Advokaten 1 Om retsinformation

Print Print
16-01-2001
Leder                                                                                                                                                                                                                                                                   Af formand for Advokatrådet, Jon Stokholm

Der var engang et lille kongerige, Illyrien. Illyrien havde sit eget domstolssystem: Vestre og Østre Søret, Lavesteret samt Land- og Godgørenhedsretten i hovedstaden. Da kongeriget var en retsstat, offentliggjorde disse retter deres domme i ”tidender” benævnt med de respektive retters navn, f.eks. Østre Søretstidende osv. Det var således muligt for enhver, borger som sagfører, i Illyrien at gøre sig bekendt med retspraksis ved disse kongerigets vigtigste domstole.
Nu var det lidt dyrt og upraktisk for de fleste at abonnere på alle disse tidender, ligesom langtfra alle domme var af almen interesse. Et par driftige jurister besluttede derfor på privat basis at indsamle og redigere de væsentligste domme, så man kun behøvede at holde ét blad for at følge med. De stiftede derfor et blad, som de kaldte ”Retsskrift for Uvæsen”. Efterhånden gik de fleste over til at holde Retsskriftet, og salget af retternes tidender faldt. Til sidst – det har vel været i 50erne – besluttede kongerigets Rets(informations)ministerium – thi et sådant havde man – at ophøre med udgivelsen af retternes tidender, således at formidlingen af domsstof alene skete gennem Retsskriftet. Dette var en billig og pragmatisk ordning, der ansås for forsvarlig, fordi Retsskriftet tilhørte en veldædig fond, ABC-flittigs Fond, som i øvrigt drev en velanskreven boglade, ligesom redaktionen blev forestået af kongerigets ypperste dommere.
Og således gik det i mange år til alles tilfredshed. Der var kun på det seneste lidt knas med den største brugergruppe, sagførerne, der gerne ville have lidt indflydelse på, hvilke domme der kom i Retsskriftet; de øvrige juristgrupper i Illyrien havde imidlertid held til at holde dem ude, skønt de – som sagt – var den største brugergruppe.
Rets(informations)ministeriet forsøgte en elektronisk formidling, men det blev aldrig den helt store succes; dels var det dyrt, dels var teknologien besværlig, ikke alle ville aflevere materiale hertil, og funktionen var noget uhåndterbar.
Imidlertid kom ABC-flittigs boglade og dermed fonden i økonomiske vanskeligheder, fordi man prøvede at sælge bøger uden for hovedstaden; altså af grunde uden sammenhæng med udgivelsen af Retsskriftet.
I et stort land fjernt fra Illyrien boede Ridder Thomas. Ridder Thomas var ikke – som man skulle tro – Lady Marians bejler i Panser og Plade, men derimod en driftig forlægger, der havde blik for, at han kunne tjene penge på formidlingen af retsinformation i Illyrien.
Ridder Thomas tog derfor sin hvide ganger og sin pengekiste og købte Retsskriftet af fonden for en fyrstelig sum. Dermed var fonden reddet fra fallissement, så vidt så godt. Han erhvervede herved ophavsretten til kongerigets eneste og autoritative domssamling, dens systematik og dommenes ”fødder”; en enestående position, da dommene af alle kongerigets jurister i alle sammenhænge identificeres med deres sidenumre i Retsskriftet. I redaktionens sammensætning gjorde den noble ridder ingen ændring.
Illyriens sagførere frygtede for fremtiden og bad om at blive taget med på råd vedrørende Retsskriftets fremtid, herunder pris og økonomi. Ridder Thomas meddelte chevaleresk, at han ville imødekomme dette ønske; dog ville han ikke tilstå sagførerne indflydelse. Herved blev det så.
I stedet satte sagførerne deres lid til et nyt begreb, nemlig konkurrence, som middel til at holde priserne i ro og til at sikre, at ridder Thomas’ indtog ikke skulle gøre livet dyrere for dem. Sådan kom det nu ikke til at gå, thi Ridder Thomas og med ham mange andre oprettede talrige periodiske skrifter under forskellige navne, hvor de – stort set – samme domme formidledes – samt et antal domme af mindre interesse. Sagførerne, der havde overset, at kongeriget ikke havde et fælles citeringssystem for domme, f.eks. ”Hadley v. Baxendale”, uanset hvor de blev formidlet, blev af nød tvunget til at holde de fleste af disse blade; ja for dem blev det dyrt.
Ridder Thomas havde holdt sit indtog i Illyrien og var kommet for at blive; han erhvervede også en god lovsamling, Krakovs Lovsamling, som han moderniserede lidt elektronisk.
Efter en periode meddelte han sagførerne, at han desværre så sig nødsaget til at forhøje deres pris for Retsskriftet og Krakov, der i mellemtiden var blevet elektronisk, med op til 90%. Andre store brugere fik særordninger. Da sagførerne ikke mente at kunne undvære dommene og lovsamlingen, accepterede de dette under besøg fra Ridder Thomas’ charmerende og veltalende væbnere.
Og sådan gik det til, at de illyriske sagføreres udgifter til at følge med i retsudviklingen over en kortere årrække steg dramatisk, at der blev formidlet en række domme af ubetydelig interesse, som alle var nødt til at læse; og at der blev påberåbt domme som aldrig før i de førhen så pragmatiske illyriske retter, uden at befolkningen havde nogen oplevelse af, at deres retssikkerhed blev bedre, eller sagernes afvikling billigere, og at Ridder Thomas’ pengekiste fyldtes med klingende illyrisk mønt.