Advokaten 6 Om strukturtilpasning

Print Print
12-06-2001
Leder

Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

En selvfølgelighed, at den danske advokatbranche inden for de sidste par år har forandret sig til ukendelighed. Indtil for få år siden aftvang et advokatfirma med 15-20 advokater alene i kraft af sin størrelse respekt. Dannelsen af et antal megafirmaer, der selv med international målestok må anses for store, har vendt op og ned på dette. Det samme gælder dannelsen af advokatfirmaer med afdelinger i flere byer samt af kæder mellem firmaer, der udvikler sig dynamisk. Vi ser mindre firmaer, der vælger at opnå en høj grad af specialise-ring. Også i almen praksis ser vi en tendens hen mod dannelsen af større enheder.
En væsentlig faktor bag denne udvikling – men bestemt ikke den eneste – er, at konkurren-ce mellem advokatfirmaerne nu hører til dagens orden. Udviklingen er udtryk for, at advo-katvirksomhederne bevidst vælger forskellige strategier for at styrke sig i denne konkurren-ce og i konkurrencen med de andre videnserviceerhverv. Set med Advokatsamfundets øjne er dette en sund og ønskværdig målsætning. Dannelsen af større firmaer giver ubestrideligt større konkurrencekraft i kraft af større kapacitet, større mulighed for specialisering etc. Spørgsmålet er, om der tabes i omkostningseffektivitet, fleksibilitet, nærhed til klienter og medarbejdere og i jobtilfredshed etc. Det må fremtiden vise.
Strukturtilpasningen har medført, at de nydannede advokatvirksomheder har måttet afgive klienter til andre, dvs. de mellemstore og mindre advokatvirksomheder – i kraft af RGA § 3.2.4: ”….. Når advokater udøver advokatvirksomhed i fællesskab, gælder reglerne om inte-ressekonflikter for fællesskabet og i det indbyrdes forhold mellem dets deltagere. …….” De nydannede advokatvirksomheder er helt opmærksomme på denne problematik: Således har det p.t. største delt sin arbejdsretsafdeling op i to, således at et udskilt, selvstændigt fir-ma varetager lønmodtagerinteresser. En sådan udskillelse var vel ikke nødvendig for at opfylde kravene til god advokatskik, men udskillelsen viser, at danske advokater er sig den-ne problemstilling overordentlig bevidst.
RGA § 3.2.4 har gammel hævd i dansk ret, men strukturtilpasningen gør, at fokus rettes herpå. Andre brancher har set en lignende udvikling: Eksempelvis den finansielle sektor, hvor det samme pengeinstitut kan have én afdeling, der forestår børsforhold, en anden afdeling, der rådgiver kunderne om køb og salg af aktier, og en tredje afdeling, der handler aktier for bankens egen regning. Den herved opståede indlysende interessekonflikt er søgt løst via ”Chinese Walls”. Under et besøg i et udenlandsk pengeinstitut for et par år siden rejste jeg forsigtigt dette spørgsmål og bad om at få lejlighed til at se ”the Chinese Walls”, idet de pågældende afdelinger fysisk var anbragt tæt på hinanden og havde – ultimativt – fælles IT-system. Jeg fik den besked, at muren bestod i et sæt instrukser til medarbejderne. På min forespørgsel om, hvad der vil ske, dersom en medarbejder havde opdaget eller bo-ret et lille hul i muren og derved påført banken en fortjeneste, fik jeg at vide, at dette ville medføre tjenstlige reaktioner. I mit stille sind tænkte jeg, at dette naturligvis forudsatte, at overtrædelsen blev opdaget, og at ledelsen valgte at gøre noget ved det.* Vi har jo også i udlandet set eksempler på, at et revisionsfirma i forbindelse med en virksomhedsoverdra-gelse påtog sig assistance til køber, sælger og et antal potentielle købere. Vor holdning til interessekonflikter har ikke denne gradb(f)**øjelighed og muliggør ikke en sådan adfærd.
Det er karakteristisk, at vore kolleger i Amerika – megafirmaernes hjemsted – fastholder en regel svarende til vor. I ABA’s ”Ethics 2000 Commission” rapport af november 2000 foreslås således følgende hovedregel: ”While lawyers are associated in a firm, none of them shall knowingly represent a client when any of them practicing alone would be prohibited from doing so …….” og i kommentaren hertil hedder det: ”The rule of imputed disqualification stated in paragraph (a) gives effect to the principle of loyalty to the client as it applies to lawyers who practice in a law firm. Such situations can be considered from the premise that a firm of lawyers is essentially one lawyer for purposes of the rules governing loyalty to the client, or from the premises that each lawyer is vicariously bound by the obligation of loyalty owed by each lawyer with whom the lawyer is associated.”

Da interessevaretagelse er kernen i vor virksomhed, er det klart, at al kraft må sættes ind for at hindre interessekonflikter, samt at en ”appearance”-målestok er relevant.

Deltagerne i de store firmaer og i de stærke kæder, der er opstået ved strukturtilpasningen, vil måske i stigende grad i fremtiden føle sig generet af RGA § 3.2.4; men det er nu den pris, de må betale for at opnå stordriftens fordele. Reglen er udtryk for en holdning, en værdi, der er et centralt element i advokatens ”brand”. Denne profil skal der værnes om; målet er at styrke ”brandets” troværdighed. ”Brandet” er lige værdifuldt for små og store firmaer, og alle har samme forpligtelse over for det. Nøglen til succes er: integritet, gen-nemsigtighed og troværdighed.
Derfor er det ikke på dagsordenen at drøfte nogen lempelse fra RGA § 3.2.4. Og det kommer heller ikke på dagsordenen.

* Problemet om den ved den fælles bundlinie skabtes solidaritet.
** Den klassiske etymologiske udvikling ”b” til ”f” udløser her en farlig udviklingsmulighed.