Advokaten 3 "Om advokaten i bestyrelsen"

Print Print
13-03-2001
Leder                                                                                                                                                                                                                                                                    Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Der er tradition for, at danske advokater deltager i bestyrelsesarbejde i erhvervsdrivende selskaber. Dette gælder såvel mindre selskaber, hvor hovedaktionæren måske tillige er den drivende kraft, som større selskaber, evt. børsnoterede, hvor der foregår et professionelt bestyrelsesarbejde.

Den juridiske uddannelse ved universiteterne indeholder få elementer ud over den rene jura, som gør jurister egnede til at deltage i ledelse, det være sig inden for det offentlige som i det private erhvervsliv. Virksomhedsledelse, projektarbejde, tværfaglighed, endsige andet end rudimentært kendskab til søstersamfundsvidenskaberne indgår ikke i universitetsun-dervisningen.

Bestyrelsesarbejdet er blevet genstand for professionalisering. Denne tendens fortsætter. Konkurrencen om det prestigefyldte bestyrelsesarbejde fra folk med teoretisk uddannelse inden for virksomhedsledelse, økonomi, teknik og markedsføring fra handelshøjskoler og lignende institutioner i ind- og udland er blevet skærpet; konkurrenterne har ikke været sene til at påpege disse svagheder ved juristers teoretiske uddannelse som argument for det ofte fremsatte postulat om, at advokater – det er vist som stand – skal ud af selskabers bestyrelser. Ikke desto mindre finder vi en advokat som medlem eller formand for bestyrelsen i et stort antal virksomheder.

Hvorfor?
Det gælder først og fremmest, at også for disse har de personlige egenskaber gjort dem egnet til hvervet. Hertil kommer, at den teoretiske uddannelse med dens juridiske metodik og træning i logisk, stringent tænkning, og navnlig den gennem praksis erhvervede rutine i problemformulering, argumentation, løsningsformulering og beslutning er nyttig. Hvor mange talentfulde forretningsfolk glemmer ikke i overvejelsen af kommercielle beslutninger at spørge: ”Hvad er nu det klogeste?” Eller har tendens til at springe led over i ræsonne-menter, dvs. jump to conclusions. Væsentligt er, at de er erfarne advokater, der gennem samliv med erhvervslivet har tilegnet sig praktisk erfaring i forskellige virksomheder og erhvervsmæssige problemstillinger, med et fint ord ”action learning”. Disse kompetencer udnyttes af advokaten som bestyrelsesmedlem til at tilføre virksomheden værdier, undertiden også til at stille en slags spørgsmål, som aldrig i øvrigt bliver stillet af ledelsen i den pågældende virksomhed. Også advokatens uafhængighed er et aktiv.

En anden indvending, som vore konkurrenter anfører, er, at advokater i for høj grad er interesseret i bestyrelsesposter for at rage advokatopgaver til deres kontor. Det kan ikke afvises, at advokater har haft blik for, at bestyrelsesposten kunne få – og gerne måtte få – sådan afledt effekt. Det er herovefor kun et svagt og usagligt argument, at det krydssalg, som advokaterne måtte foretage, er af mindre omfang og betænkelighed end revisorernes.

Det traditionelle ræsonnement har været, at en sådan trafik ikke kunne være et problem, idet advokaten såvel i sin egenskab af bestyrelsesmedlem som i sin egenskab af advokat varetager én sammenfaldende interesse, nemlig selskabets. I større selskaber, hvor aktionærerne ikke er aktive i selskabets ledelse, men hvor der foregår professionelt bestyrelsesar-bejde, vil det her imidlertid kunne anføres, at advokaten kan komme i en konflikt, derved at hun som bestyrelsesmedlem risikerer at skulle vurdere kvaliteten af sin bistand til selskabet (direktionen), samt at direktionen kan have behov for advokatbistand fra en anden end et bestyrelsesmedlem, og således at bestyrelsen må forholde sig til et samlet oplæg fra direkt-onen, herunder til dettes juridiske holdbarhed. Der kan også tænkes tilfælde, hvor direktionen måtte mene, at advokatfirmaets regning er lovlig stor. Dette er en del af baggrunden for reglen i aktieselskabslovens paragraf 51, stk. 3.

Og reglen giver også megen mening her.
Glemmes bør det ikke, at der findes tilfælde – de fleste – hvor advokatens bestyrelsespost skyldes, at selskabet (direktionen, bestyrelsen og hovedaktionærer) har været tilfreds med advokatens indsats og rådgivning og derfor har ønsket at knytte ham eller hende til selskabet qua en bestyrelsespost. Dette kan ingen have noget imod; thi i så fald har hun i praksis vist sin kompetence.

Problemet opstår, hvor selskabet vel ønsker advokatens personlige rådgivning i bestyrelsen, men ikke nødvendigvis ønsker at være forlovet med hendes mere eller mindre talentfulde kontorfæller. Her er det vigtigt, at advokaten forstår sin rolle, og at kritiske briller hviler på hende, når og hvis hun ytrer sig i spørgsmålet om valg af selskabets advokat.
I Danmark hører det til good corporate governance, at bestyrelsesmedlemmer er uafhængige af selskabets direktion. Det bør være en selvfølge, som ikke mindst advokaten som bestyrel-sesmedlem er sig bevidst, at den juridiske assistance, som selskabet får behov for, indhentes, hvor den er bedst, det være sig fra advokatens eget firma eller fra et andet advokatfirma; det må anses for bad corporate governance, om bestyrelsen påtvinger direktionen at rådføre sig med et bestyrelsesmedlems advokatfirma. Mon ikke at advokatens professionelle indstilling og forståelse af moderne krav til corporate governance normalt er tilstrækkelig til at løse det problem?