Advokaten 2 Om Kredsens kvadratur

Print Print
13-02-2001
Leder                                                                                                                                                                                                                                                                   Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

At konstruere kredsens kvadratur er en opgave, der har optaget matematikere gennem århundreder. Opgaven lader sig ikke løse med passer og pen. En næsten lige så umulig opgave har været pålagt domstolenes Strukturkommission: nemlig at fremkomme med et forslag til en ny kredsinddeling for Danmarks domstole. Kommissionens forslag til løsning foreligger nu med den nyligt offentliggjorte betænkning.
Advokatsamfundet har været repræsenteret i Strukturkommissionen. Advokatrådet har løbende fulgt arbejdet; i begyndelsen måske lidt tøvende, senere med større engagement i de geometriske øvelser ud fra ønsket om at få indflydelse på facit, hvilket ikke ville være muligt, dersom advokaterne som en anden Achilles fornærmet sidder surmulende i sit telt, medens kampen om Troja pågår. På kredsmøderne sidste år blev advokaterne orienteret om Strukturkommissionens overvejelser. Reaktionen på kredsmøderne har vel nærmest været en accept af det uundgåelige, om end uden synderlig begejstring.

Den eksisterende retskredsinddeling har sin rod i den middelalderlige herredsinddeling. Ved retsplejeloven i 1919 gennemførtes en reduktion af retskredsenes antal, men genforeningen og opdelingen af omegnsretterne betød en vis forøgelse heraf. Strukturkommissionens passerslag vil reducere antallet af retskredse fra 82 til 25 nye byretskredse.
Strukturkommissionens forslag har sammenhæng med Retsplejerådets overvejelser om en radikal omlægning af instansfølgen ved de danske domstole derhen, at byretten gøres til en første instans i alle sager, herunder også/navnlig forvaltningssagerne, ligesom der påtænkes indført nævningebehandling ved byretten. Det er klart, at et stort antal af de nuværende byretter ikke har juridiske eller øvrige ressourcer til at løfte disse nye tunge opgaver. Noget må der ske.

Svagheden ved de (mange) forholdsvis små byretter har længe været erkendt. Allerede den nyudnævnte herredsfoged Erik Sørensen i Sønder Herred betroede sig i 1626 under forløbet af en celeber drabssag til sin dagbog om det lille enedommerembedes mangel på fagligt miljø og dets iboende inhabilitetsproblemer.* Det var dog – må det retfærdigvis siges – før rejsedommernes tid.

Disse svagheder ved de små enedommerembeder, eller embeder med ganske få dommere, er blevet accentueret i det komplicerede samfund med den komplicerede lovgivning, som domstolene i dag må forholde sig til. Et egentligt fagligt miljø bliver i stigende grad nødvendigt. Skal byretterne være første instans i alle sager, er det nødvendigt at åbne mulighed for behandling ved flere dommere; også dette stiller krav til antallet af dommere ved hvert embede. Det samme gælder den teknologiske udvikling og behovet for en professionel administration af de knappe midler. Strukturkommissionens forslag har således gode grunde for sig.
Jeg løfter ikke sløret for nogen original sandhed, når jeg påpeger, at indvendingen mod forslaget er, at nærhedsprincippet bliver betydeligt reduceret. Dette er oplagt. Men hvor vægtigt er dette hensyn egentlig? Hvor mange borgere har dagligdags kontakt med den lokale ret? Næppe mange. Hvor stor betydning vil ikke i fremtiden elektronisk kommunikation, IT, få for domstolenes virke, herunder ikke mindst brugernes kommunikation med domstolene? Mit svar er, at denne teknologi vil få så stor betydning, at man i princippet snildt kunne gøre Danmark til én retskreds. Bør nærhedsprincippet ikke snarere ses som et krav/ønske om at måle retskredsens radius i rejsetid frem for i kilometer? Ser vi sådan på det, er det klart, at forslaget – moderne samfærdselsmidler taget i betragtning – kun fører retskredsinddelingen ajour med den filosofi, som var baggrund for den middelalderlige inddeling. I betragtning bør det også tages, at retskredsene i vore nabolande måler distancen fra tingstedet til omkredsen i fold af mil, ikke i kilometer, uden at retssikkerheden eller befolkningens oplevelse heraf vist kan siges at lide nogen skade.

Det er sikkert rigtigt, at mange af provinsens advokatfirmaer i et eller andet omfang lever i en art symbiose med det lokale dommerkontor, og at grundlaget herfor måske vil forsvinde ved nedlæggelsen af den lokale ret. Nu forsvinder de lokale dommerkontorer jo ikke med ét slag, og forslaget arbejder med en model med bemandede afdelingskontorer. Man skal nok være forsigtig med at overvurdere den omsætningsmæssige betydning af dette samliv, for befolkningens behov for juridisk assistance er vel upåvirket af, hvor dommeren har sit kontor. Men noget er der selvfølgelig om tankegangen. Derfor må Strukturkommissionens forslag give anledning til alvorlig overvejelse for provinsens advokatfirmaer. En synsmåde er selvfølgelig at begræde udviklingen. En anden synsmåde er at spørge, om i virkeligheden ikke den forældede, fragmentariserede byretsstruktur har været en stærkt medvirkende årsag til at fastholde provinsens advokatstand i en lige så forældet og lige så fragmentariseret struktur; denne struktur har forhindret, at der i provinsen er opbygget slagkraftige advokatenheder med kritisk masse inden for de relativt nyere fag – skatteret, EU-ret, immaterialret, for blot at nævne nogle – med den virkning, at disse fag og den tilhørende omsætning er gået fra provinsen til de større byer, for slet ikke at nævne revisorerne? Forretningsgrundlaget for den del af provinsens advokatforretninger i dag minder i betænkelig høj grad om forretningsgrundlaget ved midten af forrige århundrede.

Strukturkommissionens forslag kan – og bør – derfor være indledning til en strukturdebat i provinsens advokatstand med henblik på her at danne enheder, som kan leve op til det advokatarbejde i første instans, der skal leveres ved samtlige byretter, og tage konkurrencen op med de store kontorer og øvrige rådgivningserhverv. Nogle kontorer har indset dette og er i gang med en advokatmæssig betjening af befolkningen, erhvervslivet og offentlige myndigheder uden for København og de store byer. Det er nødvendigt, at mange flere af provinsens advokatfirmaer tager denne store opgave op til gavn og glæde for både det omgivende samfund og for egen forretning.