Advokaten 11 Om parlamentarismen og juristerne

Print Print
14-11-2001
Leder
Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Det handler om § 3. 
Vi har i år markeret systemskiftets 100-årsdag; med rette, for der var tale om et afgørende gennembrud for demokratiet med markeringen af ”intet over og intet ved siden af Folketinget” og et principielt brud med tanken om det konstitutionelle monarki, og om at kongen/regeringen kunne være – var – i besiddelse af en særlig originær eksklusiv kompetence.

Efter begyndervanskeligheder udmøntede parlamentarismen sig i den tanke, at Folketinget til enhver tid kunne udtale sin manglende tillid til regeringen/en minister, et mistillidsvotum, hvorefter regeringen/den pågældende minister måtte gå. Ministeren var ansvarlig for, hvad der foregik i hans ministerium, og dækkede sine embedsmænd af. Efter parlamentarisk praksis anså en regering det for udtryk for mistillid, dersom den blev ”stemt ned” i Folketinget i et væsentligt spørgsmål. Afgørende var det politiske minister/regerings­ansvar, ikke det retlige ansvar ved Rigsretten, også fordi tiltalekompetencen dér tilkommer Folketinget. Afsnittet om Rigsretten blev overspringelse i statsretsundervisningen.

Udviklingen standsede ikke her. Parlamentarismen udviklede sig: Folketingets stående udvalg indførtes. Ingen ministeriel sag blev for lille til at fortjene parlamentets opmærksomhed. Slut i 80’erne valgte en mindretalsregering at acceptere ”fodnote-politikken”, dvs. at Folketingets flertal på et væsentligt område havde en anden opfattelse af et givet politisk spørgsmål end regeringen. Dette ville efter gængs lære have ført til, at regeringen demissionerede, men denne regering valgte at fortsætte. Folketinget accepterede, at regeringen fortsatte. Vi var altså nu kommet i en situation, hvor regeringen på et væsentligt spørgsmål ikke var i overensstemmelse med Folketingets flertal, men hvor Folketinget ikke ville tvinge regeringen til at gå, når den valgte at fortsætte. Vi var i en vis forstand tilbage til tiden før systemskiftet. Tilfældigt var det ikke, at denne regering risikerede at blive mødt med retligt ansvar, påtalt ved Rigsretten, og således gik det.

Parlamentarismens princip havde udviklet sig så langt, at der kunne opstå en politisk logik hos en minister, hvorefter han kunne administrere på tværs af loven, når blot Folketinget var med på det, og yderligere den konsekvens, at han kunne administrere mod loven, når han vurderede, at Folketinget var med på den. Dette var kernen i Tamil-sagen – hvor ministeren vurderede forkert, når det kom til stykket. Det er klart, at dette var at drive parlamentarismens princip ud i det absurde, for denne tankegang og praksis overså jo det fundamentale, at det meget vel kunne tænkes, at den pågældende lovgivning skabte retskrav for borgerne, og lovgivningen står nu engang stadig over Folketinget – uanset om ministeren i sin administration nok så meget havde Folketingets flertal bag sig.

Endelig har domstolene vist sig villige til klart at afgøre spørgsmålet om prøvelsesretten af loves forenelighed med grundloven. Det er sket i de allerseneste år med en for 70’erne-80’erne utænkelig klarhed og konsekvens, da Folketinget mente sig berettiget til at overtage et ministeriums sagsbehandling. Der var derfor et behov for en markering af en grænse for det parlamentariske princip, og det fik vi. Skillelinjen mellem lovgivende og udøvende myndighed blev lagt fast og dermed også skillelinjen mellem lovgivende og dømmende myndighed.

Det er karakteristisk for den seneste periode, at betragtningen om ministrenes retlige ansvar er blevet fremhævet. Ministrene dækker ikke længere embedsmændene af; tværtimod skyder ministrene på embedsmændene, når noget går galt. Der gennemføres allehånde undersøgelser af embedsmænds gerninger på politikernes foranledning. Tendensen er, at man søger at placere et (retligt) ansvar hos embedsmændene ved enhver given lejlighed. Går vi tilbage til 50’erne, forekom undersøgelser af den karakter så at sige ikke.

Med disse karaktertræk for en moderne parlamentarisme er juraen, domstolene, advokaten og retsvidenskaben kommet i en ny (gammel) rolle i vor statsret. Ikke mindst undersøgelser af forvaltningen er blevet et arbejdsområde for os. Her er det vigtigt, at vi gør vort arbejde så grundigt og objektivt som muligt. Vi må leve med kritik af såvel undersøgelsesformen – med begrænsninger i mangel af vidneafhøring – såvel som af vort konkrete arbejde. Det er vigtigt, at vi går foran i at respektere retssikkerhed, uanset at det går ud på at komme til bunds i sagen. Men det er også vigtigt, at vi forholder os objektivt til opgaven; ikke engageret og subjektivt. Vi ser mere eller mindre opportunistisk eller politisk motiveret kritik af vort arbejde og saglige og mindre saglige angreb fra andre jurister i den offentlige debat. Rigsrevisionen har i det sidste halve års tid været på krigsstien mod advokatundersøgelser. Det må vi leve med.

Rigsrevisionens og retsvidenskabens debattører vil gerne have flere domstolslignende undersøgelser. Her må vi råbe vagt i gevær. Vi afstår hjertens gerne dette arbejdsområde, som medfører kritik og ubehag, men Tamil-sagens undersøgelse kalder ikke på gentagelse. Dommervirksomhed og anklagevirksomhed kan ikke forenes. Den seneste udvikling i dansk statsskik bør tjene til at understrege, ikke underminere, skillelinjen mellem udøvende og dømmende myndighed.