af disse overvejelser. Senest har også nævnet ganske forsigtigt indikeret, om ikke tiden var inde til at se på, om disciplinær-systemet kunne strømlines og rationaliseres, uden at det går ud over kvaliteten. Med et lille smil har der været peget på, at det måske kunne tage sig lidt mærkeligt ud for den undren-de offentlighed, at sagsbehandlingstiden i disciplinærsystemet i en sag om smøl er så for-holdsvis lang.
Dette var baggrunden for, at Advokatsamfundet nedsatte et udvalg med deltagelse af er-farne kolleger og brugerrepræsentanter samt repræsentanter for nævnet og Justitsministe-riet som observatører og med professor Lars Bo Langsted som formand til at se på, om vort disciplinærsystem kunne forbedres.
Udvalgets rapport forelå til Det ordinære Advokatmøde i juni. Jeg kan kun opfordre til, at alle sætter sig grundigt ind i udvalgets overvejelser og konklusioner (www.advokatsamfundet.dk).
Udvalgets rapport vil blive gjort til genstand for drøftelser på de kommende kredsmøder.
Udvalget foreslår en række tiltag til forbedring og rationalisering af klagesagers gang, hvoraf de fleste uden videre vil kunne vinde bred tilslutning. Men udvalget fremsætter også et kontroversielt forslag: Nemlig, at kredsbestyrelserne fjernes fra vort disciplinærsy-stem. Det er ikke, fordi udvalget ikke har blik for det store arbejde af gennemgående høj kvalitet, som udføres i kredsbestyrelsernes sagsbehandling. Udvalget konkluderer, at kredsbestyrelsernes (for)behandling er et forsinkende led, som uden yderligere væsentlig ressourceanvendelse – når der foretages andre tiltag – kan ske i sekretariatet. Det er natur-ligvis ikke, fordi kredsbestyrelserne ikke arbejder så hurtigt som muligt med sagerne; det er simpelthen en uhensigtsmæssig struktur. Udvalget peger på, at ingen andre sammenlig-nelige nævn har en tilsvarende struktur.
Her er tale om en vanskelig problemstilling, der tillige involverer følelser. Forholdet er jo det enkle, at en række kolleger gennem årene har deltaget og fortsat deltager i dette arbej-de. Disse kolleger har værdsat og værdsætter arbejdet med denne sagsbehandling og det kollegiale samvær, som finder sted i den forbindelse. Disse kolleger spørger naturligvis: Hvad så med os?
Den grundlæggende præmis for stillingtagen til forslaget må naturligvis være, at et disci-plinært systems organer, og deltagelse heri, ikke er noget mål i sig selv, men udelukkende et middel; et middel til beskyttelse af advokat”brandet”. Dette mål skal fremmes på den bedste og mest effektive måde.

Selv om samfærdsels- og kommunikationsmidlernes udvikling har ændret forudsætninger-ne for kredsinddelingen, og selv om betydningen af lokale kutymer er blevet helt minimal, er det vigtigt at holde fast i kredsinddelingen. Kredsene er nemlig valgkredse for Advokat-rådet og sikrer en ligelig repræsentation af alle dele af landet. Kredsbestyrelserne er traditi-onelt et stærkt rekrutteringsgrundlag for Advokatrådet. Vælger Advokatsamfundet at følge klagesagsudvalgets indstilling på dette punkt, bliver opgaven at redefinere kredsbestyrel-sens fremtidige rolle.
Her kan det måske være en god idé at vende tilbage til rollen som kredsbestyrelse, dvs. det lokale advokatråd, og ikke kun som en instans i et disciplinærsystem. Jeg tror, at vi kan og skal give kredsbestyrelser en aktiv erhvervspolitisk rolle til understøtning af Advokatrådets generelle erhvervspolitik på lokalt plan, og således at det lokale erhvervspolitiske initiativ ikke beror på, om der nu i området tilfældigvis er en velfungerende advokatforening eller ej. Klagesagsudvalget peger selv på en ny, spændende rolle i kredsbestyrelsen som led i en mediation rolle, som et tilbud i tilfælde, hvor en klient er utilfreds med sin advokat. Jeg tror, at et sådant tilbud vil kunne give mere tilfredse klienter, mere tilfredse advokater og spare en hel del papirarbejde. Også i det generelle tilsyn, herunder med klientmidlerne, kan der være god brug for kredsbestyrelserne, alt i alt tiltag som kunne bringe lidt mere liv til de bestemt ikke altid lige spændende kredsmøder. Og formodentlig større deltagelse og debat.
Alt dette vil selvfølgelig medføre, at kredsbestyrelsen skal arbejde på en anden måde, end den plejer; men plejer er nu engang død.
Én ting er i hvert fald sikkert: Vi kan ikke undvære kredsbestyrelserne som led i Advokat-samfundets parlamentariske netværk. Men det bør ikke stå i vejen for en i øvrigt fornuftig rationalisering af disciplinærsystemet.