Advokaten 11 God advokatskik i inkassosager

Print Print
14-11-2001

Af fuldmægtig Pia Birkegård, nævnssekretariatet

I sekretariatet fornemmer vi, at der blandt såvel advokater som forbrugere er usikkerhed om, hvorledes inkassoloven har ændret kravene til, hvorledes advokater skal og kan agere i inkassosager. Sekretariatet er opmærksom på, at der blandt advokater er stor interesse for inkassosagers behandling, og vi vil derfor løbende orientere om nævnspraksis i inkassosager, efterhånden som nævnet træffer afgørelser om principielle spørgsmål, hvad enten der er tale om ændring af praksis eller stadfæstelse af hidtil gældende normer.

Hidtil har nævnet kun taget stilling til en del af de spørgsmål, der kan tænkes at opstå ved behandling af inkassosager.                                              Denne artikel vedrører alene spørgsmålet om, hvorvidt det er i strid med god advokatskik at tage en bestridt fordring til inkasso, og om sagen kan tages til inkasso i påkravsskrivelsen.

 Kan advokater tage en bestridt fordring til inkasso?                                                                                                                                                                   Såfremt en advokat af en fordringshaver bliver anmodet om at inddrive et skyldigt beløb, bør advokaten afklare om fordringen er bestridt, idet det er i strid med god advokatskik at tage et bestridt krav til inkasso. Rette retsmiddel i den situation, hvor der foreligger en indsigelse og dermed en retlig tvist, er således ikke en inkassoprocedure, men at indbringe sagen for retten, således at kravets berettigelse kan fastslås ved domstolsprøvelse efter retsplejelovens regler herom. Nævnet anser ”inkasso” for et særligt udenretligt system til indkassering af skyldige, ikke-bestridte fordringer, og systemet er uhensigtsmæssigt og ikke anvendeligt, når der foreligger en indsigelse fra debitor. Ved kendelse af 18. maj 2000 (j.nr. 02-0408-99-4296) udtalte nævnet: ”Det må anses for stridende med god inkassoskik at tage en bestridt fordring til inkasso, jfr. inkassolovens § 9 samt dennes forarbejder” og pålagde advokaten en bøde på 2.500 kr. Denne praksis er senere fulgt i flere senere Advokatnævnskendelser; senest ved kendelse af... hvori nævnet udtalte følgende: ”.... Da[indklagede) tog kravet til inkasso, var han imidlertid bekendt med, at[debitorerne] i breve af 8. og 22.10.2000 havde bestridt, at deres brev af 7.9.2000 kunne anses som en opsigelse af kommissionsaftalen og således bestridt, at ejendomsmæglerfirmaet havde krav på salær i henhold til formidlingsaftalen. Det anses for at være i strid med god advokatskik at tage en bestridt fordring til inkasso, medmindre advokaten har grund til at antage, at skyldnerens indsigelser er åbenbart grundløs. Der var efter nævnets opfattelse ikke i det foreliggende tilfælde grundlag for en sådan antagelse. Advokatnævnet finder derfor, at [indklagede] herved har tilsidesat god advokatskik og pålægger ham i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, en bøde på  5.000 kr.” Inkassoadvokaten skal således sikre sig, at fordringen består, og at den ikke er bestridt. De grundlæggende betragtninger bag denne praksis er de samme, der ligger til grund for Advokatnævnets praksis omkring indgivelse af konkursbegæringer, nemlig at konkursinstituttet er egnet til den situation, hvor en debitor ikke – på grund af manglende betalingsevne – opfylder sin betalingsforpligtelse. Der kan henvises til Lars Økjær Jørgensens artikel om ”konkursbegæringer og god advokatskik” i Advokaten 10/1999 side 203.

 Undersøgelsespligt                                                                                                                                                                                                                              Hverken inkassoloven, forarbejderne eller bemærkningerne beskriver, hvilke krav, der kan stilles til inkassoadvokatens undersøgelsespligt. Advokatnævnet har heller ikke nærmere beskrevet advokaters pligt til undersøgelser omkring kravets berettigelse i inkassosager, men i sager om  indgivelse af konkursbegæring kræves det, at advokaten har holdepunkter for kravets eksistens, for at kravet ikke er bestridt og for, at betingelserne vedrørende de økonomiske forhold hos debitor er til stede. Bevisbyrden for skyldnerens insolvens påhviler fordringshaveren, jf. formuleringen af Konkurslovens § 17, stk. 2. Det er derfor fordringshaverens advokat, som er den rette til at foranledige gennemført undersøgelser af skyldnerens økonomi. (Vestre Landsrets dom af 13. januar 1995 kræver, at det, forinden konkursbegæring, indgives, ”godtgøres, at et sådant retsskridt har været nødvendigt og rimeligt.”)

Efter nævnspraksis bør der i sager om konkursbegæringer foreligge klare holdepunkter for debitors manglende betalingsevne, og advokaten bør i tilfælde af tvivl om insolvensen gøre en aktiv indsats for at rydde denne tvivl af vejen. Advokaten skal ikke nødvendigvis selv indhente oplysninger, men kan støtte sig til oplysninger, som han bliver præsenteret for, hvis disse i øvrigt er tilstrækkelige. I en nævnskendelse af 26. november 1999 (j.nr. 02-0401-99-4066) havde advokaten en fast praksis, hvorefter han i en velkomstskrivelse til nye klienter, der ønskede bistand i inkassosager, anførte, at klienterne skulle give meddelelse ved sagens oversendelse til inkasso ved advokat, såfremt kravet var bestridt, idet det i bekræftende fald ville være i strid med god advokatskik at indberette debitor til RKI Kreditinformation for manglende betaling. Nævnet fandt imidlertid ikke, at advokaten havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser forud for indberetningen og tildelte advokaten en sanktion for at have indberettet en debitor for et bestridt krav. En inkassoadvokat må indrette sig således med sine klienter, at han får de nødvendige oplysninger om kravet, dets eksistens og eventuelle indsigelser, så han har mulighed for at handle korrekt. Hvorledes dette kan lade sig gøre i praksis, er op til den enkelte advokat.

Må advokater tage et krav til inkasso i 1. påkravsskrivelse?                                                                                                                                                      Nævnet har i en konkret sag drøftet ovennævnte spørgsmål, og slog indledningsvist fast, at kreditors faktura ikke kan betragtes som en påkravsskrivelse. Et påkrav er en egentlig rykker for manglende betaling af en betalingsanmodning.

Der var endvidere i nævnet enighed om, at et krav kan tages til inkasso i første påkravsskrivelse, og at der i denne skrivelse kan opkræves et inkassosalær. Det er et krav i byretterne, at der er afgivet et sådant påkrav i henhold til inkassolovens § 10. I modsat fald bortfalder sagsøgers mulighed for at få tillagt sagsomkostninger for så vidt angår retsafgiften. I den konkrete sag udtalte nævnet ved kendelsen af.... følgende vedrørende påkravsskrivelsen: ”Ved skrivelse af 30.10.2000 tog [indklagede] kravet, der i henhold til faktura af 27.9.2000 var forfalden til betaling den 27.10.2000, til inkasso. Efter inkassolovens § 10, stk.1, skal der være afsendt en påkravsskrivelse, forinden andre inddrivelsesforanstaltninger iværksættes. Ifølge stk. 3 skal påkravsskrivelsen blandt andet angive en frist, inden for hvilken skyldneren skal betale, uden at der påløber yderligere omkostninger. Efter nævnets opfattelse følger det af ordlyden af § 10, at bestemmelsen ikke udelukker, at en advokat opkræver inkassosalær i forbindelse med påkravet til betaling for arbejdet i forbindelse med inddrivelsen, herunder afgivelse af påkravet.” Nævnet frifandt derfor advokaten for dette klagepunkt.