Advokaten 12 "Om salærer"

Print Print
18-12-2001
 Leder

Af formand for Advokatsamfundet, Jon Stokholm

Salærspørgsmål optager sindene.
Retsplejerådet er i færd med at overveje hele sagsomkostningsspørgsmålet.
Den afgørende bestemmelse er retsplejelovens § 126, stk. 2:

”En advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.”

Vi agerer i dag og i morgen i et konkurrencebetonet marked for rådgivningsydelser. Vi konkurrerer på kvalitet og pris. Lad os kaste et blik på sidstnævnte: Prisen for en rådgivningsydelse afhænger i en kapitalistisk, liberal markedsorienteret pengeøkonomi af ydelsens værdi for klienten. Den opnåelige pris afhænger i en sådan økonomi ene og alene af klientens betalingsvilje og betalingsevne, medmindre andre – det offentlige, et forsikringsselskab eller lignende – er villig til at sponsorere en højere pris. Omkostningerne, ressourceforbruget, til fremstilling af den pågældende ydelse er i princippet uden betydning for dens opnåelige pris, hvis ikke produktionsprisen afspejles i ydelsens værdi. Dette gælder også for den for advokatydelsen væsentligste omkostning: Advokatens tid.

Vi har set det i debatten om salærer i retshjælpsforsikringssager. Advokater, der er vant til og har lagt deres forretning an på at prissætte deres ydelse på grundlag af ”medgået tid”, løber ind i det dilemma, at den væsentligste produktionsomkostning, medgået tid, og det ønskede salær risikerer at komme til at stå i et misforhold til sagsgenstandens størrelse og ydelsens værdi for klienten, som i forholdet til klienten som forsikringstager af forsikringsselskab er defineret i henhold til standarden i retsplejelovens § 126, stk. 2, og ikke (alene) ”medgået tid”. Dette misforhold vækker anstød hos retshjælpsforsikringsselskaberne, der jo over for deres kunder alene har forpligtet sig til at betale for så meget advokatarbejde, som kan købes for et salær udmålt efter standarden i § 126, stk. 2 og de almindelige retshjælpsbetingelsers § 11, stk. 5, hvorefter salæret beregnes i overensstemmelse med de retningslinier for sagsomkostninger i borgerlige sager, som følges af domstolene. Timedebitering kan føre til et urimeligt resultat i små sager – hvor salæret bliver for højt – men også i store sager, hvor salæret bliver for lavt og ikke afspejler ydelsens værdi for klienten. Et timebaseret system har den ulempe, at den langsomt arbejdende advokat belønnes, eller – endnu værre – at klienten føler sig berettiget til at blande sig i advokatkontorets arbejdstilrettelæggelse. Det timebaserede system er i modsætning til et takstbaseret salærsystem på forhånd uigennemskueligt for forbrugeren.

Hvis salærsystemet er provisionsorienteret, øges overensstemmelsen mellem ydelsens værdi for klienten og advokatens betaling. Advokatens produktionstilrettelæggelse bliver irrelevant for klienten, som derfor stiller advokaten frit i så henseende. Det sikrer, at hendes engagement, kreativitet og fantasi i indsatsen – hvad enten der er tale om en retssag eller en forhandling – belønnes. Forholdet er det, at det tager et splitsekund at få en god idé; honorering af en god idé på basis af medgået tid er derfor urimelig. Mange gode ideer opstår gradvist og mere eller mindre ubevidst via advokatens arbejde med sagen i fritiden, når hun sover, eller er i badet; den tid har vi vist ikke debiteret.

Salærovervejelser har man også gjort sig i USA, hvor tendensen i disse år både hos klienter og advokater er at forholde sig kritisk til timedebiteringssystemer og søge at finde nye prissætningsmetoder. En metode er den såkaldte ”task based billing”, hvor klient og advokat har aftalt en fast pris for de enkelte delelementer i advokatydelsen, som så kan til- eller fravælges. Tanken er at øge lønsomheden for såvel klient som advokat. En anden overvejelse er at øge provisionselementet og indføre et vist element af ”risk-sharing”. Disse tanker har størst bæring på erhvervssegmentet, hvor tendensen i USA i disse år går fra, at klienterne ”shopper rundt” – og til at klienterne anser deres advokatfirma for en ”partner” og holder sig til et mindre antal faste samarbejdspartnere blandt advokatfirmaer. Wall Mart’s chefjurist udtalte således for nylig i sin egenskab af klient, at den største fejl, der var sket i forholdet mellem amerikanske advokater og deres klienter, var indførelsen i begyndelsen af 1960’erne af timeafregningssystemet.

Set med advokatvirksomhedens samlede øjne indebærer den provisionsorienterede salærskik et ”Robin Hood-princip” eller et ”gynger og karruseller-system”, hvor visse ydelser er mindre lønsomme – måske endda tabgivende – hvilket opvejes af andre ydelser, som er særdeles lønsomme. Men hvad er der egentlig galt herved? Den enkelte advokatvirksomhed sammensætter jo selv sit produktmiks og tænker langt eller kort. Og måske er et tab på kort sigt = en investering på lang sigt? Set under et er det imidlertid påkrævet, at især retsarbejdet honoreres bedre i fremtiden. Den tid, hvor et godt dækningsbidrag på arbejdsområder for mindre og mellemstore advokatvirksomheder gjorde det acceptabelt, at det gennemsnitlige dækningsbidrag på retsarbejdet var lavt, er forbi. Det har den skarpe konkurrence internt i branchen og med andre rådgivererhverv sørget for. Men det er også nødvendigt, at vi udvikler nye karruseller.

Disse synspunkter har tillige en vis betydning for salærdiskussionen med statskassen i de beskikkede sager, hvor tidsfaktoren nødvendigvis må være af en anden og væsentlig betydning, men hvor advokatens honorar også bør stå i rimeligt forhold til ydelsens værdi: De dygtige advokater, der påtager sig at føre de store og vanskelige straffesager, som anklagemyndigheden ikke selv magter, har stort ansvar for salærudviklingen i alle beskikkede sager.

Vi skal i det hele taget lære at tænke mere som entreprenører og mindre som lønmodtagere. Og vi skal holde os fra discountydelser til discountpriser, som skader alle.
Men konkurrencen er kommet for at blive.

I regeringens erhvervspolitik – konkurrence og fornyelse – er betragtningen, at rådgivningsydelser, herunder advokatydelser, skal leveres af de virksomheder, der kan gøre det bedst og billigst: Kan bedemændene (-damerne?) eksempelvis behandle dødsboer billigere end advokaterne, bliver det bedemændene, der skal behandle dødsboer. Det kan man trække på smilebåndet ad, men i Sverige er det, så vidt jeg ved, bedemændene, der varetager hovedparten af dødsbobehandlingsopgaverne. Den ubehagelige sandhed kan derfor meget vel blive den, at vi tvinges til at tage stilling til, om visse traditionelle advokatydelser, som advokaterne ikke længere kan få ”økonomi” i, måske slet ikke skal produceres af advokater, men fjernes fra advokaternes produktprogram og overlades til andre? Og så må vi så se at udvikle nye produkter til erstatning herfor?
Salær handler om konkurrence og fornyelse.