Advokaten 3 Offentliggørelse af Advokatnævnets kendelser i disciplinærsager

Print Print
13-03-2001
Af sekretariatschef Lars Økjær Jørgensen, Advokatnævnets sekretariat

I det forløbne år har der i TV, aviser og i befolkningen været en ivrig debat om myndighe-dernes offentliggørelse af deres afgørelser i sager, der kan have betydning for forbrugernes valg. Det har fra forbrugerside været anført, at forbrugerne bør have et øget kendskab til myndighedernes afgørelser, mens der fra anden side er udtrykt frygt for indførelse af ga-bestoklignende forhold.
Debatten udløste også i Advokatnævnet i 2000 en drøftelse af, hvorvidt der er grundlag for i videre omfang end hidtil at offentliggøre kendelser i disciplinærsager. Denne drøftelse er nu afsluttet.
Reglerne om offentliggørelse af nævnskendelser med navns nævnelse findes i § 20 i be-kendtgørelse nr. 283 af 22. juni 1983 om Advokatnævnets virksomhed, hvorefter offentlig-gørelse af frakendelser af retten til at drive advokatvirksomhed er obligatorisk, mens det er overladt til nævnets skøn, hvorvidt andre fældende kendelser skal offentliggøres.
Nævnets hidtidige praksis for offentliggørelse af fældende kendelser var meget restriktiv. Uden for de tilfælde, hvor offentliggørelse var besluttet, fordi sagen havde offentlig interes-se, skete offentliggørelse med navns nævnelse kun 1-2 gange om året. Kriteriet for beslut-ning om offentliggørelse har da været forseelsens grovhed. Eksempelvis er et par kendelser med bøder på 50.000 kr. offentliggjort.
Under sine aktuelle drøftelser var det Advokatnævnets udgangspunkt, at der i visse tilfælde kan være et reelt behov for forbrugeroplysning om sanktioner over for advokater, således at der gives forbrugerne et bedre grundlag at vælge advokat på. Offentliggørelse vil ofte have en meget negativ virkning for advokaters forretning, og det bør ved overvejelserne tages i betragtning, at de fleste fældende kendelser ikke nødvendigvis siger noget om advo-katens generelle kvaliteter, men alene konstaterer, at en advokat i det foreliggende konkrete tilfælde har tilsidesat god advokatskik. Man må ved overvejelse om offentliggørelse også tage hensyn til, at de konkrete omstændigheder, der kan forklare advokatens adfærd, sjæl-dent vil blive bemærket ved en offentliggørelse, der herved kan få en videre virkning end berettiget.
Nævnet fastlagde i sommeren 2000 nogle foreløbige kriterier, som de følgende måneder blev afprøvet på konkrete sager. På nævnets møde i januar 2001 blev prøveperiodens resul-tater evalueret og nogle retningslinier fastlagt.
Offentliggørelse kan herefter ske, hvis kendskab til kendelsen vil have en åbenbar betyd-ning for valg af advokat, og hvis advokatens adfærd samtidig indikerer risiko for gentagelse.
Nævnet vil i den forbindelse lægge vægt på den aktuelle og tidligere overtrædelsers antal og karakter. En enkeltstående førstegangsovertrædelse vil normalt ikke være tilstrækkelig grund til offentliggørelse, medmindre den er meget grov.
Ved vurdering af karakteren af aktuel og tidligere overtrædelser vil det være relevant at overveje, om overtrædelserne er egnede til at skade klienterne, hvilket vil tale for offentlig-gørelse. Gentagne sager om smøl og manglende besvarelse af henvendelser fra klienter kan være eksempler på sådanne klientskadelige overtrædelser, mens manglende indsendelse af klientkontoerklæring og overtrædelse af grænserne for berettiget varetagelse af klientinte-resser i almindelighed ikke er direkte klientskadelige. Offentliggørelse af sidstnævnte gruppe af overtrædelser vil endda kunne være egnede til at tiltrække klienter, der søger en ”skrap” advokat.
Det vil ligeledes indgå i vurderingen, hvor hurtigt recidivet er og har været. I almindelighed må der være tale om mindst 2 forudgående kendelser, der er afsagt inden for de seneste 5 år.
Offentliggørelse må altid afhænge af en konkret vurdering. Man bør bl.a. være opmærksom på, om der er særlige forhold, der kan tale for at anlægge et lempeligere syn på advokatens adfærd.
Offentliggørelse er ikke en sanktion, og en beslutning herom vil derfor ikke fremgå af ken-delsen. Såfremt sagen har særlig interesse for offentligheden, bør offentliggørelse ske ved en pressemeddelelse. I andre tilfælde vil det være nødvendigt – som hidtil – at anmode ud-valgte aviser, om muligt lokalaviser, om at optage en notits om forholdet.
Den indklagede advokat vil samtidig med afsigelsen af kendelsen i et følgebrev blive under-rettet om offentliggørelsen. Denne vil ske umiddelbart efter kendelsens afsigelse med op-lysning om, at kendelsen af indklagede kan indbringes for landsretten.
Såfremt landsretten eller Højesteret ophæver eller ændrer nævnets kendelse, vil nævnet offentliggøre denne oplysning på samme måde, som kendelsen oprindeligt er offentliggjort.
Det vil alene være et referat af de pågældende kendelser, som offentliggøres. Når der sker offentliggørelse som følge af gentagne overtrædelser, bør alle kendelser, der har været tillagt betydning ved beslutningen om offentliggørelse, omtales for herved at redegøre for grund-laget for beslutningen.