Advokaten 10 Om juraen som musisk fag?

Print Print
15-10-2001
Leder
Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Det er næsten blevet en tradition, at højdepunktet under gallamiddagen på advokatkon-gressen er revy med et aktuelt tema skrevet og udført af standens mere eller mindre håbe-fulde (mangel på) musiske talent(er).

Sangglæden til Dommerforeningens årsmøde er stor, når Rønnows tekster, som vi andre såmænd også i smug har udfoldet os til, istemmes. Rådsmøderne indledes ofte med en sang fra den danske sangskat. Vi har som kontorinventar i sekretariatet et opretstående. Mange jurister er habile musikere; der er musik i ombudsmanden. Jurister og advokater er kendte figurer i operaens verden. Gilbert og Sullivan skrev operetten: ”Retten er sat”. Der er musik i juraen.

Kan vi gå videre og anse juraen som et litterært fag?
”Law and literature” er en udenlandsk drøftelse, vi har til gode. Her er både tale om spørgsmålet: ”Law in literature” og ”Law as literature”. Mange af verdenslitteraturens højdepunkter er juridiske: Kafkas Processen, Camus’ Faldet, etc. Spørgsmålet er, hvorvidt og i hvilket omfang jura og litteratur befrugter hinanden. En artikel i tidsskriftet Kritik nr. 150, 2000 – ”Law and literature” – introducerer denne væsentlige debat. Er juraens høj-depunkter litterære? Visse er: F.eks. den amerikanske uafhængighedserklæring.

En væsentlig del af juristens arbejde går ud på at udtrykke sig litterært: Processkrifter, domme, referater, indstillinger, afgørelser, notater, responsa er litterære aktiviteter. Er vi os det tilstrækkeligt bevidst? Kan kvaliteten højnes ved, at vi arbejder med vore skriftlige fremstillinger ud fra dette synspunkt? En juridisk redegørelse kan ikke undgå at vinde i tyngde, når den er velskrevet. Et processkrift, hvor modparten – det er altid hende – har arbejdet for lidt med den litterære kvalitet, er en plage; fristelsen til at lægge det til side er stor; irritationen stiger i takt med læsningen.
”Hvem siger, det skal være så trist?
Nu vil vi være top-optimist.
Vise, at selv en støvet jurist
kan entertaine. …..
Den nye kanal
er bare total –
som entertainment”
hed det indledningsvis i årets advokatrevy.

Grundtanken i advokatrevyen i år var, at Advokatsamfundet ved konkurrence havde vun-det sin egen tv-kanal, som nu skulle udfyldes. Det kan man more sig over, men det sætter fingeren på et problem. I betragtning af, hvor meget advokatstof, der sprøjtes ud over tv – en lørdag så jeg i tv-programmet ikke færre end seks forskellige advokatserier – er det en nærliggende tanke, at advokaterne selv burde kunne fylde en tv-kanal. Så vidt bør det ikke komme. Revyens tema afspejler, at i vor kulturkreds er lovstof ”entertainment”, og ”entertainment” er lov. Man taler om stjerneadvokater på linie med underholdningsindustriens stjerner. Vi husker en nu afgået retspræsident posere som stjerne i tv om verserende retssager.

Har vi gjort os klart, hvad dette på sigt kommer til at betyde for vor stand? Er det hen-sigtsmæssigt, at store straffesager procederes i medierne?

Den almindelige befolkning, ikke mindst de unge, henter i stigende grad deres opfattelse af vort fag fra tv-serier. Er det godt? Vel fremstilles advokaten som en våbendrager, men der gives et forvrænget billede af advokatens rolle i (rets)samfundet. Vi ser aldrig den ad-vokat, der sagtmodigt fraråder sin klient en sag, eller den advokat, der slider med en van-skelig kontrakt eller forhandling.

Det kommer fra USA, hvor retssager løbende udsendes på tv. Mest markant er ”the O.J. Simpson trial”. Dette er skræmmende i zappealderen. Eller hvad, når en seriøs avis som New York Times kan finde på at anmelde forløbet af præsident Clintons vidneafhøring i Lewinsky-sagen, som var det en film af Louis Malle. Hvor kommer for almindelige men-nesker grænsen mellem virkelighed og fiktion til at gå? Hvordan skal sager forelægges og procederes, når advokaten på én gang skal tale til dommere, nævninge og seere? Den pro-blemstilling har også indfundet sig her. Jeg tænker på f.eks. Plejebosagen og Thor-sen/Trads-processen.

Fristes vi til at opblæse og sensationalisere verserende retssager for at leve op til det for-ventningsniveau om advokatrollen, som tv-serierne har skabt? Er advokaten blevet en ”spindoctor”?

Også på anden måde sætter tv sit spor: Et (reklame)indslag varer sjældent mere end et halvt minut. Dommerens tålmodighed med sagens forelæggelse og procedure er kort. Hvor ofte mærker vi ikke hos dommerne et ønske om at kunne zappe videre?

Det er ikke noget nyt, at juraen er underholdning: I oldtidens Athen og Rom blev store retssager fulgt af den brede befolkning, og procedører tiljublet som stjerner, hvis ry lever i dag: Demosthenes og Cicero er de bedst kendte.

Juraen har altid været kulturskabende og kulturforbrugende. Værre er, når juraen bliver popkulturskabende og popkulturforbrugende. Dette bliver en udfordring for juristerne, ikke mindst for de kommende dommere, politifolk og advokater.

Hvordan har den spontane generation det med musikken?
Én ting ved vi: De vil gerne være noget ved musikken. Det spændende spørgsmål i 2003 bliver, om den spontane generation har talent – det har de – samt organisationsevne og energi nok til at videreføre den musiske tradition: Til at stable en advokatrevy på benene?
Der er udfordring nok i musikken.