Advokaten 5 Om retsafgiftspolitik

Print Print
14-05-2001
Leder

Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Domstolene har traditionelt fungeret som forlænget arm for fiscus, altså skatteopkræver. Stempelafgift, tinglysningsafgift, arveafgift og boafgift er kernen af skatter, som opkræves via domstolssystemet, alle med klart skattepolitisk fiskalt og/eller fordelingspolitisk sigte. Disse skatter indbringer væsentlige beløb uden synderlig administration. Alt i alt ”kradser” domstolene ca. 8 mia. kr. ind om året. De koster ca. 1,1 mio. om året at drive.
Domstolene opkræver imidlertid traditionelt en yderligere type afgift, nemlig retsafgiften, dvs. en afgift for at anlægge og føre civile retssager.
Den gældende retsafgiftslov hidrører fra retsafgiftsreformloven af 1969. Denne retsafgiftslov var retsteknisk designet af både procesbesparende, sociale og fiskale hensyn: Retsafgif-ten tilsigter i vid udstrækning at være godtgørelse for de udgifter, retsskridt påfører staten. Retsafgiftens størrelse har f.eks. betydning for, i hvilket omfang småkrav søges tvangsmæs-sigt inddrevet. Den yder beskyttelse mod urimelige sagsanlæg og oppustning af sags-genstanden. Heroverfor står, at retsafgifter kan være en hindring for gennemførelsen af materielt begrundede krav. I diskussionen om retsafgifter og deres størrelse anføres fiskale grunde.
Fastsættelse af retsafgiftens størrelse og struktur er en retspolitisk beslutning og afspejler lovgivningsmagtens afvejning af disse hensyn.
Adgangen til at få en tvist løst af uafhængige domstole er en vigtig retssikkerhedsgaranti og bør anses som fundamental i et retssamfund. Nu kan man sige, at en civil tvist som ud-gangspunkt er parternes eget problem, men en retssag er naturligvis også et omkostnings-spørgsmål for den enkelte borger.

3. december 1999 fremsatte justitsministeren et lille uskyldigt ændringsforslag til retsafgifts-lovens § 1, hvorefter retsafgiftslovens fra § 1, stk. 1, 2. punktum, ændres ”1%” til ”2%”. Dette forslag kom som lyn fra en klar himmel uden høring af offentligheden, endsige be-rørte parter som f.eks. Dommerforeningen eller Advokatsamfundet. Hvem talte om kvali-tet i lovtilblivelsen? Man skal ikke være noget matematisk geni for at indse, at forslaget in-debærer en fordobling af retsafgiften. Ifølge bemærkningerne forventedes den foreslåede forhøjelse at betyde en indtægt på ca. 100 mio. kr. årligt i statskassen. Det skal såmænd nok passe.
Det er her, at vi som advokater for den danske befolkning må råbe vagt i gevær. Denne afgiftsforhøjelse var af rendyrket fiskal art og er udtryk for, at Folketinget har foretaget en radikal omvurdering af de retspolitiske hensyn, som ligger bag retsafgiften, således at hen-synet til borgernes ”access to justice” er voldsomt nedprioriteret, uden at denne ændrede prioritering har været genstand for forudgående debat med retsvæsenets aktører eller of-fentligheden. Det synes, som om Folketinget har gjort kejser Vespasians ord: ”Pecunia non olet” til sine. Det er her uden betydning, om indvundne erfaringer har vist samme ret lave priselasticitet for brug af retterne, som var gældende for den ydelse, der var genstand for kejser Vespasians afgiftspålæg.
Det er bemærkelsesværdigt, at de danske retsafgifter er væsentligt højere end i lande, som vi ønsker at sammenligne os med: England, Norge og Sverige. Særligt er der grund til at fremhæve, at det bærende retspolitiske hensyn bag det norske retsafgiftsforslag, som netop er fremsat, er et ønske om, at retsafgiften skal afspejle ressourceforbruget i sagen. Nord-mændene er i deres forslag så konsekvente, at retsgebyret foreslås beregnet pr. retsdag, og således at der gives rabat, dersom en sag kan klares på en enkelt retsdag. Herved tilgodeses også hensynet til at tilskynde borgerne til en bestemt adfærd, som må anses for ønskelig.
Tankevækkende er det, at Justitsministeriet selv via anklagemyndigheden er storforbruger af domstolenes ressourcer uden at skulle betale retsafgift. Det kunne man måske endda forstå, dengang domstolene var organiseret under Justitsministeriet. Men i dag, hvor dom-stolene har opnået selvstændighed også i statsfinansiel henseende, er det ikke indlysende. Anklagemyndighedens brug af domstolene bør være undergivet samme incitamentsstruktur som i civile tvister. Jeg siger naturligvis ikke, at straffesager ikke skal rejses, men vi ved, at straffesager kan skæres til, således at retsdage kan spares. En retsafgift i straffesager ville bevirke, at det samlede statsregnskab, herunder Justitsministeriets regnskab og Domstols-styrelsens regnskab, giver et mere retvisende billede af ressourcefremskaffelse og ressour-ceanvendelse ved straffesager ved retterne end det slørede billede, vi har i dag som følge af krydssubsidiering mellem de civile sager og straffesagerne; samme hensyn som da den stats-lige retsafgiftsfritagelse i civile retssager blev ophævet. Tanken er ikke helt så skør, som den kan og må forekomme.
Retsafgifter i deres forhøjede form har her for domstolene nogle uhensigtsmæssige incita-menter: Erhvervslivet kan få sine tvister løst billigere i udlandet; voldgift bliver alt andet lige mere attraktivt for erhvervslivet; og administrative klagenævn gøres mere attraktive end domstolene, der dog bør være det fundamentale tvistløsningsorgan.
Det nuværende retsafgiftsniveau sender det signal, at parterne i virkeligheden helst bør lade være at forelægge deres problemer for domstolene. I de fleste civile sager møder parterne i retten for første og eneste gang i deres liv. Det er uheldigt, når retsafgiftsniveauet når en sådan størrelse, at befolkningen begynder at nære tvivl om, hvorvidt domstolene nu også står til rådighed for dem, der har behov for at få løst en tvist, som de af den ene eller anden – normalt – fuldt forståelige grund ikke selv har været i stand til at få has på.
Et retspolitisk hensyn, som retsafgiften ikke afspejler, er kvaliteten af den ydelse, borgerne får ved domstolene. Det var måske en idé at inddrage dette hensyn i ny lovgivning: Var det ikke rimeligt, at man fik en væsentlig del af afgiften tilbage i tilfælde af, at dommeren vælger at afsige en af disse hæslige domme uden sagsfremstilling? Eller når dommeren ikke gider at høre på forelæggelsen? Eller når dommeren kun er interesseret i procedure ”bemærknin-ger”? For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor dommerens utålmodighed og temperament tager overhånd under domsforhandlingen? Eller hvad når en appellant får fuldt medhold? Bør afgiften i foregående instans da ikke refunderes?
Det er på tide, at vi får den seriøse debat om retsvæsenets finansiering, som Retsplejerådet netop har lagt op til.